Med fængende detaljerigdom og gehør for København anno 1924 fortæller Lone Hørslev i romanform sin oldemors historie om en skæbnesvanger sommerforelskelse.
De to søstre Ellen og Dagmar lever en let forhutlet tilværelse i 1920’ernes København. De bor i en kummerlig lejlighed i Larsbjørnsstræde sammen med deres mor og storebror, Knud, der begge er på nakken af dem. Da det lykkes søstrene at komme i lære på Oskar Davidsens nyåbnede smørrebrødsrestaurant på Nørrebro, er deres lykke tilsyneladende gjort – hvis de ellers kan finde ud af at holde hovedet koldt og benene samlede, som bestyrerinden udtrykker det.
Hårdt arbejde er et vilkår, og druk og vold er hverdag i Pisserenden, men en sommeraft en i Tivoli møder Ellen og Dagmar et par unge mænd med ternede strømper og bølger i håret. Hartvig er charmerende og beleven, og Kai taler forførende om kunst, og Ellen og Dagmar forelsker sig hovedkulds i de to fremmede mænd. Kærligheden får dem til at spire i hver sin retning, og fortielser og hemmeligheder kommer pludselig imellem de to søstre, som ellers altid har været hinandens fortrolige.
Halvt i himlen er en både rørende og barsk kærlighedsroman om to unge kvinder på vej ud i livet. En gribende fortælling om familiehemmeligheder og længslen eft er et andet liv, om erotik og højt belagt smørrebrød.
Lone Hørslev (f. 1974). Debut 2001 med digtsamlingen ”TAK” på Gyldendal. Bachelor i dansk litt. fra RUC, 2001. Forfatterskolen 2001-03. Udgav i september 2014 den historiske roman ”Dyrets år – en roman om Marie Grubbe” på forlaget C&K, og har hermed i alt udgivet fem digtsamlinger og fire romaner.
Modtaget Strunge-prisen 2004, Statens treårige arbejdslegat 2006. Jytte Borbergprisen for romanen ”Naturlige fjender”, 2009 og Autorernes hæderspris for forfatterskabet, 2013. Det Danske Akademis Beatricepris, 2014.
Halvt i himlen er mit første bekendtskab med Lone Hørslevs skriverier, men det bliver helt sikkert ikke det sidste. Lone præsenterer sin fortælling via en meget imponerende skrivestil, der formår at vække karaktererne til live og give et glimrende billede af datidens København.
Efter endt læsning efterlades man både oplyst og underholdt. Man har et langt bedre indblik i datidens liv og vilkår som medlem af arbejdsklassen – hvor ikke mindst de dårlige forhold og fremtidsudsigter for kvinder er i fokus. At Lone har valgt at lade bogen fortælle i vekslende beskrivelser fra de to hovedpersoner gør, at man forstår at en situation kan opleves vidt forskelligt alt efter personens livssyn og måde at håndtere problemer på.
Vi nutidens kvinder har det med at glemme, at der for ikke så længe siden var helt andre vilkår for kvinder. Der var ikke de store muligheder for arbejderklassens kvinder. Og netop her kommer bogens titel til sin ret: måske er det kun muligt, selv i livets lykkeligste stunder, at føle sig halvt i himlen.
Bogen er opbygget med cliffhangere i slutningen af hvert kapitel, og fremdriften er dermed sikret. Derfor bør du ikke starte på bogen en sen aften – for du kommer til at gå glip af søvnen. Halvt i himlen er en meget vellykket familiekrønike om klasse, kærlighed og København – og gudskelov er der lagt op til en efterfølger.
I denne boka møter vi søstrene Ellen og Dagmar, to unge og håpefulle arbeiderklassekvinner som gjør det de må for å overleve i 1920-tallets København. Drømmer og lengsler driver dem framover, samtidig som datidens samfunn legger kraftige begrensninger på livsutfoldelsen deres. Halvt i himlen er en hyllest til de livene våre oldemødre og bestemødre levde, og tegner et nyansert og livlig tidsbilde av Skandinavia, 1924. En veldig fin bok!
wow. virkelig en vild fortælling. Igen er mit hjerte ret knust, er der snart nogen der vil låne mig en ægte feel good bog? Historien om Ellen og Dagmars søsterskab er enormt smuk, pigerne fortælling om et liv i noget der minder om et fangeskab af skam, fattigdom og håb, føles så virkelig, og giver et indsigtsfuld indblik i 1920ernes københavn. Jeg slugte den ægte råt. Første halvdel var så håbefuld, og så går det bare så fucking galt til sidst, at det føltes som at se en trafikulykke i slowmotion at læse videre. Jeg bærer selv min oldemors vielsesring på fingeren ligesom Hørslev, som har inspireret romanen, og jeg får også helt lyst til at skrive en bog om min egen oldemors liv. Smukt💋
I en lille lejlighed på Larsbjørnsstræde bor søstrene Ellen og Dagmar sammen med moren og storebroren. Faren er død, så søstrene må hjælpe til økonomisk for at få det til at hænge sammen. Det er 1920’erne og fattigdommen raser overalt i pisserenden.
