Drømme betyder ingenting

by Ane Barmen

"Louise skal tilbringe sommeren i sin barndomsby medet uønsket feriejob på plejehjemmet, med venner, som hun ikke længere har noget til fælles med, og med et hul i brystet. Tormod døde for over et år siden, og alle de fødselsdagskort, han tegnede til hende, hænger stadig på væggen i hendes gamle værelse."

“Drømme betyder ingenting” er en fortælling om sorg, glemsel og drømme, om hvordan det er at indåndelortelugt, danse swing på parkeringspladsen, om den første gang, søsterskab og hvem, der kan skaffe øl.

Ane Barmen har skrevet en nærværende og rørende debutroman, der med sin lavmælte humor og sorgmuntre stemning på rammende vis indfanger overgangen fra ungdom til voksenliv. Bogen har fået Brageprisen i Norge og er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2020.

Genres: Young Adult, Fiction, Contemporary

207 pages, Hardcover

First published January 1, 2020

About the author

Ane Barmen (f. 1984) er utdanna skodespelar og musikkvitar og har gått på Gyldendals skriveskule. Ho jobbar som skodespelar og skribent.

Draumar betyr ingenting (2019) er debutromanen hennar, og for den fikk ho Brageprisen i kategorien Barne- og ungdomslitteratur.

Reviews

[Elin Viktoria]

Nydelig og herlig og trist og virkelighetsnær ungdomsbok.

[Anja]

Fint å lese ei bok på nynorsk etter gamalt. Eg skulle verkeleg ynskje eg las denne då eg var 16 år, ikkje fordi livet mitt og hovudkarakteren sitt er så likt, men fordi den gjer deg nokre gode livstips om ein er ung og usikker. Denne boka gjorde seg fortent til Brageprisen, og eg klarte såvidt å legge den ned når eg fyrst byrja.

[Monika Steinholm]

Veldig fin, trist og i mangel av et bedre ord: "hverdagslig". Et nydelig lite blikk inn i dagene til hovedpersonen, familien og vennene hennes.

[Neda Alaei]

I blant så tar man fatt i bøker man bare er helt, helt sikker på at kommer til å røre. Jeg hadde store forventninger til denne ungdomsromanen som er Barmens debut, og greide nesten ikke å la vær å sluke den umiddelbart.

Et nydelig språk, og en underliggende nerve som vekker en vanvittig nysgjerrighet på hva som egentlig har skjedd, på hva hovedpersonen egentlig tenker på. Boken handler for meg om det som kunne ha vært. Og det er ikke noe som er mer sårt og mer vanskelig enn nettopp det.

[Margrete Cardona]

En engasjerende og rørende bok, som jeg hadde elsket å få lese da jeg var tenåring. Selv om det tok litt tid for meg å komme inn i den. Men siste del var suveren. Den er veldig godt skrevet, og Barmen er sjeldent god på dialoger. Anbefales!

[Marie the Librarian]

For en fin og rørende bok! Ane skriver så godt! Noen av beskrivelsene traff meg midt i hjerterota.

[Brita]

"Dreams Don't Mean Nothing" is a story of a 17-year old Louise, who is forced to return from the city to her small hometown after her grandmother's passing. After some time, the memories of her past come back to haunt her. She wants to party and have relationships with boys but she is still troubled about her past relationship with a boy called Tormod, who has passed away. Louise goes to work in a retirement home to earn some money, but finds herself quite comforted by this new environment with demented residents.
This book is mainly about handling death and coming out of grief. Also, it's about the little things in life that make up quite significant issues in relationships with the family and others. Reading about the retirement home also brought back some memories (and smells) that I remember from 10 years ago when I used to volunteer - the older people have just so many experiences and memories that it's very sad to see them forget everything and everyone bit by bit.
It was a sad book, but also not very natural and illogically forced in a way - but I guess that's the part which makes the book sad for the reader.

[Juuli]

Raamat oli korraga ilus ja valus. Soovitan lugeda.
Pikemalt kirjutasin blogis.

[Helin Puksand]

Mida oma eluga teha, kui armastatud inimene saab ootamatult surma? Parima lahendusena tundub kodust ärakolimine, kus keegi su tausta ei tea. Ometi ei kao lein ju kuhugi - armastatu ilmub ikka ja jälle unenägudesse ning tema numbrile helistades on ootus, et äkki ... Just nii tunneb 17-aastane Louise pärast Tormodi surma. Ometi on ta sunnitud koju tagasi tulema, sest lahkub ka tema vanaema. Kuna käes on suvevaheaeg, siis tundub mõistlik ka tööle minna ja kohalik vanadekodu vajab abikäsi.
Leinast ülesaamine pole sugugi lihtne, kuid eks aitab aeg ja tegutsemine. Raamat räägibki tõepäraselt, kuidad üks 17-aastane püüab endaga toime tulla, kuigi aeg-ajalt tulevad paanikahood ja töötamine vanadekodus pole just mee lakkumine. Siiski tundub, et see keeruline suvi aitab Louise'il eluga edasi minna.
Raamatu sihtgrupp on eelkõige noored, aga eks sobib ka täiskasvanutele. Kuigi raamatus on ka tavapärased noorteteemad, on huvitava vahepalana sisse toodud vananemine ja sellega seotud probleemid, mida ma varem noorteraamatus pole kohanud.

