What do you think?
Rate this book
عصر بدگمانی
Ces "essais sur le roman" constituent la première manifestation théorique de l'école du "nouveau roman". Nathalie Sarraute y expose ses propres conceptions qui ont exercé une influence profonde sur les jeunes auteurs. De Dostoievski à Kafka, de Joyce à Proust et Virginia Woolf, Nathalie Sarraute scrute l'oeuvre des grands précurseurs du roman moderne et examine leur contribution à la révolution romanesque de nos jours.
126 pages, Paperback
First published January 1, 1956
About the author
Nathalie Sarraute
75 books247 followersNathalie Sarraute (July 18, 1900 in Ivanovo, Russia – October 19, 1999 in Paris, France) was a lawyer and a French writer of Russian-Jewish origin.
Sarraute was born Natalia/Natacha Tcherniak in Ivanovo (then known as Ivanovo-Voznesensk), 300 km north-east of Moscow in 1900 (although she frequently referred to the year of her birth as 1902, a date still cited in select reference works), and, following the divorce of her parents, spent her childhood shuttled between France and Russia. In 1909 she moved to Paris with her father. Sarraute studied law and literature at the prestigious Sorbonne, having a particular fondness for 20th century literature and the works of Marcel Proust and Virginia Woolf, who greatly affected her conception of the novel, then later studied history at Oxford and sociology in Berlin, before passing the French bar exam (1926-1941) and becoming a lawyer.
In 1925, she married Raymond Sarraute, a fellow lawyer, with whom she would have three daughters. In 1932 she wrote her first book, Tropismes, a series of brief sketches and memories that set the tone for her entire oeuvre. The novel was first published in 1939, although the impact of World War II stunted its popularity. In 1941, Sarraute, who was Jewish, was released from her work as a lawyer as a result of Nazi law. During this time, she went into hiding and made arrangements to divorce her husband in an effort to protect him (although they would eventually stay together).
Nathalie Sarraute dies when she was ninety-nine years old. Her daughter, the journalist Claude Sarraute, was married to French Academician Jean-François Revel.
From Wikipedia
Sarraute was born Natalia/Natacha Tcherniak in Ivanovo (then known as Ivanovo-Voznesensk), 300 km north-east of Moscow in 1900 (although she frequently referred to the year of her birth as 1902, a date still cited in select reference works), and, following the divorce of her parents, spent her childhood shuttled between France and Russia. In 1909 she moved to Paris with her father. Sarraute studied law and literature at the prestigious Sorbonne, having a particular fondness for 20th century literature and the works of Marcel Proust and Virginia Woolf, who greatly affected her conception of the novel, then later studied history at Oxford and sociology in Berlin, before passing the French bar exam (1926-1941) and becoming a lawyer.
In 1925, she married Raymond Sarraute, a fellow lawyer, with whom she would have three daughters. In 1932 she wrote her first book, Tropismes, a series of brief sketches and memories that set the tone for her entire oeuvre. The novel was first published in 1939, although the impact of World War II stunted its popularity. In 1941, Sarraute, who was Jewish, was released from her work as a lawyer as a result of Nazi law. During this time, she went into hiding and made arrangements to divorce her husband in an effort to protect him (although they would eventually stay together).
Nathalie Sarraute dies when she was ninety-nine years old. Her daughter, the journalist Claude Sarraute, was married to French Academician Jean-François Revel.
From Wikipedia
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 26 of 26 reviews
April 21, 2025
Bruch mit verstaubtem Stilgebaren: Auf zu neuen Schreibweisen. Vier Manifeste.
Im Entstehen des Nouveau Romans in den 1950er Jahren publiziert, reflektiert Nathalie Sarraute in Zeitalter des Argwohns (1956) etwas wild über die Möglichkeiten des modernen Romans und begründet mit Alain Robbe-Grillets Argumente für einen neuen Roman (1956) den theoretisch-reflektorischen Rahmen des neuen Schreibstils. In Konsequenz, 1957 erschien Robbe-Grillets Die Jalousie oder Die Eifersucht und Sarrautes Porträt eines Unbekannten in Neubearbeitung.
1.) Im ersten Aufsatz, „Von Dostojewski zu Kafka“ (1947), zeichnet Sarraute den Weg von den Werken Dostojewskis über Kafkas zu Camus‘ nach, in der der absurde Mensch, abgekoppelt, entfremdet, entleert und entkernt, reiner mechanischer Körper, unaufhörlich und kompromisslos nach irgendeinem Kontakt zu seinen Mitmenschen sucht.
Fast niemals finden sie sich mit der Abweisung ab, trifft man dieses »weise Nicht-Verstehen« bei ihnen, von dem Rilke sagt, daß es bedeute »hinzunehmen, daß man allein ist, während Streit und Verachtung noch eine Art sind, an den Dingen teilzunehmen«. Unvermeidlich stellt sich der Kontakt her. Der Anruf wird immer gehört, die Antwort kommt jedenfalls - sei es in einem Übermaß von Zärtlichkeit und Verzeihen, sei es in Kampf und Ver-achtung.
Hierfür analysiert Sarraute Camus‘ Der Fremde, Dostojewskis Aufzeichnungen aus einem Kellerloch und Franz Kafkas Das Schloß und diagnostiziert die Nachzeichnung eines völlig von sich entfremdeten Menschen, der zu allem, auch zu den schlimmsten Verbrechen fähig ist.
2.) Im zweiten Aufsatz, „Das Zeitalter des Argwohns“ (1950), stellt sich die Zersetzung der Erzählfigur fest, die nicht mehr zwischen dem Publikum und der Erzählinstanz vermitteln kann. Eine zu große Verunsicherung hat stattgefunden, um bei klassischen Literaturen zu verbleiben. Der Journalismus hat die Aufklärung und die Informationsarbeit übernommen, das moderne Theater den Dialog, die Unterhaltung, das Deskriptive der Film.
Der Argwohn, der im Begriff ist, die Romanfigur und den ganzen veralteten Apparat, auf den sie einst ihre Macht stützte, zu zerstören, ist eine der krankhaften Re-aktionen, mit denen der Organismus sich zur Wehr setzt, um wieder ins Gleichgewicht zu finden.
Es gilt demnach, die Erzählfigur aufzugeben und sich in ein neues Textprinzip zu stürzen, das sie im nächsten Aufsatz vorstellt.
3.) In „Gespräch und Infragespräch“ (1956) kritisiert Sarraute die modernen Klassiker wie Virginia Woolfs, James Joyces und Marcel Prousts Romane. Sie stellen einen verschwundenen Typus an Individuum ins Zentrum ihres Schreibens, eines introvertierten, selbstbezogenen, im Grunde asozialen. Sie sieht den Schwerpunkt des Romans in Richtung Dialog wandern, eines dynamischen, lebendigen Gewebens, in welchem das Publikum sich selbst wiederfindet und gegengespiegelt sieht:
Von einem Verfahren also, das dem Leser die Illusion vermitteln würde, alle diese Vorgänge selbst zu vollziehen, und zwar mit klarerem Bewußtsein, geordneter, reinlicher und kraftvoller, als es ihm im Leben möglich ist […] Der Dialog würde […] sich ganz natürlich von den einschränkenden Konventionen befreien, die für das Verfahren des traditionellen Romans unerläßlich waren.
