What do you think?
Rate this book
Entreprenørstaten
Entreprenørstaten
- Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft – og hvordan vi fikser det
Dansk politik går i tomgang. Og det selv om over 700.000 offentligt ansatte går på arbejde for at udforme og udrulle politikernes ønsker.
I denne bog opføres en (nerve)pirrende fortælling om det danske folkestyre. I centrum står politikere, journalister og embedsmænd fanget i deres eget spin som magtesløse sjæle, der løber hurtigere og hurtigere – men alligevel må erkende, at for meget sander til i pseudopolitik. Spørgsmålet rejser sig: Kan vi i dag overhovedet drive politiske forandringer?
Alt for sjældent løser reformerne nemlig de store problemer i vores samfund såsom klima, tech, ulighed og vækst. Eller bare de nære emner som folkeskole, jobformidling, integration, skatteindkrævning og socialpolitik. Og konsekvensen er klar: Når vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft, så udhuler det vores demokrati.
Gennem nye data, videnskabelige artikler, historisk materiale og 50 interviews med nøgleaktører viser bogen, at mange af de uløste problemer er såkaldte ’vilde problemer’. Det er sammenviklede problemer, som konkurrencestaten har svært ved at tøjle.
En vej ud af dette morads er opbygningen af en entreprenørstat. Det er en stat, som begejstrer ved at udvælge få månelandingsprojekter, som er så store og svære, at vi kun løser dem på tværs af offentlig, privat og civilsamfund. Entreprenørstaten åbner sig altså mod omverdenen og giver sig tid til at lege, udvikle, teste og skalere i et langt sejt træk for at bringe troen på politik tilbage.
- Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft – og hvordan vi fikser det
Dansk politik går i tomgang. Og det selv om over 700.000 offentligt ansatte går på arbejde for at udforme og udrulle politikernes ønsker.
I denne bog opføres en (nerve)pirrende fortælling om det danske folkestyre. I centrum står politikere, journalister og embedsmænd fanget i deres eget spin som magtesløse sjæle, der løber hurtigere og hurtigere – men alligevel må erkende, at for meget sander til i pseudopolitik. Spørgsmålet rejser sig: Kan vi i dag overhovedet drive politiske forandringer?
Alt for sjældent løser reformerne nemlig de store problemer i vores samfund såsom klima, tech, ulighed og vækst. Eller bare de nære emner som folkeskole, jobformidling, integration, skatteindkrævning og socialpolitik. Og konsekvensen er klar: Når vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft, så udhuler det vores demokrati.
Gennem nye data, videnskabelige artikler, historisk materiale og 50 interviews med nøgleaktører viser bogen, at mange af de uløste problemer er såkaldte ’vilde problemer’. Det er sammenviklede problemer, som konkurrencestaten har svært ved at tøjle.
En vej ud af dette morads er opbygningen af en entreprenørstat. Det er en stat, som begejstrer ved at udvælge få månelandingsprojekter, som er så store og svære, at vi kun løser dem på tværs af offentlig, privat og civilsamfund. Entreprenørstaten åbner sig altså mod omverdenen og giver sig tid til at lege, udvikle, teste og skalere i et langt sejt træk for at bringe troen på politik tilbage.
- GenresNonfictionPoliticsDanish
383 pages, Paperback
First published May 18, 2021
23 people are currently reading
146 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 16 of 16 reviews
October 2, 2021
Sigge Winther Nielsens Entreprenørstaten har af en debatbog om det danske politiske system at være fået ganske meget opmærksomhed siden udgivelsen i maj 2021. Og det er godt, for han har nogle væsentlige pointer, og debatten om dem fortjener lang levetid. Bogen som sådan lider dog af nogle skavanker. Jeg kunne godt have været forfatterens forsøg på at bedrive en slags “new journalism” foruden. Og så er der alt for mange gentagelser, som gør bogen unødigt lang.
Læs hele min anmeldelse på K´s bognoter: https://bognoter.dk/2021/10/02/sigge-...
Læs hele min anmeldelse på K´s bognoter: https://bognoter.dk/2021/10/02/sigge-...
September 24, 2024
Sigge Winther Nielsen (SWN) skriver generelt godt og flydende, og han har tydeligvis gjort sig umage med denne bog. Især er hans tour de force gennem en stribe mere eller mindre fejlslagne danske reformtiltag fra de senere årtier ganske tankevækkende. Alligevel er jeg ikke fan – af en række forskellige grunde.
