Uffe er passioneret biker og får en kristen åbenbaring, mens han er på motorcykeltræf med sin bikerklub Spitfire. Uffe er vokset alene op med sin far. Uffes mor, Tenna, har været fængslet for landsforræderi efter krigen og forlader ham, da han er spæd. Nu er Uffe blevet voksen, hans far er død af kræft, og åbenbaringen får Uffe til at ændre kurs i sit liv. Han opsøger sin mor og flytter ind på hendes gæsteværelse, hvor han bor i tredive år. Der er flere smertepunkter i deres forhold, men Uffe har travlt med at bygge om i morens hus langt ude på landet. Og så har han et meget blødt punkt for sin guddatter. Petring kalder han hende efter den mindste mursten, man kan få. Petring er blevet stor og er flyttet til Nørrebro og hænger ud med de autonome. Pludselig ser Uffe hende i tv, i kamp med politiet. Uffe ved, at hans omsorg for hende er båret af særlige kræfter, og det lykkes ham på det nærmeste at sprænge virkeligheden og komme hende til undsætning.
Gudfar er en rørende fortælling om individers oprør: om at tale venligt med tyske soldater i sit bageri, om at elske sine motorcykelbrødre og om at kaste med sten efter dem, der vil ødelægge ens enestående sted. Det er også en roman om menneskelige opgør, som ikke rigtig kan tages: Uffe kan ikke gøre op med sin far, der døde meget hurtigt, som om han ingen havde tæt på sig. Hans mor kan han bo hos, men aldrig gøre op med, for hun var nødt til at forlade ham som ganske lille. Og Petring vil måske gøre op med Uffes voldsomme omsorg, men hans kærlighed og trang til at værne om hende gør opgøret umuligt.
Dy Plambeck er født i 1980 i Nordvestsjælland og uddannet fra Forfatterskolen i 2004.
Dy Plambeck debuterede som forfatter med digtsamlingen ”Buresø-fortællinger” i 2005. Debuten er en episk digtkreds bestående af erindringsglimt fra den unge Milys barndom i Buresø.
I løbet af forfatterskabet har Dy Plambeck vundet en række priser og anerkendelser, bl.a. Klaus Rifbjergs debutantpris 2006. Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium 2006, Jytte Boberg-prisen 2011 og Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat 2012.
Det var nok en fejl at læse forfatterskole-alumni Dy Plambeck lige efter 5 x Jussi Adler-Olsen. De skriver pænt forskelligt. Da jeg var kommet mig over den vidt forskellige måde at skrive dialog på. gik det lidt nemmere.
Jussi skriver dialog som man lærte det i folkeskolen. Ny linje for hver person der snakker, et sæt gåseøjne for at vise, at det er dialog. Plambeck bruger ingen typografiske spidsfindigheder for at vise hvornår hun skriver dialog. Det ser for eksempel sådan her ud:
Jussi
"Ploug har ringet, " sagde han. "Du ved vel, hvad det handler om, ikke?" "Jo." "Okay, hvad handler det så om, kan du fortælle mig det, Carl?"
Plambeck
Poul havde kogt tunge og lavet mørbrad. Tag for dig af retterne, Uffe, sagde han, spis, Uffe, sagde han og øste mere op på hans tallerken.
Der er ikke meget dialog i Gudfar, så jeg overlever. Det gik mig bare på hvor svært det var for mig at komme ind i teksten. Jussi skriver enormt ligetil, han har mundret dialog og er meget ligetil. Plambeck er en rigtig forfatters-forfatter. Fravalget af typografiske tegn, ikke engang en lille tankestreg kan det blive til, irriterer mig grænseløst. Måske er det fordi, jeg er grafisk designer og lever af at gøre tekster tilgængelige og forståelige og visualisere dem så de kommunikerer bedst muligt. Men Plambecks tekst er et stykke kunst ikke et stykke kommunikation, så da jeg, halvvejs igennem bogen, havde lært at leve med det, begyndte jeg at kunne lide bogen.
Alle anmelderne er tydeligvis benovede og kan se både hjertevarme og humor i bogen. Måske er det fordi jeg kom fra Jussis bøger, hvor jeg får serveret hvad jeg skal tænke om og føle for de forskellige personer, men jeg havde svært ved at føle for Uffe & co. Jeg kan sagtens se humoren, sagtens se de gode beskrivelser (og dem mestrer Plambeck, lige på kornet), men jeg var ikke helt solgt.
Men jeg tror, at det er på grund af Jussi. At læse Plambeck efter Jussi, er lidt ligesom at spise en kvalitetsbøf efter man har kværnet en billig regnbueis. De er begge gode på hver sin måde, men måske ikke i den rækkefølge ...
Dy Plambecks Gudfar er en roman, der vil en masse, men ikke formår det. Fortalt i tre på hinanden følgende spor, men kredsende om den samme familie. Klicheerne står i kø, med nazister og unge på barrikaderne ved Ungdomhuset rørt i samme gryde, og de såkaldte ligheder i forskellige tider er bøjet i neon og har pile, der peger, så læseren helt sikkert kan følge med. Den anden stjerne får Dy for sproget, der ikke kan sættes en finger på.
På en gang sørgelig, munter, håbefuld, nedslående, tankevækkende og helt igennem læseværdig. Spogligt fængende og fangende, indholdsmæssigt interessant og undersøgende med en intenshed der maner til hurtiglæsning.
På forhånd havde jeg meget høje forventninger til bogen, da den havde fået meget ros af anmeldere og anden positiv omtale.
Jeg blev meget overrasket, da jeg gik i gang med bogen. Den første del af bogen var slet ikke, som jeg havde forventet. Jeg vil ikke skrive noget om handlingen, da jeg ikke vil afsløre den.
Bogen består af tre dele, hvor tre forskellige personer er fokus for handlingen. Som sagt blev jeg noget overrasket over bogens start og handling, og jeg havde svært ved at blive ved med at læse i bogen. Men da jeg så kom i gang med anden del af bogen blev jeg fanget af bogen og fortællingen. Og i tredje del af bogen blev det hele bundet smukt sammen.
Jeg er glad for, at jeg blev ved med at læse for alt det lidt mærkelige i første del af bogen gav pludselig mening til sidst i bogen. Dy skriver fint og smukt, sproget glider let, og rent sproligt er bogen en fornøjelse at læse.