Historien tager udgangspunkt i det paradoksale faktum, at de sociale medier er årsag til, at mennesker bliver ensomme. Folk bliver deprimerede af at spejle de grå hverdage i glansbillederne fra deres omgangskreds. Men hvordan skal man komme denne følelse til livs, når man altid og hele tiden skal stå til rådighed og følge med?
Hovedpersonen beslutter sig for at hive stikket og undersøge en alternativ behandlingsform, hvor han frivilligt går i isolation i en bunker i et helt år. Håbet er, at han ved at udsætte sig selv for ekstrem ensomhed i sidste ende bliver i stand til at genfinde lysten til at indgå i det digitale samfund.
Sådan sælger hovedpersonen sin idé til en TV-station, der selvfølgelig indvilger i at lave hans særlige eksperiment til et realityprogram, hvor alle kan følge med. Hvad hovedpersonen imidlertid har undladt at fortælle er, at han har en kæreste derhjemme, og at flugten ind i bunkerens mørke er den sidste mulighed for at redde sit vanskelige forhold.
Solitaire er således en udveksling af 730 postkort, der tager os helt ind i den intime kerne af en relation, hvor miskommunikation og afsløringer af sprængfarlige hemmeligheder får det til at slå gnister, der kaster lys over en indædt kamp for kærligheden.
Ensomhed er en meget menneskelig følelse, som vi alle oplever fra tid til anden – så hvorfor er ensomheden egentligt så tabubelagt?
Og hvordan kommer vi ensomheden til livs?
I ”Solitaire” forsøger hovedpersonen Mads at kurere sin ensomhed ved at isolere sig selv i en bunker i et år. Lidt en alternativ behandlingsform, men hey – selv om ensomheden også her hos Damsø bliver omtalt som en sygdom, findes der som bekendt ikke en medicinsk kur mod ensomhed. Så måske er det bare nødvendigt at blive bedre til at være alene(?).
Den opmærksomme læser vil nok kigge på citatet ovenfor og konstatere, at det ikke altid er lige nemt for Mads at rumme sin egen ensomhed. Andre dage går det dog bedre i bunkeren.
Uden at afsløre for meget om Mads' oplevelser i ”Solitaire” vil jeg nok ikke ligefrem anbefale andre at udføre samme eksperiment..
Men hvis ikke vi skal dyrke ensomheden i isolation, hvordan kan vi så omgå ensomheden og allerhelst få den helt væk fra vores følelsesregister?
Mads giver sit bud i ”Solitaire” på baggrund af sine erfaringer I isolation. Samtidig er bogen også kva sit tema med til at sætte fokus på ensomheden, og det, mener jeg, er første skridt: tabuet skal brydes, og vi skal tale om det, som vi taler om vejret.
Og det er netop det, litteraturen kan. Den kan gøre tabuer til samtaleemner, og den giver os muligheden for at spejle os i andres erfaringer. Det giver både indsigt og perspektiv.
Frivillig isolation i en bunker eller ej, så er ensomheden kommet for at blive, og for den enkelte kan det føles som en uoverkommelig opgave at komme ud ad den på egen hånd. Derfor er det også så vigtigt (synes jeg), at vi husker vores medmennesker og får engageret vores relationer – altså får opbygget en reel kontakt, så vores medmennesker ikke føler sig alene. Måske er der én, der trænger til at høre fra netop dig?