Måske i morgen

by Inez Gavilanes

Lulu bor med sin psykisk ustabile mor i et boligbyggeri i en forstad til København. Den lille lejlighed er rammen om et betændt forhold mellem mor og datter, og Lulu lister rundt for ikke at vække den ulmende vrede, der aldrig synes at slippe sit tag i hendes bedøvede mor.

Men Lulu kæmper med en sort ensomhed, der synes at gribe mere og mere om sig, og da det en dag slår klik for hendes mor, flygter Lulu ud af lejligheden. Hun skal bare lige have en pause. Væk fra sin mor og kritikken, der hagler ned over hende. Men så møder Lulu en flok piger, der ser hende, og som giver hende en opmærksomhed, hun er uvant med. Lulu føler sig (måske) som et menneske igen, og hun bliver snart en del af den lille flok.

Men tilhørsfoholdet kommer med en pris - og da Lulu har svært ved at navigere i spillereglerne, ender hun snart som en brik i et spil, der kan få fatale konsekvenser.

Genres: Young Adult, Queer

304 pages, Paperback

First published May 6, 2021

About the author

Inez Gavilanes (f. 1977) har i en årrække arbejdet med udsatte unge, der har haft stoffer, kriminalitet og psykisk sygdom tæt inde på livet.

Inez er uddannet gruppeterapeut og har en bachelor i jura fra Københavns universitet. Ud over sit etablerede forfatterskab har Inez også skrevet og spillet musik, bl.a. som medlem af popgruppen Sukkerchok. Inez bor i dag uden for Roskilde med sin datter.

Reviews

[Camilla (Fabulouslybooks) · Rating 2 out of 5]

Jeg færdiggjorde ”Måske i morgen” af Inez Gavilanes nogle dage siden, men har ikke haft de rigtige ord til mine meget blandede følelser om den her bog. Lad os dog starte med det positive:

1) En rigtig page-turner! Læste den på to dage, fordi jeg bare ikke kunne lægge den fra mig.

2) Man bliver ret bundet af hovedpersonen og føler, at man går igennem det samme som Lulu.

3) Temaet er spot on. Forfatteren er god til at formidle det så en person som mig, der aldrig har kendt til dette slagt miljø, forstår hvad karaktererne går igennem.


Så alt i alt synes jeg, at det er en rigtig god bog, men der er desværre en meget problematisk re-præsentation af KVK (kvinder elsker kvinder, altså lesbians, biseksuelle, panseksuelle, osv.). Det trækker bogen langt ned for mig. Bogens KVK person lever op til alle dårlige fordomme og myter om KVK personer. Hun har kort hår, går i baggy tøj og opfører sig som en dreng, hvilket gør, at hun ”selvfølgelig” så er lesbian. Desuden bliver skældsordet ”bøsserøv” brugt af en af bipersonerne, fordi hun bliver kaldt luder. Ingen af ordene er i orden, men dog begge normale i det danske sprog. Problemet er, at bogen kun vælger at problematisere ordet ”luder”, selvom bøsse bliver brugt som et skældsord. For at være helt ærlig synes jeg (som queer), at bogen er hurtful for LGBTQ+ fælleskabet. Jeg kan godt nævne flere konkrete eksempler, men de er spoilere, så skriv endelig til mig, hvis du gerne vil have det uddybet. Hvis du er queer og er uenig med mig om re-præsentationen, så må du meget gerne sende mig en besked.


Jeg har derfor valgt at give bogen 2 stjerner. 2 stjerner, der kunne have været 5 stjerner, hvis ikke for en problematisk LGBTQ+ repræsentation desværre.

[HelloLasse · Rating 1 out of 5]

Det er da en meget flot forside...✨
·
Denne her bog gjort ondt på den måde, at man føler sig personligt ramt, og man får flashback tilbage til folkeskolen
·
“Måske I morgen” - Inez Gavilanes

Repræsentation:
En mor, der er psykisk syg
En lesbisk biperson

Advarsel/Trigger warning:
Homofobisk (sproglig og struktureret)
Giftig mor-datter forhold
Indtagelse af stoffer
Grafisk vold - fysisk
Seksuelle overgreb
Depression



Fuld anmeldelse - https://www.instagram.com/p/CQdEVmphUQr/

[Sofie Amalie · Rating 2 out of 5]

[Anmeldereksemplar fra forlaget]

Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal synes om ”Måske i morgen”.
På den ene side er der selve historien, som er utroligt hård at læse, men vigtig og god.
Læseren bliver taget med på hele Lulus rejse, og den er meget barsk og hård at læse om, men også utroligt interessant.
Selvom jeg ikke lige umiddelbart troede, at det ville være en bog for mig, da jeg ikke er den store fan af hårde socialrealistiske bøger, er bogen virkelig en pageturner, og historien indkapsler dig, og man vil bare godt vide, hvad der sker med karakterne.

