Stor og vilter roman om magt og afmagt og ønsket om at skabe sin egen fortælling. "Sfinx" er en bog om forældre og børn, om turisme, krig, handicap, rygter, små samfund. Den handler om de ting, som former os, de ting som er svære at løbe fra, det som nogen ville kalde skæbnen.
Jan Schnecker er vokset op på Bornholm under 2. verdenskrig. Hans tyskklingende navn og specielle udseende gør ham udstødt i den lille fiskerby, og han forsøger at komme væk, men bliver forhindret af krigen. Et halvt århundrede senere sidder han på den anden side af kloden i en kørestol ved en pool i Thailand, nu fanget i sin egen krop.
Thea er i begyndelsen af tyverne og rejser alene rundt i Sydøstasien. Hun vil skabe et dokumentarisk kunstværk om sin rejse, og samtidig forsøger hun at navigere i et backpackermiljø, hvor alle vil have noget af hinanden. Hun støder på to italienske søstre, hvis manglende respekt for konventioner fascinerer hende. De indlogerer sig på samme ressort som Jan Schnecker, og en sen aften, hvor de kommer larmende og fulde tilbage fra byen, finder de Jan Schnecker efterladt ved poolen. De beslutter sig for at køre ham lidt rundt.
Fremragende roman, der bliver ved med at give stof til tanke, under læsning og efter. Jeg har været helt opslugt og hensat til anden tid, andet sted, og helt tæt på romanens mange menneskeskæbner, først og fremmest Jan og Theas. At læse romanen har fået mig til at tænke over hvad der gør et liv, værdigt/uværdigt, lykkeligt/ulykkeligt, levet, spildt? Hvad er bestemt af ophav, hændelser, valg, og er livets tragedier uafvendelige? Læg dertil spørgsmål om magt, krig, fattigdom, privilegier, ungdom og frihedstrang.
Mine varmeste anbefalinger, 400 siders velskrevet roman der smukt og overbevisende tager fat om både De store og De små ting.
Jeg skal ikke til Paradise Beach men helt sikkert en tur til Gudhjem snart.
Hvis ikke sproget var så let, ville bogen være meget tung. Det er den måske alligevel, men en med en tyngde, jeg godt kunne bære.
Jan har levet et langt, tragisk liv, han sidder lam og stum i en rullestol i Thailand, Thea har hele livet foran sig uden at ane, hvad hun skal gøre ved den. Hele tiden forholder de sig ikke kun til sig selv, men til andre mennesker; forældre, søskende, venner, kolleger, fremmede, og de relationer er for mig kernen af fortællingen.
Der er grader af dysfunktionalitet og af distance, alle relationerne føltes autentiske, ærlige på en måde. For mig bar de historien, bevægelsen gennem plottet, det var dem, der ramte mig.
Nogle af historierne føltes ufuldendte da bogen var færdig, men måske er det lidt præmissen for romanen - ufuldendte mennesker med ufuldendte historier. Det er på en måde også meget smukt.
Jeg er uendeligt glad for, at der åbenbart findes unge, danske forfattere, der kan andet og meget mere end halv-selvbiografisk socialrealisme om hård opvækst og misbrug eller damebladshumor. Indledningsvist mindede stilen mig lidt om Carsten Jensen, så Lars Saabye Christensen, men ultimativt er det sgu nok bare Daniel Dalgaard, og selv om jeg er lidt usikker på, om jeg fatter det 100%, så er jeg fan.
Jonas Schnecker sidder lammet i hans kørestol på et hotel i Thailand, imens tankerne flyver tilbage i tiden. En opvækst på Bornholm under 2. verdenskrig, hvor hans tyskklingende navn ikke gjorde livet let, hvilket derfor betød, at han forsøgte at komme væk fra øen, men krigen forhindrede ham.
Den unge kvinde Thea rejser rundt i Sydøstasien, hvor hun er ved at skabe en film, dokumentarisk kunstværk, om sin rejse og de samtaler hun har med tilfældige mennesker hun møder. Bl.a. de to søstre, som fascinerer hende. Tilfældigt indlogerer de sig på det hotel, hvor Jonas bor.
--------
De 2 hovedfortællinger, en masse bipersoner, der har deres eget liv og ikke mindst med en bølgende spændingskurve, er det med at holde tungen lige i munden. Samtidig blev jeg blæst bagover, af et virkelig smukt sprog.
