År 9 efter loopet

by Peter Adolphsen

Mark har i 9 år været den eneste overlevende efter en hændelse, der fik alle væsner på jorden til at gå i loop og gentage deres gøremål. Naturen overtager byen, og betingelserne for Marks overlevelse forværres indtil en helikopter flyver over ham.

Genres: Science Fiction, Dystopia, Novels, Fiction, Danish

96 pages, ebook

First published March 8, 2013

About the author

Peter Adolphsen (født 1. september 1972 i Aarhus) er en dansk forfatter. Han er uddannet fra Forfatterskolen (1993-95), hvor han også var ansat som lærer 2008-2010. Debuterede i 1996 med Små Historier. Siden er udkommet Små historier 2 (2000), kortromanerne Brummstein (2003) og Machine (2006), form-eksperimenterne En million historier (2007) og Katalognien. En versroman (2009, skrevet sammen med Ejler Nyhavn). I 2013 udkom den post-apokalyptiske kortroman År 9 efter Loopet.

Adolphsen forsøger i sin prosa at videregive et koncist og mættet indtryk uden for mange uvedkommende omstændigheder. Inspirationen fra Per Højholt, Peter Seeberg, Franz Kafka og Jorge Luís Borges er tydelig. Adolphsen forener en eklatant, tilspidset, men omflakkende, urolig handling, hvor det er en pointe, at det skete bevæger sig i (for mennesket) uforudsigelige og besynderlige retninger.

Adolphsens Små historier er også små i lyotardsk forstand, og kan derfor anskues ud fra et postmoderne perspektiv, idet de ikke foregiver at formidle en fuldstændig, aflukket verdensanskuelse, men punkterer ethvert tilløb til en sådan gennem et bredt spektrum af genrer og synsvinkler. Verden er ikke til at forstå, forstås. Formen er på den måde vigtig for forståelsen af teksterne.

Narrativerne er minimale skiftinge, som ironiserende væver sig ind og ud af populærkulturen, de vil netop adskille sig fra hinanden, vise tilhørsforhold til de forskellige genrer, som kommer til udtryk i tidens massemedier. Disse står i forfatterskabet i et symbiotisk forhold til hinanden: Soap, dokumentar, satire, tragedie, æstetiseret pop.

I sine to romaner Brummstein (2003) og Machine (2006) fremstår Adolphsens budskab mindre svævende (end i Små historier 1 og 2). Begge romaner tager udgangspunkt i hvordan noget der skete for millioner af år siden får indflydelse på forskellige menneskers liv i nutiden (eller i den nære fortid). Den ateistiske Adolphsens pointe er vist nok at det vi mennesker ikke kan forklare (som fx pludselige dødsfald) ikke skyldes guddommelig indgriben, men derimod en årsagssammenhæng der går ud over vores forstand. – Og som altså kan ledes helt tilbage til alpernes tidlige orogenese (Brummstein) eller sågar Big Bang (Machine)! I 'Machine' henviser fortælleren til Aristoteles' opfattelse af tilfældighedsbegrebet netop som en begivenhed, man ikke kan placere i en årsagssammenhæng.

I sine to romaner benytter Adolphsen sig ligesom i de små historier af mange forskellige tekstlige virkemidler. Fælles for romanerne er desuden fortællerrollen, en fortæller som Adolphsen selv kalder "Hyper-olympikeren". Den super-alvidende fortæller som ved stort set alt om verdens gang og de medvirkende personers tanker.

Både 'Brummstein' og 'Machine' skildrer forholdet mellem østens kommunisme og vestens kapitalisme. 'Brummstein' handler om Tysklands historie i det 20. århundrede som oplevet fra mange forskellige personernes synspunkt, mens det nærmeste man kommer en hovedperson i 'Machine', Djamolidine Hasanov/Jimmy Nash, filosoferer over kulturforskellene mellem sit barndomsland, det sovjetiske Aserbajdsjan, og sit nye land, USA, som han i frustration flygter til i løbet af romanen.

Sammenlagt er disse to korte romaner oversat til ti sprog, bl.a. engelsk, tysk, nederlandsk, spansk og fransk.

En million historier (2007) indeholder præcis en million forskellige historier, er inspireret af den franske digter Raymond Queneaus digtsamling Cent mille milliards de poèmes (1961). Bogen er på ti sider, hver skåret i seks vandrette strimler. Der er derfor ti forskellige begyndelser, der hver har ti mulige fortsættelser osv. Strimlerne er nummereret 0 til 9. Et tal mellem 0 og 999.999 angiver en konkret tekst.