Men så er der på den anden side også sproget og den ene lesbiske karakter, jeg har set en del andre anmeldere også har kommenteret på.

Jeg er ikke lesbisk, så jeg skal ikke være dommeren over hvor god repræsentationen er, men denne ene lesbiske karakter vi har i bogen er så stereotyp, som nogen kunne være. De går i baggy tøj, opfører sig ”drenget” og prøver at komme i seng med alle kvinder de ser. Selvfølgelig er der ikke noget forkert ved som queer person at leve op til de stereotyper, der er om ens seksualitet, men når den eneste queer person bogen har repræsenteres sådan, kan jeg ikke lade være med at tænke – ah vel?
Og så har vi sproget. Det er sørme grimt og nedladende. Luder, bøsse, smatso – you name it bliver kastet efter hinanden i nedladende vendinger derudaf. Det ville selvfølgelig heller ikke passe til bogen, at alle karakterne brugte blomstersprog og var helt up to date med, hvordan man burde omtalte folk i 2021, for vi skal være i bandemiljøet, på kanten af samfundet – og der passer blomstersproget bare ikke helt ind. Jeg ville nu have ønsket, at sprogbruget blev problematiseret af vores hovedperson bare på et eller andet tidspunkt i romanen – og det sker i så fald kun i meget små bider.

Så jeg har lidt svært ved, hvad jeg endeligt synes om bogen – men det betyder ikke, at jeg ikke vil anbefale den. Bare at jeg langt fra synes, at den er perfekt.

Anbefales til folk der ikke har noget i mod at læse historier om livet, når det gør ondt, og dem der har manglet at se sig selv afspejlet i litteraturen, når man kommer lidt ud på kanten af samfundet eller lever med psykiske syge og voldelige forældre.

[Julie Mørup · Rating 1 out of 5]

Det her var en blandet læseoplevelse. Ikke hundrede procent dårlig, på trods af den ene stjerne. For der var noget i mig, der gerne ville vide, hvordan det hele endte. Hvad der skete. Jeg kan dog ikke forklare hvorfor - for ingen af karaktererne var særligt likeable. Heller ikke Lulu, hovedpersonen, selvom hun er den eneste karakter med en baggrund der til dels kan forklare hendes handlinger. Lulus baggrund forklarer måske nogle af hendes handlinger, men der er ikke nok scener, der beskriver hende på en måde, så hun bliver likeable. Selvom der er lidt. Bikaraktererne er nok ikke skrevet til at være likeable, men kunst fald mangler jeg viden, baggrund - bare noget! - der får mig til at føle noget, når de bliver sparket ned.

Selvom jeg får indblik i mange af Lulus tanker og følelser, så føler jeg ikke, jeg kender hende godt nok, til at føle så meget med hende, at jeg forstår hendes handlinger. Og bikaraktererne endnu mindre. Det er et hårdt miljø, men jeg føler aldrig for dem, og derfor gør det ikke synderligt ondt, når der sker dem noget dårligt.

Portrætteringen af moderen som så svært psykisk syg er måske nok realistisk (jeg ser det på arbejdet) - men jeg køber ikke, at ingen gør noget. Hvorfor har faderen ikke underrettet kommunen? Er skolen ikke bekymret? Generelt ville jeg købe den præmis (fordi jeg ser det ske i virkeligheden, at ingen griber ind), hvis resten af bogen så var god. Der er trods alt noget kunstnerisk frihed til at drive et plot. Men bogen vil på en måde for meget. Alle de mange små sidehistorier bliver for korte til reelt at give mening. Moderens sygdom er ikke omdrejningspunktet - men katalysatoren for resten af fortællingen. Historien om moderne virker dog for voldsom til ikke at fylde mere.