I første omgang er det påfaldende, at hans anbefaling til samfundets bedring – etableringen af en "entreprenørstat" – minder så meget om anbefalinger og fokus i den forskning m.m., der er foregået under banneret "New Public Governance" siden omkring årtusindeskiftet. I det lys er det uheldigt, at SWN ikke positionerer sig mere eksplicit i forhold til denne litteratur. I hvor høj grad er der tale om noget nyt? Måske er grunden, at det er begrænset, hvor meget nyt denne bog bringer til festen...?
Det er også forstyrrende for mig, at han ikke adresserer tvetydigheden i den danske term "entreprenør". Han bruger tilsyneladende begrebet i sin 'undersatte' version (hvor det betyder iværksætter) og ikke i den mere korrekte danske betydning som en (person i spidsen for en) bygge- og anlægsvirksomhed. Er det bare et udtryk for sproglig tankeløshed – eller er det fordi, han trods alt synes, at "iværksætterstaten" klinger lidt for kækt?
Bogen er en del af en markant tendens i den danske samfundsfaglige debatlitteratur (se fx også Theresa Scavenius’ Klimastaten): tyrkertroen på, at samfundets forandring og forbedring kan gå via indstiftelsen af en ny statsform. Det er en tænkemåde, som via sin forestilling om staten som samfundets styrende centrum og omdrejningspunkt reproducerer et sociologisk set forældet samfundsperspektiv. Det moderne funktionelt differentierede og hyperkomplekse samfund har for længst bevæget sig forbi det punkt, hvor denne synsmåde gav nogen mening. SWN overbeviser mig ikke om, at hans trylleformel kan genskabe svundne tiders politiske styrbarhed.
Dette afsløres fx ved, at han bruger meget tid på at fremhæve reformeringen af kræftbehandling i Danmark som en slags blueprint for, hvordan Danmark bringes ind i en ny og politisk set smuk tidsalder. Han synes i ramme alvor at mene, at hvis bare vi gør meget mere af den slags, vil vi kunne få greb om alle de andre tunge problemer, som politikken i dag er mere eller mindre magtesløs overfor. Påstanden virker ikke overbevisende. Der var bestemt problemer med kræftbehandlingen i Danmark, da kræftpakkerne blev lanceret, men de resultater, der ubestrideligt efterfølgende er opnået, handler for mig at se først og fremmest om, at der er mobiliseret enormt mange ressourcer med dette særlige fokus. Både direkte i form af øgede bevillinger, men i særdeleshed også indirekte, ved at systemets kræfter håndfast blev tvunget i denne retning (og væk fra andre hjørner af hospitalsvæsenet). For et overordnet perspektiv er det naturligvis ikke en brugbar opskrift at løse alle problemer ved at kaste med ressourcer.
SWN har tydeligvis tilstræbt at skrive politisk neutralt og balanceret, men den tilgang resulterer som regel i nogle impotente, lidt kedelige analyser. Her stikker neutraliteten dog ikke så dybt, for i praksis er forfatteren, forekommer det mig, især benovet over denne verdens New Public Management-teknokrater. Det afspejler sig i nogle mikrofonholdende interview med tidligere topbureaukrater – bl.a. Christian Nissen, Hjalte Aagaard og Martin Præstegaard. Eksempelvis lader han Martin Præstegaard sige "jeg kan sige så meget, at vi altid har fulgt den faglige konsensus inden for økonomi" om sin tid i Finansministeriet, uden overhovedet at problematisere dette udsagn eller blot diskutere, hvad det egentlig vil sige. Det ligger i luften, at vi skal tænke "jamen, så er der jo ikke noget at komme efter…". I virkeligheden forholder det sig lige omvendt: det er der i høj grad! Netop den vækstfikserede neoklassiske konsensus i det fagøkonomiske broderskab er dybt problematisk i lyset af fx den klimakrise, som SWN henviser til igen og igen. Det er brug for kritisk diskussion af folk som neoklassikeren William Nordhaus, som i sin Nobel-takketale i 2018 erklærede, at det vil være "optimalt" med en global temperaturstigning på +4 grader C i 2150 – et menneskefjendsk, nærmest idiotisk udsagn).