Die Form des Dialog, die Sarraute vorschwebt, nennt sie Infra-Konversation, was eine Umformulierung von Metadialog wäre, würde sie mehr ins Thematische, nicht Formale gehen. Sarraute will aber eine Sprache erschaffen, die im Aufschreiben und im Lesen dynamisch bleibt, sich also noch nicht klar referenzieren lässt oder sich klar an ein festes Publikum gewendet. Nicht das, was unausgesprochen bleibt, steht im Vordergrund, das wäre klassische introspektive Literatur, sondern das, was erst im Akt des Lesens selbst entsteht, momenthafte Weltbezeichnung.
Die Bewegungen des Innern, deren Ziel und sozusagen äußerste Spitze der Dialog nur ist — eine Spitze, die für gewöhnlich sorgsam abgestumpft wird, ehe sie außen erscheint -, suchen sich hier im Dialog selbst zu entfalten. Um ihrem unausgesetzten Druck standzuhalten und sie zugleich in sich aufzunehmen, sperrt und überspannt sich das Gespräch, nimmt es diese vorsichtige und langsame Gangart an. Zugleich aber gibt es dem Druck nach, dehnt und windet sich in langen verschlungenen Sätzen. Ein bedrängendes, ausgeklügeltes, wildes Spiel findet statt zwischen Gespräch und Infragespräch.
4.) Der vierte Aufsatz, „Was die Vögel sehen“ unterscheidet zwischen zwei Formen des Romans: dem realistischen und dem formalistischen. Sarraute kritisiert die formalistische Schreibe mit der Metapher von dem antiken Maler Zeuxis, der Trauben so überzeugend malte, dass Vögel sie versuchten aufzupicken. Sie meint hiermit, dass die Form verführt, für Momente begeistert, dann aber enttäuscht. Ganz im Gegensatz zum realistischen Schreibstil. Unerschrocken
[…] bemüht er sich, alles, was er beob-achtet, von den Schlacken vorgefaßter Ideen und fertiger Bilder zu befreien, kurzum, von jener Oberflächenrealität, die alle Welt ohne Mühe wahrnimmt und deren jedermann sich in Ermangelung von Besserem bedient. Und manchmal gelingt es ihm, zu etwas noch Unbekanntem vorzu-dringen, das er als erster zu erkennen meint.
Für Sarraute gilt Substanz über Form, Reales über Regelhaft-Klassisches (Henry James, Marcel Proust, Virginia Woolf), und sie bricht hier eine Lanze für das authentische Schreiben, das sich nicht durch Stilgebaren von Ausdruckswunsch abbringen lässt.
Mit diesen vier Aufsätzen setzt Nathalie Sarraute die Marschroute fest, die der Nouveau Roman auch genommen hat: entfigürliches, anti-reflexives, entpsychologisiertes, unmelodiöses Schreiben, das mit einer ungebremsten Radikalität in die Sensorik des Augenblicks schießt.
Im Entstehen des Nouveau Romans in den 1950er Jahren publiziert, reflektiert Nathalie Sarraute in Zeitalter des Argwohns (1956) etwas wild über die Möglichkeiten des modernen Romans und begründet mit Alain Robbe-Grillets Argumente für einen neuen Roman (1956) den theoretisch-reflektorischen Rahmen des neuen Schreibstils. In Konsequenz, 1957 erschien Robbe-Grillets Die Jalousie oder Die Eifersucht und Sarrautes Porträt eines Unbekannten in Neubearbeitung.
1.) Im ersten Aufsatz, „Von Dostojewski zu Kafka“ (1947), zeichnet Sarraute den Weg von den Werken Dostojewskis über Kafkas zu Camus‘ nach, in der der absurde Mensch, abgekoppelt, entfremdet, entleert und entkernt, reiner mechanischer Körper, unaufhörlich und kompromisslos nach irgendeinem Kontakt zu seinen Mitmenschen sucht.
Fast niemals finden sie sich mit der Abweisung ab, trifft man dieses »weise Nicht-Verstehen« bei ihnen, von dem Rilke sagt, daß es bedeute »hinzunehmen, daß man allein ist, während Streit und Verachtung noch eine Art sind, an den Dingen teilzunehmen«. Unvermeidlich stellt sich der Kontakt her. Der Anruf wird immer gehört, die Antwort kommt jedenfalls - sei es in einem Übermaß von Zärtlichkeit und Verzeihen, sei es in Kampf und Ver-achtung.
Hierfür analysiert Sarraute Camus‘ Der Fremde, Dostojewskis Aufzeichnungen aus einem Kellerloch und Franz Kafkas Das Schloß und diagnostiziert die Nachzeichnung eines völlig von sich entfremdeten Menschen, der zu allem, auch zu den schlimmsten Verbrechen fähig ist.
2.) Im zweiten Aufsatz, „Das Zeitalter des Argwohns“ (1950), stellt sich die Zersetzung der Erzählfigur fest, die nicht mehr zwischen dem Publikum und der Erzählinstanz vermitteln kann. Eine zu große Verunsicherung hat stattgefunden, um bei klassischen Literaturen zu verbleiben. Der Journalismus hat die Aufklärung und die Informationsarbeit übernommen, das moderne Theater den Dialog, die Unterhaltung, das Deskriptive der Film.
Der Argwohn, der im Begriff ist, die Romanfigur und den ganzen veralteten Apparat, auf den sie einst ihre Macht stützte, zu zerstören, ist eine der krankhaften Re-aktionen, mit denen der Organismus sich zur Wehr setzt, um wieder ins Gleichgewicht zu finden.
Es gilt demnach, die Erzählfigur aufzugeben und sich in ein neues Textprinzip zu stürzen, das sie im nächsten Aufsatz vorstellt.
3.) In „Gespräch und Infragespräch“ (1956) kritisiert Sarraute die modernen Klassiker wie Virginia Woolfs, James Joyces und Marcel Prousts Romane. Sie stellen einen verschwundenen Typus an Individuum ins Zentrum ihres Schreibens, eines introvertierten, selbstbezogenen, im Grunde asozialen. Sie sieht den Schwerpunkt des Romans in Richtung Dialog wandern, eines dynamischen, lebendigen Gewebens, in welchem das Publikum sich selbst wiederfindet und gegengespiegelt sieht:
Von einem Verfahren also, das dem Leser die Illusion vermitteln würde, alle diese Vorgänge selbst zu vollziehen, und zwar mit klarerem Bewußtsein, geordneter, reinlicher und kraftvoller, als es ihm im Leben möglich ist […] Der Dialog würde […] sich ganz natürlich von den einschränkenden Konventionen befreien, die für das Verfahren des traditionellen Romans unerläßlich waren.
Die Form des Dialog, die Sarraute vorschwebt, nennt sie Infra-Konversation, was eine Umformulierung von Metadialog wäre, würde sie mehr ins Thematische, nicht Formale gehen. Sarraute will aber eine Sprache erschaffen, die im Aufschreiben und im Lesen dynamisch bleibt, sich also noch nicht klar referenzieren lässt oder sich klar an ein festes Publikum gewendet. Nicht das, was unausgesprochen bleibt, steht im Vordergrund, das wäre klassische introspektive Literatur, sondern das, was erst im Akt des Lesens selbst entsteht, momenthafte Weltbezeichnung.
