What do you think?
Rate this book
Vølve
Vølve er Andrea Hejlskovs tredje roman. En overvældende og stærk fortælling om en kvindes kamp for at leve og overleve gennem utallige sammenbrud.
Andrea Hejlskov er vølve og gydje i den nordiske tro, asatroen, og fortællingen er en central del af hendes magiske praksis. Med romanen genvinder hun sin egen fortælling og beskriver hvordan det der betragtes som svaghed og sygdom i samfundet, vendes til hendes styrke i heksemiljøet og asatroen. Her bliver hun indviet som vølve, fordi hun besidder den magiske evne, at bevæge sig mellem verdener og fortælle dem frem.
Fortællingen følger Andrea Hejlskov fra ung pige til ung mor, til voksen kvinde med fire børn, flere forliste parforhold og en vildmarksdrøm som hun må opgive, for at noget nyt kan spire frem. Bogen er bygget op omkring Hejlskovs egen gendigtning af Vølvens spådom, det første langdigt i den Ældre Edda, som beretter om verdens skabelse, sammenbrud og genskabelse. På samme vis oplever vi hvordan Hejlskovs liv bygges op og brydes ned igen og igen, for til slut at styrke hende til den vigtige opgave, i en verden på klimasammenbruddets rand; fortællerens.
Andrea Hejlskov er vølve og gydje i den nordiske tro, asatroen, og fortællingen er en central del af hendes magiske praksis. Med romanen genvinder hun sin egen fortælling og beskriver hvordan det der betragtes som svaghed og sygdom i samfundet, vendes til hendes styrke i heksemiljøet og asatroen. Her bliver hun indviet som vølve, fordi hun besidder den magiske evne, at bevæge sig mellem verdener og fortælle dem frem.
Fortællingen følger Andrea Hejlskov fra ung pige til ung mor, til voksen kvinde med fire børn, flere forliste parforhold og en vildmarksdrøm som hun må opgive, for at noget nyt kan spire frem. Bogen er bygget op omkring Hejlskovs egen gendigtning af Vølvens spådom, det første langdigt i den Ældre Edda, som beretter om verdens skabelse, sammenbrud og genskabelse. På samme vis oplever vi hvordan Hejlskovs liv bygges op og brydes ned igen og igen, for til slut at styrke hende til den vigtige opgave, i en verden på klimasammenbruddets rand; fortællerens.
573 pages, Hardcover
First published June 25, 2021
14 people are currently reading
112 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 11 of 11 reviews
August 28, 2021
Har ikke læst bogen, men blev provokeret over, at den eneste anden anmeldelse er skrevet af én, der åbenbart heller ikke har læst den, men som giver den én stjerne på baggrund af forlagets foromtale og hvad der virker som et ret voldsomt og mærkværdigt had mod forfatteren. Så nu ville jeg lige balancere det, selvom det måske er lidt fjollet. Sletter den her anmeldelse igen, hvis den anden bliver fjernet.
June 12, 2021
Fænomenet Andrea Hejlskov kommer og går. Hun genfødes med jævne mellemrum i nye roller, som hun brænder fuldt og helt for. Hun gør aldrig noget halvt.
Efter hver ny genfødsel går hun ”all in” i sit nye liv. Hun har set lyset, målet helliger alle midler, hun er selv både lyset og vejen, hun samler hver gang en loyal menighed af kritikløse og naive tilbedere om sig – og alle, der ikke følger Andreas eksempel, er blot en flok fordømte og hadefulde stakler, som fortjener at brænde op, når klimaet om føje år bliver varmt nok til den slags.
Omkvædet er hver gang det samme: Alt for Andrea og fanden tage alle de andre.
Jeg har fulgt hende siden 2004, da hun som purung amazone markedsførte sig selv som ”hedning på høje hæle”, der forsøgte at få sit officielle liv som funky coach til at balancere med tilværelsen som asatro hedning og jordbunden køkkenheks. Det var dengang, ingen endnu havde ødelagt hendes ”gode navn”, hvor hun stadig kaldte sig Andrea Fisker og optrådte på internettet under aliaset Ambervoice.
