Da det højtbelagte smørrebrød i sin tid fødtes, var det som en festudgave af håndmadderne, og det fremstilledes kun i professionelle køkkener. I 1880’ernes København begyndte der at dukke smørrebrødsforretninger op, og her varetog de såkaldt ’kolde jomfruer' deres håndværk så fint, at smørrebrød blev det første fingeraftryk, Danmark satte på det gastronomiske verdenskort. Oskar Davidsen var oprindelig vinhandler. I 1888 åbnede han en vinstue, og da kunderne viste sig at være ikke blot tørstige, men også sultne, improviserede hans kone noget smørrebrød, hvilket blev starten på dynastiet Davidsen. Herunder også på fødslen af den længste smørrebrødsseddel i verden: 140 cm lang og med 178 variationer.
Søstrene Dagmar og Ellen i Lone Hørslevs roman ’Halvt i himlen’ arbejder som kolde jomfruer hos Davidsen, hvor de i al beskedenhed bidrager til smørrebrødets storhedstid i 1920’erne. ”Restauranten var blevet berømt. Og med berømmelsen kom berømthederne.” Berømthederne er politikere, forfattere, skuespillere eller en personage som direktør Birger Birk Madsen fra den fornemme Hambros Allé i Hellerup. – En adresse, der er finansieret af Madsens fortid som børsspekulant og gullaschbaron. Men topmålet er dog, da selveste kong Christian og dronning Alexandrine melder deres ankomst.
Man kan sige, at restauranten allerede har peaket, da Ellen og Dagmar arbejder der, for da er den gået i arv til Vagn Aage Davidsen. I virkeligheden er det hans søster, fru Lenau, der knokler for at holde den flotte standard, for Vagn Aage er alkoholiker.
Dagmar og Ellen bor med deres mor og en bror i Pisserenden, nærmere bestemt i en lille lejlighed i Larsbjørnsstræde. I lejlighedens ene rum logerer Knud uden at bidrage økonomisk til familiens underhold, mens de to døtre deler en seng i det andet rum, hvor også moderen sover. Pigerne afleverer hele deres løn til moderen. Deres afdøde far har indøvet en slags bekendelse med dem, fra de var små: ”Ellen, hvad er det vigtigste, en pige skal lære? og hun svarede mekanisk: at lave mad og holde mandfolk på afstand.” Dette leder frem til hovedreglen: en ugift kvinde skal ikke komme rendende hjem med en unge under armen. Hun skal med andre ord ikke lade sig blive bollet tyk, som det hedder, når romanen betjener sig af gammeldags socialklasse 5-slang.
De to søstre er i starten af tyverne – og jomfruer – bortset fra, at Dagmar har et udseende, der appellerer til visse mænd på en måde, så de bilder sig ind, at hun ligefrem beder om at blive overfaldet (lærer Frederiksen). Man har indtryk af, at Ellen er mere æterisk og uberørt, indtil hendes livs første kæreste gør hende gravid, uheldigvis uden at have fortalt hende, at han er gift. Hartvig er af sin familie tiltænkt en karriere hos Statsbanerne, men han er en wannabe-forfatter, der indtil videre har skrevet til skrivebordsskuffen. Det kunne måske tyde på, at hans drømme går i international retning, når han hyppigt udtrykker små vendinger på engelsk. Men ellers er en gennemgående kærligheds-vending mellem Hartvig og Ellen, at hun ”gør ham salig”, hvilket må siges at være udtryk for civiliseret gammeldags sprog. Romanen har usædvanligt svært ved at finde sit sprogleje, hvilket eksemplificeres af, at Hartvig også kalder Ellen sin Soulmate. – Et udtryk, der bestemt ikke var gængs i Danmark for 100 år siden. Og det var udtrykket ”at hænge ud med” heller ikke.
Og så er der også lige det med sprogrigtigheden. – Mindst to gange kløjes forfatteren i forskellen transitive/intransitive verber: ”Så hang hun sin våde frakke op på en bøjle” + ”- Hvad glor du på? Sagde han bare og hang sin jakke ved siden af hendes”. Da begge sætninger indeholder et genstandsled (frakke/jakke), forudsætter de begge et transitivt verbum, altså ”hængte”.
Hørslev udsætter romanen igennem læseren for en overdosis af sammenligninger, markeret via det lille ord ”som”. ”Willy fulgte helt perpleks med, som en hund, der havde jagtet en sporvogn, og nu, hvor den endelig havde indhentet den, var i tvivl om, hvad den skulle stille op med den” + ”Hendes drømme og planer var ukonkrete og uden retning og lå og skvulpede inden i hende, som små skibe, der ikke rigtig har nogen havne at lægge til i”. For sit indre øre har forfatteren muligvis hørt disse udsagn læst op med en diktion, som var der tale om åndfulde metaforer, men det er altså bare pointeløse sammenligninger. Og vel at mærke to ud af mange af slagsen.
Endelig er der selve slutningen..!