Og så er vi nødt til IGEN(!) at tale om portrætteringen af den lesbiske karakter Missy. Hun fremstår stereotyp. Korthåret, baggy tøj, “drenget” og “gangster-agtig.” Hun handler hurtigt ift. at indlede et forhold til den (angiveligt) heteroseksuelle hovedpersonen. Lulu fortæller, hun ikke er lesbisk, mens Missy er den stereotype lesbiske der “kan gøre heteroseksuelle lesbiske.”
Samtidig er det et super uklart billede af, hvad der foregår. For Lulu er ikke komfortabel med det seksuelle forhold, de indleder. Det virker som om, hun givet efter for at få fysisk og psykisk sikkerhed. Hvilket ikke er unormalt! Men der reflekteres ikke over det i bogen. Missy kan ikke tyde, hvordan Lulu har det, og tror på forholdet. Derfor fremstår det både som seksuelle overgreb og som udnyttelse af Missy. Det italesættes aldrig rigtigt eller gøres klart for læseren, hvad der er på spil. Derfor er det problematisk. For det bliver rodet sammmen og dermed ikke tydeliggjort, at det er problematisk. At Lulu faktisk føler sig udsat for overgreb (tolket ud fra hendes følelser), men at Missy måske slet ikke ved det.

Ligeledes er det er noget stereotypt billede af et indvandrermiljø med stoffer og våben - det er måske ikke urealistisk, men der er ingen refleksion omkring det. Det kunne have været hvide personer. Det gør ikke noget for plottet, at det er etniske minoriteter. Så hvorfor have det med?

Generelt synes jeg det er alt for meget tell og ikke nok show. Lulu genfortæller rigtig mange scener, det havde været langt federe at læse som netop scener end genfortalte scenarier. Sprogligt er den hverken god eller dårlig. Den er sådan lidt meh…

Og delen hvor Lulu får tæsk. Come on - hvor dum er hun pludselig blevet, siden hun slet ikke kan gennemskue, at det vil ske?
Her tænker jeg absolut ikke på mennesker der bliver i voldelige forhold, fordi de ikke kan finde en udvej eller fordi, det fx er for farligt at gå. Det er en helt anden situation. Her mener jeg, at hun trods alt har reflekteret over, hvordan de bare tæsker andre og laver bagholdsangreb - og så uden videre går direkte i fælden. Den køber jeg ikke.

Slutning er… en anelse Hollywood-agtig uden at være happy ending, men heller ikke noget særligt.

[Maja Brixley · Rating 3 out of 5]

2,5 stjerne

[Signe · Rating 3 out of 5]

Hold da op. Sikke en omgang. Blev så fanget af historien at jeg læste bogen på en halv dag.

Anmeldelse kommer snart.

[Regitze Xenia · Rating 2 out of 5]

2 ting, jeg godt kunne lide ved Måske i morgen:

Historien kommer meget nær læseren, fordi vi kommer helt tæt på Lulu og hendes liv.
Der bliver taget nogle chancer, det virker ikke altid særligt godt, men der var også øjeblikke der overraskede mig positivt.

Når jeg tænker tilbage på den her bog, så har jeg mest en ”meh” følelse. Det er ikke en historie, der gjorde det store indtryk på mig og jeg havde ret blandede følelser mens jeg læste. Jeg vidste ikke ret meget om Måske i morgen da jeg gik i gang med bogen og det var nok helt sikkert den virkelig flotte forside, der tiltrak min opmærksomhed.

Lad os starte med det positive: jeg nød virkelig at komme helt tæt på en karakter, som har en masse indre ting at kæmpe med. Ting hun måske ikke selv vil se i øjnene, ting hun bevidst ikke tænker på og ting der optager hendes tanker konstant. Det er en af de ting, jeg altid leder efter i en historie som Måske i morgen, der skal være en barsk og ærlig, socialrealistisk roman. Jeg kom aldrig til at holde af Lulu som person, for hun er ikke ligefrem det, man vil kalde en likeable karakter. Men hendes historie stod skærende klart for mig mens jeg læste.

