Iben Hjejle er en af sin generations mest markante skuespillere.
Skuespilleren Iben Hjejle var en del af det store nybrud i dansk film i 1990’erne, hun indspillede Hollywood-film og var en hjørnesten i det populære Klovn-univers. Privat udgjorde hun halvdelen af ”Danmarks celebritypar nummer to” – efter kronprinsparret.
De senere år har hun skabt en af landets mest lyttede podcasts, den hudløst ærlige Sitter, hvor hun er vært sammen med veninden Signe Lindkvist. Men undervejs har livet taget nogle dyk, og hun er flydt væk fra det, hun er rundet af. Både privat og professionelt. I En gylden korkprop fortæller hun om at finde vej til overfladen og træde i karakter i sit livs vigtigste rolle: Rollen som sig selv. Det har krævet nogle markante valg – og fravalg – i bestræbelsen på at blive tro mod sig selv og genfi nde sine grundværdier.
Fortællingen tager sit udspring en dag, Iben smider en kasse med gamle manuskripter i en container. Det bliver første skridt i en længere selvransagning, som fører hende hele vejen tilbage til barndomshjemmet i 1970’ernes Søborg. Hun følger sit spor gennem skiftende familieformer, nedslående tab, tætte venskaber og svære brud frem til i dag, hvor hun har fundet tilbage til fordybelsen og åbnet et nyt kapitel.
Bogens tone har den balance, der også kendetegner Iben som menneske og skuespiller – der er lige dele humor og eftertanke. Som en kollega har sagt: "Hos Iben ligger Dostojevski og pruttepuden lige ved siden af hinanden."
Det virker meget svært at skulle "rate" en biografi. For det første læser jeg aldrig biografier, så jeg har intet sammenligningsgrundlag. For det andet føles det lidt, som om det mere bliver en anmeldelse af personen (her Iben Hjejle) end af bogen. Kan jeg lide personen? Så må bogen jo være god. Det er en mærkelig præmis - om jeg kunne lide hovedpersonen i en fiktionsbog ville aldrig være eneste målestok for, om jeg kunne lide bogen. Måske er det også kun mig, der oplever det som ekstra svært at skille tingene ad? Jeg har det som om, at jeg er illoyal, hvis jeg kritiserer en bog, hvis den er skrevet om (og evt. af) en person, jeg synes om.
Så jeg nægter at give Iben 3 stjerner!
Det var en lang smøre for at retfærdiggøre at udelade en rating, men samtidig skrive noget kritisk/konstruktivt om bogen, jeg har læst (in this case lyttet til) - det kommer lige straks!
Jeg er ret vild med Iben Hjejle. Jeg har altid syntes, hun var fascinerende som skuespiller, men siden Sitter har jeg elsket hende som hende. Så på mange måder kan jeg godt lide bogen. Den handler om en kvinde, som jeg synes er både sej, sjov og skræmmende nem at spejle mig i.
Til gengæld er jeg ikke vild med tonen i bogen. Eller "stemmen", er det vel i virkeligheden... Problemet er, at jeg kender Iben Hjejles stemme ret godt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg har hørt rigtig meget Sitter. Så når jeg læser bogen, som jo faktisk ikke er skrevet af hende, får jeg meget fornemmelsen af, at jeg læser nogen prøve at ramme hendes stemme uden at lykkes fuldstændigt med det. Det bliver kunstigt og lidt opstyltet, og Iben Hjejle er som udgangspunkt ingen af delene. Det bliver yderligere kompliceret af, at jeg ikke rent faktisk har "læst" bogen, men hørt den oplæst... Af ingen ringere end Iben selv. Hvilket jeg oplevede som at Iben Hjejle læste noget, som skulle forestille at være hendes egen stemme, men ikke rigtigt var det, og samtidig prøvede at gøre den "til sin egen"... Jeg blev lidt svimmel af oplevelsen.
Måske er jeg unfair i min vurdering. Måske er de sproglige "skurren" indbildte. Men det var nu engang min oplevelse. Bogen var heller ikke vildt spændende, men det er biografier vel sjældent, fordi (relativt?) almindelige liv ikke er gennemtænkt ift. plot og spændingskurver. Jeg fik både grinet og måske også fældet en enkelt tåre, så jeg kan vel dårligt forlange mere.
Tusind tak til @politikensforlag og @ibenkenobi @espenstrunk for anmeldereksemplaret!
I dag vender vi os mod en biografi. Denne gang af skuespilleren Iben Hjejle. Bogen hedder “En gylden korkprop”, og gennem bogen skal du nok finde ud af hvorfor.
I bogen sætter Iben Hjejle i samarbejde med Espen Strunk ord på sit liv. Om både opture og nedture. Om arbejdet som skuespiller både i store Hollywood-produktioner og i store tv-serier som Klovn. Og så fortæller hun om samarbejdet med veninden Signe Lindkvist, der samme har podcasten “Sitter”. På overfladen kan det hele måske se ekstravagant og tip-top ud, men under overfladen ulmer også udfordringer og forhindringer. I bogen fortæller Iben Hjejle ærligt og åbent om også disse oplevelser.
I bogen fortæller Iben Hjejle også om sin far og forholdet til ham. Hans demens har fyldt meget og også været en udfordring for familien. Men en udfordring de har været villige til at tage.
Forholdet til hendes mor fylder også i bogen, ligesom savnet til hende.
Bogen er skrevet i et let og humoristisk sprog. Kapitlerne er korte og generelt er bogen let håndgribelig.
“En gylden korkprop” er en bog om valg og fravalg.
Jeg lånte den impulsivt og hørte den næsten i et stræk. Jeg syntes, den var fængslende og frisk og ærlig. Jeg har ikke hørt Iben og Signes podcast fordi jeg er frygtelig bange for alt det alt for fjollede og uden overhovedet at vide om podcasten er fjollet, og var på samme måde bange for at denne bog var fjollet, men den var alt andet. Iben fortæller åbent og usentimentalt om sit liv og sin karriere. Især hendes fortælling om morens død rørte mig. Jeg har altid selv tænkt, at jeg mistede min far for tidligt. At jeg simpelthen ikke var færdig med at blive menneske, og præcist det, sætter hun ord på, og det var så rart at høre fra en anden. Den er oplæst af Iben selv og hun både rømmer sig og griner i sin oplæsning, som giver en fin nærværelse. Hun taler med respekt om alle, hun sætter navn på og virker i det hele taget som et gedigent og godt menneske. Og et meget privat menneske, udover at være hende vi alle synes, vi kender.
elsker Ibens personlighed, så er overhovedet ikke overrasket over at jeg nød den her til de fulde fem. Også har hun bare en skøn fortæller stemme, kæmpe fan!