What do you think?
Rate this book
De Dødes Rige
En gribende beretning om Torben og Jyttes ulykkelige kærlighed. Men også nogle kapitler af Søren Smeds mægtige ættesaga: om den sidste af Sørens sønner, politikeren Tyge Enslev og hans kamp mod et nyt præstevælde. En roman om opgøret med den moderne teknisk-videnskabelige kultur.
736 pages, Hardcover
First published January 1, 1917
37 people are currently reading
353 people want to read
About the author
Henrik Pontoppidan
161 books85 followersAwarded the Nobel Prize in Literature in 1917 "for his authentic descriptions of present-day life in Denmark." (Award shared with Karl Gjellerup.)
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 30 reviews
December 3, 2019
Så har jeg (gen-)læst Pontoppidans tre store romaner (Det forjættede land var første læsning). Fabelagtige romaner hver især. Tilsammen et frygtindgydende mesterværk. Hvor de to første er en slags dannelsesromaner der strækker sig over det meste af en livsbane for hhv. præsten Emanuel og ingeniøren (lykke-) Per, så er De Dødes Rige en kollektivroman, hvor handlingen finder sted henover 3-4 år. Men det fortalte trækker veksler langt tilbage. Det er også en slægtsroman, og en helt anden type romankunst end de to første. Meget moderne. Sine steder mindede skrivestilen mig om Scherfigs Idealister og Frydenholm.
Nå, men altså, De Dødes Rige. Det kan ikke sammenfattes kort, men romanen har en masse par. Tvillingebrødrene som må skilles fordi de ikke deler anskuelse, Jytte og Torben som er tvillingesjæle men alligevel ikke passer sammen, vandreprædikanten mod den moderne vækkelsesbevægelse, det moderne mod det traditionelle, kirken mod det politiske, det afklarede sind i den syge krop mod det syge sind i den til overflod plejede krop osv..
Pontoppidan favner så bredt, at det er et mirakel at bogen er spændende og personerne dybe og troværdige. Hatten af. Ganske enkelt. Nobelprisen var fortjent. Bogen - ligesom de to foregående - føles friske og aktuelle. Sproget er vidunderligt, og jeg ville vel bare ønske at der var flere bind på vej.
Glem politikere med pokaler og kager, dumhed på Twitter, Brexit, Trump og det hele. Læs Pontoppidan. Vi lever i de dødes rige, sorgen er den eneste ven, og vores eneste ærgrelse når vi dør er at vi aldrig levede. Skål.
Nå, men altså, De Dødes Rige. Det kan ikke sammenfattes kort, men romanen har en masse par. Tvillingebrødrene som må skilles fordi de ikke deler anskuelse, Jytte og Torben som er tvillingesjæle men alligevel ikke passer sammen, vandreprædikanten mod den moderne vækkelsesbevægelse, det moderne mod det traditionelle, kirken mod det politiske, det afklarede sind i den syge krop mod det syge sind i den til overflod plejede krop osv..
Pontoppidan favner så bredt, at det er et mirakel at bogen er spændende og personerne dybe og troværdige. Hatten af. Ganske enkelt. Nobelprisen var fortjent. Bogen - ligesom de to foregående - føles friske og aktuelle. Sproget er vidunderligt, og jeg ville vel bare ønske at der var flere bind på vej.
Glem politikere med pokaler og kager, dumhed på Twitter, Brexit, Trump og det hele. Læs Pontoppidan. Vi lever i de dødes rige, sorgen er den eneste ven, og vores eneste ærgrelse når vi dør er at vi aldrig levede. Skål.
December 11, 2022
“Nu dør jeg. Og så har jeg dog aldrig levet.”
Det var ærlig talt en deprimerende oplevelse at læse De Dødes Rige. Ikke grundet hverken handlingen, karaktererne eller skrivestilen, som jeg intet dårligt har at sige om. Og måske netop derfor, fordi bogen ikke er i vejen, træder den menneskelige situation tydeligt frem i al sin fortumlede depression. For hvad er det de render rundt og laver - menneskene? Og hvorfor gør de det sådan? Hvorfor påfører de sig masker for hinanden? Og endnu mere interessant - og deprimerende - hvorfor har de så svært ved at finde sig til rette i livet og i verden? Så de danser forvildede rundt i et maskebal af et liv og dør uden at mene de har levet? Kan menneskene slet ikke aflægge sig maskerne og komme tættere på en livsmening? Det var den oplevelse jeg sad med undervejs og efter endt læsning. Efter et maskebal med tragiske skæbner og en karruseltur i De Dødes Rige.
