IMSE går i 7. klasse på en skole, hvor de fleste enten mobber eller ignorerer ham. Han elsker at se dokumentarfilm og læse bøger om filosofi - en interesse, han deler med sin far, som han savner mere end noget andet. Da Imses lærer tvinger ham til at hjælpe en af pigerne fra klassen med matematikken, begynder alting at ændre sig. Men hvad er prisen for ikke længere at være usynlig?
JONAS er Imses halvbror. Han er droppet ud af Teknisk Skole og arbejder nu som træner i den lokale bordtennisklub, hvor han drømmer om at vinde danmarksmesterskabet med klubbens unge talent. Men jo mere tid Jonas bruger med sin elleveårige spiller, jo mere forvirret bliver han over sine følelser for ham, og efterhånden tvinges han til at se sig selv i et nyt, chokerende lys.
En fortælling om familie og venskab og om at måtte skjule, hvem man er, skrevet af psykolog og tidligere danmarksmester i bordtennis Anne Cathrine Bomann.
Dansk psykolog og forfatter, som foreløbig har udgivet to digtsamlinger som alt for ung, romanen Agathe fra 2017, en fagbog om skizofreni i 2018 og ungdomsromanen Hvad ingen ved i 2019. Jeg skriver med andre ord vidt og bredt om det, der fascinerer mig - ofte med karakterer, der står ude i periferien af tilværelsen, læner sig lidt frem og prøver at finde ud af, om de skal træde ind eller ej. For tiden arbejder jeg på min hidtil længste roman med afsæt i den nye sorgdiagnose, der er ved at blive implementeret her i Danmark.
//Danish author and psychologist who has published both poetry, non fiction and fiction for adults and young adults. So far only one of my books, Agathe, has been translated into other languages than Danish. I often find myself writing about that unbearable lightness of being that Kundera coined so beautifully, and many of my characters have trouble finding out how to live their lives and whether to engage in the world and with the people in it or just stay home and hide. Currently working on my thickest book yet; a novel evolving around the new grief diagnosis and a near possible world in which a pill for grief is invented.
Hvad ingen ved er meget grænseoverskridende læsning, men det fungerer på samme måde som en rigtig uhyggelig film, hvor man næsten ikke kan holde ud at se med, men alligevel gribes af trangen til at se videre. Jeg skulle kun lige læse et kapitel eller to, da bogen endte med at holde mig oppe hele natten. Den er fængende på den ambivalente, forbudte måde og både historie og karakterer fremstår troværdige og afrundede. Det er særligt Jonas’ fortælling der fylder, men det er ikke fordi forfatteren har ikke gjort noget for at lade hans fortælling dominere. Begge drenges fortællinger får lige meget plads, men den fylder mest for læseren, fordi den er så sjælden og så grænseoverskridende, at Imses ensomhed får svært ved at konkurrere med den. Jonas’ lyster forarger, men de gør mere end det – de nuancerer et vigtigt emne og Jonas giver den pædofile et menneskeligt ansigt. Han er hverken et monster eller en psykopat. Han er en stakkel, som forsøger at navigere i et følelsesliv, der ikke kan accepteres. Jeg følte så dybt for den fortvivlede, frustrerede sjæl, som kæmper med sine forbudte følelser. Bogen er et oplagt afsæt til at tage hul på det formentlig mest tabubelagte emne der findes, og den gør et formidabelt stykke arbejde med at vise, at pædofili og overgreb ikke er det samme, og at der bag pædofile tanker kan gemme sig et varmt og kærligt menneske med hjertet på rette sted. Der er også massevis af analysegodter til dansklæreren, når forfatteren leger med Imses optagethed af moral- og etikfilosofi, som var han kommentator på Jonas’ indre slåskamp. Jeg skriver meget mere her: https://bookmeupscotty.blogspot.com/2...
Det her er faktisk en svær bog angår stjerner🤭 Imses historie, var magiske, tankevækkende og hård Jonas's historie var tankevækkende, hårdt og på mange måde overtræde mange grænser og til hvis utilpas at læse.
Jeg har kun én Anne Cathrine Bomann-bog tilbage, og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg synes om det. For jeg ved, at jeg synes ret så godt om hendes forfatterskab!