Når det kommer til denne her bog, er der rigtig mange trigger warnings, bl.a. for homofobi (udtalelser og handlinger), vold, stofmisbrug, psykisk sygdom og seksuelle overgreb. Der bliver ikke lagt fingre imellem.

Men det er også her, jeg har mine største problemer med bogen. For hele bogen drypper af udtalelser, sprogbrug og ord, der ikke er i orden. Og som aldrig rigtig bliver påtalt. Det flyver om sig med skældsord, og selvom bogen skal forestille at foregå i et bandemiljø og karaktererne konstant foretager sig lyssky ting, så synes jeg godt at man kunne have skrevet hele bogen på en anden måde, der ikke var så gennemsyret af homofobi. Det kommer tydeligst til udtryk i hvordan den åbent lesbiske karakter i bogen bliver portrætteret, som en der lever op til samtlige stereotyper der er om lesbiske piger, så meget at det bliver karikeret. Det er gennemgående for alle karaktererne i bogen, at de ender som flade karikaturer, og jeg kunne ikke fortælle dig hvem af alle sidepersonerne, der er hvem eller hvad der kendetegner dem, for de gjorde intet varigt indtryk.

Måske i morgen er en bog, der ikke lever op til dens flotte forside, desværre. Jeg tror at der kunne gemme sig en god historie helt skåret ind til benet, jeg tror forfatteren virkelig gerne ville fortælle noget med Lulus historie, men den drukner i karikerede personer, overdrevent fokus på sex og vold – begge dele ret grafisk – og nedsættende omtaler og sprogbrug om LGBTQ+ personer.

For mit vedkommende får bogen ikke nogen vild anbefaling med herfra, jeg mener at der er andre bøger der gør det bedre og viser en karakters tumulte tanker og følelser bedre.

[Camilla Andersen · Rating 3 out of 5]

Nuvel er repræsentationen ikke perfekt. Bogen er fyldt med stereotyper, der ikke altid skildres lige heldigt hver gang, men jeg må dog også indrømme, at disse personer og disse miljøer uden tvivl er at findes ude i samfundet, om så man vil erkende det eller ej.

Bogen tager mig direkte tilbage til det kvarter, jeg tilbragte mine teenageår i. Jeg befandt mig ganske vist udenfor miljøet, holdt afstand, og jeg lærte hurtigt at slå blikket ned for ikke komme i problemer. Derfor gør det også ondt i hjertet at læse denne bog og se, hvor hurtigt og hvor "nemt", man kan komme ind i dette miljø, hvis du desperat leder efter et sted at føle dig tryg og føle dig hjemme.

I det store hele, synes jeg, at bogen er ganske velskrevet. Du får hurtigt erfaret, at du bliver taget ind i et hårdt miljø, hvor der foregår mere bag facaden, end du lige tror. En stor del af bikarakterne er lidt flade, der er ikke så meget i dem, og det er dermed svært at blive draget af dem – hvis det da overhovedet er hensigten.

I sidste ende er der mange ting, der måske ikke helt giver mening. Er der virkelig ingen, der holder øje med Lulu og hendes mor? Tænker Morten, Lulus far, ikke over, at det er lidt underligt, at han aldrig hører fra hende? Er Lulu virkelig så naiv, at hun tror, at Missy bare er okay med det hele og lader hende komme over til en omgang frysepizza og cola, som om intet var hændt? Og jeg må da også indrømme, at jeg er lidt nysgerrig efter at vide, hvad pokker Boris' rolle var i det hele, om Lulu kan vide sig sikker på ikke at blive opsøgt en gang i fremtiden, og hvor Sandra endte op, og om hende og Lulu stadig har kontakt.

Alt i alt synes jeg faktisk, at det var en helt fin bog på trods af de mangler, den nu engang havde.

[Victoria Olsen (tid til tanker) · Rating 3 out of 5]

En hård og eftertænksom bog. Absolut ikke for alle - det kræver en læser der ikke er bange for at konfronteres med en side af skyggeside af DK, men spændende. Man vil bare gerne vide hvordan det slutter for karaktererne

[Cecilie Kondrup Michelsen · Rating 3 out of 5]

Jeg fik aldrig rigtig hovedpersonen ind under huden. Måske var det sproget der ikke tiltalte mig eller måske plottet, men det var i hvertfald ikke lige en bog for mig.