„Når De absolut vil vide det, så forbavser det mig, at De har lyst til at agere så meget og være fornøjelsesråd for alle mennesker. Det klæder Dem efter min mening slet ikke.“
Karsten From slog blikket ned og tav en lille tid.
„Naturligvis – De har som altid ret, og jeg skal prøve på at forbedre mig. Men De må ikke skænde. Jeg har glædet mig så ubeskriveligt til at se Dem. Hvad skal vi ulykkelige mennesker desuden gøre? Dersom jeg kom ind i en selskabssal og ville prøve på at være helt naturlig … jeg ville føle det, som om jeg ingen klæder havde på kroppen, og det er dog en usigelig flov fornemmelse. Og forresten … hvad gør De selv, kære frøken? Hvad gør alle vore medskabninger? Sætter vi ikke allesammen af blufærdighed en mere eller mindre gennemskuelig maske for ansigtet? Der er ingen, der vil være bekendt at vise sig for verden sådan, som Vorherre har skabt dem. Og kan man i grunden fortænke os i det? Hvad siger ikke den vise Salomo? Ingen mand blotter sig undtagen for den elskede. Livet er en stor maskerade. De, allerkæreste frøken, har formummet Dem som vestalinde, hvad jeg med gunstig tilladelse vil kalde for en fortræffelig ide. Selv har jeg været mindre heldig med min maskering – det indrømmer jeg beredvilligt. For min borgerlige anseelses skyld ville det have været klogere, om jeg f.eks. havde kostumeret mig som alvorsmand med et bekymret professorblik under bulehatten. Men –.“ s. 713/1028
„Er det nogensinde hændet Dem, hr. Hamre, at De har måttet bryde op fra en fest i utide og er vendt tilbage igen ud på natten? De ved i så fald, hvor besynderlig fremmed man føler sig imellem de samme mennesker, man få timer i forvejen havde det så kammeratligt med. Man kommer ude fra nattestilheden og forstår ikke straks, om det er én selv eller de andre, der har forandret sig i mellemtiden. Man ser kun attituden og sminken og synes, at man er vidne til en uhyggelig maskefest. Se, det tilfælde har været mit, og jeg har taget det parti at forføje mig bort i al stilfærdighed.” s. 898/1028
Det var ærlig talt en deprimerende oplevelse at læse De Dødes Rige. Ikke grundet hverken handlingen, karaktererne eller skrivestilen, som jeg intet dårligt har at sige om. Og måske netop derfor, fordi bogen ikke er i vejen, træder den menneskelige situation tydeligt frem i al sin fortumlede depression. For hvad er det de render rundt og laver - menneskene? Og hvorfor gør de det sådan? Hvorfor påfører de sig masker for hinanden? Og endnu mere interessant - og deprimerende - hvorfor har de så svært ved at finde sig til rette i livet og i verden? Så de danser forvildede rundt i et maskebal af et liv og dør uden at mene de har levet? Kan menneskene slet ikke aflægge sig maskerne og komme tættere på en livsmening? Det var den oplevelse jeg sad med undervejs og efter endt læsning. Efter et maskebal med tragiske skæbner og en karruseltur i De Dødes Rige.
„Når De absolut vil vide det, så forbavser det mig, at De har lyst til at agere så meget og være fornøjelsesråd for alle mennesker. Det klæder Dem efter min mening slet ikke.“
Karsten From slog blikket ned og tav en lille tid.
