"Den inderste kerne" er en biografisk roman om den danske matematiker og jordskælvsforsker Inge Lehmann (1888-1993). Som verdens første kvindelige seismolog mødte hun megen modstand i det danske naturvidenskabelige miljø, der i høj grad var en lukket herreklub. Men da hun i 1950’erne blev inviteret til USA for at forske, kom hendes arbejde til at spille en rolle under Den Kolde Krigs atomvåbenkapløb. "Den inderste kerne" fortæller historien om et sammensat, egenrådigt og myreflittigt menneske, som ikke blev anerkendt i sit hjemland, før hun var langt oppe i 70’erne, og følger nedslag i et liv, der forløber næsten parallelt med det 20. århundrede.
"Den inderste kerne" er en skæbnefortælling om kvindeliv, lidenskab og videnskab.
Om forfatteren: Lotte Kaa Andersen (f. 1968) er litteraturhistoriker og udgav fra 2015-2018 Hellerup-trilogien "Hambros Allé 7-9-13", "100 dage" og "Syv sind", hvor vi følger tre familier i årene omkring finanskrisen og frem til i dag. "Hambros Allé 7-9-13" blev shortlistet til Debutantprisen og nomineret til Læsernes Bogpris, og "Syv sind" blev nomineret til Bedste roman ved Mofibo Awards 2020.
En velskrevet biografisk roman om en af Danmarks mest berømte forskere, som næsten ingen har hørt om. Hun var nemlig kvinde og var beskæftiget inden for et decideret mandefag. Inge Lehmann opdagede, at jorden har en indre kerne – på et tidspunkt, hvor der var konsensus om, at kernen var flydende.
Jeg synes, Lotte Kaa Andersen slipper godt afsted med at beskrive denne kantede, superkloge kvinde, der bare IKKE ville lade sig kue og ikke ville finde sig i at blive holdt nede på grund af sit køn.
Som så mange andre danske kvindelige kunstnere og forskere, blev Inge Lehmann anerkendt i udlandet, inden hun opnåede anerkendelse i sit lille hjemland.
For nogle år siden fik hun endelig en statue på Vor Frue Plads. Hvordan nogen kunne få den idé, at når vi nu endelig skal fejre en kvindelig forsker, så laver vi da en skulptur, der IKKE er en buste som de andre på pladsen. Nej nej, det er en fancy gengivelse af jordens kerne. Hvilket betyder, at ca. 97% af de forbipasserende aldrig opdager, at her er faktisk en statue til ære for en videnskabskvinde. Bah!
Inge Lehmann var et af de helt store fyrtårne på den danske forskningsscene. Men hovedsagelig på grund af sit køn fik denne højt begavede kvinde først i sen alder en akademisk uddannelse, endnu senere et videnskabeligt gennembrud, meget sent en internatonal anerkendelse og først i sidste øjeblik den anerkendelse, hun fortjente i sit fædreland. Lotte Kaa Andersen skriver flydende og medrivende og inddrager også familiemedlemmers og kollegers syn på bogens facetterede hovedperson. Alt i alt en fremragende bog; men... Det trækker fra i ordenskarakter, at hverken forfatter eller redaktører har bortluget åbenlyse historiske fejl som fx, at Den Tjekkiske Republik ikke eksisterede i 1926, hvor de tjekkiske provinser indgik i statsdannelsen Tjekkoslovakiet, og at Inge Lehmann ikke i 1930 kunne begejstres over sangerinden Billie Holiday, der på det tidspunkt var 15 år gammel og stadig tre år fra sin pladedebut.
Jeg svinger lidt mellem 4 og 5 ⭐, men uanset hvad synes jeg, alle burde læse den her. Ikke bare for den gode historie men også for læring om vores allesammens videnskabelige historie både med opdagelserne, men også hvordan det var at være kvinde i det og for at få en dybere forståelse for så meget af det, der har været. Bogen er foruden en skøn roman et fantastisk tidsbillede fra et over 100 år langt liv. Man kan ikke lade være at holde af Inge og menneskerne i hendes liv med alle deres fejl og mangler. De er ikke kun baseret på virkelige mennesker, men føles i den grad også levende.
Jeg lærte, mens jeg var skønt underholdt og det elsker jeg, når en skønlitterær roman kan.
Lydbogen indlæst af Iben Hjejle kan også anbefales. Fin, indlevende oplæsning som klædte historien.