Da Andrea for en del år siden smækkede med dørene og forsvandt ud i de store svenske skove med løftet om aldrig at vende tilbage, lød mit første spørgsmål da også: ”Og hvornår hører vi så fra hende igen?”
Vi kom ikke til at vente længe. For historien om den vrede kvinde, der havde sagt sit job op og solgt alt, hvad hun ejede og havde og var rejst langt op i Värmland med et spædbarn i bagagen, var godt stof i de danske medier.
Det varede heller ikke længe, før Andrea begyndte at blogge ude fra ødemarken. Via sin Mac og et medbragt solcellepanel skældte Andrea ud på det samfund, som hun selv havde provokeret i en grad, at det ikke længere ville vide af hende, og på de dumme danskerne, som fortsat slavede rundt i deres hamsterhjul, sked højt og flot på klimaet og alle til hobe var en flok forbandede fascister.
Andrea lærte i øvrigt aldrig at stave til ”fascist”.
Tv-seerne oplevede dengang en nærmest psykotisk Andrea beklage sig over, at det moderne samfund var baseret på penge, så det var nærmest umuligt at klare sig, når man sad ude i skoven, og den eneste sikre indtægt bestod af det gavmilde danske samfunds børnepenge.
”Så vi er hustlers,” betroede Andrea seerne.
Som om det var noget at prale af.
Seerne fik også et glimt af den utætte og skimmelbefængte knaldhytte, som hun og manden havde smækket sammen og bestemt, at deres lille søn skulle vokse op i. Møddingerne af plastaffald og den skamhuggede skov rundt om bjælkehytten talte deres egne stilfærdige sprog om mennesker, der havde vovet sig ud i et eksperiment, som var flere numre for stort for dem, og som de for længst havde mistet kontrollen over.
For tiden gør Andrea meget væsen af sig. Hendes nye bog udkommer snart, og den kræver tydeligvis al den opmærksomhed, som Andrea evner at skabe. Andrea har slået på tromme for sin nye bog i årevis. Efter sigende drejede det sig oprindelig om en 800 siders mursten, der udelukkende handlede om Andrea. En bog, som hun efter eget udsagn havde siddet og skreget ned i tastaturet på sin stakkels Mac.
Efter foromtalen at dømme kunne man have forventet en biografi.
Nu ser man så bogen markedsført som en roman.
På forlagets hjemmeside hævder Andrea selv, at der er tale om autofiktion.
Genren ligger med andre ord ikke helt fast. Såvel forfatter som værk stritter i alle retninger, ligesom indholdet næppe holder for en nøjere granskning.
Kigger man på Andreas Facebook-profil, ser man, at hun præsenterer sig selv - ja, ikke som asatro, ikke som heks, ikke som shaman, men slet og ret som storyteller.
Og historier er netop, hvad man får, hvis man tuner ind på Andrea.
Historier og intet andet.
Forlagets påstand om, at Andrea med sin nye bog ”genvinder sin egen fortælling”, og at forfatteren vender det virkelige livs svaghed til egen styrke i heksemiljøet og asatroen, afføder en lang række nye spørgsmål.
Hvorfor har man behov for at ”genvinde sin egen fortælling”? Da vel ikke fordi narrativet, som man selv har skabt, har slået så store sprækker, at man ligefrem selv kan se det? Og hvad skal man mene om et menneske, som er nødt til at søge over i ”en anden verden” for at give sin virkelige tilværelse et fortegn, som hun kan holde ud?
Har vi at gøre med et menneske, som langt om længe åbent indrømmer, hvad andre har vidst i to årtier – nemlig, at Andrea skaber sin egen magiske verden, fordi hun ikke kan udholde virkelighedens realiteter?
Når hun hævder, at hun er blevet indviet som ”vølve”, fordi hun besidder en særlig magisk evne, der gør hende i stand til at ”bevæge sig mellem verdener og fortælle dem frem”, står vi over for et menneske, som helt åbenlyst har mistet fodfæstet i den virkelige verden.
Hvis Andrea vitterlig bilder sig ind, at hun er shaman, er hun endnu mere ”crazy”, end hun selv mener, at omverdenen tænker om shamaner og hekse.