Die Bewegungen des Innern, deren Ziel und sozusagen äußerste Spitze der Dialog nur ist — eine Spitze, die für gewöhnlich sorgsam abgestumpft wird, ehe sie außen erscheint -, suchen sich hier im Dialog selbst zu entfalten. Um ihrem unausgesetzten Druck standzuhalten und sie zugleich in sich aufzunehmen, sperrt und überspannt sich das Gespräch, nimmt es diese vorsichtige und langsame Gangart an. Zugleich aber gibt es dem Druck nach, dehnt und windet sich in langen verschlungenen Sätzen. Ein bedrängendes, ausgeklügeltes, wildes Spiel findet statt zwischen Gespräch und Infragespräch.
4.) Der vierte Aufsatz, „Was die Vögel sehen“ unterscheidet zwischen zwei Formen des Romans: dem realistischen und dem formalistischen. Sarraute kritisiert die formalistische Schreibe mit der Metapher von dem antiken Maler Zeuxis, der Trauben so überzeugend malte, dass Vögel sie versuchten aufzupicken. Sie meint hiermit, dass die Form verführt, für Momente begeistert, dann aber enttäuscht. Ganz im Gegensatz zum realistischen Schreibstil. Unerschrocken
[…] bemüht er sich, alles, was er beob-achtet, von den Schlacken vorgefaßter Ideen und fertiger Bilder zu befreien, kurzum, von jener Oberflächenrealität, die alle Welt ohne Mühe wahrnimmt und deren jedermann sich in Ermangelung von Besserem bedient. Und manchmal gelingt es ihm, zu etwas noch Unbekanntem vorzu-dringen, das er als erster zu erkennen meint.
Für Sarraute gilt Substanz über Form, Reales über Regelhaft-Klassisches (Henry James, Marcel Proust, Virginia Woolf), und sie bricht hier eine Lanze für das authentische Schreiben, das sich nicht durch Stilgebaren von Ausdruckswunsch abbringen lässt.
Mit diesen vier Aufsätzen setzt Nathalie Sarraute die Marschroute fest, die der Nouveau Roman auch genommen hat: entfigürliches, anti-reflexives, entpsychologisiertes, unmelodiöses Schreiben, das mit einer ungebremsten Radikalität in die Sensorik des Augenblicks schießt.
January 22, 2013
Je me rappelle même aujourd’hui la façon de juger, avec l’arrogance de la jeunesse, les idées et les œuvres des représentants du nouveau roman, décrétées illisibles et rejetées sans être lues non seulement par moi, mais presque par tous les collègues inscrits avec moi à la section de langue et littérature française à l’Université.
Il est vrai que plus de vingt ans s’étaient déjà écoulés depuis l’apparition du « groupe du minuit » et le postmodernisme avait commencé à avaler sans restriction et sans dégout toutes les vieilles formules romanesques. Avec toutes les nouvelles œuvres fascinantes par leur méli-mélo de styles et de formules, nous avions peu de patience pour ce qu’on jugeait seulement des curiosités littéraires, non loin de la défiance dadaïste.
Vingt ans (de nouveau !) après, je peux reconnaître et apprécier surtout les efforts de définir le territoire du roman dans la même direction que celui de la poésie moderne : par langage, transformé d’instrument en but. Mais le roman ne restera jamais roman sans son action et ses personnages. Même si l’action est fracturée, même si les personnages deviennent des ombres chinoises sur le mur d’une littérature qui s’exerce dans la technique des négations, sans eux on franchit le seuil d'un autre genre littéraire que l’épique. On transforme le roman pas dans un anti-roman, comme disait Sartre, mais dans un non-roman.
Ces considérations à part, le petit volume analyse d’une manière lucide et intéressante le genre romanesque, en opposant ses trois aspects : traditionnel- réaliste (de type balzacien), moderne-psychologique (de type proustien) et, évidemment, le nouveau roman. Les quatre essais mettent en évidence les différentes techniques de réaliser les personnages, de construire les dialogues, de faire les descriptions et d'utiliser les procédés stylistiques, sous l’idée que aussi l’auteur que le lecteur actuels vivent dans « l’ère du soupçon » (expression empruntée de Stendhal) se méfiant des anciennes méthodes, qui ne peuvent plus les convaincre et en cherchant de nouvelles. Une technique originale se trouverait « quelque part sur cette limite fluctuante qui sépare la conversation de la sous-conversation. Les mouvements intérieurs, dont le dialogue n’est que l’aboutissement et pour ainsi dire l’extrême pointe, d’ordinaire prudemment mouchetée pour affleurer au-dehors, cherchent ici à se déployer dans le dialogue même. »
Même si ses théories n’ont fait carrière ni créé un mouvement littéraire de durée (car on lit plutôt des considérations sur ces œuvres que les œuvres elles-mêmes), comme tout grand écrivain, Nathalie Sarraute a eu ses prophéties et ses épiphanies. Sa définition du best-seller ainsi que du bon livre restent toujours actuelles :
Il est vrai que plus de vingt ans s’étaient déjà écoulés depuis l’apparition du « groupe du minuit » et le postmodernisme avait commencé à avaler sans restriction et sans dégout toutes les vieilles formules romanesques. Avec toutes les nouvelles œuvres fascinantes par leur méli-mélo de styles et de formules, nous avions peu de patience pour ce qu’on jugeait seulement des curiosités littéraires, non loin de la défiance dadaïste.
Vingt ans (de nouveau !) après, je peux reconnaître et apprécier surtout les efforts de définir le territoire du roman dans la même direction que celui de la poésie moderne : par langage, transformé d’instrument en but. Mais le roman ne restera jamais roman sans son action et ses personnages. Même si l’action est fracturée, même si les personnages deviennent des ombres chinoises sur le mur d’une littérature qui s’exerce dans la technique des négations, sans eux on franchit le seuil d'un autre genre littéraire que l’épique. On transforme le roman pas dans un anti-roman, comme disait Sartre, mais dans un non-roman.
Ces considérations à part, le petit volume analyse d’une manière lucide et intéressante le genre romanesque, en opposant ses trois aspects : traditionnel- réaliste (de type balzacien), moderne-psychologique (de type proustien) et, évidemment, le nouveau roman. Les quatre essais mettent en évidence les différentes techniques de réaliser les personnages, de construire les dialogues, de faire les descriptions et d'utiliser les procédés stylistiques, sous l’idée que aussi l’auteur que le lecteur actuels vivent dans « l’ère du soupçon » (expression empruntée de Stendhal) se méfiant des anciennes méthodes, qui ne peuvent plus les convaincre et en cherchant de nouvelles. Une technique originale se trouverait « quelque part sur cette limite fluctuante qui sépare la conversation de la sous-conversation. Les mouvements intérieurs, dont le dialogue n’est que l’aboutissement et pour ainsi dire l’extrême pointe, d’ordinaire prudemment mouchetée pour affleurer au-dehors, cherchent ici à se déployer dans le dialogue même. »
Même si ses théories n’ont fait carrière ni créé un mouvement littéraire de durée (car on lit plutôt des considérations sur ces œuvres que les œuvres elles-mêmes), comme tout grand écrivain, Nathalie Sarraute a eu ses prophéties et ses épiphanies. Sa définition du best-seller ainsi que du bon livre restent toujours actuelles :
Qu’un livre s’use après avoir servi , voilà qui est naturel et sain. On le jette et on le remplace.
*
…les bons livres sauvent les lecteurs malgré eux. Ces livres, en effet, présentent avec les autres cette différence, qu’on aurait bien tort de considérer négligeable : ils supportent d’être relus.
Read
March 22, 2026Oui ! Mais Nathalie, calisse, raccourci tes phrases pour l'amour !