SWN beroliger os samtidig med, at NPM-konkurrencestaten skam lever videre: Selskabsskatten nedsættes, så vi fortsat kan ruste os i den internationale konkurrence, folkeskolen tilpasses og effektiviseringer udrulles. Han siger, at der her ligger et værdifuldt økonomisk moderniseringsspor. Jeg ved ikke, om man skal grine eller græde. Helt komisk bliver det, når han begejstret slår til lyd for, at implementeringen af entreprenørstatens reformer sikkert vil blive langt bedre, hvis vi kopierer Singapores model med (tårn)højtlønnede viceministre. Hvis bare vi betaler nogle benhårde teknokrater en latterligt høj løn, vil deres magiske dygtighed tilsyneladende bulldoze forhindringerne til side. Svært at tage alvorligt. Forslaget hænger også meget dårligt sammen med fx den kritik af (ligeledes overbetalte) managementkonsulenters mangel på sans for kultur og kontekst, som han giver spalteplads til andre steder i bogen.
Et sidste irritationsmoment er de popsmarte fraser, som han ynder at staffere sit sprog med. Eksempelvis "fritskraber" han entreprenørstatens dna, og igen og igen henviser han til "dødedansen" mellem politikere, embedsmænd og journalister. På mig virker den slags trættende.
Som sagt, ikke fan.
I første omgang er det påfaldende, at hans anbefaling til samfundets bedring – etableringen af en "entreprenørstat" – minder så meget om anbefalinger og fokus i den forskning m.m., der er foregået under banneret "New Public Governance" siden omkring årtusindeskiftet. I det lys er det uheldigt, at SWN ikke positionerer sig mere eksplicit i forhold til denne litteratur. I hvor høj grad er der tale om noget nyt? Måske er grunden, at det er begrænset, hvor meget nyt denne bog bringer til festen...?
Det er også forstyrrende for mig, at han ikke adresserer tvetydigheden i den danske term "entreprenør". Han bruger tilsyneladende begrebet i sin 'undersatte' version (hvor det betyder iværksætter) og ikke i den mere korrekte danske betydning som en (person i spidsen for en) bygge- og anlægsvirksomhed. Er det bare et udtryk for sproglig tankeløshed – eller er det fordi, han trods alt synes, at "iværksætterstaten" klinger lidt for kækt?
Bogen er en del af en markant tendens i den danske samfundsfaglige debatlitteratur (se fx også Theresa Scavenius’ Klimastaten): tyrkertroen på, at samfundets forandring og forbedring kan gå via indstiftelsen af en ny statsform. Det er en tænkemåde, som via sin forestilling om staten som samfundets styrende centrum og omdrejningspunkt reproducerer et sociologisk set forældet samfundsperspektiv. Det moderne funktionelt differentierede og hyperkomplekse samfund har for længst bevæget sig forbi det punkt, hvor denne synsmåde gav nogen mening. SWN overbeviser mig ikke om, at hans trylleformel kan genskabe svundne tiders politiske styrbarhed.
Dette afsløres fx ved, at han bruger meget tid på at fremhæve reformeringen af kræftbehandling i Danmark som en slags blueprint for, hvordan Danmark bringes ind i en ny og politisk set smuk tidsalder. Han synes i ramme alvor at mene, at hvis bare vi gør meget mere af den slags, vil vi kunne få greb om alle de andre tunge problemer, som politikken i dag er mere eller mindre magtesløs overfor. Påstanden virker ikke overbevisende. Der var bestemt problemer med kræftbehandlingen i Danmark, da kræftpakkerne blev lanceret, men de resultater, der ubestrideligt efterfølgende er opnået, handler for mig at se først og fremmest om, at der er mobiliseret enormt mange ressourcer med dette særlige fokus. Både direkte i form af øgede bevillinger, men i særdeleshed også indirekte, ved at systemets kræfter håndfast blev tvunget i denne retning (og væk fra andre hjørner af hospitalsvæsenet). For et overordnet perspektiv er det naturligvis ikke en brugbar opskrift at løse alle problemer ved at kaste med ressourcer.