„Naturligvis – De har som altid ret, og jeg skal prøve på at forbedre mig. Men De må ikke skænde. Jeg har glædet mig så ubeskriveligt til at se Dem. Hvad skal vi ulykkelige mennesker desuden gøre? Dersom jeg kom ind i en selskabssal og ville prøve på at være helt naturlig … jeg ville føle det, som om jeg ingen klæder havde på kroppen, og det er dog en usigelig flov fornemmelse. Og forresten … hvad gør De selv, kære frøken? Hvad gør alle vore medskabninger? Sætter vi ikke allesammen af blufærdighed en mere eller mindre gennemskuelig maske for ansigtet? Der er ingen, der vil være bekendt at vise sig for verden sådan, som Vorherre har skabt dem. Og kan man i grunden fortænke os i det? Hvad siger ikke den vise Salomo? Ingen mand blotter sig undtagen for den elskede. Livet er en stor maskerade. De, allerkæreste frøken, har formummet Dem som vestalinde, hvad jeg med gunstig tilladelse vil kalde for en fortræffelig ide. Selv har jeg været mindre heldig med min maskering – det indrømmer jeg beredvilligt. For min borgerlige anseelses skyld ville det have været klogere, om jeg f.eks. havde kostumeret mig som alvorsmand med et bekymret professorblik under bulehatten. Men –.“ s. 713/1028
„Er det nogensinde hændet Dem, hr. Hamre, at De har måttet bryde op fra en fest i utide og er vendt tilbage igen ud på natten? De ved i så fald, hvor besynderlig fremmed man føler sig imellem de samme mennesker, man få timer i forvejen havde det så kammeratligt med. Man kommer ude fra nattestilheden og forstår ikke straks, om det er én selv eller de andre, der har forandret sig i mellemtiden. Man ser kun attituden og sminken og synes, at man er vidne til en uhyggelig maskefest. Se, det tilfælde har været mit, og jeg har taget det parti at forføje mig bort i al stilfærdighed.” s. 898/1028
August 19, 2025
1900 lü yılların başında Danimarka dayız. Birkaç aile üzerinden, siyasi ve toplumsal panaromaya şahit oluyoruz. Okurken sanki Rus veya Fransız klasiklerini andıran bir hava sezdim. Burjuva ve köylü halkın yaşam tarzlarına, stardartlarına güzel bir bakış açısı olmuş. Zaman zaman tekrara düşüp sıksa da genel olarak beğendim. Tavsiye ederim
Read
June 2, 2019Jeg kunne ikke forestille mig en bedre bog at læse i disse valgkampstider. Helt igennem forrygende.
August 3, 2021
Skarpt, klart skrevet og med varig/nutidig relevans
October 25, 2023
Pontoppidan er den danske Dostojevskij. En ægte menneskekender. De Dødes Rige er et velskrevet og formentlig realistisk billede på 1900s politiske verden, set fra synspunktet af en masse forskellige personer, der næsten alle beskrives sympatisk og realistisk. Når det er sagt, når bogen ikke Lykke-Per til sokkeholderne. Men den får helt klart 4 store stjerner.
July 30, 2021
Klar, skarp og fængslende
Read
September 22, 2021Eg merkar at eg stort sett gir ganske gode karakterar her, for om eg har lese ut ei lang bok, så er det truleg fordi eg har likt ho, eller iallfall at ho gir meg noko. Så difor kjem eg ikkje til å lesa ut denne.
Eg har lese "Torben og Jytte", den første av fem delar som "De dødes rige" består av. Eg let meg lokka til å gi meg laus på boka fordi det tross alt er bra skrive. Altså, fyren fekk tross alt nobelpris. (Som er grunnen til at eg ville sjekka han ut i utgangspunktet. (Men - kan me våga oss til å seia at Nobelkomiteen kanskje var _litt_ heimfødingar dei første åra? Fem av dei første tjue åra gjekk prisen til ein nordisk forfattar.) Uansett... dette er berre ikkje boka for meg.
Så, er det fordi eg ikkje set pris på god litteratur, eller fordi boka er forelda? Det er spørsmålet. Eg har lurt litt på: Er det karakterane i boka som irriterer meg, eller er det sjølve forfattaren? Skildrar han irriterande, uforståelege, uengasjerande karakterar vel vitande om at det er det han gjer, fordi det er poenget hans, eller fordi han ikkje får til betre? Dei sjåvinistiske, nedlatande, til tider grovt rasistiske ["en abe i dress!"] observasjonane, kjem dei frå karakterane i boka eller frå forfattaren sjølv?
Eg konkluderte til slutt med at dei kjem frå forfattaren sjølv. Ut frå "Torben og Jytte" verkar han som ein skikkeleg kjiping, ein desillusjonert, bakstreversk menneskehatar. Kanskje inntrykket ville endra seg om las dei fire andre delane av boka, men det vil eg aldri få veta.
Eg har lese "Torben og Jytte", den første av fem delar som "De dødes rige" består av. Eg let meg lokka til å gi meg laus på boka fordi det tross alt er bra skrive. Altså, fyren fekk tross alt nobelpris. (Som er grunnen til at eg ville sjekka han ut i utgangspunktet. (Men - kan me våga oss til å seia at Nobelkomiteen kanskje var _litt_ heimfødingar dei første åra? Fem av dei første tjue åra gjekk prisen til ein nordisk forfattar.) Uansett... dette er berre ikkje boka for meg.
Så, er det fordi eg ikkje set pris på god litteratur, eller fordi boka er forelda? Det er spørsmålet. Eg har lurt litt på: Er det karakterane i boka som irriterer meg, eller er det sjølve forfattaren? Skildrar han irriterande, uforståelege, uengasjerande karakterar vel vitande om at det er det han gjer, fordi det er poenget hans, eller fordi han ikkje får til betre? Dei sjåvinistiske, nedlatande, til tider grovt rasistiske ["en abe i dress!"] observasjonane, kjem dei frå karakterane i boka eller frå forfattaren sjølv?