[Marlenesabine]

Skrivestilen var helt unik. Nynorsken helt på sin plass.
Det var som at jeg gjennom hele boken ventet på en handling som aldri kom? Man skulle gjerne tenkt at det gjorde en utilfreds, men nei. Boken omhandlet mye tristhet, men jeg tok meg også i å trekke på smilebåndet flere plasser av forfatterens vittige beskrivelser og kommentarer. For et mesterverk av en ungdomsroman!

[Mathilde Paulsen]

Fantastisk bok! Veldig sår og trist men fremdeles håpefull. Ble helt oppslukt av historien og gråt et par ganger, akkurat slik jeg vil ha det. Skulle faktisk ønske boken hadde vært enda litt lengre, men syns samtidig slutten var perfekt. Anbefales på det sterkeste!

[M]

Teravate prillidega pilguheit ühe väga sedaduses noore maailma.
Mõnusalt kerge lugemine olles samal ajal mulle meeldivalt tänavagängilikus keeles.

Kui üldiselt on lugudel algus ja lõpp, siis antud teoses on piirid ähmasemad. Justkui oleks kaamera ühel hetkel otsustanud, et vot nüüd pööran kaamera Louise poole ja vaatan mis ta teeb... ja ühel hetkel ka see lõppeb.
Eneseotsingute kõrval on raamatu oluliseks teemaks lein ja see on ka loo alguse tõukeks, nimelt hukkub Louise vanaema ja ta naaseb linna, mille ta oli maha jätnud. Linna, kus on tema ema ja õde ja kunagised sõbrad ja valusad mälestused. Ägeda vimkana hakkab ta tööle vanadekodus, kus sõbruneb ühe seniilse prouaga, aga olulist rolli see osa loos ei mängi, see on lihtsalt üks killuke Louise elust.

Vahest on kõige parem just seal, kust on põgenetud?

[Helena]

sånn generelt grei, men eg synest uansett at forfattaren har vore god til å formidle tankerekkjene til hovudpersonen som nok mange kan kjenne seg igjen i

[Tora Hatlestad]

Denne var god om sorg og bygd og ungdomstid.

[Victoria Eide]

Denne boka var fin og koselig. Ane barmen må være en av de bedre norske innleserene jeg har hørt

[Ingvild]

For en nydelig bok, det er egentlig alt jeg har å si!

[Marte (Leseverden)]

«Draumar betyr ingenting» handler om 17-årige Louise som har flytta vekk fra hjembyen sin på flukt fra sorgen etter tapet av bestevennen Tormod som døde året før.

I boken får vi være med Louise tilbake til hjembygda, et år etter Tormod sin død. Hun tar seg sommerjobb på sykehjemmet, møter igjen gamle venner og debuterer seksuelt. Sommeren byr på en følelsesmessig berg og dalbane, der de triste følelsene kanskje tar mest plass.

Dette er i utgangspunktet en ungdomsbok, men jeg vil kanskje anbefale den for unge voksne? Her er det referanser til FEM-bøkene, dissing av HOME-bokstaver i vinduskarmen og Åndenes makt. Den føltes derfor ikke for barnslig. Anbefales!

[Camilla]

Fin og ærleg, morosam, litt trist og ekte - alt på ein gong! Måtte le litt av dei raske replikkane og grine litt av dei såre augneblinkane. Og på nynorsk attpåtil ❤️ Illustasjonen på framsida er berre heilt nydeleg! Fortener utstillingsplass i bokhylla berre av den grunn 🤩 Anbefalast!

[Kine Albrigtsen]

Om alt som har vært og alt som aldri skjedde.

Karen er et slags bittersøtt bilde på hele livet og døden.

[Julie Mørup]

Fin bog om sorg - og hvem man selv er og bliver, når alt ændres og ingenting er, hvad man ønskede.

[Emma Bråtun-Søvig]

så fin!

[Camilla Brandt]

Fin ungdomsbok (hovedpersonen går på vgs) om sorg, vennskap forelskelse. HP mister sin nærmeste venn/kjæreste i en ulykke, og det er vanskelig å komme videre med livet.

