Indledningsvis havde jeg forventet en anden bog, der ville give en form for retning, leveregler og eksemplet på disse. Jeg synes selve Aurelius' overordnet set er en smule for dogmatiske. Der var dog et par guldkorn ind imellem.
Oversætterens forord og noter var meget fine og gav teksten en god kontekst.
Efterordet var meget smukt og fortalte historien om en meget dydig mand, som ellers var -eller blev -rimeligt ulykkelig grundet hans selvtugt. På en gang motiverede det mig til at følge stoicismen grundet hans smukke eftermæle, men det gjorde mig også fortvivlet at se, hvordan det førte til et rimeligt melankolsk åndeligt liv.