Anmeldelse af Legendens ridder - I krig af @jeanettesigtenborg
Jeg har mange gange gået forbi denne bog, men på grund af forsiden, som jeg personligt ikke er super vild med, gik der en del tid, før jeg fik hørt denne bog. Men den var så meget bedre end jeg havde forestillet mig ud fra forsiden.
Prinsesse Elenas hjemland er hærget af krig. Hun vil gerne kæmpe ved fronten ligesom sin bror, men fordi hun er prinsesse, er hun tvunget til at blive i sikkerhed bag slottets mure. Alting ændrer sig dog, da den gamle fortælling om en mystisk, hætteklædt ridder måske viser sig ikke kun at være en legende.
Jeg var vild med Elena. Hun var en fed personlighed, da hun ikke var interesseret i de almindelige pligter, som prinsesser har. Plus hun har stor selvtillid - måske lidt for stor... 😉 Hun er ung og naiv, og den udvikling, som hun tager undervejs, synes jeg er rigtig god.
Bogen er godt skrevet, og jeg var vild med, at vi også ser tingene fra kongens synspunkt. Dette er dog kun nogle få kapitler, men jeg synes, at det gav bogen ret meget.
Beskrivelserne i bogen er ret gode. Jeg kunne virkelig forestille mig slottet og omgivelserne rundt om. Selve udviklingen af handlingen var jeg også ret vild med. At det hele ikke bare skal være nemt.
Der var også tidspunkter, hvor jeg tænkte ”så skynd dig dog” til Elena, men jeg havde 100% reageret på samme måde 😂
Det er en velskrevet roman, og det var især de dybere lag, som jeg var vild med. Fordi hvorfor kan man ikke bare drage i krig uanset køn? Kan man bare slå andre mennesker ihjel? Og hvad er man egentlig villig til at ofre?
Der er dog en del blodige beskrivelser, og derfor vil jeg ikke anbefale den til for ungt et publikum. Men det er en fed fantasy bog og vil nok kunne læses fra de 10-12 årige, hvis de kan klare de blodige beskrivelser.