SWN har tydeligvis tilstræbt at skrive politisk neutralt og balanceret, men den tilgang resulterer som regel i nogle impotente, lidt kedelige analyser. Her stikker neutraliteten dog ikke så dybt, for i praksis er forfatteren, forekommer det mig, især benovet over denne verdens New Public Management-teknokrater. Det afspejler sig i nogle mikrofonholdende interview med tidligere topbureaukrater – bl.a. Christian Nissen, Hjalte Aagaard og Martin Præstegaard. Eksempelvis lader han Martin Præstegaard sige "jeg kan sige så meget, at vi altid har fulgt den faglige konsensus inden for økonomi" om sin tid i Finansministeriet, uden overhovedet at problematisere dette udsagn eller blot diskutere, hvad det egentlig vil sige. Det ligger i luften, at vi skal tænke "jamen, så er der jo ikke noget at komme efter…". I virkeligheden forholder det sig lige omvendt: det er der i høj grad! Netop den vækstfikserede neoklassiske konsensus i det fagøkonomiske broderskab er dybt problematisk i lyset af fx den klimakrise, som SWN henviser til igen og igen. Det er brug for kritisk diskussion af folk som neoklassikeren William Nordhaus, som i sin Nobel-takketale i 2018 erklærede, at det vil være "optimalt" med en global temperaturstigning på +4 grader C i 2150 – et menneskefjendsk, nærmest idiotisk udsagn).
SWN beroliger os samtidig med, at NPM-konkurrencestaten skam lever videre: Selskabsskatten nedsættes, så vi fortsat kan ruste os i den internationale konkurrence, folkeskolen tilpasses og effektiviseringer udrulles. Han siger, at der her ligger et værdifuldt økonomisk moderniseringsspor. Jeg ved ikke, om man skal grine eller græde. Helt komisk bliver det, når han begejstret slår til lyd for, at implementeringen af entreprenørstatens reformer sikkert vil blive langt bedre, hvis vi kopierer Singapores model med (tårn)højtlønnede viceministre. Hvis bare vi betaler nogle benhårde teknokrater en latterligt høj løn, vil deres magiske dygtighed tilsyneladende bulldoze forhindringerne til side. Svært at tage alvorligt. Forslaget hænger også meget dårligt sammen med fx den kritik af (ligeledes overbetalte) managementkonsulenters mangel på sans for kultur og kontekst, som han giver spalteplads til andre steder i bogen.
Et sidste irritationsmoment er de popsmarte fraser, som han ynder at staffere sit sprog med. Eksempelvis "fritskraber" han entreprenørstatens dna, og igen og igen henviser han til "dødedansen" mellem politikere, embedsmænd og journalister. På mig virker den slags trættende.
Som sagt, ikke fan.
October 22, 2021
Sigge Winther leverer en skarp diagnose, der rammer plet ift. de problemer, som staten og det politiske system står overfor i dag, og som uden handling blot vil tage til i styrke med tiden.
Inden jeg læste bogen, fik jeg indtrykket fra venner, at løsningsdelen i bogen var en tynd kop te. Det er jeg dog ikke helt enig i. Godt nok er nogle af anbefalingerne/pointerne ikke beskrevet særlig detaljeret, hvor det også til tider bliver lidt poppet og letkøbt. Men ser man bort fra dem, synes jeg, at der er en del forslag, der i deres essens er ret interessante. Især fire af dem:
- Oprettelsen af en Nudge-unit i staten, der skal tænke adfærdsdesign og brugeroplevelser langt mere ind i reformarbejdet og policy generelt. Dette kunne med fordel kombineres med Winthers forslag om, at embedsværket skal tænke den fortolkende problemløsningsteknik ind i måden at arbejde på.
- Oprettelsen af en uafhængig instans i staten, der skal trykteste reformforslag og vurdere risiciene, inden de implementeres.
- At man udruller reformer gradvist, hvor man først har testet virkningen i et geografisk afgrænset område eller på nogle bestemte aktører, inden man går all-in.
- At man indfører eksperiment-klausuler i lovgivningen, hvor en bevilling automatisk bortfalder og ryger tilbage til forhandlingsbordet i tilfælde af, at en evaluering har påvist, at de politiske ønsker i aftaleteksten ikke er realiserede.