Jeg bestrider ikke, at der rundt omkring findes mennesker, som kan ”bevæge sig mellem verdener” og se eller sanse ting, som er skjult for os andre. For hvert enkelt vedkommende er der dog tale om mennesker, hvis personlige format ligger lysår over Andrea Hejlskovs. Der er tale om intelligente, indsigtsfulde og følsomme mennesker, hvis evner og integritet overskrider alt, hvad Andrea nogen sinde har drømt om, og som hun med sin narcissistiske personlighed og sit notoriske behov for selviscenesættelse aldrig kommer i nærheden af.
En ægte shaman praler ikke med sine evner, som for ham eller hende ofte udgør en større forbandelse end en reel berigelse.
En shaman er født som shaman. Han er kaldet af de magter, som ønsker at knytte ham til sig. Det er ikke noget, man bare går ud i skoven og bliver, fordi man synes, at det er sejt.
Andreas genfødsel som selvudnævnt shaman og heks falder helt i tråd med de utallige andre reinkarnationer, som Andrea har beriget verden med i årenes løb. Hver gang er der tale om umodne overvejelser, naive pubertetspigedrømme parret med behovet for med djævelens vold og magt at gøre sig interessant og komme i medierne.
Det er hver gang noget ufærdigt, uigennemtænkt og snotforkælet lillepigeagtigt over Andreas påfund.
Som Andrea i sin tid i langt højere grad var en flagrende og skinger wiccaner, end hun var jordbunden asatro, er hun milevidt fra at være shaman med indsigt i verdens og livets inderste mysterier.
Andrea er heller ikke i nærheden af at være en inkarnation af Dannie Druehyld, skønt ingen længere kan være i tvivl om, hvilken trone hun i disse uger forsøger at erobre.
Andrea vil aldrig være andet end en røst, der på sit primitive fækaliesprog råber op ude i ørkenen – et menneske blottet for evner og intelligens og lysår fra at nå såvel Dannie Druehyld som en ægte indiansk medicinmand til sokkeholderne – og som med sin utilslørede bekendelse til øko-terrorgrupper som Ende Gelände og Extinction Rebellion med al ønskelig tydelighed selv afslører, at hun blot er en sølle antifant, en selvhadende økofascist, der for enhver pris ønsker at gøre sig interessant.
Så har du 350 kr. liggende, som du overvejer at investere i Andreas bog? Så køb hellere snolder for alle pengene. Eller bajere. Eller hash. Du kan også bare smide pengene i pejsen og sætte ild til dem. Der er mange muligheder for at slippe af med penge på. Og som Andreas broder i ånden, den tidligere tyske udenrigsminister ”Joschka” Fischer, siger: ”Hovedsagen er, at vi ikke har de penge!”
Efter hver ny genfødsel går hun ”all in” i sit nye liv. Hun har set lyset, målet helliger alle midler, hun er selv både lyset og vejen, hun samler hver gang en loyal menighed af kritikløse og naive tilbedere om sig – og alle, der ikke følger Andreas eksempel, er blot en flok fordømte og hadefulde stakler, som fortjener at brænde op, når klimaet om føje år bliver varmt nok til den slags.
Omkvædet er hver gang det samme: Alt for Andrea og fanden tage alle de andre.
Jeg har fulgt hende siden 2004, da hun som purung amazone markedsførte sig selv som ”hedning på høje hæle”, der forsøgte at få sit officielle liv som funky coach til at balancere med tilværelsen som asatro hedning og jordbunden køkkenheks. Det var dengang, ingen endnu havde ødelagt hendes ”gode navn”, hvor hun stadig kaldte sig Andrea Fisker og optrådte på internettet under aliaset Ambervoice.
Da Andrea for en del år siden smækkede med dørene og forsvandt ud i de store svenske skove med løftet om aldrig at vende tilbage, lød mit første spørgsmål da også: ”Og hvornår hører vi så fra hende igen?”
Vi kom ikke til at vente længe. For historien om den vrede kvinde, der havde sagt sit job op og solgt alt, hvad hun ejede og havde og var rejst langt op i Värmland med et spædbarn i bagagen, var godt stof i de danske medier.