“..., stemmen, med hele sit sug af fortid, hul, svækket og insisterende, og hvis jeg tvinger mine øjne så langt op som muligt, kan jeg være heldig at få et blik af himlen, den sygeligt blå, der hænger over dette tropiske inferno og ligner sig selv…”
Jeg nyder, når to forskellige liv, rammer hinanden og det hele går op i en større enhed. Et ungt og et gammelt liv, kan dog nemt blive en kliche, men Daniel Dalgaard formår at få dybde på fortællingen, i en grad, hvor det er svært ikke at være begejstret, da han kommer helt ud i krogene.
Bogen kredser om forandring, magt og afmagt, privilegier, relationer, de små ting i livet og ikke mindst at finde sig selv, det hele med interessante perspektiver, der kommer til udtryk i fortæller formen.
'Sfinx' af Daniel Dalgaard har to spor, hvoraf det ene foregår på Bornholm, hvor vi møder den ene af hovedpersonerne, Jan Scnecker, der er af tysk oprindelse, i slutningen af anden verdenskrig i Gudhjem. I det andet spor følger vi Thea, der er i starten af 20'erne på backpacker rejse i 2004 lige omkring den store tsunami i Thailand og omgivende lande. Jan Scnecker er et lille skravl, som ingen rigtig vil have noget med at gøre, men han får dog nogle sære relationer til to kvinder, mens han mestendels går rundt alene og forsøger at finde et arbejde efter at have endt sin skolegang tidligt. Hans mor er tjenestepige for to kunstnere og de har også til de to og deres søn et noget særegent forhold. Hans opvækst i Gudhjem slutter brat, da han nærmest smides ud af sin mor og tager til et Rønne, som er i underligt limbo her i krigens sidste tid. Thea rejser, som nævnt, rundt i Østen, hvor hun møder forskellige unge fra andre europæiske lande og knytter bånd til to italienske søstre på hendes egen alder. Det føles langt hen ad vejen som om de to meget forskellige skæbner ikke har noget med hinanden at gøre, og historien kan føles lidt for dvælende, men der er mening med tempoet og den detaljerede og smukke skrift. Det hele ender i en fuldstændig fremragende slutning i bogen, som jeg ikke vil afsløre noget om, men blot sige: Det er tålmodigheden værd og Daniel Dalgaard har for mig at se skrevet en helt god, "gammeldags" roman, hvor man får foldet i forskellige tidsperioder levede liv ud og begriber en lille smule mere af de menneskeskæbner, som vi går rundt imellem hver dag på jorden. Jeg glæder mig meget til Daniel Dalgaards forhåbentligt videre romanforfatterskab, som kan blive et af de helt store.
Efter at være blevet færdig med bogen sidder jeg med en følelse af at det er et overflødighedshorn - som udgangspunkt utrolig lækkert, men på et tidspunkt bliver det for meget.
Dalgaards skrivestil er på engang meget voluminøs og samtidig rå. Med de mange historier og det til tider brede persongalleri oplever jeg det som svært at æde mig suge med ind i grundfortællingen.
Og netop dette, grundfortællingen, savner jeg at få klarhed over, hvad er det egentligt bogen vil - udover at være en skøn parodi over det gængse back-packer liv?
A genre-blurring book that compellingly investigates and illuminates childhood and adolescence; gender roles; travel and tourism and the twenty-first century relationship between West and East; individuals’ compliance with or defiance of social norms and expectations; work/life balance and the viability of alternative lifestyles; and the uniqueness of individual perceptions of and reactions to historic events.
En både sjov og meget alvorlig bog der ramte meget bredt, måske lidt for bredt i nogle tilfælde. Det var fint at hører om de forskellige karakterer men jeg føler deres møde var antiklimatisk i forhold til hvad jeg forventede. Jeg var vild med Thea og Jans historier men brudstykkerne indimellem fra andre karaktere syntes jeg var distraherende og en smugle malplacerede. Men alt i alt nød jeg virkelig den her bog og er helt sikkert interesseret i at læse mere fra Dalgaard!
Daniel Dalgårds bog Sfinx er en utrolig velskrevet roman om to mennesker der vokser op i to forskellige generationer for til sidst at deres vegne krydses.
Persongalleriet er sparsomt, om end utrolig detaljeret portrætteret.
Jeg skal indrømme, jeg nok endnu ikke helt for forstået meningen med bogen, men skrivestilen, beskrivelserne og de eksistentielle problemstillinger hver person kæmper med gør bogen meget læseværdig.
Sfinx er en af de bedre moderne romaner som findes derude.
skulle nok nærmere have 2,5 hvis jeg kunne give den det. For den er godt skrevet med gode reflektioner og er godt itl at skrive hvordan man hører fortællerstemmen.
Historierne trænger bare til en større pointe eller sammenhæng, eller bare en følelse af at det hele har en samlet pointe og historien samles på en eller anden måde til sidst.