Kan man føle sympati for en person, der udvikler forbudte følelser? Jeg kunne i hvert fald ikke lade være, da jeg læste Anne Cathrine Bomanns indsigtsfulde og stærke ungdomsroman, ’Hvad ingen ved’. Vi følger på skift halvbrødrene Imse og Jonas, som er meget forskellige. Imse går i 7. klasse og bliver mobbet eller ignoreret af de fleste. For at holde sig væk fra problemer, gør han alt for at være så usynlig som muligt, men så tvinger Imses lærer ham til at hjælpe en af pigerne fra klassen med matematik... Jonas er populær og har mange venner. Han er træner i den lokale bordtennisklub, hvor han forelsker sig i en af sine 11-årige spillere, og pludselig må han forholde sig til sig selv i dette lys. Anne Cathrine Bomann har skabt en super fin fortælling med vigtige og tabubelagte emner. Hun skriver enkelt og smukt, og man kan ikke undgå at tage Jonas og Imse helt ind i hjertet. ’Hvad ingen ved’ er virkelig anbefalelsesværdig; der er stof til eftertanke og masser at tale om – ikke mindst med elever i udskolingen.
En bog der i sandhed er med til at nedbryde et tabu. Vi vælger ikke altid selv, hvad vi tænker og føler, men vi vi har altid et ansvar for, hvordan vi handler.
Bogen giver dig større indsigt i og forståelse for andre menneskers vilkår, uanset om du er ung eller voksen.
Sikker en læseoplevelse - Jeg blev presset helt derud i mine fordomme, hvor det blev ubehageligt og alligevel læste jeg videre, for Anne Cathrine Bomann kan noget med sproget som gør at siderne flyver afsted.
Vi følger de to brødre: Jonas som lige er droppet ud af Teknisk Skole og Imse (Immanuel) som går i 7. klasse.
Imse er ensom og kæmper en daglig kamp mod mobning. Hver dag prøver han at bevare sin usynlighedskappen på, for kun sådan kan han slippe for sine plageånders opmærksom og når det går galt, så vanker der tæsk.
Samtidig har Imse en far som ikke har tid til ham og som Imse savner så meget, at han ender med at bruge flere uger på at skabe den perfekte fødselsdagsgave til en far, som er ligeglad med at holde sin egen fødselsdag.
Jonas er træner for de unge drenge i bordtennis og særligt drengen Niklas på 11 år har talent for at nå langt. Så Jonas træner ekstra meget sammen med Niklas, men opdager undervejs at det ikke kun er Niklas sportstalent som interesserer ham. Herefter følger en forvirrende tid for Jonas - for er han homoseksuel? Eller måske pædofil?
Begge drenge beskrives så godt, at man som læser får helt ondt i hjertet af at læse med. Og jeg indrømmer, at jeg aldrig nogensinde har tænkt på en pædofil som et offer for sine egne tanker og tendenser før nu. Disse mennesker har altid stået som de værste og mest modbydelige mennesker i mit hoved - det er en fordom som jeg har måttet ændre noget på efter at have læst denne bog. For selvfølgelig er der også her mennesker imellem som ikke handler på deres lyst og som ikke ønsker at skade andre mennesker.
Jeg anbefaler bogen til alle som vil rykkes i deres fordomme og blive klogere undervejs
Sindssygt vigtig historie om ensomhed, mobning og pædofili. Anne Cathrine Bomann tager hul på det svære, grænseoverskridende og tabubelagte emne pædofili, og hun gør det på en superfin måde. Brødrene Imse og Jonas bor sammen med deres mor. Imse er 13 år og går i skole, Jonas er storebror, droppet ud af Teknisk og bordtennistræner. Her oplever han, at han får mere end venskabelige følelser for en af sine elever. Hvad gør man med disse følelser? Er man pædofil? Hvor langt kan man tillade sig at gå? Hvor går grænsen? Det er meget fint kommunikeret, og bogen kan måske være med til at starte den svære samtale om et meget tabubelagt emne.
Endnu et mesterværk fra Anne Cathrine Bomann. Denne bog er nok den der rammer mig dybest fordi jeg kunne relatere til Imses ensomhed, i hvert falde følelser han har og hans usynlighedskappe. Samtidig var det enormt interessant og grænseoverskridende at læse en historie der skiltre pædofili. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at forfatteren ved hvad hun snakker om kvag hendes erhverv og jeg føler at jeg har lært noget om emnet og mine fordomme har rykket sig. Og så skrive forfatteren jo bare helt enormt levende og godt.
