Fire stærke essays om romangenren og litteraturens betydning. De fire essays stikker i forskellige retninger, men har alle sammen til formål at gøre os klogere på, hvad litteratur kan, hvad det bør og ikke mindst ikke bør være, og at vi skal huske, at litteraturen skal udvikle sig i en retning til gavn for alle (samt hvad "gavn" i denne sammenhæng betyder). Selvom man helt klart vil få mest ud af Sarrautes essays, hvis man har indgående kendskab til hele forfatterskaberne bag Dostojevskij, Kafka, Joyce, Woolf, Camus, Proust og de generelle forskelle på fransk og amerikansk (eller angelsaksisk) litteratur i første halvdel af 1900-tallet, da hun arbejder med disse forfatterskaber som konkrete eksempler eller symboler på bestemte former for litteratur eller litterære greb, som hun enten ophøjer eller kritiserer, så kan man alligevel få en del værdifulde pointer ud af Sarrautes argumenter, selv hvis man ikke kender til eller kun kender ganske lidt til disse forfatterskaber.
I det første essay, "From Dostoievski to Kafka", argumenterer Sarraute for, at den litterære bevægelse, der erklærede den psykologiske roman for død, og som hyldede homo absurdus (hos bl.a. Camus i "Den fremmede") som det moderne menneskes sande billede, begik en grundlæggende fejltagelse. Den forvekslede en metodologisk og stilistisk fornyelse med en ontologisk erkendelse.
Det, der er sandt, er, at de gamle metoder til at fremstille det indre liv — den autoritære fortæller, der forklarer og analyserer, de psykologiske karakterer — er udtømte. Men det er metoderne, der er udtømte, ikke selve det indre livs eksistens.
Dostojevskij og Kafka pegede begge på, at der under det sociale livs overflade foregår bevægelser af afgørende menneskelig betydning, som litteraturen må finde nye måder at fremkalde på. Man kan se det som, at det bl.a. er dette projekt Sarraute selv viderefører i "Tropismer" og det, der senere ville blive kaldt "nouveau roman".
Det andet essay, "The Age of Suspicion", er mere en diagnose af romanens krise i nutiden, der især går på romankarakterernes krise. Den traditionelle romankarakter har mistet alt — sit navn, sin krop, sin personlighed, etc. — men for Sarraute gør det ikke noget, for i virkeligheden er det ikke karakteren, der er interessant, men de psykologiske tilstande og mekanismer, som den repræsenterer.
Den "suspicion", hun nævner i titlen, handler om, at både læseren er mistænksom over for forfatteren, og at forfatteren er mistænksom over for læseren. Den moderne læser foretrækker det autentiske — dokumentet, den sande beretning — frem for den opdigtede fortælling. Hun skriver, at læseren har lært Joyce, Proust og Freud at kende. De ved, at karakteren er en konvention, at handlingen er en indpakning, der giver karakteren "mumie-stivhed," at de psykologiske relationer mellem individer er kunstige. Forfatterens mistanke over for læseren handler om, at den erfarne læser har en næsten refleksmæssig tendens til at skabe typer: ligesom Pavlovs hund, der producerer spyt ved klokkelyden, producerer læseren karakterer ved den mindste antydning. Og disse karakterer — disse stivnede, navngivne, definerede figurer — er præcis det, der blokerer adgangen til det, Sarraute ønsker at fremstille: nemlig de komplekse, modsætningsfyldte, flygtige psykologiske bevægelser, der udgør det egentlige liv. Forfatteren må derfor aktivt frarøve læseren de holdepunkter, han automatisk griber efter.
Sarraute bruger også filmens indtog i sin diagnosticering. Hun mener, at filmen befrier romanen fra pligten til at fortælle historier med levende karakterer, så romanen kan gøre noget, filmen ikke kan: nemlig at fremstille de præ-sproglige, præ-visuelle psykologiske bevægelser.
Karakterens forfald er ikke et symptom på romanens forfald, men peger i stedet på en nødvendig udvikling af romanen som sådan. Mistanken hos både læser og forfatter er ikke et problem, der skal løses, men er igen noget, der tvinger romanen til at finde nye former for at opnå det, den altid har søgt. Romanens opgave er ikke at give læseren genkendelige figurer og tilfredsstillende handlinger, men at placere dem i et medium af psykologisk substans — anonymt, uden konturer, uden de konventionelle holdepunkter — og derfra lade dem orientere sig med forfatterens egne redskaber.
