Ni præster. Ni kriser. Et år med angst og bæven. Hen over et år har journalist og forfatter Amalie Langballe talt med præster fra hele landet om de kriser og bevægelser, der former den tid, vi lever i.
Med udgangspunkt i emner som klimaforandringer, pandemi, internetafhængighed og generationsopgør spørger hun: Hvordan er man i en verden, hvor farten tilsyneladende aldrig sænkes? Hvordan er man – kort sagt – ikaos?
Svarene er lige så forskellige som emnerne selv, men tilsammen udgør de et forsøg på at navigere i det kaos, som tilværelsen er fuld af, og måske endda at lære at elske det liv, du er blevet givet."
Måske er du en af dem, der er fastbesluttet på at plukke roser, hvor roser tilsyneladende ikke gror. Måske nød du at komme ned i tempo, måske forelskede du dig på ny i højskolesangbogen, måske har du elsket hjemmearbejde. Måske blev du klogere på dig selv. Måske er du en af de heldige personer, der har et ukueligt solskinssind. Jeg er ikke sådan fra naturens side af."
Der strømmer liv og håb ud af denne lille mørke-grønne bog, selv om temaerne er kaos, frygt, afmægtighed, sårbarhed. Det er livsgivende at være med Amalie Langballe rundt til præsterne. Hun tør være i det hele, og samtalerne er fulde af oprigtighed og forsøg på at nå til håbet og overgive sig til livet, som det er. Corona eller ej. Og så skriver hun som en drøm, jeg har nydt hver en side.
Ordmagi i et forsøg udi håb og eksistentiel angst.
Det er første gang, jeg stifter bekendtskab med Amalie Langballes pen, og det er absolut ikke sidste gang. Hendes måde at sætte ord sammen på er fortryllende, og selv tunge tematikker, som dem hun behandler i denne bog, glider ned som softice på en varm sommerdag. Hendes journalistiske baggrund skinner tydeligt igennem i hendes poetisk-rapporterende stil, om hendes besøg hos de forskellige præster.
Når det er sagt, så er der noget ved bogens komposition, der larmer i mit hoved. Måske var det en bog, der skulle være læst under pandemiens storm. Så meget af det, der pakker bogens tematikker ind, emmer forståeligt af covid, men selvom jeg bringes tilbage og mærker kompleksiteten og modløsheden af den tid, så føles det også afsondret fra alt det andet, der også foregår i dag.
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, om bogen vil for meget? Samtalerne med præsterne virker for korte, næsten til tider abrupte, og tematikkerne virker for konstrueret, og det gør også, at jeg til tider mangler en rød tråd. Handler det om håb? Handler det om Langballes egen eksistentielle angst? Samfundets angst? Det bliver fragmenteret. Hvad ville der være sket, hvis hun havde samlet præsterne i to grupper til gruppeinterviews, og så ladet dem afdække væsentlige tematikker? Ladet dem tale om håb?
Læseoplevelsen var god, fordi Langballe tryller med ord, og der er noget, der ligger under overfladen, som kunne være interessant at arbejde videre med...
Tusind tak til @forlagetpeoples og @akblangballe for anmeldereksemplaret!
Amalie Langballe har skrevet en fin lille samtalebog om at finde håbet i kaos. “Forsøg udi håb”, hedder bogen. Den er både personlig, livsbekræftende og tankevækkende.
I bogen fortæller Amalie Langballe om forskellige situationer i kaos, hvor håb spiller en væsentlig rolle. Sammen med forskellige præster taler hun i bogen om håb, om kaos, om livet og om tankemylder.
Det er en lille bog, der næstene går som lommestørrelse. Den er enkel, fin og simpel. Men på trods af den lille størrelse, indeholder den utroligt meget visdom og smukke ord.
Lige meget hvilken krise, hvilket kaos eller hvilke problemer du har lige nu er der håb forude. Det vil denne bog fortælle dig og lære dig.
“Forsøg udi håb” vil helt sikkert sætte nogle tanker i gang hos dig.
Amalie Langballe skriver fremragende. Og selvom verden er videre efter pandemien, er det måske endnu mere en bog til tiden. For lige nu, er der meget, der virker håbløst.
Der var mange relaterbare følelser og betragtninger omkring pandemien både fra Amalie og præsternes side.
Som et troende menneske og bibellæser er jeg dog en anelse skuffet over hvor lidt der søges efter håbet i Guds ord, som jeg (naivt) forventede ville være go to nummer 1 til trøst og råd.
Men bortset fra det var der absolut mange fine pointer der er værd at tage med videre.
Samtidig blev jeg mindet om hvor stor betydning bibelens håb har for mig. Et af mine yndlingsvers er passer perfekt til bogen: Paulus skriver i Hebræerne 6:19 ‘Dette håb har vi som et anker for sjælen. Det er både sikkert og fast!’
De 2 stjerner er for bogens indhold, den tredje er fordi bogen mindede mig om hvor solidt et håb jeg allerede har ⚓️
Fuldstændig fantastisk værk. Alle burde læse den bog! Så fine dybe samtaler samskrevet på fineste vis med Amlies egne tanker og refleksioner. Sproget er så smukt.
Virkelig fin og inspirerende rundtur i nogle ret tunge spørgsmål udløst bl.a. af forholdene omkring pandemien. Overordentlig velskrevet, og læseværdig bare for dét. Ud over at præsterne tydeligt er belæste, så er det nok mere i deres egenskab af erfarne sjælesørgere end af kristne forkyndere, de bidrager her. Og den måde Langballe bruger sig selv og sit eget liv på, synes jeg holder sig på den lødige side af det autobiografiske: Det bidrager med troværdighed og indlevelsesmulighed. Jeg glæder mig rigtig meget til at læse den igen inden alt for længe.