En af de mest velskrevne romaner jeg har læst længe. Jeg læste den på en gang, selvom jeg dog blev nødt til at stoppe flere gange i et par minutter, fordi Jonas historie virkelig er grænseoverskridende. Enormt vigtig også, men det er helt klart et stort tabu - som Anne Bomann dog virkelig formår at sætte nuancer og perspektiver på. Det var nemt at få medlidenhed med Jonas, og derudover også holde af alle karaktererne, fordi deres personligheder har god dybde.
Da jeg har en forkærlighed for at læse om tabuer og vigtige emner, som giver anledning til debat og reflektion, har jeg selvfølgelig haft fat i 'Hvad ingen ved' af Anne Cathrine Bomann, da jeg blev opmærksom på den.
Med sit lette og flydende sprog har Anne Cathrine Bomann skrevet en bog der rammer bredt indenfor temaer og tager fat på nogle af de rigtig vigtige, især for unge, samt berører et tabu som dog har vundet mere ind i litteraturen i den senere tid, her er den dog repræsenteret på en helt anden måde. Bogen er skrevet i to spor om de to halvbrødre Imse og Jonas, som kører parallelt og krydser hinanden enkelte steder.
Imses fortælling berører emner som familie, svigt, venskab, skoleliv, ensomhed og mobning, hvor Jonas' fortæling især berører sport, identitet, seksualitet og pædofili. Den interessante kontrast er at den ene vil gerne ses, mens den anden vil holde sig skjult, men det er som om at det tipper i takt med at vi kommer længere ind i historien.
Imse er 13 år, meget begavet, elsker at læse og har en særlig interesse i filosofi ligesom sin far, som han savner, da de næsten aldrig ses på grund af farens travlhed og manglende prioritering. Men da han allerede som yngre blev et offer for mobning i grov grad og hans temperament er hidsigt, besluttede han sig for, at det er bedst at være usynlig og har derfor ikke andre venner end Tobias, som også er lidt nørdet og god i skolen. Da han begynder at hjælpe Zahria fra klassen med matematik, er det som om at usynligheden så småt forsvinder og det rører ved noget i Imse. Hvordan skal man navigere mellem nødvendigheden af at være usynlig for ikke at blive et offer og ønsket om at blive set og accepteret for den man er?
Imses historie er meget tungsindig og sætter tankerne igang, da den er skræmmende autentisk og han er bestemt ikke alene om sin historie og spørgsmålene presser sig på. Er han ikke allerede et offer, fordi han vælger at være usynlig, så han ikke bliver et offer for mobning igen? Og hvordan skal man kunne føle sig accepteret for den man er, når ens egen mor har svært ved at se og får én til at fremstå som problemet?
Anderledes er det med Imses vellidte storebror Jonas på 19 år, som er droppet ud af teknisk skole og da han ikke ved hvad han vil lave, bruger han tiden som bordtennistræner for de unge. Han er meget social og populær, og nyder at være træner især for den meget talentfulde 11-årige Niklas. De vil gå efter guldet til det kommende DM og planlægger ekstra træning ind for at være helt klar til at slå den tidligere mester. Men jo mere han er sammen med Niklas, masserer hans skadede skulder og ser på træningsvideoerne af ham, er der nogle tanker og følelser som dukker op der aldrig har været før. Han finder sine tanker meget upassende, men samtidig pirrende, og det gør ham forvirret og dog nysgerrig. Han begynder at stille sig selv spørgsmålet - er han pædofil?
Jonas' historie er både en forfærdelig men også håbefuld fortælling. Den er fuld af nysgerrighed, da Jonas prøver at finde ud af hvad der sker med ham, men også frygt og angst for at andre kan se den ændring der er i ham. Den giver i høj grad stof til reflektion for pædofili er ikke socialt acceptabelt, men der er stor forskel på mennesker med disse tendenser. Ens seksuelle lyst er ikke noget man vælger, men noget medfødt f.eks. ligesom homoseksualitet og transkønnede, men ikke kun seksualitet er medfødt, det er psykopati for eksempel også. Dermed vil der også være pædofile som er født sådan. Der er dog forskning inden for emnet, hvor det blandt andet viser at voksne der selv har været udsat for grovt omsorgssvigt eller seksuelt misbrug som børn, ofte selv ender med pædofile tendenser. Det er dog ikke tilfældet i historien her, da Jonas ikke er blevet misbrugt, for det ville vi da have hørt om, så jeg vælger at tro det er medfødt.
