Sommer var det; midt paa Dagen; i et Hjørne af Hegnet". Med disse berømte ord starter novellen 'Mogens'. Dette anslag i en skønlitterær tekst var for samtiden nyt og moderne, og det er i litteraturhistorien blevet en meget kendt og ofte citeret passus.
'Mogens' regnes traditionelt for det første naturalistiske værk i dansk litteratur. Stilen er naturalistisk, fordi forfatteren har bestræbt sig på at gengive det, hovedpersonen sanser i sin omverden så fotografisk nøjagtigt som muligt. Men sproget er også suggererende, hvilket inviterer læseren til at drømme med i denne naturoplevelse. Og hovedpersonen, Mogens, er netop en drømmertype.
Så det, der generelt er meget spændende ved J.P. Jacobsens måde at skrive på, er, at han bestræber sig på at skrive naturalistisk, men samtidig skriver i en suggererende tone og skildrer et lukket drømmeagtigt univers. Stilen er impressionistisk pga. de udvalgte billedudsnit, der beskrives og måden forfatteren lader ordene glide over i hinanden på, som et maleri. Beskrivelsen af hovedpersonen giver læseren en følelse af at være helt tæt på naturen, ja, nærmest ét med den. Menneskets bestræbelse mod at blive ét med naturen, sås også i den romantiske stil i dansk litteratur. Desuden er der træk ved den suggererende måde at skrive på, der også blev karakteristisk for den symbolistiske stil i årene omkring århundredskiftet 1900.
Hør blot dette sproglige maleri eller, hvis man læser det højt, dette lydbillede, af en poetisk beskrivelse af hovedpersonen Mogens’oplevelse af regnen, der tager til og et sansemættet lysspil fylder luften omkring ham i begyndelsen af novellen:
"Pludselig kom der en lille, rund, mørk Plet paa det lysegraa Muld, een til, tre, fire, mange, flere endnu, hele Tuen var ganske mørkegraa. Luften var lutter lange mørke Streger, Bladene nikkede og svajede, og der kom en Susen, der gik over til Syden: det øste Vande ned. Alting glimtede, gnistrede, spruttede. Blade, Grene, Stammer, Alting glinsede af Væde; hver lille Draabe, der faldt paa Jord, paa Græs, paa Stenten, paa hvad som helst, splintredes og stænkedes bort i tusind fine Perler."
Mogens er skildret som en drømmer. Han bliver forlovet med Kamilla, og kærligheden åbner for nye følelser i Mogens liv som fx jalousi. I novellen forekommer en stor brand, som i stil med resten af novellen er skildret med enestående detalje- og farverigdom.
Jacobsen was born in Thisted in Jutland, the eldest of the five children of a prosperous merchant. He went to school in Copenhagen and was a student at the University of Copenhagen in 1868. As a boy, he showed a remarkable talent for science, in particular botany. In 1870, although he was already secretly writing poetry, Jacobsen adopted botany as a profession. He was sent by a scientific body in Copenhagen to report on the flora of the islands of Anholt and Læsø.
Around this time, the discoveries of Charles Darwin began to fascinate him. Realizing that the work of Darwin was not well known in Denmark, he translated The Origin of Species and The Descent of Man into Danish.
When still young, Jacobsen was struck by tuberculosis which eventually ended his life. His illness prompted travels to southern Europe.
Literary works:
Jacobsen's canon consists of two novels, seven short stories, and one posthumous volume of poetry—small, but enough to place him as one of the most influential Danish writers.
Prose:
The historical novel Fru Marie Grubbe (1876, Eng. trans.: Marie Grubbe: A Lady of the Seventeenth Century, 1917) is the first Danish treatment of a woman as a sexual creature. Based upon the life of an authentic 17th century Danish noblewoman, it charts her downfall from a member of the royal family to the wife of a ferryman, as a result of her desire for an independent and satisfying erotic life. In many ways the book anticipates the themes of D. H. Lawrence.
Jacobsen's second novel, Niels Lyhne (1880, Eng. trans. 1919), traces the fate of an atheist in a merciless world: his lack of faith is "tested" by tragedies and personal crises until he dies in war, disillusioned but unrepentant.
Jacobsen's short stories are collected in Mogens og andre Noveller (1882, translated as Mogens and Other Tales, 1921, and Mogens and Other Stories, 1994). Among them must be mentioned "Mogens" (1872—his official debut), the tale of a young dreamer and his maturing during love, sorrow and new hope of love. "Et Skud i Taagen" ("A Shot in the Fog") is a Poe-inspired tale of the sterility of hatred and revenge. "Pesten i Bergamo" ("The Plague of Bergamo") shows people clinging to religion even when tempted to be "free men". Fru Fønss (1882) is a sad story about a widow's tragic break with her egoistic children when she wants to remarry.
Mogens og andre Noveller and Niels Lyhne were both highly praised by Rainer Maria Rilke in his letters to Franz Xaver Kappus, translated as Letters to a Young Poet.
Poetry:
The poems of Jacobsen are more influenced by late romanticism than his prose. Many of them are wistful, dreamy and melancholic but also naturalistic. Most important is the great obscure poem "Arabesque to a Hand-drawing by Michel Angelo" (about 1875) the idea of which seems to be that art is going to replace immortality as the meaning of life. They significantly inspired the Danish symbolist poetry of the 1890s.