Det varede heller ikke længe, før Andrea begyndte at blogge ude fra ødemarken. Via sin Mac og et medbragt solcellepanel skældte Andrea ud på det samfund, som hun selv havde provokeret i en grad, at det ikke længere ville vide af hende, og på de dumme danskerne, som fortsat slavede rundt i deres hamsterhjul, sked højt og flot på klimaet og alle til hobe var en flok forbandede fascister.
Andrea lærte i øvrigt aldrig at stave til ”fascist”.
Tv-seerne oplevede dengang en nærmest psykotisk Andrea beklage sig over, at det moderne samfund var baseret på penge, så det var nærmest umuligt at klare sig, når man sad ude i skoven, og den eneste sikre indtægt bestod af det gavmilde danske samfunds børnepenge.
”Så vi er hustlers,” betroede Andrea seerne.
Som om det var noget at prale af.
Seerne fik også et glimt af den utætte og skimmelbefængte knaldhytte, som hun og manden havde smækket sammen og bestemt, at deres lille søn skulle vokse op i. Møddingerne af plastaffald og den skamhuggede skov rundt om bjælkehytten talte deres egne stilfærdige sprog om mennesker, der havde vovet sig ud i et eksperiment, som var flere numre for stort for dem, og som de for længst havde mistet kontrollen over.
For tiden gør Andrea meget væsen af sig. Hendes nye bog udkommer snart, og den kræver tydeligvis al den opmærksomhed, som Andrea evner at skabe. Andrea har slået på tromme for sin nye bog i årevis. Efter sigende drejede det sig oprindelig om en 800 siders mursten, der udelukkende handlede om Andrea. En bog, som hun efter eget udsagn havde siddet og skreget ned i tastaturet på sin stakkels Mac.
Efter foromtalen at dømme kunne man have forventet en biografi.
Nu ser man så bogen markedsført som en roman.
På forlagets hjemmeside hævder Andrea selv, at der er tale om autofiktion.
Genren ligger med andre ord ikke helt fast. Såvel forfatter som værk stritter i alle retninger, ligesom indholdet næppe holder for en nøjere granskning.
Kigger man på Andreas Facebook-profil, ser man, at hun præsenterer sig selv - ja, ikke som asatro, ikke som heks, ikke som shaman, men slet og ret som storyteller.
Og historier er netop, hvad man får, hvis man tuner ind på Andrea.
Historier og intet andet.
Forlagets påstand om, at Andrea med sin nye bog ”genvinder sin egen fortælling”, og at forfatteren vender det virkelige livs svaghed til egen styrke i heksemiljøet og asatroen, afføder en lang række nye spørgsmål.
Hvorfor har man behov for at ”genvinde sin egen fortælling”? Da vel ikke fordi narrativet, som man selv har skabt, har slået så store sprækker, at man ligefrem selv kan se det? Og hvad skal man mene om et menneske, som er nødt til at søge over i ”en anden verden” for at give sin virkelige tilværelse et fortegn, som hun kan holde ud?
Har vi at gøre med et menneske, som langt om længe åbent indrømmer, hvad andre har vidst i to årtier – nemlig, at Andrea skaber sin egen magiske verden, fordi hun ikke kan udholde virkelighedens realiteter?
Når hun hævder, at hun er blevet indviet som ”vølve”, fordi hun besidder en særlig magisk evne, der gør hende i stand til at ”bevæge sig mellem verdener og fortælle dem frem”, står vi over for et menneske, som helt åbenlyst har mistet fodfæstet i den virkelige verden.
Hvis Andrea vitterlig bilder sig ind, at hun er shaman, er hun endnu mere ”crazy”, end hun selv mener, at omverdenen tænker om shamaner og hekse.
Jeg bestrider ikke, at der rundt omkring findes mennesker, som kan ”bevæge sig mellem verdener” og se eller sanse ting, som er skjult for os andre. For hvert enkelt vedkommende er der dog tale om mennesker, hvis personlige format ligger lysår over Andrea Hejlskovs. Der er tale om intelligente, indsigtsfulde og følsomme mennesker, hvis evner og integritet overskrider alt, hvad Andrea nogen sinde har drømt om, og som hun med sin narcissistiske personlighed og sit notoriske behov for selviscenesættelse aldrig kommer i nærheden af.
