Jeg havde nok for store forventninger til bogen i virkeligheden.
Jeanette Varberg er så dygtig en formidler på skærmen, og Poul Duedahl har jeg oplevet til et foredrag, hvor han overstrålede (i voldsomt grad) de 5 andre (gennemrutinerede) oplægsholdere.
Samtidig har jeg Varbergs monsterværk Viking og flere historiske bøger, som Duedahl er medforfatter af.
Den Fjerde Rytter har faktisk lidt de samme problemer, som jeg oplevede i Viking (som jeg dog har givet 4 stjerner). Der er noget i sproget, der gør det mere svært at læse, end det burde: For lange sætninger med mange indskudte sætninger. Indskudte sætninger, der ikke altid passede helt.
Måske synes jeg ikke Varberg er så dygtig en kommunikator på skrift som hun er i tale? Det er synd, for det er virkelig nogle spændende emner, og hun ved så ekstremt meget. Det vil jeg på ingen måde betvivle.
Og måske er Duedahl også bedre live? Mængden af gange han har vundet årets historiske bog, siger bare det modsatte.
Tilbage til bogen: Den er meget et produkt af sin tid. Enkelte elementer har ikke almengyldig interesse, men er refleksion over den tid vi er i lige netop nu: Midt i en corona-pandemi. Det er afsnit, der engang i fremtiden vil have noget værdig som vidnesbyrd om den tid, bogen er skevet i, men som vil miste værdi derudover.
Jeg synes ikke rigtig vi kommer rigtig ned under huden på de her sygdomme. OK, min bog om den spanske syge alene (af Tommy Heisz; 4 stjerner) er længere end denne bog, der dækker hele menneskehedens historie. Men det giver også indtryk af, at det er en bog, der er skrevet lidt for sjov, fordi tiden passer til det.
Og det er måske en cadeaut til de to forfattere, at noget der let kunne blive en hurtig gang venstrehåndsarbejde (eller højrehånds, hvis man er venstrehåndet som mig), alligevel bliver en rimelig fin omgang. Jeg havde bare håbet på noget mere.