March 17, 2009
this is a series of four essays sarraute wrote over the ten year period during which she also wrote Portrait of a Man Unknown and Martereau. they are startlingly clear for literary criticism, and written in that wonderful voice i can't get enough, but not particularly interesting, seeing how all her opinions and ideas on the new and necessary direction of serious literature have already been made clear to me by reading her books. the one part that was new and that i most enjoyed was when she (convincingly) argued for a reversal of the terms "realistic" and "formalistic" when applied to literature, as so-called "realistic" novels are inevitably centered around blindly and completely adhering to the form of all the "realistic" novels that came before them, without trying to address reality itself in any deeper, more insightful, more personally honest way; whereas in so-called "formalistic" works, the author is trying to get at the real fabric and truth of their reality by refusing to lean on preconceived notions of how novels "should" be written... setting aside the accepted primacy of storytelling and characterization and psychology and moralism or whatever and going straight to the heart of personal experience, personal reality. it's a pretty convincing argument, and fun to read.
she's a smart lady. and i bet she was really nice, too.
part that made me laugh:
But it can also happen [...:] that isolated, maladjusted, lonely individuals, morbidly attached to their childhood, withdrawn into themselves and cultivating a more or less conscious taste for a certain form of defeat, by giving in to an apparently useless obsession, succeed in digging up and laying bare a fragment of reality that is still unknown.
Their works, which seek to break away from all that is prescribed, conventional and dead, to turn toward what is free, sincere and alive, will necessarily, sooner or later, become ferments of emancipation and progress.
she's a smart lady. and i bet she was really nice, too.
part that made me laugh:
But it can also happen [...:] that isolated, maladjusted, lonely individuals, morbidly attached to their childhood, withdrawn into themselves and cultivating a more or less conscious taste for a certain form of defeat, by giving in to an apparently useless obsession, succeed in digging up and laying bare a fragment of reality that is still unknown.
Their works, which seek to break away from all that is prescribed, conventional and dead, to turn toward what is free, sincere and alive, will necessarily, sooner or later, become ferments of emancipation and progress.
Read
March 25, 2026si j’avais lu ça en 1955 j’aurais trop kiffé
February 18, 2015
2deep4me
September 22, 2026
There is nothing all that new in Sarraute’s concept of the New Novel. The modernists had already rejected the realism of the nineteenth century for a new way of writing long form fiction, but Sarraute seems to think they didn’t go far enough. At times I thought she was almost trolling us by extolling Faulkner’s infamous decision to have two characters named Cady and two named Quentin in The Sound and the Fury, and claiming that Ivy Compton-Burnett was the greatest writer in English in the twentieth century for doing in the extreme what Sarraute criticised American “Behaviourists” (Hemingway et al.) for doing: writing novels entirely in dialogue. I understand her point—that realists were actually formulaic, while the so-called formalists were trying to get at something new and genuine—but her tone suggests that the only thing she dislikes more than nineteenth-century literature is readers. Not a very popular position for a writer to take! The modernists were trying to get at a deeper truth of life and shared experience, so their experiments in form had revelation as an end goal, with new fictional forms as the byproduct of that search. Sarraute’s end goal seems to be the destruction of the traditional novel and the substitution of the writer’s experience for that of the reader’s. Shared experience, revelation, and reader connection present little concern. It’s a cold, clinical model that would seem primed to shepherd in the later postmodern movement—which alone is enough for me to sidestep this particular literary avenue.
January 25, 2023
The essay on Dostoevsky and Kafka was great and really helped me to understand their respective works in a new light.
The remaining essays, to me, did not put forth coherent arguments and did not do a good job of tearing down the works the author clearly did not like. Her thesis is essentially that all of the experiments of the modernists were failures. She thinks Proust, Joyce, and Woolf are terrible and embarrassing. I can't really get on board with that since I love all three. Her reasons for disliking them are silly, too. She ends the titular essay by lauding Ivy Compton-Burnett (???) For writing novels that are primarily dialogue.... I have never read Compton-Burnett, but it seems that Saurratte's praise of her work has not stood the test of time since she appears to be largely forgotten, and the novel has not become primarily dialogue. Though, Gaddis proved with J R that this can be an effective strategy.
Honestly, I'll give Saurrate props for trying to tear down some of the greats, since she obviously had problems with them--i just don't think she elucidated or argued these problems very effectively.
The remaining essays, to me, did not put forth coherent arguments and did not do a good job of tearing down the works the author clearly did not like. Her thesis is essentially that all of the experiments of the modernists were failures. She thinks Proust, Joyce, and Woolf are terrible and embarrassing. I can't really get on board with that since I love all three. Her reasons for disliking them are silly, too. She ends the titular essay by lauding Ivy Compton-Burnett (???) For writing novels that are primarily dialogue.... I have never read Compton-Burnett, but it seems that Saurratte's praise of her work has not stood the test of time since she appears to be largely forgotten, and the novel has not become primarily dialogue. Though, Gaddis proved with J R that this can be an effective strategy.
Honestly, I'll give Saurrate props for trying to tear down some of the greats, since she obviously had problems with them--i just don't think she elucidated or argued these problems very effectively.
July 11, 2024
Les métaphores et nombreuses tournures alambiquées rendent trop souvent la compréhension délicate et absconse (beaucoup de temps à passer sur une seule et même page) : c'est dommage pour de la théorie littéraire — par définition complexe à saisir. Tout de même, certains exemples illustrent assez clairement le propos, propos intéressant, (souvent) nuancé et révélateur en ce qui concerne l'expérience de nos lectures, les rôles de l'auteur et du lecteur, la faillite du roman, les enjeux du nouveau roman (sa préfiguration, sa succession...) etc.
December 29, 2019
Another book I got back in 1999. :D
A very enjoyable read, I had to fight the urge to get up and go to my books and pick some more stuff to read while reading :D. But I think it is perfectly normal to experience this kind of feelings when reading about literature. :)
PS My 1964 edition :) has 184 pages.
A very enjoyable read, I had to fight the urge to get up and go to my books and pick some more stuff to read while reading :D. But I think it is perfectly normal to experience this kind of feelings when reading about literature. :)
PS My 1964 edition :) has 184 pages.
April 27, 2023
دو ستاره را محض ترجمه درخشان اسماعیل سعادت دادم و الا خود کتاب ارزش چشمگیری نداشت
January 26, 2018
See the updates below for a short take on each of the 4 essays.
Read
April 6, 2026nathalie a beaucoup à dire et peu de ponctuation pour le faire
Read
April 3, 2026je seconde le commentaire de ben
May 7, 2026
Fire stærke essays om romangenren og litteraturens betydning. De fire essays stikker i forskellige retninger, men har alle sammen til formål at gøre os klogere på, hvad litteratur kan, hvad det bør og ikke mindst ikke bør være, og at vi skal huske, at litteraturen skal udvikle sig i en retning til gavn for alle (samt hvad "gavn" i denne sammenhæng betyder). Selvom man helt klart vil få mest ud af Sarrautes essays, hvis man har indgående kendskab til hele forfatterskaberne bag Dostojevskij, Kafka, Joyce, Woolf, Camus, Proust og de generelle forskelle på fransk og amerikansk (eller angelsaksisk) litteratur i første halvdel af 1900-tallet, da hun arbejder med disse forfatterskaber som konkrete eksempler eller symboler på bestemte former for litteratur eller litterære greb, som hun enten ophøjer eller kritiserer, så kan man alligevel få en del værdifulde pointer ud af Sarrautes argumenter, selv hvis man ikke kender til eller kun kender ganske lidt til disse forfatterskaber.