Inden jeg læste bogen, fik jeg indtrykket fra venner, at løsningsdelen i bogen var en tynd kop te. Det er jeg dog ikke helt enig i. Godt nok er nogle af anbefalingerne/pointerne ikke beskrevet særlig detaljeret, hvor det også til tider bliver lidt poppet og letkøbt. Men ser man bort fra dem, synes jeg, at der er en del forslag, der i deres essens er ret interessante. Især fire af dem:
- Oprettelsen af en Nudge-unit i staten, der skal tænke adfærdsdesign og brugeroplevelser langt mere ind i reformarbejdet og policy generelt. Dette kunne med fordel kombineres med Winthers forslag om, at embedsværket skal tænke den fortolkende problemløsningsteknik ind i måden at arbejde på.
- Oprettelsen af en uafhængig instans i staten, der skal trykteste reformforslag og vurdere risiciene, inden de implementeres.
- At man udruller reformer gradvist, hvor man først har testet virkningen i et geografisk afgrænset område eller på nogle bestemte aktører, inden man går all-in.
- At man indfører eksperiment-klausuler i lovgivningen, hvor en bevilling automatisk bortfalder og ryger tilbage til forhandlingsbordet i tilfælde af, at en evaluering har påvist, at de politiske ønsker i aftaleteksten ikke er realiserede.
April 1, 2022
This book is one of the best I have read. It relays its hypothesis and then arguing points in a compelling way and in the end has suggestions for possible solutions .
June 26, 2021
Lettere desillusioneret bog om vores folkestyre og incitamenterne til at føre pseudopolitik. Særligt gennemgangen af de seneste 20 års politiske reformer, og de 30 konkrete ideer til at afhjælpe problemerne er spændende. Desværre synes jeg at forfatteren får for lidt udbytte af sine interview med politikere, journalister og embedsfolk, og fremstillingen er pakket ind i journalistiske klicheer mht. form og sprog.
October 24, 2025
Bogen er en smule dyster læsning, da jeg som statskundskabsstuderende afslutter min kandidatuddannelse til vinter, og jeg i lang tid har været draget af at arbejde i eller omkring politik i København. En af de vigtigste pointer fra bogen er nemlig ifølge Nielsen, at vores demokratiske institutioner ikke er tidssvarende for nutidens problemer:
"(…) jeg mener, at det billede, som jeg præsenterer i denne bog, understøtter, at det danske demokrati er presset i dets evne til at løse kollektive problemer. At der er en bevægelse væk fra idealforestillingen om vores folkestyre."
Fordi incitamentsstrukturen i vores folkestyre er indrettet til at vise handlekraft og politisk vilje, men ikke til at løse kollektive handlingsproblemer, er Nielsens analyse, at politikerne, embedsværket og journaliststanden tilsammen har et enormt fokus på at lave aftaler om ny politik, og at de bekymrer sig mindre om at implementere store og vigtige reformer, som er blevet sværere at implementere, fordi vi står overfor flere vilde problemer i dag end tidligere. Derudover mener Nielsen, at vores evne til at lave effekt- og meningsfulde reformer presses af, at vi har 1) en forøget tidsoptimisme: vi har altså en urealistisk forventning om, hvor hurtig vi kan udvikle ny politik, hvilket fx leder til mindre inddragelse af vigtige og relevante aktører, 2) transnationalisme: omverdenen spiller en stadig større rolle i løsningen af væsentlige problemer i Danmark som COVID, klima og immigration og 3) træghed: vi har utroligt meget lovgivning, der er lavet i forligskredse, der gør det svært at lave ny politik, fordi man hele tiden skal forholde sig til den eksisterende og omfattende lovgiving.
Derfor mener Nielsen, at vi har set virkelig mange reformer, der har ikke har haft den ønskede effekt i nyere tid - her er folkeskolereformen et stjerneeksempel. Nielsen forklarer denne pointe ved:
"Få journalister, politikere og embedsmænd bærer skraldet ud (...). I stedet hersker en pseudo-virkelighed, hvor skraldet gemmes væk ved demokratiets bagdør til stor frustration for ansatte og borgere, der skal døje med stanken."
Nielsen interviewer centrale aktører fra politik, embedsværket og journaliststanden for at analysere sin problemstilling, og det er påfaldende, at alle hans interviewpersoner bakker hans påstande op, selvom de sidder i meget magtfulde positioner. Hvis de mennesker, der sidder med magten til at ændre slagets gang, er enige om, at systemet ikke fungerer, hvordan skal vi så løse de udfordringer, vi står overfor?