Efter at have taget chancen og sagt, deres pladser op. Til smiler heldet dem, samtidig med en del frækhed får begge arbejde i Oskar Davidsens nyåbnet smørrebrødsrestaurant.
En lun sommeraften i tivoli møder Ellen og Dagmar et par unge mænd, hvilket bliver starten på en voksende forelskelse hos dem begge, og fortielser og hemmeligheder kommer pludselig imellem dem. som ellers altid har været hinandens fortrolige.
------------
Lone Hørslev formår med denne skønlitterære lækkerbisken, at få os tilbage til 1920’ernes kvindesyn og de mange problematikker unge kvinder stod med.
Emner som frihed, kønsroller, fattigdom, forelskelse, seksualitet, håb, drømme, svigt, magt og meget mere, kredses der om.
Stemningsfyldt fyldes bogen med billedlige og sanselige indtryk, der gør at den kommer helt ind under huden. Man nærmest mærker de to søstre og omgivelserne. Virkelig velskrevet.
Dette er mit første bekendtskab med forfatteren med absolut ikke det sidste, for man er som tryllebundet til hendes ord.
En ufattelig smuk bog, der får mine bedste anbefalinger. Hvis du er til historisk litteratur med masser af dybde, samtidig med det emme af lethed.
Fin fortælling om livet i 20'ernes fattige København, især når man forstår den handler om forfatterens oldemor. Man kan næsten mærke utøjet krible i håret og lugten af uvaskede kroppe. Det er svært ikke at være fan af Lone Hørslev, men hvis man skulle indvende noget, var der flere gange jeg syntes at hovedpersonernes indre liv klarlægges for meget, hvor replikkerne, dialogen og beskrivelsen af noget non-verbalt havde stået stærkere uden forklaring.
Trolig medrivende, sjov og sørgelig. Min mor var selv uddannet smørrebrødsjomfru hos Oskar Davidsen, dog i 1950’erne. Jeg føler virkelig jeg har fået et indblik i min mors ungdom, selvom hendes historie foregår 30 år senere.
Giver et stemningsfuldt tidsbillede af København i 1920’erne, og en fin beskrivelse af hvordan forholdene var for kvinder dengang. Der er flere skønne passager der beskriver de to søstres første forelskelser og deres spirende seksualitet. Jeg var godt underholdt.
Medrivende og velskrevet, et tidsbillede af 20rnes København, sanseligt og med et godt drive i historien - måske lige vel kulørt - men eftersom den handler om forfatterens oldemor er det måske virkeligheden, der er kulørt?
Fantastisk bog om kærlighed og længsel. Meget god fordi den får en til at føle at man er der og fordi den er meget realistisk. Det er jo nok fordi den er baseret på et rigtigt liv hvilket jeg først fandt ud af efter jeg havde læst den. Det synes jeg er imponerende.
En god bog om livet som arbejder for 100 år siden - især kvindernes liv. Heldigvis har meget ændret sig, men det er alligevel tankevækkende, hvordan kvinder er blevet behandlet som andenrangs mennesker.
Spændende roman med en god personbeskrivelse og miljøfortælling. Jeg får lyst til st læse mere af LH. Hun skriver meget levende om personer og København .
Da det højtbelagte smørrebrød i sin tid fødtes, var det som en festudgave af håndmadderne, og det fremstilledes kun i professionelle køkkener. I 1880’ernes København begyndte der at dukke smørrebrødsforretninger op, og her varetog de såkaldt ’kolde jomfruer' deres håndværk så fint, at smørrebrød blev det første fingeraftryk, Danmark satte på det gastronomiske verdenskort. Oskar Davidsen var oprindelig vinhandler. I 1888 åbnede han en vinstue, og da kunderne viste sig at være ikke blot tørstige, men også sultne, improviserede hans kone noget smørrebrød, hvilket blev starten på dynastiet Davidsen. Herunder også på fødslen af den længste smørrebrødsseddel i verden: 140 cm lang og med 178 variationer.
Søstrene Dagmar og Ellen i Lone Hørslevs roman ’Halvt i himlen’ arbejder som kolde jomfruer hos Davidsen, hvor de i al beskedenhed bidrager til smørrebrødets storhedstid i 1920’erne. ”Restauranten var blevet berømt. Og med berømmelsen kom berømthederne.” Berømthederne er politikere, forfattere, skuespillere eller en personage som direktør Birger Birk Madsen fra den fornemme Hambros Allé i Hellerup. – En adresse, der er finansieret af Madsens fortid som børsspekulant og gullaschbaron. Men topmålet er dog, da selveste kong Christian og dronning Alexandrine melder deres ankomst. Man kan sige, at restauranten allerede har peaket, da Ellen og Dagmar arbejder der, for da er den gået i arv til Vagn Aage Davidsen. I virkeligheden er det hans søster, fru Lenau, der knokler for at holde den flotte standard, for Vagn Aage er alkoholiker.