En ægte shaman praler ikke med sine evner, som for ham eller hende ofte udgør en større forbandelse end en reel berigelse.
En shaman er født som shaman. Han er kaldet af de magter, som ønsker at knytte ham til sig. Det er ikke noget, man bare går ud i skoven og bliver, fordi man synes, at det er sejt.
Andreas genfødsel som selvudnævnt shaman og heks falder helt i tråd med de utallige andre reinkarnationer, som Andrea har beriget verden med i årenes løb. Hver gang er der tale om umodne overvejelser, naive pubertetspigedrømme parret med behovet for med djævelens vold og magt at gøre sig interessant og komme i medierne.
Det er hver gang noget ufærdigt, uigennemtænkt og snotforkælet lillepigeagtigt over Andreas påfund.
Som Andrea i sin tid i langt højere grad var en flagrende og skinger wiccaner, end hun var jordbunden asatro, er hun milevidt fra at være shaman med indsigt i verdens og livets inderste mysterier.
Andrea er heller ikke i nærheden af at være en inkarnation af Dannie Druehyld, skønt ingen længere kan være i tvivl om, hvilken trone hun i disse uger forsøger at erobre.
Andrea vil aldrig være andet end en røst, der på sit primitive fækaliesprog råber op ude i ørkenen – et menneske blottet for evner og intelligens og lysår fra at nå såvel Dannie Druehyld som en ægte indiansk medicinmand til sokkeholderne – og som med sin utilslørede bekendelse til øko-terrorgrupper som Ende Gelände og Extinction Rebellion med al ønskelig tydelighed selv afslører, at hun blot er en sølle antifant, en selvhadende økofascist, der for enhver pris ønsker at gøre sig interessant.
Så har du 350 kr. liggende, som du overvejer at investere i Andreas bog? Så køb hellere snolder for alle pengene. Eller bajere. Eller hash. Du kan også bare smide pengene i pejsen og sætte ild til dem. Der er mange muligheder for at slippe af med penge på. Og som Andreas broder i ånden, den tidligere tyske udenrigsminister ”Joschka” Fischer, siger: ”Hovedsagen er, at vi ikke har de penge!”
February 5, 2022
Andrea har virkelig skrevet et moster af en bog her.
Jeg hørte den på lydbog og det tog laaang tid, ud over at bogen selvfølgelig er over 27 timer. Jeg var nødt til at tage bogen i små bidder.
Halvdelen af tiden kunne jeg slet ikke magte hvordan den blev læst op eller den stil den var skrevet i og det var svært at følge med. Den anden halvdel af tiden var den så fængende, med et godt flow, at jeg slet ikke kunne slippe den.
Andrea skriver om mange tabubelagte emner som moderskabet, feminisme, psykisksygdom, kvindekraften og det at være heks. Hun vandrer ind og ud af sindssygen i sit skriveri, på sådan en måde at jeg virkelig kunne mærke det.
Jeg har virkelig den største respekt for den rejse Andrea har været og er på og at hun så åbent skriver om det.
Jeg kommer nok ikke til at læse bogen igen, men jeg er så glad for jeg gjorde den færdig.
Bogen får den varmeste anbefaling her fra
Jeg hørte den på lydbog og det tog laaang tid, ud over at bogen selvfølgelig er over 27 timer. Jeg var nødt til at tage bogen i små bidder.
Halvdelen af tiden kunne jeg slet ikke magte hvordan den blev læst op eller den stil den var skrevet i og det var svært at følge med. Den anden halvdel af tiden var den så fængende, med et godt flow, at jeg slet ikke kunne slippe den.
Andrea skriver om mange tabubelagte emner som moderskabet, feminisme, psykisksygdom, kvindekraften og det at være heks. Hun vandrer ind og ud af sindssygen i sit skriveri, på sådan en måde at jeg virkelig kunne mærke det.
Jeg har virkelig den største respekt for den rejse Andrea har været og er på og at hun så åbent skriver om det.
