”Skoven var mere mit hjem, end dér, hvor mit navn stod på postkassen.”
Skoven har altid været et helt særligt sted. I litteraturen er vi blevet præsenteret for eventyrlige beretninger om personer, som ofte skal gennem mørket for at finde lyset på den anden side. Men skoven kan også være stedet, hvor vi møder os selv – og ofte i en version, som vi ikke tidligere kendte til …
Evigheden er en novellesamling med bidrag fra tretten forfattere. Fortællingerne tager udgangspunkt i skoven og alt det magiske, der sker, når man træder ind i dens verden. Novellerne handler om at være ung og fokuserer på emner som: identitet, seksualitet, sorg, familierelationer, klima og kærlighed.
"Evigheden" er en masse noveller af unge, nye forfattere - alle med enormt talent. Bogens fokus er noveller om skoven - men det kan tages på mange måder. I dette tilfælde, fordi det er fantasy, er der selvfølgelig ofte noget overnaturligt eller fantastisk med i det. Især skal fremhæves Simone Lindquists "Tågens kærtegn" (en LGBTQ+ heksehistorie om to unge piger i en isoleret landsby) og Dina Kjøng Sjöbloms "Balancen" (med øko-huldrer). Alle novellerne er af høj kvalitet, og lover godt for forfatterfaget i Danmark. Kan varmt anbefales.
13 noveller om skoven - identitet, kærlighed, seksualitet, tab og meget mere. Bidrag fra by Eva Munk, Dina Kjøng Sjöblom, Siri Agnete Bennekou, Lea Grosen Jørgensen, Malene Fabricius Holm, Signe Fahl, Laura Helena Pimentel da Silva, Saynab Farah Dahir, Julie M. Day, Sidsel Sander Mittet, Sissel Moody, Jeanne Goldbech & Simone Lindquist.
Har arbejdet som redaktør/koordinator ifb. med projektet.
Jeg havde det meget sjovere med at læse den her novellesamling end jeg troede at jeg ville! Som en, der normalt ikke træder mange skridt ind over grænsen til fantasy, før tæerne bliver kolde og fryser af, var det spændende at se hvad hjerner, der virkeligt holder af genren, kan gøre med den. Og man kan virkeligt mærke at forfatterne til samlingen her holder af den eventyrlige genre. Specielt kan anbefales Lea Grosen Jørgensens 'Skoven Giver, Skoven Tager', om en dystopisk verden, der desværre på ingen måde er et urealistisk bud på menneskehedens fremtid. Og selvfølgelig Simone Lindquists charmerende opløftende historie, om at det at elske, og at være sig selv, er mere end muligt, bare man tør vove sig ud i uvisheden for det.
Måske nok ananas i egen juice når nu jeg selv har en novelle med, men jeg er så imponeret over de mange vinkler og fortællerstemmer i den her samling 🤩 Læs endelig med, hvis du er til magisk realisme ❤️
Virkelig god bog med en masse fine noveller der sætter fokus på forskellige emner, alle med skoven som omdrejningspunktet. Jeg elskede alle novellerne, tak for læsningen🌸