I det første essay, "From Dostoievski to Kafka", argumenterer Sarraute for, at den litterære bevægelse, der erklærede den psykologiske roman for død, og som hyldede homo absurdus (hos bl.a. Camus i "Den fremmede") som det moderne menneskes sande billede, begik en grundlæggende fejltagelse. Den forvekslede en metodologisk og stilistisk fornyelse med en ontologisk erkendelse.
Det, der er sandt, er, at de gamle metoder til at fremstille det indre liv — den autoritære fortæller, der forklarer og analyserer, de psykologiske karakterer — er udtømte. Men det er metoderne, der er udtømte, ikke selve det indre livs eksistens.
Dostojevskij og Kafka pegede begge på, at der under det sociale livs overflade foregår bevægelser af afgørende menneskelig betydning, som litteraturen må finde nye måder at fremkalde på. Man kan se det som, at det bl.a. er dette projekt Sarraute selv viderefører i "Tropismer" og det, der senere ville blive kaldt "nouveau roman".
Det andet essay, "The Age of Suspicion", er mere en diagnose af romanens krise i nutiden, der især går på romankarakterernes krise. Den traditionelle romankarakter har mistet alt — sit navn, sin krop, sin personlighed, etc. — men for Sarraute gør det ikke noget, for i virkeligheden er det ikke karakteren, der er interessant, men de psykologiske tilstande og mekanismer, som den repræsenterer.
Den "suspicion", hun nævner i titlen, handler om, at både læseren er mistænksom over for forfatteren, og at forfatteren er mistænksom over for læseren. Den moderne læser foretrækker det autentiske — dokumentet, den sande beretning — frem for den opdigtede fortælling. Hun skriver, at læseren har lært Joyce, Proust og Freud at kende. De ved, at karakteren er en konvention, at handlingen er en indpakning, der giver karakteren "mumie-stivhed," at de psykologiske relationer mellem individer er kunstige. Forfatterens mistanke over for læseren handler om, at den erfarne læser har en næsten refleksmæssig tendens til at skabe typer: ligesom Pavlovs hund, der producerer spyt ved klokkelyden, producerer læseren karakterer ved den mindste antydning. Og disse karakterer — disse stivnede, navngivne, definerede figurer — er præcis det, der blokerer adgangen til det, Sarraute ønsker at fremstille: nemlig de komplekse, modsætningsfyldte, flygtige psykologiske bevægelser, der udgør det egentlige liv. Forfatteren må derfor aktivt frarøve læseren de holdepunkter, han automatisk griber efter.
Sarraute bruger også filmens indtog i sin diagnosticering. Hun mener, at filmen befrier romanen fra pligten til at fortælle historier med levende karakterer, så romanen kan gøre noget, filmen ikke kan: nemlig at fremstille de præ-sproglige, præ-visuelle psykologiske bevægelser.
Karakterens forfald er ikke et symptom på romanens forfald, men peger i stedet på en nødvendig udvikling af romanen som sådan. Mistanken hos både læser og forfatter er ikke et problem, der skal løses, men er igen noget, der tvinger romanen til at finde nye former for at opnå det, den altid har søgt. Romanens opgave er ikke at give læseren genkendelige figurer og tilfredsstillende handlinger, men at placere dem i et medium af psykologisk substans — anonymt, uden konturer, uden de konventionelle holdepunkter — og derfra lade dem orientere sig med forfatterens egne redskaber.
Det tredje essay hedder "Conversation and Sub-Conversation" og er en mere teknisk og detaljeret gennemgang af nogle af de kritikker, der også er i "The Age of Suspicion". Jeg var ikke synderligt underholdt af dette essay — måske netop på grund af dets mere tekniske og detaljefokuserede fokus. Men jeg kunne rigtig godt lide idéen om "sub-conversation". Sub-konversationen er de indre bevægelser, der driver, underminerer og modsiger det talte. For at få dette frem i en roman, må man finde nye teknikker. Den traditionelle dialogform har slet ikke mulighed for at rumme sub-konversationen. Sarraute beskriver sub-konversationen som noget, der trives i anonymitet og halvmørke, og som flygter ved det mindste blik. "They make us think of the little grey roaches that hide in moist holes."
Romanens næste udviklingstrin er hverken en tilbagevenden til den behaviouristiske overflade eller at se frem mod en mere avanceret form for proustiansk analyse. Man bør i stedet arbejde med at finde en teknik, der nedsænker læseren i sub-konversationens strøm og giver dem fornemmelsen af selv at udføre de præ-sproglige indre bevægelser, mens de dannes, mens de drives frem mod overfladen og klæder sig i ord.
Dialogen i denne nye roman vil ikke være realistisk, den vil ikke ligne hverdagssnak. Den vil være tættet og spændt af de bevægelser, der driver den. Og de konventionelle skilletegn — dashes, kolon, anførselstegn, "said Paul" — vil opløses, fordi de markerer en afstand mellem forfatter, karakter og læser, som den nye form ikke kan tillade sig.
Det sidste essay, og mit yndlingsessay fra samlingen, er "What Birds See". Her argumenterer Sarraute for, hvad der kan karakteriseres som god og dårlig litteratur, samt hvad det er, litteraturen skal give læseren. Sarraute kritiserer bl.a. samtidige bestsellere for, hvad jeg med mine egne ord vil kalde en leflen over for den almene læser. Forfatterne går mere op i, hvordan de kan underholde, adsprede eller hjælpe læseren ved netop at gøre det utrolig let at tilgå teksterne og lade teksternes stil, karakterer og plot være genkendelige, men som derved netop på grund af dette ender med at blive, hvad Sarraute kalder "formalister" — de fjerner sig selv fra det virkelige liv ved at konstruere bøger, der minder om hverdagslige dialoger, handlinger og situationer, hvilket gør dem genkendelige, men på en måde også tomme for indhold, hvilket giver en tilfredsstillelse, som Sarraute kalder "extra-literary". Den er altså ikke litterær. Den litterære tilfredsstillelse ligger nemlig i afdækningen af en ukendt virkelighed.
Her vender Sarraute de gængse betegnelser realisme og formalisme på hovedet: de forfattere, der hævder at skrive realistisk — der skaber genkendelige karakterer, troværdige plots, hverdagslig dialog — er i virkeligheden formalister. Og de forfattere, der beskyldes for formalisme — der nedbryder karakteren, opløser plottet, eksperimenterer med form — er de egentlige realister. Formalisten er i Sarrautes forstand den, der reproducerer en form, der engang var skabt til at fremstille en ukendt virkelighed, men som nu er tømt for sit levende indhold og kun efterligner sin egen tidligere funktion. Karakteren, plottet, dialogen — disse var engang redskaber til at afdække noget nyt. Nu er de konventioner, der skjuler virkeligheden bag en troværdig overflade. Den sande realist er derimod den, der insisterer på at se — den, der nægter at lade sig nøje med det allerede kendte, den, der bryder med alle konventionelle former for at nå den virkelighed, der har forskudt sig ud over disse formers rækkevidde.
Når man tænker på Sarrautes "Tropismer" med disse essays pointer for øje, bliver det også klart, hvad det er for et litterært opgør "Tropismer" starter, og som munder ud i genren "nouveau roman". I "Tropismer" er der ingen karakterer, kun anonyme mennesker, der er ingen klassisk dialog, der er intet plot. Og alligevel giver tropismerne netop et indblik i nogle af de følelser, tilstande, tanker og mekanismer, der er en del af det at være et menneske i en verden af ting, natur, kulturer og ikke mindst andre mennesker. "Tropismer" bliver for mig kun bedre af at læse disse essays af Sarraute!