Jeg kommer nok ikke til at læse bogen igen, men jeg er så glad for jeg gjorde den færdig.
Bogen får den varmeste anbefaling her fra
April 20, 2025
Tog den som lydbog. Andrea selv der læser op. Det er nok lidt enten eller, om man som læser er med eller ej. Jeg er helt med. Jeg synes det er en flot fortælling og en unik verdensopfattelse, som Andrea inviterer ind til. Hun fletter sin egen livsfortælling sammen med "Vølvens spådom" fra den oldnordiske Edda digtning. Jordens tilblivelse til dens undergang/ragnarok til dens genopståen som en ny verden. Andrea Hejlskov er Asatroende og selv vølve, og tager læseren med igennem en mængde magiske ritualer. Lige ret op og ned af dette, er der masser af helt almindelig og triviel hverdag, som dog er utroligt godt beskrevet, så det er ikke kedeligt, men kontrasten mellem Andreas to universer bliver meget tydeligt. Og man forstår, at hvis verden bare var verden på overfladen med sine ting og sin tid, ville den være ulidelig at være i. Når Andrea påkalder "Kvindekraften" og udfører magiske ritualer i pagt med naturen, bliver livet/tilværelsen gennemlyst af den mystik, som gør, at det simple og trivielle meningsfuldt og ophøjet. Det at skrive, er magi. En evne, som kan forandre verden. Forfatteren har en skizofreni diagnose, som, da vi kommer til Ragnarok, kaster hende ind i en psykotisk tilstand, som jeg ikke er bekendt med, at andre forfatterne har kunnet levere så overbevisende, så man vitterlig er med inde i hendes helvede. Hun er paranoid og fanget inden i noget. Indersiden af en bugen på et levende væsen. Som Rødhætte, der er ædt af ulven. Hun befrier sig selv, gennem Kvindekraften og ritualer, som er med livet som indsats. Måske vil hun gå til grunde og aldrig komme ud af den psykotiske tilstand, men hun er nødt til at gå helt ind i mørket. Kritikken af psykiatriens "hvide personer" er så skrap og rammer rent. De aner ikke, hvad de skal stille op og de aner ikke, hvad den slags sygdom er. Og Andrea bliver vred over, at hun skal godtage, at det "bare" er hende, som er så syg, så syg. Fordi det gør det nemmere for omverdenen at præsentere det på den måde, end at gå med ind i den paranoides univers, som vitterlig ikke bare er nonsens, men også rummer nogle væsentlige indsigter, om en verden som er ved at gå under pga. vi menneskers adfærd og behandling af naturen og hinanden. Andrea er en ægte klog kvinde. Hun har sproget som sin magi og hun bruger den gave overmåde godt. Hun er en filosof, som tilbyder en måde at være i livet på, som er cyklisk og aldrig bliver til, nu er vi lykkelige, og så slutter det der. Hele tiden er der nye kampe, hele tiden er der lidelse, men man må påtage sig sin skæbne og læne sig ind i de kampe og den lidelse lige så vel, som man må læne sig ind i forårets lyse genopstandelse. Det er jo sådan det er. Og vi kan bruge kvindekraften, hvis vi vil.
November 10, 2021
'Vølve' af Andrea Hejlskov er et monstrøst værk på alle måder. Den er næsten 600 tætskrevne sider lang og fyldt med temmelig lange beskrivelser af syner og ritualer indenfor asatroen, hvor Andrea Hejskov bliver indviet vølve, og Andreas personlige oplevelser og følelsesliv gennem primært de sidste 20 år.
Jeg vil derfor påstå at den ikke er for alle, men til gengæld er selve essensen: En søgen efter et balancepunkt i et liv i både indre krise og ydre krise i form af klimakatastrofen, for rigtig mange læsere. På en måde ville det være ønskværdigt, hvis den var blevet skarpere redigeret og forkortet, men på den anden side, er det som om selve formen og monstrøsiteten passer til det kaos, som er i Andrea Hejlskov - og som hun gennem hele den autofiktive roman forsøger at få hold på.