Nielsens eget forslag til at løse problemerne er entreprenørstaten - deraf bogens titel. Han definerer entreprenørstaten som: "en stat, der udvælger få store månelandingsprojekter med en vision, som omsættes til resultater gennem viden og vedholdenhed." Pointen er, at vi skal skrue ned for vores ambitioner om at redde hele verdenen på én gang og i stedet løse store udfordringer en af gangen, hvor vi bruger mere tid på at løse problemerne, så vi kan inddrage viden fra relevante aktører. Samtidig skal vi stadig forholde os til mindre problemer, da Nielsen ikke mener, at vi skal afvikle velfærds- og konkurrencestaten - vi skal bygge oven på disse.
"(…) jeg mener, at det billede, som jeg præsenterer i denne bog, understøtter, at det danske demokrati er presset i dets evne til at løse kollektive problemer. At der er en bevægelse væk fra idealforestillingen om vores folkestyre."
Fordi incitamentsstrukturen i vores folkestyre er indrettet til at vise handlekraft og politisk vilje, men ikke til at løse kollektive handlingsproblemer, er Nielsens analyse, at politikerne, embedsværket og journaliststanden tilsammen har et enormt fokus på at lave aftaler om ny politik, og at de bekymrer sig mindre om at implementere store og vigtige reformer, som er blevet sværere at implementere, fordi vi står overfor flere vilde problemer i dag end tidligere. Derudover mener Nielsen, at vores evne til at lave effekt- og meningsfulde reformer presses af, at vi har 1) en forøget tidsoptimisme: vi har altså en urealistisk forventning om, hvor hurtig vi kan udvikle ny politik, hvilket fx leder til mindre inddragelse af vigtige og relevante aktører, 2) transnationalisme: omverdenen spiller en stadig større rolle i løsningen af væsentlige problemer i Danmark som COVID, klima og immigration og 3) træghed: vi har utroligt meget lovgivning, der er lavet i forligskredse, der gør det svært at lave ny politik, fordi man hele tiden skal forholde sig til den eksisterende og omfattende lovgiving.
Derfor mener Nielsen, at vi har set virkelig mange reformer, der har ikke har haft den ønskede effekt i nyere tid - her er folkeskolereformen et stjerneeksempel. Nielsen forklarer denne pointe ved:
"Få journalister, politikere og embedsmænd bærer skraldet ud (...). I stedet hersker en pseudo-virkelighed, hvor skraldet gemmes væk ved demokratiets bagdør til stor frustration for ansatte og borgere, der skal døje med stanken."
Nielsen interviewer centrale aktører fra politik, embedsværket og journaliststanden for at analysere sin problemstilling, og det er påfaldende, at alle hans interviewpersoner bakker hans påstande op, selvom de sidder i meget magtfulde positioner. Hvis de mennesker, der sidder med magten til at ændre slagets gang, er enige om, at systemet ikke fungerer, hvordan skal vi så løse de udfordringer, vi står overfor?
Nielsens eget forslag til at løse problemerne er entreprenørstaten - deraf bogens titel. Han definerer entreprenørstaten som: "en stat, der udvælger få store månelandingsprojekter med en vision, som omsættes til resultater gennem viden og vedholdenhed." Pointen er, at vi skal skrue ned for vores ambitioner om at redde hele verdenen på én gang og i stedet løse store udfordringer en af gangen, hvor vi bruger mere tid på at løse problemerne, så vi kan inddrage viden fra relevante aktører. Samtidig skal vi stadig forholde os til mindre problemer, da Nielsen ikke mener, at vi skal afvikle velfærds- og konkurrencestaten - vi skal bygge oven på disse.
August 1, 2021
Jeg er ikke nær så begejstet for 'Entreprenørstaten', som anmelderne vist generelt har været.
Jeg køber et stykke hen af af vejen bogens overordnede diagnose om, at det er blevet sværere for politikerne at udforme og implementere konkret, virkningsfuld politik, men synes ikke forfstteren kommer dybt nok mht årsagerne til dette. Og så er jeg ikke solgt på hans svar på dette problem: Hans forestilling om Entreprenørstaten lyder i mine ører meget som noget, der er udtænkt af og for politologer, ikke som en realistisk og gennemførbar måde at indrette staten og den offentlige forvaltning på. Og så er der en hel del både eksegetiske og faktuelle småfejl undervejs (Habermas mener ikke, at den instrumentelle fornuft har vundet; Christopher Hood har aldrig været professor i Cambridge), som irriterer en nørd som mig. Endelig er der noget med sproget som knirker: Idiosynkratiske formuleringer, lidt for mange punktummer og den slags.