Det tredje essay hedder "Conversation and Sub-Conversation" og er en mere teknisk og detaljeret gennemgang af nogle af de kritikker, der også er i "The Age of Suspicion". Jeg var ikke synderligt underholdt af dette essay — måske netop på grund af dets mere tekniske og detaljefokuserede fokus. Men jeg kunne rigtig godt lide idéen om "sub-conversation". Sub-konversationen er de indre bevægelser, der driver, underminerer og modsiger det talte. For at få dette frem i en roman, må man finde nye teknikker. Den traditionelle dialogform har slet ikke mulighed for at rumme sub-konversationen. Sarraute beskriver sub-konversationen som noget, der trives i anonymitet og halvmørke, og som flygter ved det mindste blik. "They make us think of the little grey roaches that hide in moist holes."
Romanens næste udviklingstrin er hverken en tilbagevenden til den behaviouristiske overflade eller at se frem mod en mere avanceret form for proustiansk analyse. Man bør i stedet arbejde med at finde en teknik, der nedsænker læseren i sub-konversationens strøm og giver dem fornemmelsen af selv at udføre de præ-sproglige indre bevægelser, mens de dannes, mens de drives frem mod overfladen og klæder sig i ord.
Dialogen i denne nye roman vil ikke være realistisk, den vil ikke ligne hverdagssnak. Den vil være tættet og spændt af de bevægelser, der driver den. Og de konventionelle skilletegn — dashes, kolon, anførselstegn, "said Paul" — vil opløses, fordi de markerer en afstand mellem forfatter, karakter og læser, som den nye form ikke kan tillade sig.
Det sidste essay, og mit yndlingsessay fra samlingen, er "What Birds See". Her argumenterer Sarraute for, hvad der kan karakteriseres som god og dårlig litteratur, samt hvad det er, litteraturen skal give læseren. Sarraute kritiserer bl.a. samtidige bestsellere for, hvad jeg med mine egne ord vil kalde en leflen over for den almene læser. Forfatterne går mere op i, hvordan de kan underholde, adsprede eller hjælpe læseren ved netop at gøre det utrolig let at tilgå teksterne og lade teksternes stil, karakterer og plot være genkendelige, men som derved netop på grund af dette ender med at blive, hvad Sarraute kalder "formalister" — de fjerner sig selv fra det virkelige liv ved at konstruere bøger, der minder om hverdagslige dialoger, handlinger og situationer, hvilket gør dem genkendelige, men på en måde også tomme for indhold, hvilket giver en tilfredsstillelse, som Sarraute kalder "extra-literary". Den er altså ikke litterær. Den litterære tilfredsstillelse ligger nemlig i afdækningen af en ukendt virkelighed.
Her vender Sarraute de gængse betegnelser realisme og formalisme på hovedet: de forfattere, der hævder at skrive realistisk — der skaber genkendelige karakterer, troværdige plots, hverdagslig dialog — er i virkeligheden formalister. Og de forfattere, der beskyldes for formalisme — der nedbryder karakteren, opløser plottet, eksperimenterer med form — er de egentlige realister. Formalisten er i Sarrautes forstand den, der reproducerer en form, der engang var skabt til at fremstille en ukendt virkelighed, men som nu er tømt for sit levende indhold og kun efterligner sin egen tidligere funktion. Karakteren, plottet, dialogen — disse var engang redskaber til at afdække noget nyt. Nu er de konventioner, der skjuler virkeligheden bag en troværdig overflade. Den sande realist er derimod den, der insisterer på at se — den, der nægter at lade sig nøje med det allerede kendte, den, der bryder med alle konventionelle former for at nå den virkelighed, der har forskudt sig ud over disse formers rækkevidde.
Når man tænker på Sarrautes "Tropismer" med disse essays pointer for øje, bliver det også klart, hvad det er for et litterært opgør "Tropismer" starter, og som munder ud i genren "nouveau roman". I "Tropismer" er der ingen karakterer, kun anonyme mennesker, der er ingen klassisk dialog, der er intet plot. Og alligevel giver tropismerne netop et indblik i nogle af de følelser, tilstande, tanker og mekanismer, der er en del af det at være et menneske i en verden af ting, natur, kulturer og ikke mindst andre mennesker. "Tropismer" bliver for mig kun bedre af at læse disse essays af Sarraute!