Bogens projekt går ud på gennem hendes personlige gentagne sammenbrud og genopståen gennem sit liv at fortolke Vølvens spådom, som indleder afsnittene. Og det må siges at lykkes ret godt, selvom jeg som ikke-asatro bliver hægtet ret meget af indimellem. Til gengæld er der for et søgende menneske som jeg selv, meget at hente i beskrivelserne af alle de problematikker, der følger med, når man forsøger at leve sit liv på en aktivistisk og alternativ måde. Og beskrivelserne af fx truslen om at få fjernet sine børn pga. skizofreni og de forholdsvis mange indlæggelser, er hjertegribende og kan mærkes.
Bogen omhandler rigtigt meget og det er blandt andet også befriende at en kvinde beskriver sin seksualitet ret uhæmmet, da det stadig på mange måder er et tabu.
Men de spørgsmål, som jeg synes er mest interessante og som bogen undersøger meget personligt investerende, er 1: Hvor ligger grænsen mellem sindssygdom og overjordiske oplevelser?
Og så 2: Implicit om vi som ikke-troende læsere kan holde al den for os (selv)-højtidelige heksepraksis ud?
Andrea Hejlskov har med 'Vølve' skabt et specielt og stort værk, som umiddelbart ikke har fundet nåde for anmelderne, og nok heller ikke er letfordøjeligt nok til at få mange læsere, som hendes forrige bog: 'Og den store flugt', men jeg tror at den bliver et kulthit, der vil leve videre i mange år og på den måde påvirke rigtigt mange mennesker.
Jeg vil derfor påstå at den ikke er for alle, men til gengæld er selve essensen: En søgen efter et balancepunkt i et liv i både indre krise og ydre krise i form af klimakatastrofen, for rigtig mange læsere. På en måde ville det være ønskværdigt, hvis den var blevet skarpere redigeret og forkortet, men på den anden side, er det som om selve formen og monstrøsiteten passer til det kaos, som er i Andrea Hejlskov - og som hun gennem hele den autofiktive roman forsøger at få hold på.
Bogens projekt går ud på gennem hendes personlige gentagne sammenbrud og genopståen gennem sit liv at fortolke Vølvens spådom, som indleder afsnittene. Og det må siges at lykkes ret godt, selvom jeg som ikke-asatro bliver hægtet ret meget af indimellem. Til gengæld er der for et søgende menneske som jeg selv, meget at hente i beskrivelserne af alle de problematikker, der følger med, når man forsøger at leve sit liv på en aktivistisk og alternativ måde. Og beskrivelserne af fx truslen om at få fjernet sine børn pga. skizofreni og de forholdsvis mange indlæggelser, er hjertegribende og kan mærkes.
Bogen omhandler rigtigt meget og det er blandt andet også befriende at en kvinde beskriver sin seksualitet ret uhæmmet, da det stadig på mange måder er et tabu.
Men de spørgsmål, som jeg synes er mest interessante og som bogen undersøger meget personligt investerende, er 1: Hvor ligger grænsen mellem sindssygdom og overjordiske oplevelser?
Og så 2: Implicit om vi som ikke-troende læsere kan holde al den for os (selv)-højtidelige heksepraksis ud?
Andrea Hejlskov har med 'Vølve' skabt et specielt og stort værk, som umiddelbart ikke har fundet nåde for anmelderne, og nok heller ikke er letfordøjeligt nok til at få mange læsere, som hendes forrige bog: 'Og den store flugt', men jeg tror at den bliver et kulthit, der vil leve videre i mange år og på den måde påvirke rigtigt mange mennesker.
September 20, 2023
Dnf'er på side 216. Normalt ville jeg ikke registrere en dnf'et bog som læst, men jeg har brug for at notere en modvægt til hyldesterne.
Bogen er simpelthen for selvhøjtidelig og navlepillende og alt, alt for lang ift indholdet.
Jeg kender mange, som har spejlet sig meget, men jeg kan ikke.
Andrea Hejlskov fremstår for mig uansvarlig, ansvarsfralæggende og alt for optaget af sig selv som noget mere, bedre og hævet over andre. Helt ned i beskrivelserne af andres fysik.