[Nina Borge]

OMG💔💔

[Helin-Mari Arder]

Louise tuleb pärast pooleaastast eemalviibimist koju, vanaema matustele. Ta on gümnaasiumis leidnud uusi sõpru, ent on asju, millest on raske lahti lasta ning mis ei saa meelest minna - eriti kui ta kodukülla tagasi jõuab. Louise esimene armastus ning lähedane lapsepõlvesõber Tormod sai liiklusõnnetuses surma ning temaga seotud asjad ja unenäod teevad tüdrukule ikka haiget. Louise õde Isabelle on temast väga erinev ning nende vahel pole sõbralikult õelikke suhteid. Kuid Isabelle leiab Louise'ile siiski suveks töö hooldekodus ning see muudab üht-teist tüdruku elus.

Raamat annab minu arvates väga tabavalt edasi noore inimese elu teatud rabedust ja hüplikkust. Ehk ka üksildust, mis jääb, kui keegi oluline inimene on lahkunud. Tunnet, et sind ei mõisteta või ei tahetagi kuulata. Vastukaaluks on töö, mida tehes Louise püüab ise mõista neid, kes oma eluga enam iseseisvalt toime ei tule.

"Sel ajal kui ma Kareni vanemaid vaatan, taipan, et me kõik oleme tegelikult oma esivanemate tükkidest kokku pandud, nina siit, laup sealt. Me oleme nagu kasutatud autod, mis on kokku klopsitud iidvanadest osadest, millest juba enne meid on kokku pandud tuhat miljon teist inimest. Me ei ole kübekestki erilised.
Enne mind on olnud musttuhat inimest, kellel olid needsamad õlad, need sõrmed, see viltune silmahammas. Hingan sügavalt sisse ja õhk jõuab otse alla kõhtu, täidab seal kõik tühjad kohad, iga nurgataguse. Ja sellepärast ilmub ehk kunagi ka keegi Tormodi-sugune. Sest tema osakesi leidub juba kindlasti igal pool, elavaid, võib-olla tedretähnilisi. Võimalik, et ma ei kohta kunagi ühtegi selliste osadega inimest, aga ta ei ole täiesti kadunud. Võib-olla ei kao keegi meist päris lõplikult."

[Bogormenanja]

Anmeldelse af Drømme betyder ingenting af Ane Barmen *Anmeldereksemplar*

Louise skal tilbringe sommeren i sin barndomsby med et uønsket feriejob på plejehjemmet, med venner, som hun ikke længere har noget til fælles med, og med et hul i brystet. Tormod døde for over et år siden, og alle de fødselsdagskort, han tegnede til hende, hænger stadig på væggen i hendes gamle værelse

Den her bog mindede mig ikke om noget andet, jeg har læst. Den var meget nytænkende i sin stil og sit sprog, samt sin kapitelopsætning. Jeg var vild med sproget. Der er noget fint over sproget, og forfatteren har virkelig sin helt egen stemme.

Handlingen sidder man lidt og venter på… det er som om historien aldrig rigtig går i gang, og det lyder umiddelbart som kritik. Men det er det faktisk ikke. Fordi historien handler om sorg, om drømme og glemsel, og historien handler om udviklingen af hovedpersonen. Om hvad man gør, når alt er lort lort lort og om første gang, hvorfor venner og familie ikke forstår en. Hvordan folk kan blive ved med at rykke fremad, når man selv står stille.

Det er en rigtig fin fortælling om sorg. Louise var rimelig belastende i starten, men jeg endte med at holde virkelig meget af hende. Man skal lige lære hende at kende, men man ender med at forstå hende og føle med hende.

Jeg startede med at læse bogen og endte så med at lytte sidste halvdel, som lydbog, og begge dele fungerede rigtig fint.

En meget nutidig fortælling om, hvordan sorg kan føles, hvor hårdt det kan være, når verdenen stadig roterer, men du ikke længere kan følge med 🤓

[Eveli Nõgu]

Raamat räägib minavormis 17-aastase Louise toimetulekust leinaga. Tema lapsepõlvesõber ja armsam sai aasta varem õnnetult surma ja Louisel on senimaani raskusi oma eluga edasi minemisel. Ta vahetab kooli ja elukohta, kuid oma tunnete eest ei põgene. Ta on osav neid varjama, lähedased ei taju kui raske tal on. See pani mind mõtlema kui tähelepanelik peab olema teismelise lapsevanem, sest ega nad tõesti ei tule oma hingevalu sulle kurtma. Kuidas aru saada, et lapsel on suur sisemine heitlus kui pealtnäha on kõik ok ja ta käitub sama tüütult kui "tavaline teismeline"?

Louise satub suvevaheajal tööle hooldekodusse ja kui esialgu on vanurite eest hoolitsemine tema jaoks tülgastav, siis peagi leiab ta ühise keele ühe oma hooldatavaga. Karen on dementne ja temaga on omajagu tegu, kuid tema lugu poeb Louisele hinge. On tugev noore ja vana kontrast, see aitab Louisel sõbra surmaga kokku varisenud maailma taas üles ehitada.