I det første essay, "From Dostoievski to Kafka", argumenterer Sarraute for, at den litterære bevægelse, der erklærede den psykologiske roman for død, og som hyldede homo absurdus (hos bl.a. Camus i "Den fremmede") som det moderne menneskes sande billede, begik en grundlæggende fejltagelse. Den forvekslede en metodologisk og stilistisk fornyelse med en ontologisk erkendelse.
Det, der er sandt, er, at de gamle metoder til at fremstille det indre liv — den autoritære fortæller, der forklarer og analyserer, de psykologiske karakterer — er udtømte. Men det er metoderne, der er udtømte, ikke selve det indre livs eksistens.
Dostojevskij og Kafka pegede begge på, at der under det sociale livs overflade foregår bevægelser af afgørende menneskelig betydning, som litteraturen må finde nye måder at fremkalde på. Man kan se det som, at det bl.a. er dette projekt Sarraute selv viderefører i "Tropismer" og det, der senere ville blive kaldt "nouveau roman".
Det andet essay, "The Age of Suspicion", er mere en diagnose af romanens krise i nutiden, der især går på romankarakterernes krise. Den traditionelle romankarakter har mistet alt — sit navn, sin krop, sin personlighed, etc. — men for Sarraute gør det ikke noget, for i virkeligheden er det ikke karakteren, der er interessant, men de psykologiske tilstande og mekanismer, som den repræsenterer.
Den "suspicion", hun nævner i titlen, handler om, at både læseren er mistænksom over for forfatteren, og at forfatteren er mistænksom over for læseren. Den moderne læser foretrækker det autentiske — dokumentet, den sande beretning — frem for den opdigtede fortælling. Hun skriver, at læseren har lært Joyce, Proust og Freud at kende. De ved, at karakteren er en konvention, at handlingen er en indpakning, der giver karakteren "mumie-stivhed," at de psykologiske relationer mellem individer er kunstige. Forfatterens mistanke over for læseren handler om, at den erfarne læser har en næsten refleksmæssig tendens til at skabe typer: ligesom Pavlovs hund, der producerer spyt ved klokkelyden, producerer læseren karakterer ved den mindste antydning. Og disse karakterer — disse stivnede, navngivne, definerede figurer — er præcis det, der blokerer adgangen til det, Sarraute ønsker at fremstille: nemlig de komplekse, modsætningsfyldte, flygtige psykologiske bevægelser, der udgør det egentlige liv. Forfatteren må derfor aktivt frarøve læseren de holdepunkter, han automatisk griber efter.
Sarraute bruger også filmens indtog i sin diagnosticering. Hun mener, at filmen befrier romanen fra pligten til at fortælle historier med levende karakterer, så romanen kan gøre noget, filmen ikke kan: nemlig at fremstille de præ-sproglige, præ-visuelle psykologiske bevægelser.
Karakterens forfald er ikke et symptom på romanens forfald, men peger i stedet på en nødvendig udvikling af romanen som sådan. Mistanken hos både læser og forfatter er ikke et problem, der skal løses, men er igen noget, der tvinger romanen til at finde nye former for at opnå det, den altid har søgt. Romanens opgave er ikke at give læseren genkendelige figurer og tilfredsstillende handlinger, men at placere dem i et medium af psykologisk substans — anonymt, uden konturer, uden de konventionelle holdepunkter — og derfra lade dem orientere sig med forfatterens egne redskaber.
Det tredje essay hedder "Conversation and Sub-Conversation" og er en mere teknisk og detaljeret gennemgang af nogle af de kritikker, der også er i "The Age of Suspicion". Jeg var ikke synderligt underholdt af dette essay — måske netop på grund af dets mere tekniske og detaljefokuserede fokus. Men jeg kunne rigtig godt lide idéen om "sub-conversation". Sub-konversationen er de indre bevægelser, der driver, underminerer og modsiger det talte. For at få dette frem i en roman, må man finde nye teknikker. Den traditionelle dialogform har slet ikke mulighed for at rumme sub-konversationen. Sarraute beskriver sub-konversationen som noget, der trives i anonymitet og halvmørke, og som flygter ved det mindste blik. "They make us think of the little grey roaches that hide in moist holes."
Romanens næste udviklingstrin er hverken en tilbagevenden til den behaviouristiske overflade eller at se frem mod en mere avanceret form for proustiansk analyse. Man bør i stedet arbejde med at finde en teknik, der nedsænker læseren i sub-konversationens strøm og giver dem fornemmelsen af selv at udføre de præ-sproglige indre bevægelser, mens de dannes, mens de drives frem mod overfladen og klæder sig i ord.
Dialogen i denne nye roman vil ikke være realistisk, den vil ikke ligne hverdagssnak. Den vil være tættet og spændt af de bevægelser, der driver den. Og de konventionelle skilletegn — dashes, kolon, anførselstegn, "said Paul" — vil opløses, fordi de markerer en afstand mellem forfatter, karakter og læser, som den nye form ikke kan tillade sig.
Det sidste essay, og mit yndlingsessay fra samlingen, er "What Birds See". Her argumenterer Sarraute for, hvad der kan karakteriseres som god og dårlig litteratur, samt hvad det er, litteraturen skal give læseren. Sarraute kritiserer bl.a. samtidige bestsellere for, hvad jeg med mine egne ord vil kalde en leflen over for den almene læser. Forfatterne går mere op i, hvordan de kan underholde, adsprede eller hjælpe læseren ved netop at gøre det utrolig let at tilgå teksterne og lade teksternes stil, karakterer og plot være genkendelige, men som derved netop på grund af dette ender med at blive, hvad Sarraute kalder "formalister" — de fjerner sig selv fra det virkelige liv ved at konstruere bøger, der minder om hverdagslige dialoger, handlinger og situationer, hvilket gør dem genkendelige, men på en måde også tomme for indhold, hvilket giver en tilfredsstillelse, som Sarraute kalder "extra-literary". Den er altså ikke litterær. Den litterære tilfredsstillelse ligger nemlig i afdækningen af en ukendt virkelighed.
Her vender Sarraute de gængse betegnelser realisme og formalisme på hovedet: de forfattere, der hævder at skrive realistisk — der skaber genkendelige karakterer, troværdige plots, hverdagslig dialog — er i virkeligheden formalister. Og de forfattere, der beskyldes for formalisme — der nedbryder karakteren, opløser plottet, eksperimenterer med form — er de egentlige realister. Formalisten er i Sarrautes forstand den, der reproducerer en form, der engang var skabt til at fremstille en ukendt virkelighed, men som nu er tømt for sit levende indhold og kun efterligner sin egen tidligere funktion. Karakteren, plottet, dialogen — disse var engang redskaber til at afdække noget nyt. Nu er de konventioner, der skjuler virkeligheden bag en troværdig overflade. Den sande realist er derimod den, der insisterer på at se — den, der nægter at lade sig nøje med det allerede kendte, den, der bryder med alle konventionelle former for at nå den virkelighed, der har forskudt sig ud over disse formers rækkevidde.