Det er ikke en storslået litterær oplevelse, men et fængende portræt af en unik kvindes kamp for sin plads i en mandsdomineret akademisk verden. Jeg er fuld af respekt for denne kvinde, som blev ignoreret af sine samtidige danske kollegaer og måtte forske i sin fritid, men som på trods af det barske miljø opnåede international hæder og anerkendelse for opdagelsen af jordens inderste kerne.
Velskreven og medrivende biografisk roman om en dygtig videnskabskvinde, der gjorde en stor og vigtig opdagelse om jordens inderste kerne, men som aldrig opnåede ordentlig anerkendelse blandt sine kollegaer i Danmark, fordi hun var kvinde i en mandsdomineret verden.
Bogen er lyttet som lydbog med Iben Hjejle som oplæser og det gjorde hun fuldstændig fænomenalt.
Det er blevet populært, at gendigte mere eller mindre kendte folks historie. "Kvinde set fra ryggen" og "kvinden der samlede verden" er aktuelle eksempler. "Den inderste kerne" følger samme metode. Det er en dramatiseret historie om forskeren Inge Lehman og hendes opdagelse af jordens faste kerne.
Inge Lehmans historie er spændende i sig selv. Hun er den kvindelige slider der må finde sig i at blive holdt nede i den danske universitetsverdens mandeklub, og som tager til USA som en halvgammel dame for at blive anerkendt for sit arbejde, efterfølgende modtager de fineste udenlandske priser og til sidst også høster lidt anerkendelse i den danske andedam. Den grimme ælling om igen.
Historien forløses ganske godt. Man følger Inge fra barnsben og livet igennem. Historien fortælles først og fremmest af Inge selv, men også hendes søster, mor, far og forskellige andre personer i hendes univers kommer til orde. Det giver et nuanceret og interessant billede af denne Inge med det kedelige tøj og det skarpe blik for at aflæse seismografiske måleresultater.
Står du og mangler en virkelig god bog til de lange lyse sommeraftener, så læs lige med her. Jeg garanterer dog ikke for, at du kan lægge den fra dig igen. Reagerer du ligesom mig, er der risiko for, at du bliver indfanget og for evigt vil bære Inge Lehmann med dig. Jeg beder dig, gør det!
Den inderste kerne er historien om den danske seismolog Inge Lehmann (1888-1993), som var den første i verden til at fremsætte teorien om, at der i jordens flydende kerne lå en indre kerne. Det er en biografisk roman som kommer omkring Inges lange liv, både privatlivet og livet med videnskaben. Det er en roman om at navigere i en manddomineret verden og ikke få den anerkendelse man har fortjent, alene fordi man er kvinde. Det er et billede af en tid med et forstokket kvindesyn, men samtidig et billeder af en kvinde, som nægter at ligge under for dette kvindesyn og vælger sin egen vej, sin passion.
Den inderste kerne er nu den tredje roman jeg har læst inden for kort tid, som handler om stærke danske kvinder, som er gået ind i glemslen eller som ikke har fået den anderkendelse, de har fortjent - alene på grund af deres køn. Hvor er det bare fantastisk, at vi har litteraturen til at hive dem frem i lyset og gøre dem levende igen.
Lotte Kaa Andersen har på smukkeste vis sat Inge op på den stjernehimmel, hun har fortjent og hvor vil jeg ønske, at fremtidens skolebørn ikke kun vil høre om Tycho Brahe, H.C. Ørsted og Niels Bohr, men at Inge Lehmann også vil indgå lige så naturligt i deres pensum. Der hører hun til.
Vigtig og smuk fortælling om den store danske og internationalt anerkendte videnskabskvinde Inge Lehmann, som ingen herhjemme kender. Det gør bogen op med. Velskrevet, flot historisk/biografisk roman. Jeg nød bogen fra første til sidste ord.