Positivt: Der er gode anekdoter fra centraladministrationen; man får mange gode tips til videre læsning, og de overordnede problemer der diskuteres er både relevante og væsentlige.
Jeg køber et stykke hen af af vejen bogens overordnede diagnose om, at det er blevet sværere for politikerne at udforme og implementere konkret, virkningsfuld politik, men synes ikke forfstteren kommer dybt nok mht årsagerne til dette. Og så er jeg ikke solgt på hans svar på dette problem: Hans forestilling om Entreprenørstaten lyder i mine ører meget som noget, der er udtænkt af og for politologer, ikke som en realistisk og gennemførbar måde at indrette staten og den offentlige forvaltning på. Og så er der en hel del både eksegetiske og faktuelle småfejl undervejs (Habermas mener ikke, at den instrumentelle fornuft har vundet; Christopher Hood har aldrig været professor i Cambridge), som irriterer en nørd som mig. Endelig er der noget med sproget som knirker: Idiosynkratiske formuleringer, lidt for mange punktummer og den slags.
Positivt: Der er gode anekdoter fra centraladministrationen; man får mange gode tips til videre læsning, og de overordnede problemer der diskuteres er både relevante og væsentlige.
September 5, 2021
Jeg var noget kritisk inden jeg gik igang. Endnu en bog, der overfladisk ville beskrive udfordringerne for derefter at præsentere de åbenlyse nødvendige løsninger, som enhver måtte kunne tilslutte sig.
Jeg blev omvendt.
Sigge peger med analysen meget elegant og med forskningsmæssigt belæg (og referencer) på centrale problemer i vores demokrati. Hans model (et hus med fordør og bagdør) er troværdig og binder udfordringerne godt sammen. Den i mine øjne svageste del af bogen er syntesen til entreprenørstat. De ti bud med 30 tiltag er som sådan ikke dårlige, men de kræver fundamentale skift i virkemåde og kultur for politikere, embedsværk og presse - og blandt vælgerne.
Jeg blev omvendt.
Sigge peger med analysen meget elegant og med forskningsmæssigt belæg (og referencer) på centrale problemer i vores demokrati. Hans model (et hus med fordør og bagdør) er troværdig og binder udfordringerne godt sammen. Den i mine øjne svageste del af bogen er syntesen til entreprenørstat. De ti bud med 30 tiltag er som sådan ikke dårlige, men de kræver fundamentale skift i virkemåde og kultur for politikere, embedsværk og presse - og blandt vælgerne.
October 16, 2023
Burde være tvangslæsning for alle politikere og beslutningstagere i landet. Opret politikerakademiet, lav seminarer i Folketinget, i regioner og kommuner. Læs, diskuter, find fejl og mangler, virkelighedstjek, beslutning, test, implementer! Det er en bog som har håb for fremtiden, gid håbet ikke bliver gjort til skamme.
March 17, 2023
Et spændende og vigtigt emne kombineret med et grundigt researcharbejde ender desværre i en bog der drukner i gentagelser og nærmest messende repetition af de samme 4-5 begreber. Logikken er flere steder grænsende til det tvivlsomme.
May 31, 2021
En god bog, der sætter tankerne i gang. Især de forskellige interviews med politikkere, embedsfolk og mediebranchen var interessante. Mange gentagelser dog.
March 13, 2023
I read this book in a PDF version provided to me by Gads Forlag.
September 16, 2023
Relevant, tankevækkende og slidstærk bog. Måske lige lovlig pæn, når nu den handler om vilde udfordringer!
September 21, 2024
Yderst interessant og godt fortalt, så menigmand m/k kan følge med.
March 18, 2024
Enig med Sigge ift. at der skal være mere fokus på bagdør/implementering, men måske den bliver lidt poppet
January 13, 2025
Interessant bog. Har anbefalet den til ret mange venner efterhånden.
Displaying 1 - 16 of 16 reviews