Jeg elsker i teorien projektet med at favne sig selv og verden, leve sine idealer og sin sandhed. Men der er mange, som må finde sig i for meget for at hun kan leve sit. For mange relationer, som må lide fordi hun skal have lov til at folde sig ud. Og der er børn. Børn, som bliver svigtet, efterladt, manipuleret, trukket rundt.
Og så orker jeg ikke et eneste kapitel mere, hvor forfatteren skriver om sig selv i tredje person som et magisk væsen med en særlig kontakt til guder/naturen/whatevs.
Det eneste, jeg for alvor er glad for er, at jeg med købet af bogen også frikøbte 1 kvadratmeter vild skov.
Bogen er simpelthen for selvhøjtidelig og navlepillende og alt, alt for lang ift indholdet.
Jeg kender mange, som har spejlet sig meget, men jeg kan ikke.
Andrea Hejlskov fremstår for mig uansvarlig, ansvarsfralæggende og alt for optaget af sig selv som noget mere, bedre og hævet over andre. Helt ned i beskrivelserne af andres fysik.
Jeg elsker i teorien projektet med at favne sig selv og verden, leve sine idealer og sin sandhed. Men der er mange, som må finde sig i for meget for at hun kan leve sit. For mange relationer, som må lide fordi hun skal have lov til at folde sig ud. Og der er børn. Børn, som bliver svigtet, efterladt, manipuleret, trukket rundt.
Og så orker jeg ikke et eneste kapitel mere, hvor forfatteren skriver om sig selv i tredje person som et magisk væsen med en særlig kontakt til guder/naturen/whatevs.
Det eneste, jeg for alvor er glad for er, at jeg med købet af bogen også frikøbte 1 kvadratmeter vild skov.
October 11, 2023
Wow, sikke en bog. Jeg ved slet ikke, hvor mange stjerner jeg egentlig vil give den. Sommetider var jeg fuldstændig opslugt og andre træt og irriteret på fortælleren og bogens lidt langsommelige og overdetaljerede opsætning. Samtidig kan jeg ikke forestille mig, at bogen kunne se anderledes ud, og jeg er glad for at have læst den.
Jeg sidder tilbage med en følelse af nysgerrighed og lyst til at lære mere om vølven og den nordiske mytologi, og så føler jeg mig priviligeret over at få så dyb indsigt i et andet menneskes liv og tanker.
Ja, jeg vil virkelig anbefale denne gigantiske mundfuld af en bog. Men jeg kommer nok ikke til at læse den igen.
Jeg sidder tilbage med en følelse af nysgerrighed og lyst til at lære mere om vølven og den nordiske mytologi, og så føler jeg mig priviligeret over at få så dyb indsigt i et andet menneskes liv og tanker.
Ja, jeg vil virkelig anbefale denne gigantiske mundfuld af en bog. Men jeg kommer nok ikke til at læse den igen.
September 14, 2021
Interesting 'autobiographical'/autofictional novel by Danish self-proclaimed 'völva'. On Andreas personal life, a portrayal of a life of a 'wyrdwalker', and experiences from this world and the other. Including the liminal boundaries being crossed between sanity and insanity.
My only objection to this work is the author's preoccupation with feminism, gender equality, and environmentalism struggle, which I find to be a red herring, detracting from the overarching ambition of a 'new nordic spirituality', as are some of the self-centered and very detailed detours of the overarching narrative.
My only objection to this work is the author's preoccupation with feminism, gender equality, and environmentalism struggle, which I find to be a red herring, detracting from the overarching ambition of a 'new nordic spirituality', as are some of the self-centered and very detailed detours of the overarching narrative.
December 10, 2021
Jeg synes jeg gav bogen en fair chance. Jeg læste 211 sider ud af de 576, men den var simpelthen så syret! Jeg har en ret stor grænse for det alternative, magi og paranormale oplevelser, men det blev for meget og det kørte i ring og jeg kunne simpelthen ikke overskue at læse yderligere 365 sider!
October 20, 2022
Enestående og gavmildt skrevet. Lidt for lang, en anelse selvfed
This entire review has been hidden because of spoilers.
December 8, 2022
Amazing book! Love how time is not a straight line in this. I read it again and again and always find new inspiration. Love it!!
Displaying 1 - 11 of 11 reviews