Louise jutustab ise oma lugu, see on ehe teismelise elu pidude ja alkoholiga, hingevalu ja samas üleolekuga tühise kodanliku elustiili osas. Ane Barmen on Louise mõtted nii vahetult kirja pannud, et tekib tunne nagu loeksidki ta mõtteid. Kõik on nii sujuvalt ja haaravalt kirja pandud, et raske on raamatut käest panna. Soovitan.

[Bogens Liv]

Find anmeldelsen her: https://www.instagram.com/p/CL_K2qBLt-j/

Tusind tak til @straarupogco og @anebarmen for anmeldereksemplaret!

“Louise skal tilbringe sommeren i sin barndomsby med et uønsket feriejob på plejehjemmet, med venner, som hun ikke længere har noget til fælles med, og med et hul i brystet. Tormod døde for over et år siden, og alle de fødselsdagskort, han tegnede til hende, hænger stadig på væggen i hendes gamle værelse.”

Dette er en bog om sorg, håb og drømme. Men det er også en bog der kan være hård at komme igennem. Det er aldrig nemt at miste nogen man holder af, men det er heller ikke nemt at læse om det. Dette er en bog der gør indtryk!

Det er samtidig en bog om kærlighed og om relationer. Og generelt det at være ung. Og det rammer bogen rigtig godt.

Denne bog er perfekt for unge og den kan samtidig sætte gang i nogle tanker der kan være nødvendige for unge. Og jeg er sikker på, at der sidder mange unge danskere, der kunne bruge lige præcis denne inspiration og det mod, som bogen præsenterer. De er med garanti klar til lidt norsk litteratur.

Dette er forresten også Ane Barmens debutroman og har med bogen fået Brageprisen i Norge og nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2020.

Antal stjerner af 6: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

[Ingunn Øvrebø]

Draumar betyr ingenting er ei poetisk og stemningsfull bok om sorg.

17 år gamle Louise har flytta heimanfrå fordi bestevenen Tormod døydde og ho ikkje takla sorga. Denne sommaren kjem ho heim for å gå i bestemors gravferd, og får jobb på gamleheimen. Me følgjer Louise gjennom sommaren. Ho møter att gamle vener og går på fest, ho kranglar med syster si, og ho slit med panikkangst knytta til sorga.

Louise er ung og usikker på mange ting. Det kjennest så ærleg og ekte. Det var rørande å lese korleis relasjonane utvikla seg undervegs. Korleis haldninga til dei eldre endra seg etter kvar som ho vart kjent med dei, og korleis ho gradvis opna seg til venninna som ho hadde hatt lite kontakt med etter at ho flytta.

Eg vart raskt fanga av stemninga i boka. Dette er ei bok eg trur mange kan ha glede av å lese. Til dømes om ein er ung og har man opplevd sorg. Men dette er like mykje ei bok til vaksne! Det er ei godt komponert bok med nydeleg språk. Truleg kan mange vaksne kjenna seg att frå eigen ungdomstid.

Må lesast!

[victoria]

Louise flyttet bort fra hjembyen da hun mistet bestevennen Tormond. Når vi møter hun er hun tilbake for sommeren. Hun jobber på gamlehjem, og Karen - en beboer - går gjennom samme sorgreise som henne. Men, Karen har demens og minnes bestevennen Alvhildas død, hver gang hun husker på den.

Linni, som hang på Louise og Tormond før hans død, vil henge med Louide helse sommeren. Hun bærer hjertet på jakkeeermet - i motsetning til Louise; som synes Linni og alt hjemme er for mye å håndtere.

Gjennom romanen får vi tilbakeblikk i hva som skjedde tett oppi mot Tomond sin død; deres første, og andre kyss. I mellom fører andre prøvelser (med sommerflørten Ville) til at hun tar et oppgjør med sorgen sin.

Jeg likte delene om Tormond, Ville, og noe med Linni.

[Merete Bratsberg Aae]

Ei bok om sorg og død, og det å vere ung og usikker. Louise, hovudpersonen, har mista kjærasten i ei ulykke. Ho stenger ute kjenslene og er i ubalanse på mange måtar. Bestemora er nyleg død, så ho må takle dobbel sorg. Ho reiser frå Ålesund, der ho bur på hybel, og heim for sommaren. Får arbeid på sjukeheimen. Det er fine skildringar av korleis ho får eit anna syn på livet etter møtet med dei gamle.

Det er festar og nye kjensler. Det er ei søster som ho er i opposisjon til. Det er ei mor som prøver å hjelpe til.

Louise kan vere krass og slem, men ein blir glad i ho.

Boka har eit godt språk. Ho vann Bragepris i 2019.