Eg konkluderte til slutt med at dei kjem frå forfattaren sjølv. Ut frå "Torben og Jytte" verkar han som ein skikkeleg kjiping, ein desillusjonert, bakstreversk menneskehatar. Kanskje inntrykket ville endra seg om las dei fire andre delane av boka, men det vil eg aldri få veta.
February 4, 2020
Det er noget af en drøjtygger, Pontoppidan her har skrevet, der naturligt leder tankerne hen på samtidige tysksprogede koryfæer som Mann og Zweig. Det er selvfølgelig et godt tidsbillede af et Danmark af i går, med de store opbrud omkring parlamentarismens fremkomst, og hidsig industrialisering med fokus på datidens store konfliktlinjer mellem land og by, kirketro og modernistisk rationalisme og København versus den jyske provins. Dog bevægede bogen mig aldrig, måske fordi konteksten var for mig for velkendt, for hjemstavnsagtigt, og jeg fik langt mere ud af værker som Buddenbrocks og Verden af i går end af Pontoppidans lidt for opstyltede dialoger og det provinsielle og det snævre Danmarksfokus.
December 16, 2021
Egentlig er det pinligt at jeg først i min høje alder får læst De dødes rige. Lykke Per har jeg læst et par gange så jeg vidste jo godt at Pontoppidan skrev formidabelt. De dødes rige er en klassiker som selv idag har meget at sige os. Allerede for hundrede år siden talte man om journalisters lette omgang med sandheden, om politiske knive i ryggen, om klasseforskelle og om religionens indflydelse på den politiske dagsorden. Det er en fantastisk bog og vi lever vel stadig i udkanten af De dødes rige!
August 25, 2021
Pontoppidan er umiskendeligt en stor, stor prosaist og menneskekender. I “De dødes rige” karakteriserer han tiden i begyndelsen af det 20. århundrede gennem en række karakterer, deres liv, valg og meninger. Tidsbilledet viser en fordærvet moral i det politiske, religiøse og familiære liv, som Pontoppidan skriver frem med uhyre præcision, nuance og ikke mindst humor. Det er så interessant at læse romanen i dag, fordi temaerne på mange måder spejler sig i tiden lige nu - begyndelsen af det 21. århundrede. Vi jagter alle en sandhed, de store fortællinger er døde, og individet må skabe sin egen mening. Et stykke verdenslitteratur.
December 19, 2021
Da jeg først lukkede bogen i efter endt læsning var jeg sur på forfatteren over at Jytte ikke måtte få lov at se Torben en sidste gang. Herregud, det havde jo stadig været ret nederen det hele også hvis de to så havde udvekslet nogle ord. Ligesom i Thomas Hardy's sidste værker er "en smule ulykkeligt" ikke en tilgængelig indstilling, og det er mit eneste at udsætte på De Dødes Riges forfatter - der arbejdes kun med yderligheder. Enten er man en Stensballe eller en Vestrup, enten en Jytte eller en Meta, enten en Torben eller en Karsten From osv., og meget af Pontoppidans sortsyn synes udsprunget af denne forsimplede dualisme, der ikke tillader helte og heltinder andre skæbner end den ensomme og ulykkelige død efter års frustration og sorg, for det eneste gyldige alternativ til at stå og klappe begejstret af den moderne civilisation er eremithulen. Men jeg er barn af den Whitmanske skole, blev i en letpåvirkelig alder gjort ilde stemt mod den civilsationskritik, der lidt for meget ligner pølsevognssnakkens latterliggørelse af alt nyt og anderledes, den konservative angst forklædt som resigneret livsvisdom. På den anden side blev De Dødes Rige skrevet op til og under den første verdenskrig, og så tror da fanden.
This entire review has been hidden because of spoilers.
April 26, 2022
Pontoppidan er en sand mester til personbeskrivelse. Man føler, at man får lov til at flytte ind i hovedet på stort set alle personerne, og dels forstår man dem, dels vænnes man ved deres tåbelige valg i livet. Indimellem blev jeg meget irriteret på især Jytte, men der er samtidig meget at lære - måske især om sig selv - i hendes vægelsindede og selvdestruktive måde at være i livet på.
Bogen er tung og dyster, fyldt med religiøse og politiske spørgsmål, og indimellem kunne den være ret tung og trist at komme igennem. Men historien og det vanvittige virvar af spændende personer og deres skæbner er gribende, og gør, at jeg bare var nødt til at vide, hvordan det ville gå dem. Et dunkelt indblik i tiden efter systemskiftet og inden 1. verdenskrig, som også vil interessere den historisk interesserede. Den er markant anderledes end Lykke-Per, og man skal ikke forvente helt den samme store læseoplevelse, men den er bestemt anbefalelsesværdig, smuk og sørgmodig.