Når man tænker på Sarrautes "Tropismer" med disse essays pointer for øje, bliver det også klart, hvad det er for et litterært opgør "Tropismer" starter, og som munder ud i genren "nouveau roman". I "Tropismer" er der ingen karakterer, kun anonyme mennesker, der er ingen klassisk dialog, der er intet plot. Og alligevel giver tropismerne netop et indblik i nogle af de følelser, tilstande, tanker og mekanismer, der er en del af det at være et menneske i en verden af ting, natur, kulturer og ikke mindst andre mennesker. "Tropismer" bliver for mig kun bedre af at læse disse essays af Sarraute!
March 30, 2022
ㅤㅤThese are four literary essays that have been over-dressed in an unnecessary academic language. The essays at times make a point I understand, especially as someone who has been concerned with both reader and writer's perspectives, but more often it's just fancy wordplay.
ㅤㅤFor example:
ㅤㅤ1. "Indeed, nothing could be better calculated than are these impassioned questions and answers, these attractions, these feigned withdrawals, these pursuits and flights, these flirtings and rubbings, these clashes, caresses, bites and embraces, to excite, disturb, bring up to the surface and allow to spread, the immense, quivering mass, whose incessant ebb and flow, whose scarcely perceptible vibration, are the very pulse of life."
ㅤㅤ2. "But let several months, more often, several years, go by, and we witness the following astonishing fact: not only new readers of these novels, but their greatest admirers themselves, if they have the misfortune to commit the imprudence of re-reading them, as soon as they pick up one of these books, have the same painful sensation that the birds who tried to pilfer Zeuxis's famous grapes must have had."
ㅤㅤIt is purposefully written to be lengthy and flamboyant, which is depressing the hell out of me, because I just want the author to get to the point. Maybe she's trying to mimic the same authors that she mentions - how their writing 'contains multitudes'; but in the end her writing is inaccessible and the reader is made to feel ignorant.
ㅤㅤThe first essay was heavy in references to other literary works, which is fine, since the essay's purpose was to compare and analyze and see the change in literature from one time period to another. The second essay made most sense to me, since it had a more focused topic, yet it still ended drowning me in academic terminology and too-smart-for-me sentences. The third essay had a bit of a didactic feel, so I zoned out. The fourth essay was what eventually made me question why is she even discussing this, because I no longer cared.
ㅤㅤ"But how could a novelist free himself from the necessity of having a subject, characters and a plot? For no matter how hard he tried to isolate the fragment of reality that he was striving to grasp, he could not keep it from integrating with some character whose familiar figure [...] the reader would immediately reconstitute and rig out..."
ㅤㅤWhy would I want to read something that didn't have subject, characters or a plot? Sure, it might be an interesting journey for a writer and there are writers out there who could get some part of it done, but she did not give me a feeling that I should care about any of it.
ㅤㅤI recently finished a lecture series about the great French authors, which is why some of the references in these essays did not fly completely over my head, but there the lecturer gives reasons why I should care; she looked deeper into the works - and even if one does not completely agree, it is still interesting to delve into those subjects that the authors have tried to communicate.
ㅤㅤThese essays, however, do not provide a reason as to why I should give a fuck.
ㅤㅤFor example:
ㅤㅤ1. "Indeed, nothing could be better calculated than are these impassioned questions and answers, these attractions, these feigned withdrawals, these pursuits and flights, these flirtings and rubbings, these clashes, caresses, bites and embraces, to excite, disturb, bring up to the surface and allow to spread, the immense, quivering mass, whose incessant ebb and flow, whose scarcely perceptible vibration, are the very pulse of life."
ㅤㅤ2. "But let several months, more often, several years, go by, and we witness the following astonishing fact: not only new readers of these novels, but their greatest admirers themselves, if they have the misfortune to commit the imprudence of re-reading them, as soon as they pick up one of these books, have the same painful sensation that the birds who tried to pilfer Zeuxis's famous grapes must have had."
ㅤㅤIt is purposefully written to be lengthy and flamboyant, which is depressing the hell out of me, because I just want the author to get to the point. Maybe she's trying to mimic the same authors that she mentions - how their writing 'contains multitudes'; but in the end her writing is inaccessible and the reader is made to feel ignorant.
ㅤㅤThe first essay was heavy in references to other literary works, which is fine, since the essay's purpose was to compare and analyze and see the change in literature from one time period to another. The second essay made most sense to me, since it had a more focused topic, yet it still ended drowning me in academic terminology and too-smart-for-me sentences. The third essay had a bit of a didactic feel, so I zoned out. The fourth essay was what eventually made me question why is she even discussing this, because I no longer cared.
ㅤㅤ"But how could a novelist free himself from the necessity of having a subject, characters and a plot? For no matter how hard he tried to isolate the fragment of reality that he was striving to grasp, he could not keep it from integrating with some character whose familiar figure [...] the reader would immediately reconstitute and rig out..."
ㅤㅤWhy would I want to read something that didn't have subject, characters or a plot? Sure, it might be an interesting journey for a writer and there are writers out there who could get some part of it done, but she did not give me a feeling that I should care about any of it.
ㅤㅤI recently finished a lecture series about the great French authors, which is why some of the references in these essays did not fly completely over my head, but there the lecturer gives reasons why I should care; she looked deeper into the works - and even if one does not completely agree, it is still interesting to delve into those subjects that the authors have tried to communicate.
ㅤㅤThese essays, however, do not provide a reason as to why I should give a fuck.
April 28, 2022
Un style appréciable mais lourd inutilement. De longues phrases pour décrire des phénomènes abstraits qu'il aurait été plus simple de juste nommer. C'était notamment le cas dans le premier essai "De Dostoïevski à Kafka” qui établit “ce besoin continuel et presque maniaque de contact” à travers de nombreuses références. Le deuxième essai,L'ère du soupçon, est celui qui m’a le plus plu de par sa justesse d’analyse de nos sociétés actuelles avec par exemple cette paresse qui accompagne les lecteurs. “Conversation et sous conversation” fut aussi très juste mais l’arrogance de l’auteure m’a quelque peu déplu (surtout au début) et finalement “Ce que voit les oiseaux” était captivant quant à la place primordiale du réel dans les romans.
January 23, 2021
C'est Stendhal qui a dit que “le génie du soupçon est venu au monde” et c'est Nathalie Sarraute, partisane farouche du nouveau roman qui fait sienne cette notion, en l'adaptant dans sa prise de démolition et de déconstruction du roman traditionnel. Dans cet essai théorique, publié en 1956, Sarraute appelle à un “soulèvement” contre le roman classique dont le modèle le plus illustratif est le roman balzacien ; ce type de roman d'après Sarraute, s'attache plus aux formes qu'à la réalité. Aussi importants que sont les éléments constitutifs du roman traditionnel, ils sont incapables de rendre à la réalité son vrai visage, sa vraie dimension.
L'intrigue, les descriptions, les dialogues, les personnes et leurs caractères… Tous ces éléments du roman classique ne sont que pur formalisme. Pour Sarraute, la réalité est ailleurs. Et cet “ailleurs” ce sont “les tropismes”. Les tropismes, pour elles, sont à la source secrète de notre existence, elle les définit comme des “mouvements indéfinissables qui glissent très rapidement aux limites de notre conscience ; ils sont à l'origine de nos gestes de nos paroles, des sentiments que nous manifestons, que nous croyons éprouver”, tout auteur qui veut rendre son roman plus réaliste doit mettre à jour ces tropismes. “L'ère de soupçon” est, en quelque sorte, la synthèse de toutes les idées de Nathalie Sarraute sur le nouveau roman, idées qu'elle a d'ailleurs admirablement appliqués dans toutes ses oeuvres.
