Langt væk og lige om hjørnet er en digtsamling, hvor rodløsheden og længslen efter hjem altid lurer.
Selv røvhuller fortjener poesi Hot yoga, hyggeracisme og hummus. En rejse fra syriske ørkenbjerge til sønderjysk kaffebord. Fra en fiskerby i Palæstina til en sidegade i København.
Langt væk og lige om hjørnet er et portræt af en ung kvinde med palæstinensiske rødder, der er født og opvokset på Vestegnen. En digtsamling om at være vokset op mellem to kulturer, men også om at være kvinde. Ikke dansk kvinde, ikke arabisk kvinde – bare kvinde.
"Det er en own-voice digtsamling om kulturelle forskelligheder, hyggeracisme, rejsen fra Palæstina til København og de smukke øjeblikke i livet. Den kommer med en fortælling jeg ikke oplevet på egen krop, jeg blev klogere og jeg blev et mere reflekteret menneske efter den her oplevelse."
Jeg har længe villet kaste mig over digte, men har ikke fået det gjort. Jeg har indkøbt Pigesind/Kvindesind og Der bor en uge pige i mig der nægter at dø af Tove Ditlevsen, og de kigger på mig i deres smukke indpakning, og alligevel har jeg ikke fået åbnet dem. Men så skete der noget en dag jeg var på biblioteket - Sara Rahmehs digte stod lige der og lokkede med en forside der talte til mig. Jeg læste bagsiden og var fanget ind.
Saras digte skuffer ikke, og jeg er glad for at jeg startede min rejse i lyrik her. Jeg blev klogere på de følelser der rører sig, når man hele tiden skal retfærdiggøre at man hører til - hele tiden lige skal smile lidt ekstra så de gamle damer ikke bliver bange. "...at være dansk/er ikke en hudfarve".
Der bliver også stillet skarpt på det at være kvinde, og hele tiden skulle leve op til alverdens krav. "...jeg ligner en panda/mit naturlige look kræver 27 produkter". Relaterbart og så sandt.
Sara beskriver også hendes skilsmisse, og her ramte digtene for alvor bulls eye hos mig. Jeg kunne genfinde mig i så mange af følelserne fra min egen skilsmisse. "...alle de aftener jeg parkerede bilen efter arbejde/og brugte en evighed på at finde modet/til at gå op ad trapperne til min hoveddør/ind til et liv jeg ikke elskede".
En intens digtsamling om livet som dansk kvinde med indvandrerbaggrund.
Digtene er korte og præcise og de enkelte sætninger rummer så meget betydning, at man er nødt til at læse digtene flere gange, for at få det fulde udbytte af dem.
Et eksempel er et af digtene, der handler om familiens flugt fra Palæstina for mange år siden og rummer sætninger:
nøglen til hoveddøren ser aldrig låsen igen
En hel fortælling om det savn, det er, at forlade sit land på flugt, bliver udtrykt gennem en enkelt sætning, så man som læser virkeligt forstår betydningen af det.
Der er i samlingen forskellige digte om at bo i et land, der ikke vil acceptere en som dansker, selvom man føler sig dansk og at besøge sine forfædres hjemland, der heller ikke føles som hjem. Digte om at blive betragtet som terrorist, bare fordi man har et arabisk navn eller er mørk i huden.
Men der er også digte om at fare vild i et ægteskab og finde sine egne ben alene, efter en skilsmisse. Tanker om det, ikke at ville have børn og om at føle sig forkert og anderledes, på grund af sine tanker, følelser og handlinger. Om ikke at føle, man har lov til at være sig selv, fordi der er så mange forskellige forventninger og krav at leve op til.
Sara Rahmeh skriver vedkommende og stærkt og jeg ser frem til at læse hendes roman, Betonhjerter, der udkom tidligere på året. Hun har noget på hjerte og jeg kan kun anbefale at blive klogere af at læse hendes ord.
Jeg mistede kladden til min anmeldelse, og nu har jeg glemt hvad jeg vil sige lige da jeg læste dette.
Jeg gentager hvad jeg har sagt andet steds - jeg er ikke god til digte. Jeg foretrækker prosa hele tiden. Men hvis en digter kan fange min opmærksomhed som Sara Rahmeh, så må det være godt. :) Mange af de digte ramte mig på et eller andet sted, og jeg er glad for, at jeg læste disse. Jeg fandte bogen igennem en anbefaling af Özcan Ajrulovski på Instagram.