Ο συγγραφέας Γιενς Πέτερ Γιάκομπσεν θεωρείται κλασικός για τους Δανούς. Ζει στο δεύτερο μισό του 19ου αιώνα και κατέχει μία θέση, δίπλα στον Χανς Κρίστιαν Άντερσεν, στο πάνθεον της δανικής λογοτεχνίας. Στη νουβέλα του "Μόγκενς" (1882), αφηγείται ένα νατουραλιστικό παραμύθι, το οποίο ακολουθεί τη φόρμα των διηγημάτων ενηλικίωσης, που είναι τόσο της μόδας στις μέρες του στη Βόρεια Ευρώπη. Το κείμενό του λαμβάνει αποστάσεις από τον κυρίαρχο ρομαντισμό ανοίγοντας, με το εμπρεσιονιστικό ύφος των περιγραφών του, νέους δρόμους και θα επηρεάσει σημαντικά τους Σκανδιναβούς και Γερμανούς συγγραφείς στην καμπή του αιώνα.
Παρακολουθούμε τη διαδρομή του νεαρού Μόγκενς, προς την ωριμότητα και τη συναισθηματική ισορροπία. Παρόλα αυτά, δεν κινείται προς ένα καθορισμένο εξ' αρχής σκοπό, αλλά τονίζει τα στοιχεία που αναδεικνύουν την ατομικότητα και τη μοναδικότητα του ήρωα. Οι εικόνες που πλάθει, θυμίζουν τα παραμύθια του άλλου μεγάλου Δανού, του Χανς Κρίστιαν Άντερσεν, ενώ ταυτόχρονα διατηρούν τη νατουραλιστική αφήγηση και τη στροφή στους μοντέρνους κανόνες αφήγησης.
Το κείμενο είναι σύντομο και μ’ ευχαρίστηση διάβαζα τις θαυμάσιες, λεπτομερείς ηχητικές και χρωματικές περιγραφές του Γιάκομπσεν. Ένιωθα ότι ήμουν μέρος της ιστορίας και την παρακολουθούσα από κοντά. Αισθάνθηκα ότι ζούσα στο κτήμα του Μόγκενς, ότι ήμουν παρούσα κι έβλεπα, ένιωθα, μύριζα την εναλλαγή των εποχών. Ο ήρωας χάνει την αγαπημένη του και αυτό τον επηρεάζει τόσο πολύ, που αλλάζει η ίδια του η προσωπικότητα και η ζωή. Καταβάλλει τεράστιες προσπάθειες να βγει από το τέλμα της απελπισίας, της απόρριψης και της αγάπης. Έζησα μαζί του ολοζώντανα την εξέλιξη της προσωπικότητάς του μέσα από τις αλλεπάλληλες ερωτικές περιπέτειες. Με δεξιοτεχνία ο συγγραφέας οδηγεί τον ήρωα και τον αναγνώστη στη απελευθέρωση: από τις ζωώδεις παρορμήσεις της νεανικότητάς του, στον αγνό έρωτα, την πηγή της επίγειας ευδαιμονίας και στην ηθική ολοκλήρωση.
Η νουβέλα με άφησε με θετικά συναισθήματα και με γέμισε ελπίδα, καθώς εκφράζει και διερευνά την πεποίθηση ότι ο έρωτας δεν χρειάζεται να είναι άπιαστος και ανεκπλήρωτος, αλλά μπορεί να κατακτηθεί και να βιωθεί σε όλες του τις διαστάσεις.
No es para nada el tipo de libro que acostumbro a leer y quizás por eso me ha pillado totalmente desprevenida. Es cortito y muy ameno, crudo (con todo lo que ello implica) pero entrañable. Me ha sorprendido un montón la ambientalidad (¿se llama así?) de la narrativa (???) Lo he disfrutado pero a la vez siento que me he perdido muchas cosas por el camino; por eso le doy un "¿3,5-4/5? Quizás, puede, no sé, que más da"
Αν υπάρχει σχήμα και χρώμα και όλες αυτές οι όμορφες, ελαφρές κινήσεις, και πίσω από αυτά κρύβεται ένας περίεργος κόσμος που ζει και ενθουσιάζεται και αναστενάζει και λαχταράει, και όλα αυτά τα εκφράζει με φωνή και τραγούδι, τότε νιώθεις μιαν απέραντη μοναξιά, γιατί δεν μπορείς να πλησιάσεις αυτό τον κόσμο, και η ζωή γίνεται άχαρη και δυσβάσταχτη.
Άνθος δροσερό Άνθος δροσερό Τα όνειρά σου άσε με ν' ακούσω Μήπως έχουν μέσα τους την ίδια πνοή θαυμαστή Την ίδια θαυμαστή νεραϊδοπνοή Με οσα η καρδιά μου θέλει και ποθεί; Ψιθύρους, παράπονα, αναστεναγμούς Ετοιμοθάνατα αρώματα και λάμψεις που αργοσβήνουν Μεσα σε ανθισμένους ύμνους, ήχους τρεμουλιαστούς Στον πόθο, Ζω μέσα στον πόθο!
Julie læste den op for mig og vi er alene på en herregård hæhæ så det er hyggeligt. Mogens var en fed æstetik og den var meget smuk skrevet. Mogens kunne flirte på en fed og flot måde.
Assez inégal selon les nouvelles, cependant j'aime toujours autant le lyrisme de Jens Peter Jacobsen qui s'inscrit dans des fresques semi réalistes semi romantiques. La question de l'amour est omniprésent et l'auteur le traite sous de multiples formes : l'amour déchu, l'amour passionnel, l'amour calme et tranquille, l'amour adolescent, l'amour d'une femme d'âge mûr (qui plus est mère), ce dernier très surprenant à trouver dans l'ouvrage écrit par un homme fin XIXe siècle. On est ainsi témoin, au travers de la plume de Jacobsen, de l'évolution progressive quoique laborieux des mœurs en Europe.