Sammen med Ejler Nyhavn har han i 2009 udgivet 'Katalognien. En versroman' (Samleren), hvor blandt andet idéer fra gruppen Oulipo er benyttet. Bogen er en mosaik-roman af i alt 33 forskellige faste, lyriske former (fx alexandrinere eller hexametre), i alfabetisk rækkef

Reviews

[Erna Juhl · Rating 5 out of 5]

Peter Adolphsen er en af mine ultimativyndlingsforfattere.
Denne blanding at mættet sprog, beskrivelser, scifi, videnskabelig og menneskelig viden, humor, narratologi og vanvittige twists og overraskelser gør ham absolut gal og genial og jeg elsker alt ved det.
“9 år efter loopet” er ingen undtagelse. Læs den eller lyt til den. Adolphsen har selv indlæst den. 🤤

[Magnus · Rating 2 out of 5]

Jeg synes at Adolphsens sprog er fladt (jeg kunne godt have tænkt mig lidt færre engelske låneord og en bevægelighed der ikke mindede helt så meget om et teenage rygerværelse) og hans idéformidling forholdsvist uinspirerende. Bogen har to hovedkvaliteter: Hovedpersonen Mark, og scifi-ideerne. Egentlig synes jeg det er en sjov ide at placere en gennemsnitstaber i et udsyret post-apokalyptisk univers, og Mark har også et par øjeblikke (nedsnitning af zombie-typer med sværd og hans efterfølgende dårlige samvittighed var ret sjovt). Men sci-fi universet er udknaldet på en måde der ikke siger mig særligt meget - at dommedag katalyseres af en solsort på en mark i jylland er f.eks. ikke nær så sjovt som det tror det er -, og forsøgene på lommefilsoferen undervejs bliver aldrig for alvor interessante.

Det kan godt være at bogens gennemførte slackerstil, afspejlet i både sprog og handling, handler om at tale fra indersiden af hovedpersonen, der jo på mange måder netop er en taber, men hvis man grundlæggende ikke synes at slackerstemningen er særligt interessant, så falder resten af universet noget til jorden.

Men måske jeg bare ikke er særlig vild med Adolphsens sans for det pudserløjerlige eller det finurlige som ret meget af universet består af.

[Emma · Rating 1 out of 5]

Ofte fungerer det godt når en hovedperson har nogle personlige fejl, især når de har været alene i 9 år, men det kræver også at de lærer af dem. Problemet med Mark er at han forbliver den samme gennem hele novellen. Han er decideret klam og bruger alt sin tid på at voldtage de stakkels piger der er fanget i loopet. Han møder til slut en ung kvinde der har styr på sine ting (og som har brugt sin tid meget bedre), og af mange overraskende grunde, vil hun gerne knalde med ham??? Mark ender derfor med at fortsætte sin livsstil med pot og sex, mens hun arbejder for at få alle mennesker tilbage. Den eneste motivation han får er, når han får at vide at hun kan bringe alle tilbage. Her begynder han en 2 ugers mission for at få alle de mennesker han har skudt, stukket, hakket og voldtaget ind i et hotel som han så sprænger i luften. Han har ingen empati og gør de udelukkende af selviske årsager.

Der er alt for mange opremsninger i teksten, hvilket gør den virkelig kedelig og langtrukken, plus han snakker alt for meget om elektroner og kvantemekanismer osv.

Det eneste positive er den sidste scene hvor Sushmita ofre ham for at få alle mennesker tilbage.

[Tobias Cramer · Rating 4 out of 5]

Peter Adolphsen har beskrevet sit modus operandi som at forestille sig en faktor, der bryder med den kendte virkelighed og derefter lade handlingen udspille sig som logisk konsekvens af dette brud. I år ni efter loopet er dette en stærk og pirrende drivkraft. Et tilfælde af konstruktiv interferens ensretter verdens lydbølger og skaber en loopet virkelighed, hvor alle mennesker gennemspiller de samme fem sekunder igen og igen. Den udbrændte stener Mark befinder sig pludselig som det eneste menneske i en tom verden, hvor alle andre er fanget i et skæbnesvangert øjeblik.
Adolphsen formår med tilstræbt videnskabelighed og underfundig humor at lade Mark udspille sin prædestinerede rolle i den lille fortælling og det er skøn læsning. Det er morsomt, dragende, en lille smule plat og bestemt værd at læse.

[Anetq · Rating 3 out of 5]

En besynderlig post-apokalyptisk fortælling. En lyd-tsunami har udslettet alle dyr og fanget alle mennesker i et sært loop og givet dem alle samme ansigt. Undtagen vor hovedperson, hvis ansigt det oprindeligt er: Han driver omkring og skyder eller voldtager looper's mens han ryger hash og leder efter mad, der ikke giver ham alt for meget diarré. Der må naturligvis en klog kvinde på banen for at rydde op i miseren.

[Sara Brygger · Rating 3 out of 5]

Okay er det bare mig, eller er den her roman mest en karikeret fremstilling af forskellen på mænd og kvinder? Men Adolphen er jo knivskarp i de øjeblikke, hvor blikket løfter sig; det er han jo altid.

[Kristin · Rating 3 out of 5]

Lest på dansk. Litt for mye mannspreget kanskje, men en spennende postapokalyptisk roman.

[K's Bognoter · Rating 4 out of 5]

Naturvidenskabelig kaosteori forklædt som småfilosofisk, post-apokalyptisk, zombiebefolket fremtidsvision – i en moderne udgave af Palle alene i verden, nu for voksne. I dén grad kun for voksne.

Nogenlunde sådan kan man måske opsummere den seneste pudseløjerlighed fra Peter Adolphsens hånd. Den bærer Adolphsens signatur: Semifiktiv naturvidenskab med et virkelig weird twist.

Læs min anmeldelse her: http://bognoter.dk/2014/03/03/peter-a...

[Birgitte Dion · Rating 3 out of 5]

Sær og interessant på mange måder