Henning har på mange måder haft et behageligt liv, i hvert fald på overfladen. Han har hoppet fra kæreste til kæreste, fra kvinde til kvinde, siden han var helt ung til vi møder ham midaldrende, ensom, arbejdsløs, adskillige dårlige relationer til ekskoner og med et par døtre, som han godt kunne have bedre relationer til.
Hvad gør Henning nu? Det, der er ved at vokse frem i Henning, er tanker og følelser, der handler om hvad Henning vil. Noget Henning ikke rigtigt har gjort det så meget i før. Det ser måske sådan ud, men hvad Henning har manglet, har været agens. Han har kort og lidt groft sagt ladet sig trække rundt ved pikken. Hvis der var en ny kvinde, der bød sig til, som et øjeblik så ham, og gav ham opmærksomhed, så droppede Henning fortiden og gik med.
Nu bliver Henning dog klar over at noget i alle disse forhold, er gennemgående, nemlig at disse kvinder har valgt ham, fordi han dygtigt og villigt har ladt sig selv træde ind i en klassisk maskulin rolle, hvor han er beskytter, skaffedyr, storisk. Men også hvor der er meget lidt der handler om Henning. Hvor hans spinkle forsøg på at have en holdning eller et behov, ud over at være liderlig, er blevet tydeligt afvist. På trods af at Henning er en både dygtig og belæst feminist, så er han endt med at træde ind nogle helt klassiske relationer, med nogle kvinder, feminister eller ej, er lige så fanget af de klassiske mønstre.
Henning beslutter at det ganske enkelt ikke går med kvinder, og da en fyr smiler lidt til ham til en fest, tager han den raske beslutning, at det nemmeste nok er at indgå i et homoseksuelt forhold. Det er en utroligt sjov præmis, som Gulliksen får meget sjov ud af og nogle både fine og akavede forsøg ud i det homoerotiske.
Når vi i projektledelsesfaget (altså mit fag) er i en kaotisk tilstand, så snakker vi om at så må man bare handle, fordi det er en god måde at samle data. Så snart man bliver klogere, kan man gå mere eksperimentelt og analytisk til værks. Det er ikke nok at løbe hurtigt, man skal også sikre at man gør det i den rigtige retning. Det gør Henning ikke. Det er fuld fart frem på ideen om, at en mand må være løsningen. Fem minutter med en projektleder, et par timer med en coach, eller et par år med en god psykolog, ville have givet en meget, meget anderledes bog.
Men jeg elsker at Gulliksen vælger at løbe med den her præmis og bruger det til refleksioner over hvad det er vi mænd reducere os selv til i parforhold. Og jeg tænker også at en bog om en mand som vælger at gå i terapi, kan blive noget skrammel. Men det her er altså bogen, der omfavner mundheldet “mænd vil gøre hvad som helst for at undgå at gå i terapi”. Måske er Henning ikke så langt fra virkeligheden, når han nægter at ændre sig selv, og derfor går ud i verden og leder efter den tetris-brik, der passer præcist til hans indre behov.
Der hvor det bliver spændende er dels Hennings relationer til hans døtre og så Hennings forsøg på at vride sig selv ud af en manderolle, han måske forstår, men som han ikke kan slippe. Eller han kan slippe den, men han kan ikke løbe fra den, eller hans fortid. Og så er Henning en utroværdig fortæller. Både over for os og over for ham selv. Hans indsigt i egen fortid og relationer til ekser og børn viser sig igen og igen at være farvet af egne behov. Nogle gange løber hans fantasi helt ud af en tangent, hvor hele verden er bøjet om Henning. Det er lige så sjovt som det er sørgeligt.
Den jeg skulle blive er et ganske intelligent forsøg på at nå ind under den moderne midaldrende mand. Hvorfor er vi som vi er? Hvorfor har vi så utroligt svært ved at åbne op og hvad sker der når vi gør det? Gulliksen kommer ikke med svaret, men tegner omridset af kasser i kasser i kasser. Af strukturer.