”Øh, hej. Det er Funder fra Kirke Knærum. De der slimsnegle, der var på besøg før sommerferien, har inficeret vores grise. Nu går de sygt amok og smadrer alt i byen. Kan I ikke godt komme og redde os, inden grisene tager livet af os alle sammen? Det var vist det.”
Den er helt gal i Kirke Knærum igen. Slimsneglene har gjort Jens Hansens grise til muterede psykopatslimsvin, der er ved at vælte hele byen. Som om det ikke er nok, så vil regeringen bombe grisene og Kirke Knærum med en atombombe. De eneste, der kan stoppe grisene og redde byen, er Trolle, Funder og Flora, heavy metal, en knallertbande, en skolebus og hjemmelavede bazookaer. Fordi mindre kan stadig ikke gøre det i Kirke Knærum.
Slimsvin! er en selvstændig fortsættelse til Slimsnegle fra det ydre rum!
Endnu en gang er vi tilbage i Kirke Knærum, hvor alt ellers virkede så stille og roligt efter angrebet af slimsneglene lidt tidligere på sommeren. Men nogle enkelte snegle overlevede og de har nu inficeret alle grisene på Jens Hansens bondegård.
Den vilde jagt går gennem byen, da grisene er blevet både meget store og virkeligt aggressive og de tromler alt ned på deres vej. Trolle, Funder og Flora må endnu en gang gøre alt for at redde både Kirke Knærum og i sidste ende hele verden. Intet mindre står på spil. Denne gang får de hjælp af Funders storebror og hans knallertbande samt nogle fra skolen.
Bogen er hæsblæsende og sjov, og den kan sagtens læses, selvom man ikke har læst det første bind. Men helt ærligt, hvem vil snyde sig selv for at få hele historien om de tossede børn i en endnu mere tosset by, der bliver invaderet fra rummet?
Stik bogen i hånden på de børn, der ikke gider læse kedelige historier, men bliver fanget af vilde biljagter, høj metalmusik og måske også en smule kærlighed mellem heltene. Det er en vild actionfilm i børnebogsformat og den får ikke for lidt af eksplosioner og opfindsomhed.