Den er håbefuld fordi Jonas er meget samvittighedsfuld med et godt indre moralsk kompas. Han er ikke stolt af de tendenser der viser sig og ønsker bare at de skal forsvinde, for i takt med at lysten bliver større, tager angsten meget mere til, for hvad nu hvis han kommer til at gøre noget som han har lyst til, men godt ved er forkert? Og hvad nu hvis folk kan se det på ham?
Det er en meget dyb og indsigtsfuld bog, som rummer så mange flere problematikker end ovennævnte og jeg ønskede virkelig at den var længere. Forfatteren kunne snildt have gjordt bogen længere eller endda splittet den op i to, så fortællingerne ikke kørte parallelt, men var i hver sin bog, så man kunne komme endnu mere ind på livet af de to hovedpersoner. Ikke desto mindre formår hun med troværdighed og realisme at skrive en hjerteskærende, kraftfuld, spændende og følelsesrig roman som ikke forlader læseren igen.
Det er en kontrastfyldt bog om at være synlig og usynlig, om frygten for hvad andre ved og håbet om hvad de ikke ved. To fortællinger om at se sig selv og hvad der kan ske når ens eget selvbillede går i stykker og usikkerheden om hvem man er presser sig på.
Denne ungdomsroman har fået megen omtale blandt danske forfattere, imens den i andre lande formentlig er for kontroversiel til overhovedet at blive diskuteret. Selvom jeg også vil tro, den kan være for voldsom for helt unge læsere, er jeg overbevist om, at den søger at igangsætte en utrolig vigtig debat ved at præsentere en underkendt vinkel.
Imens ungdoms- såvel som voksenlitteratur i disse år tager det ene tabu op efter det andet, står pædofili som emne stadig tilbage i det usagte. Hvordan griber man et emne an, der er så meget afsky, mange fordomme men også meget uvidenhed om? Det demonstrerer Anne Cathrine Bomann på beundringsværdig vis i "Hvad ingen ved". Forfatterinden formår at bruge litteraturen til at lade læseren nå ind under den indlærte afsky og se lagene i seksualiteten og ikke mindst mennesket bag. Og at der er et menneske bag. Det vil mange forsøge at fornægte, fordi vi mennesker typisk har brug for at umenneskeliggøre andre, hvis træk vi ønsker at distancere os så meget som muligt fra. Det samme forsøger Jonas på, og den kamp har jeg aldrig set afbildet før. Forinden jeg hørte om Anne Cathrine Bomanns grundige research kendte jeg ikke til den smertelige fortælling om gruppen, der må kæmpe imod deres seksualitet, og jeg er næppe den eneste, der har brug for at få et indblik i det livsvilkår. Det giver denne bog på fineste vis muligheden for, når den store sympati for hovedpersonen skærer igennem den normalt reaktive afsky.
Alligevel er visse scener ikke rar læsning, og som flere andre måtte jeg lige fjerne fokus og distancere mig for at komme igennem romanen. Det tilbyder Anne Cathrine Bomann dog muligheden for ved at veksle mellem Jonas' og halvlillebrorens synsvinkel. Normalvis bryder jeg mig ikke om skiftende synsvinkler, men her var adspredelsen grundet ovenstående velkommen og gjorde bogen lettere at bære. Dermed ikke sagt, at Imses historie er meget mere lyksalig, men igen understreger den nuancerne i enhver families liv. Og selvom bogen handlede om en tilsyneladende helt almindelig familie, var der ikke mangel på spænding eller interesse, så med skift til Imses bortlægning af usynlighedskampen, når frygten for konsekvenserne af Jonas' tanker blev for stor, lykkedes det på et par dage at komme igennem bogen, fordi jeg også havde brug for at få bekræftet, at han ikke handlede på dem.