Jeg kunne godt lide at lære Inge Lehmann og hendes bedrifter at kende, og ideen med at fortælle om hende i romanform var fin. Dog fungerede springene i tid ikke for mig. I starten af historien springer vi mellem 1930, hvor 42-årige Inge bakser med uforklarlige data i seismografer, og episoder fra Inges barndom fra 1894 og frem. Vi hopper frem og tilbage, men da fortiden indhenter nutiden fortsætter historien kronologisk, og så virker det for mig underligt at vi skulle hoppe i tiden i den første halvdel af bogen. Samtidig synes jeg at forfatteren ville for meget, og bogen blev lidt rodet. Det blev til bredde frem for dybde. F.eks. hører vi at Inge var med til at sætte de første seismografer op i Grønland, og det havde da været spændende at være med til. Hvordan foregik arbejdet, hvad synes Inge om Grønland? Men det får vi aldrig at vide. Det virkede også lidt som om Inge gik fra at have udgivet en banebrydende artikel til tavshed fra kollegaer, og så springer vi i tid og hun er til konferencer og forelæsninger og så springer vi igen og hun er nu et stort navn internationalt, og så springer vi igen og hun modtager priser. Jeg savnede kontinuitet.
Jeg tror bogen havde gavnet af at fokusere på nogle årtier af Inges liv og fortælle dem i dybden, evt med en epilog, i stedet for at skulle rumme hele livet fra barndom til alderdom. Jeg savnede dybden, men er glad for at have lært mere om Inge Lehmann.
“Unge piger i almindelighed tåler sjældent at læse og bryde deres hoveder i alt for høj grad, sagde doktoren”
Lotte Kaa Andersen fortæller i bogen om Inge Lehmanns liv. Et liv, der levede fra 1888 til 1993 og på alle måder et imponerende liv. Hvor hun som verdens første kvindelige seismolog, var den første i verden, der opdagede jordens indre kerne - P’.
Som barn stod Inge Lehmann i skyggen af sin søster, der var smuk og smilende i kontrast til Inge, der var tilbageholdende og “gennemsigtig”. Da hun kom ud af skyggen af søsteren, var det blot for at stå i skyggen af mænd. I en tidsperiode, hvor mænd var de dominerende på hjemmefronten, gjorde det ikke Inge Lehmanns liv nemmere, at hendes arbejdsliv ligeledes blev i et mandsdomineret miljø.
“Det er det, jeg altid har sagt. Videnskab er ikke for kvindfolk. De eneste eksperimenter, kvinder bør foretage, er dem, de kan udføre ved et komfur og en bageovn.”
På trods af Inge Lehmann opdage P’, blev hun ikke anerkendt blandt sine danske kollegaer. Rent faktisk blev hun hånet og latterliggjort. Det var først mange år efter i 1950’erne, hvor hun inviteres til USA, af verden for alvor får øjnene op for hendes enestående talent. Her er hun nået pensionsalderen og f��r for første gang lov at “blomstre” med alt hendes viden og passion.
Forfatteren får i denne næsten dannelsesroman, Inge Lehmanns liv frem, i det lys som hun fortjener. Helt gribende bliver den lidt tunge naturvidenskab, fortalt så enkelt, at Vi her får en del af videnskaben og verdenshistorien ind under huden. På en måde, hvor man suges ind i siderne. Samtidig er det en roman om kvindeliv, familieliv, kærlighed, længsel og turde gå efter det, man tror på, trods modstand.
Imponeret, begejstret og nyslået fan af Inge Lehmann.
Lotte Kaa Andersens bog om Inge Lehmann bærer den sigende titel »Den inderste kerne«, for det var den Inge Lehmann opdagede. Romanen er opbygget med kapitler der springer frem og tilbage i tid og mellem personer. Det fungerer godt, for en kronologisk fremadskridende fortælling ville have virket påfaldende med de mange år som vi ikke får noget at vide om.
Lehmann fik aldrig noget professorat i Danmark ‒ faktisk ganske skandaløst ‒ men fik dog en æresdoktorgrad som 80-årig, dog først efter at hun var blevet hædret i udlandet.
Romanen fungerer godt, men måske næsten for godt, for når alt kommer til alt, er der jo tale om en roman. Det kan være svært at holde den historiske person adskilt fra romanens Inge.
Romanen er et stykke kultur- og videnskabshistorie, og med »Den inderste kerne« får man et ‒ formentlig ganske rimeligt ‒ bud på hvordan Inge Lehmann oplevede det. Det er en gribende fortælling, og selve den videnskabshistoriske del fortjener mange læsere. Inge Lehmann fik hverken de arbejdsforhold eller den anerkendelse herhjemme som hun havde fortjent. Det er også en vigtig historie.