L'intrigue, les descriptions, les dialogues, les personnes et leurs caractères… Tous ces éléments du roman classique ne sont que pur formalisme. Pour Sarraute, la réalité est ailleurs. Et cet “ailleurs” ce sont “les tropismes”. Les tropismes, pour elles, sont à la source secrète de notre existence, elle les définit comme des “mouvements indéfinissables qui glissent très rapidement aux limites de notre conscience ; ils sont à l'origine de nos gestes de nos paroles, des sentiments que nous manifestons, que nous croyons éprouver”, tout auteur qui veut rendre son roman plus réaliste doit mettre à jour ces tropismes. “L'ère de soupçon” est, en quelque sorte, la synthèse de toutes les idées de Nathalie Sarraute sur le nouveau roman, idées qu'elle a d'ailleurs admirablement appliqués dans toutes ses oeuvres.
November 21, 2023
Four essays about “the novel” written in the 1940s and 50s. I had read Robbe-Grillet’s For a New Novel some time ago and wanted to get a load of this too and see if I could grasp “nouveau roman” without actually reading any of the novels. It’s not quite going to work, I fear.
Sarraute has a looping, complicated sentence structure that seems to take something from Proust and is not easily readable, at least for me. Takes getting used to. The first essay made me want to pick up Kafka and Dostoevsky so Sarraute is good at perhaps prepping you to go back to modernist writers you may have read incompletely. It’s not 100% clear what she wants out of a “new novel.” But I do recall her plainly heaping contempt on dialogue tags like “he said” and “she said” in novels. Even unattributed dialogue with no quotation marks or dashes might be too dumbed down for her, I got the sense. She implied this was akin to painters still adhering to outdated notions of perspective even after Cubism smashed all that. It’s intriguing.
I might want to check out Planetarium by Sarraute but mainly the book gave me an urge to read, like I said, Kafka, Dostoevsky, and Proust, to get some perspective on what she is getting at. This book didn’t seem like an endpoint in and of itself but a way station along the route elsewhere. I want to read more women authors and this was going in that direction. Might try her novels but I fear they will be too difficult, just based on this evidence.
Sarraute has a looping, complicated sentence structure that seems to take something from Proust and is not easily readable, at least for me. Takes getting used to. The first essay made me want to pick up Kafka and Dostoevsky so Sarraute is good at perhaps prepping you to go back to modernist writers you may have read incompletely. It’s not 100% clear what she wants out of a “new novel.” But I do recall her plainly heaping contempt on dialogue tags like “he said” and “she said” in novels. Even unattributed dialogue with no quotation marks or dashes might be too dumbed down for her, I got the sense. She implied this was akin to painters still adhering to outdated notions of perspective even after Cubism smashed all that. It’s intriguing.
I might want to check out Planetarium by Sarraute but mainly the book gave me an urge to read, like I said, Kafka, Dostoevsky, and Proust, to get some perspective on what she is getting at. This book didn’t seem like an endpoint in and of itself but a way station along the route elsewhere. I want to read more women authors and this was going in that direction. Might try her novels but I fear they will be too difficult, just based on this evidence.
September 12, 2022
بهتر نیست که در خواندنِ مقاله، مخصوصا مقالات نقدِ مکتب، سبک و یا اثری ادبی، با ذهنی باز و پاک به حرفهای نویسنده گوش دهیم و زمانی که مقاله تمام شد، برای اِعمالِ نظریاتِ خود آن را بازخوانی کنیم؟
مطلبی که در همان صفحهی اول کتاب هم به آن اشاره شد، بدگمانیِ بیش از حد خانم ساروت به عصر معاصر و اثار ادبی را به ما گوشزد میکند.
«...برخی نیز عقیده دارند که خانم چرنیاک در همه آثارش، به جز تند قلمی، حرف و نظر خاصی مطرح نکرده است.»
اما در یک سفرِ 126 صفحهای، بدونِ هیچ قضاوتی پای حرفهای خانم ساروت بنشینید.ادبیات معاصر را بهتر بشناسید و تفاوت مهم شخصیتهای عصر جدید، خوانندهی مدرن و نویسندهی مدرن را با عصرهای پیشین آن، بیاموزید. اگر نویسنده هستید، آشنایی با این تفاوتها و آشنایی با آنچه ادبیات معاصر میطلبد، ممکن است ایدههای جالبی برای نوشتنِ کتابی جدید به شما هدیه کند!
مطلبی که در همان صفحهی اول کتاب هم به آن اشاره شد، بدگمانیِ بیش از حد خانم ساروت به عصر معاصر و اثار ادبی را به ما گوشزد میکند.
«...برخی نیز عقیده دارند که خانم چرنیاک در همه آثارش، به جز تند قلمی، حرف و نظر خاصی مطرح نکرده است.»
اما در یک سفرِ 126 صفحهای، بدونِ هیچ قضاوتی پای حرفهای خانم ساروت بنشینید.ادبیات معاصر را بهتر بشناسید و تفاوت مهم شخصیتهای عصر جدید، خوانندهی مدرن و نویسندهی مدرن را با عصرهای پیشین آن، بیاموزید. اگر نویسنده هستید، آشنایی با این تفاوتها و آشنایی با آنچه ادبیات معاصر میطلبد، ممکن است ایدههای جالبی برای نوشتنِ کتابی جدید به شما هدیه کند!
August 3, 2023
first two essays had a couple points of interest among much waffle, then the third essay opened by saying it's pointless reading woolf's famous essays on fiction since so much time has passed and so much has changed. since about as much time has passed again since the publication of these i accepted sarraute's own argument and ceased my own reading
August 20, 2020
I'm sure it's an important book and all BUT OH MY GOD I AM SO SICK OF MANIFESTOS (though I did choose to focus on 20th c literature so it's all my fault really?...)
Yeah lol I can't even pretend it's finished but I got a sense of it and skimmed through most of it so I am DONE?..
Yeah lol I can't even pretend it's finished but I got a sense of it and skimmed through most of it so I am DONE?..
October 30, 2026
الصراحة إن عصر الشك: دراسات عن الرواية خدعتني. الغلاف والمقدمة بيوحوا بحاجة خفيفة، وبعد ثلاثين صفحة لقيت نفسي في حاجة سودا. Nathalie Sarraute بيستدرجك بذكاء. اللي يدخل وهو عارف مش هيتأثر زيي. للي بيحب المفاجآت في النبرة، وللي ما بيحبش يتضحك عليه يقرا عن الكتاب الأول.
July 8, 2022
particulièrement intéressant. lecture assez complexe qui nous permet toutefois de comprendre la démarche d’écriture de Sarraute, qui renouvelle les codes traditionnels romanesques en mettant au cœur de son travail les tropismes. elle fait ainsi peser un soupçon sur la littérature.
December 4, 2016
Un livre pioché dans la PAL. Regroupement de quatre articles sur l'art du roman. Réflexions très intéressantes, écriture agréable sans être révolutionnaire, un petit aparté dans mes lectures qui fait du bien.
March 13, 2010
nouveau roman
Nathalie Sarraute (July 18, 1900 in Ivanovo, Russia – October 19, 1999 in Paris, France) was a lawyer and a French writer.
Nathalie Sarraute (July 18, 1900 in Ivanovo, Russia – October 19, 1999 in Paris, France) was a lawyer and a French writer.
Displaying 1 - 26 of 26 reviews