"Hvad ingen ved" er altså absolut læsningen værd, og jeg tror på, at den kan kaste lys på de præsenterede skyggesider, så titlen en dag vil kunne være en anden.
Sikker en læseoplevelse - Jeg blev presset helt derud i mine fordomme, hvor det blev ubehageligt og alligevel læste jeg videre, for Anne Cathrine Bomann kan noget med sproget som gør at siderne flyver afsted.
Vi følger de to brødre: Jonas som lige er droppet ud af Teknisk Skole og Imse (Immanuel) som går i 7. klasse.
Imse er ensom og kæmper en daglig kamp mod mobning. Hver dag prøver han at bevare sin usynlighedskappen på, for kun sådan kan han slippe for sine plageånders opmærksom og når det går galt, så vanker der tæsk.
Samtidig har Imse en far som ikke har tid til ham og som Imse savner så meget, at han ender med at bruge flere uger på at skabe den perfekte fødselsdagsgave til en far, som er ligeglad med at holde sin egen fødselsdag.
Jonas er træner for de unge drenge i bordtennis og særligt drengen Niklas på 11 år har talent for at nå langt. Så Jonas træner ekstra meget sammen med Niklas, men opdager undervejs at det ikke kun er Niklas sportstalent som interesserer ham. Herefter følger en forvirrende tid for Jonas - for er han homoseksuel? Eller måske pædofil?
Begge drenge beskrives så godt, at man som læser får helt ondt i hjertet af at læse med. Og jeg indrømmer, at jeg aldrig nogensinde har tænkt på en pædofil som et offer for sine egne tanker og tendenser før nu. Disse mennesker har altid stået som de værste og mest modbydelige mennesker i mit hoved - det er en fordom som jeg har måttet ændre noget på efter at have læst denne bog. For selvfølgelig er der også her mennesker imellem som ikke handler på deres lyst og som ikke ønsker at skade andre mennesker.
Jeg anbefaler bogen til alle som vil rykkes i deres fordomme og blive klogere undervejs.
Okay jeg aner ikke hvor jeg står i forhold til den her bog. Jeg ved bare at jeg ikke føler synderlig meget sympati med Jonas, selvom jeg ved at det er det bogen vil have mig til. Jeg ved også at jeg elsker Imse, også selvom han er kort for hovedet og lidt irriterende. En svær bog at komme igennem, flere gange gav den mig kvalme, men også en vigtigt bog - selvom jeg stadig ikke har synderlig meget sympati for Jonas. Folk siger han ikke handlede på hans følelser - men det gjorde han jo lidt alligevel. Idk folks, læs bogen, giv mig ret eller lad være.
Rørende, vedkommende bog om ensomhed, usynlighed, skyld og skam. Bogen handler om de to brødre Imse og Jonas, der har hvert deres at kæmpe med, men dybest set begge står ansigt til ansigt med en verden, hvor de føler sig ensomme og udstødte. De håndterer deres problemer på vidt forskellig måde, og der er ikke som sådan en happy end - men en uendelig fin og autentisk karakter-beskrivelse, troværdige følelser og mange store spørgsmål.
Jeg er ikke lige helt klar over hvorfor Goodreads siger, at jeg ikke har læst denne fænomenale bog, men det har jeg altså.
Det var en tankevækkende og en anelse grænseoverskridende oplevelse, som jeg aldrig vil være for uden, og jeg knuselsker mit signerede eksemplar, som jeg har fået tilsendt af Anne.
I modsætning til Agathe, som jeg elskede og læste nærmest på en eftermiddag og læste lige en gang til, så kunne jeg næsten ikke holde mine øjne åbne men jeg læste denne. Den fangede mig på ingen måde. Jeg synes karaktererne var flade , forudseelige pg arketypiske, og jeg kunne på Ingen måde forholde mig til dem.
En virkelig vigtig bog, som berør et tabulagt emne, som vi i vores samfund har svært ved at snakke om. Samtidig er det vildt hvordan Anne Cathrine Bomann formår at skrive to så stærke spor, hvor begge rør mig lige meget.
Medrivende og vedkommende historie om to brødre, der kæmper med hver deres. Forfatteren behandler emner som pædofili, ensomhed og mobning - og gør det vildt godt! En læseoplevelse der sætter spor.