Interessant læsning - selv om jeg som udgangspunkt ikke interesserer mig for biografier. Denne bog bærer ganske vist undertitlen "en roman om Inge Lehmann" - det må vel være for at give forfatteren friere tøjler ift. 'virkeligheden'. Men roman-karaktererne bærer de sammen navne som personer fra Inge Lehmanns levede liv, så jeg undrer mig over denne 'leg' med genrer. Hvad er mon formålet?
Lars Bukdahl skriver i Weekendavisen (21. maj 2021): "... Det er jo fint og fedt nok, at u-og miskendte kvindelige genier får skrevet bøger om sig, og at forfattere bruger en masse tid og arbejde på at researche deres skæbner, men hvorfor skal det, hvis man ikke har noget sprogkunstnerisk mellemværende med sit bogprojekt, være en roman og ikke en biografi? ..."
DBC: Beskrivelse: Lotte Kaa Andersen fortæller i romanform om forskeren Inge Lehmann og hendes opvækst. For læsere af biografiske og historiske romaner og slægtshistorier.
Emneord: familien, identitet, samfundsforhold, Inge Lehmann, Danmark, 1800-tallet, 1900-tallet
Glimrende skrevet og virkelig interessant og vedkommende biografisk roman om en, i den danske forskerverden mere eller mindre med vilje overset, kvindelig dansk forsker, der må kæmpe mange kampe, før hun får anerkendelse for sin opdagelse - at jordens inderste kerne er fast og ikke flydende.
Man får indblik i Inge Lehmann som privatperson i hendes familie med alle de konflikter, der er mellem hende og hendes søster og mor, der slet ikke forstår Inge. Samtidig er det fortællingen om at være kvinde i en verden, der først lige så småt er begyndt at lade kvinder studere på de højere uddannelser - og en verden der har svært ved derefter at lade dem få de jobs de reelt bliver uddannet til. I hendes meget lange liv, når hun at få mange skuffelser, men også ekstraordinære oplevelser og succes.
Om verdens første kvindelige seismolog, Inge Lehmann, født 1888, død 1993. Hendes kamp for at opnå anerkendelse for sin forskning. Hun oplever, at jordrn gynger under hende, da hun som 16 årig oplever sit første jordskælv, og 20 år efter er hun seismolog. P-observationer, en tilbagekastning af bølgerne, hun går imod den teori, der er om jordens indre, finder, at det må være en lille fast kerne i jordens indre. I Danmark er der på universitetet modstand mod hendes viden, men i USA får man øjnene op for hendes forskning, og vejen er banet for en stor karriere, men i en sen alder. Hendes søster Harriet, en falleret skuespiller, følger man på sidelinjen. Bogen er fint opbygget, veksler i tid, så puslespillet om Inge Lehmanns liv samles til en flot fortælling.
Gosh mit hjerte. Jeg har lige færdiggjort den og her sidder jeg med røde hævede øjne. Inge. Åh kære Inge. En kæmpe inspiration, en stærk kvinde der gik sin egne vej. Så sagde "nu skal jeg fanme vise jer" når de hårdnakkede mænd i frakker grinte fordi hun var kvinde og ville være professor. Lad alle piger lære om Inge - for fanden altså.
Når det så er sagt er denne biografiske roman skrevet til UG. De sproglige finurligheder, det gammeldanske, overgangene. Inge havde været tilfreds.
En nu yndlingsbog er hermed tilføjet til listen. At jeg op til flere gange både græd og grinte højt bidrager 100% til hvorfor jeg elsker den så meget.
Ikke sidste gang den er læst. Det er helt sikkert.
Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen: En inspirerende og læseværdig bog om seismologen Inge Lehmann og hendes kamp på flere planer - dels som kvinde, dels som videnskabsmand - eller videnskabsperson- og dels som enlig. Ingen tvivl om at hendes barndom og især hendes far har givet hende råstyrke og opbakning til at være forsker i en tid, hvor kvinder kun lige akkurat havde fået stemmeret. Også interessant, at det er i USA, hun møder andre forskere, der betragter hende som ligeværdig, det er et USA, der var åbent og troede på fremskridt og ligeværd. Bogens midterste del - inden hun kommer til USA, synes jeg er lidt langtrukken, men det skal man ikke lade sig stoppe af, det er en meget læseværdig bog.
Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ ~ 🎧
Vidunderlig exofiktiv fortælling om den danske seismolog Inge Lehmann, indtalt lige så vidunderligt at Iben Hjejle, som mestrer både britisk, amerikansk og jysk efter behov. Det føles ikke som et portræt, men som at være i Inges sko og jeg er svært begejstret. Sikke en kvinde, sikke et liv. Ydmyg og viljestærk på en og samme tid. Og så fint et ordspil med titlen, for er det jordens kerne eller protagonistens? Og når hun stod der som enlig kvindelig forsker, har det uden tvivl også været en svær nød at knække 🥜 #deninderstekerne #lottekaaandersen #gutkindforlag #ibenhjejle
Pas på! Dette er IKKE en biografi over en af Danmarks dygtigste videnskabskvinder! Det er en ROMAN inspireret af Inge Lehmanns liv. Det var en meget stor skuffelse for mig. Jeg troede, at jeg skulle læse om fakta fra Inge Lehmanns liv. Istedet blev jeg spist af med en tilfældig forfatters forestilling om, hvordan det kunne have været, at være Inge Lehmann. Jeg synes, at det er blasfemisk at skrive sådan noget. Der er da ingen der aner hvordan sådan et stort menneske har haft det. Sikke en gang tankespind!
While reading this book, I often got overwhelmed with gratefulness to the women and men who fought and spoke out for the rights of woman during the 104 years Inge Lehmann lived. And grateful to the ones before that time and I’m left inspired to continue speaking out when encountering irrational fear, lust for power and injustice
En interessant fortælling om en stærk, enestående kvindes liv og kamp for anerkendelse. Vores viden om jordskælv ville ikke have været den samme uden hendes studier og målinger, men det var vanskeligt at være naturvidenskabelig forsker på hendes tid. Samtidig er oplysninger om hende digtet ind i en livsberetning om familie og venners reaktion på hendes værk.
Fantastisk historie og en af Danmarks mest oversete genier og afgørende videnskabelige kapacitet. Selvom jeg altid er nervøs når historiske begivenheder fortælles på roman form er denne bog medrivende og inspirerende. Den vækker megen harme er og god at diskuterer ud fra. Der bliver vist stor respekt for Dr Lehmann. Det er en relevant og vigtig bog.
Fantastisk bog om en kvinde, Inge Lehmann, som jeg ikke kendte på forhånd. En stor dansk videnskabskvinde med et spændende liv - men også præget af et skrøbeligt sind og underlagt typisk dansk jantelov og kvindesyn.
I dag udkommer Lotte Kaa Andersens biografiske roman DEN INDERSTE KERNE, om verdens første kvindelige seismolog. Hun var dansker og hed Inge Lehmann og var den første til at formulere, at jordens indre måtte have en kerne.
Om bogen: Hun er verdens første kvindelige seismolog, men hendes chef begraver hende i sekretæropgaver, så der kun er tid til at forske om søndagen og i ferien. Da hun i 1936 gør en skelsættende opdagelse, reagerer hendes kolleger med tavshed. Inge Lehmann møder stor modstand i det naturvidenskabelige miljø og særligt det danske, der er en lukket herreklup. Først da hun i 1950´erne kommer til USA, får verden øjnene op for hendes enestående talent.
Indrømmet, jeg er ikke den store sucker for naturvidenskab. Den forvirrer min hjerne og ryster min virkelighedsopfattelse. Men jeg slugte DEN INDERSTE KERNE råt. For man er i umanerligt godt selskab med Inge Lehmann. Lille Inge er ikke som de andre børn. Når de andre børn løber rundt i gården og leger, så tæller Inge. Hun tæller og sætter i systemer for at vende verden rigtigt i sit eget hoved. Imens går lillesøster Harriet rundt med sine buttede kinder og lange brune krøller og charmerer verden. Forskelligheden kommer til at forfølge de to søstre resten af deres liv. Men Inge finder sin plads i den mandsdominerede verden, der er seismologien og finder med tiden også sig selv.
DEN INDERSTE KERNE er en skæbnefortælling, der rørte mig dybt og flere gange i læsningen fik mig til at græde. På sin egen stille facon fortæller bogen om sammenbrud, lidenskab, kærlighed og hvordan man overkommer, at livet uundgåeligt kommer til at gøre ondt. Tak Lotte Kaa Andersen for at vise os vej til Inge Lehmans inderste kerne.