Dagmar og Ellen bor med deres mor og en bror i Pisserenden, nærmere bestemt i en lille lejlighed i Larsbjørnsstræde. I lejlighedens ene rum logerer Knud uden at bidrage økonomisk til familiens underhold, mens de to døtre deler en seng i det andet rum, hvor også moderen sover. Pigerne afleverer hele deres løn til moderen. Deres afdøde far har indøvet en slags bekendelse med dem, fra de var små: ”Ellen, hvad er det vigtigste, en pige skal lære? og hun svarede mekanisk: at lave mad og holde mandfolk på afstand.” Dette leder frem til hovedreglen: en ugift kvinde skal ikke komme rendende hjem med en unge under armen. Hun skal med andre ord ikke lade sig blive bollet tyk, som det hedder, når romanen betjener sig af gammeldags socialklasse 5-slang.
De to søstre er i starten af tyverne – og jomfruer – bortset fra, at Dagmar har et udseende, der appellerer til visse mænd på en måde, så de bilder sig ind, at hun ligefrem beder om at blive overfaldet (lærer Frederiksen). Man har indtryk af, at Ellen er mere æterisk og uberørt, indtil hendes livs første kæreste gør hende gravid, uheldigvis uden at have fortalt hende, at han er gift. Hartvig er af sin familie tiltænkt en karriere hos Statsbanerne, men han er en wannabe-forfatter, der indtil videre har skrevet til skrivebordsskuffen. Det kunne måske tyde på, at hans drømme går i international retning, når han hyppigt udtrykker små vendinger på engelsk. Men ellers er en gennemgående kærligheds-vending mellem Hartvig og Ellen, at hun ”gør ham salig”, hvilket må siges at være udtryk for civiliseret gammeldags sprog. Romanen har usædvanligt svært ved at finde sit sprogleje, hvilket eksemplificeres af, at Hartvig også kalder Ellen sin Soulmate. – Et udtryk, der bestemt ikke var gængs i Danmark for 100 år siden. Og det var udtrykket ”at hænge ud med” heller ikke.
Og så er der også lige det med sprogrigtigheden. – Mindst to gange kløjes forfatteren i forskellen transitive/intransitive verber: ”Så hang hun sin våde frakke op på en bøjle” + ”- Hvad glor du på? Sagde han bare og hang sin jakke ved siden af hendes”. Da begge sætninger indeholder et genstandsled (frakke/jakke), forudsætter de begge et transitivt verbum, altså ”hængte”.
Hørslev udsætter romanen igennem læseren for en overdosis af sammenligninger, markeret via det lille ord ”som”. ”Willy fulgte helt perpleks med, som en hund, der havde jagtet en sporvogn, og nu, hvor den endelig havde indhentet den, var i tvivl om, hvad den skulle stille op med den” + ”Hendes drømme og planer var ukonkrete og uden retning og lå og skvulpede inden i hende, som små skibe, der ikke rigtig har nogen havne at lægge til i”. For sit indre øre har forfatteren muligvis hørt disse udsagn læst op med en diktion, som var der tale om åndfulde metaforer, men det er altså bare pointeløse sammenligninger. Og vel at mærke to ud af mange af slagsen.
“Da Ellen var lille, tog hendes far hende nogle gange på skødet og sagde, Ellen, hvad er det vigtigste, en pige kan lære? Og hun svarede mekanisk: at lave mad og holde mandfolk på afstand. Det morede de voksne sig altid over. Men under det hele var en alvor, som hun aldrig helt havde forstået den sands dybde af. Hvad hun til gengæld aldrig havde været i tvivl om, var fattigdommens kvælende magt. At fattigdom dræber og gør mennesker ude af sig selv. At fattigdom får mænd til at drikke og slå fra sig. At fattigdom får kvinder til at dræbe deres egne børn med strikkepinde. Binde deres børn til kakkelovnen, mens de selv står hele dagen på en fabrik. At fattigdom er en skamfuld adresse i kirkebogen, som en stank, der altid vil hænge ved én. Hvad er det vigtigste, en pige skulle lære? At hendes krop aldrig er hendes egen, men tilhører familien, arbejdet, gaden og indimellem herskabet. Dem, der betaler. Når den er ung og frisk, besidder den en særlig værdi, men jo mere slidt og brugt, jo lavere valuta. At holde mandfolk på afstand, var den bedste måde at holde kursen så høj som muligt, så længe som muligt. Alt det havde hun været ligeglad med. Forelskelsen havde fået hende til at glemme. Alt, hvad hendes mor havde advaret hende imod, Sofie, der selv engang var stukket af. Nu var det Ellen, der lå som hun havde redt, og håbede inderligt håbede, at Hartvig ikke ville svigte hende”