Bogen er tung og dyster, fyldt med religiøse og politiske spørgsmål, og indimellem kunne den være ret tung og trist at komme igennem. Men historien og det vanvittige virvar af spændende personer og deres skæbner er gribende, og gør, at jeg bare var nødt til at vide, hvordan det ville gå dem. Et dunkelt indblik i tiden efter systemskiftet og inden 1. verdenskrig, som også vil interessere den historisk interesserede. Den er markant anderledes end Lykke-Per, og man skal ikke forvente helt den samme store læseoplevelse, men den er bestemt anbefalelsesværdig, smuk og sørgmodig.
December 26, 2024
Få forfattere kan lade 12-15 jeg-fortællere træde helt umærkeligt ind i en roman, så læseren, fra de første linjer, straks kan genkende sig selv i dem alle.
De Dødes Rige er i vanlig Pontoppidan-stil fyldt til randen med skuffede håb og desillusion. Men samtidig opnår de fleste af personerne en afklarethed i forhold til deres valg og skæbner.
Derudover er bogen et glimrende indblik i politiske forviklinger og kampen mellem præstestyret og de nye strømninger i tiden.
De Dødes Rige er noget så sjældent som et ubetinget mesterværk fra Danmark.
De Dødes Rige er i vanlig Pontoppidan-stil fyldt til randen med skuffede håb og desillusion. Men samtidig opnår de fleste af personerne en afklarethed i forhold til deres valg og skæbner.
Derudover er bogen et glimrende indblik i politiske forviklinger og kampen mellem præstestyret og de nye strømninger i tiden.
De Dødes Rige er noget så sjældent som et ubetinget mesterværk fra Danmark.
August 27, 2019
Kompleks fortælling, skarpt tegnede menneskeskæbner og ond, ond samfundssatire. Overraskende aktuel i sin udforskning af kirke og kapitalisme, vås og videnskab, politik og magtbegær. Dog bliver det store persongalleri ikke fulgt helt til dørs hen mod slutningen - derfor fire og ikke fem stjerner.
January 31, 2020
God bog, der stritter i flere retninger med skildringen af Danmark efter 1900-tallet. Herlige personbeskrivelser. Samfundet og især samfundsdebatten og det politiske system er de dødes rige. De levende er familien.
February 24, 2021
Pontoppidan udfolder endnu engang sit fantastiske skrive talent i dette familie epos krydret med politiske kampe samt personlige rejser
Undertegnede føler dog det politiske fylder for meget ift persongallariet og udviklingen af disse.
Dog stadig meget anbefalelsesværdig
Undertegnede føler dog det politiske fylder for meget ift persongallariet og udviklingen af disse.
Dog stadig meget anbefalelsesværdig
August 12, 2022
HP har siden folkeskolen været een af mine yndlingsforfattere. Og den første del indfrier forventningerne.
De mange personer væves fint ind i hinanden, ligesom de små og store ændringer i samfundet beskrives troværdigt .. næste del glæder jeg mig til.
De mange personer væves fint ind i hinanden, ligesom de små og store ændringer i samfundet beskrives troværdigt .. næste del glæder jeg mig til.
October 18, 2018
Ikke på nogen måde lige så gribende som Lykke-Per. Men god læsning alligevel
Read
June 27, 2021Smuk og gribende kærlighedsroman og skæbnefortælling.
July 20, 2021
Masterpiece. Together, this trilogy is some of the best literature ever written in Danish. Period.
July 27, 2021
Skøn bog. Spændende persongalleri. Fed skildring af tidens voksende ideologier og konflikt mellem det traditionelle kristne fundament og fremtidens potentialer.
April 4, 2022
Et fint tidsbillede og menneskeskildring i et fantastisk sprog. Læs den
October 5, 2023
Interessante karakterer, flydende sprog, interessante miljøer - inkl. det politiske
March 30, 2024
Depressing
July 23, 2025
(6 hvis man kunne). Fantastisk læseoplevelse. Som at holde et spejl op til sig selv, og det samfund vi lever i i dag. Meget smuk.
November 5, 2025
god, men lidt for lang, bog
November 17, 2025
Det er uden tvivl den bedste bog, jeg længe har læst
April 20, 2017
A wonderful novel with many interesting characters. But with a very pessimistic view of the world and its inhabitants capabilities for being happy.
Displaying 1 - 30 of 30 reviews