Lucius Annaeus Seneca var romersk tragedieforfatter, digter, filosof og statsmand. Han er forfatter til de filosofiske tekster: Om livets korthed. Om vrede. Om mildhed. Om sindsro, som her udgives i ét samlet værk som en del af Gyldendals Oldtidsserie. Bogen er med nyt forord af Niels Overgaard, forfatter til Det hele handler ikke om dig selv. Antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening (2020).
I Om livets korthed skriver Seneca om livets forgængelighed og hvordan man får det bedste ud af det, ved ikke at lade sig distrahere, eller spilde livet, fordi man tror det varer evigt. Seneca skriver indsigtsfuldt og relevant om hvordan mennesket ødsler det mest kostbare, som det har, bort – nemlig tiden. Fordi tiden ikke er materiel eller synlig.
”Kortest og mest beklemmende er deres liv som glemmer fortiden, forsømmer nutiden og ængstes for fremtiden” skriver Seneca i sit filosofiske skrift, som en kærkommen påmindelse om at være til stede, om at huske og om ikke at frygte dét, man ikke kan kontrollere.
Om vrede. Om mildhed. Om sindsro er tre centrale tekster i Senecas forfatterskab. Om vrede indeholder blandt andet en detaljeret beskrivelse af det menneskelige sind og hvordan sindet påvirkes. Senecas tanker om vrede er højaktuelle i dag, hvor en hård og barsk tone fylder mere i den offentlige debat. Seneca skrev Om mildhed til kejser Nero kort efter hans tronbestigelse i år 54. Teksten er Senecas forsøg på at overbevise kejseren om, at man når længst med mildhed, og at hvis man misbruger sin magt imod naturens orden, vil disse grusomheder blive vendt mod en selv. I Om sindsro skriver Seneca vedkommende om hvordan selvindsigt kan befri mennesket fra den ydre verdens omskiftelighed.
Lucius Annaeus Seneca (often known simply as Seneca or Seneca the Younger); ca. 4 BC – 65 AD) was a Roman Stoic philosopher, statesman, and dramatist of the Silver Age of Latin literature. He was tutor and later advisor to emperor Nero, who later forced him to commit suicide for alleged complicity in the Pisonian conspiracy to have him assassinated.
Lev livet. Behandl andre som du selv vil behandles. Carpe diem.
Synes du også teksterne på din kusines køleskabsmagneter er for korte? Så skal du læse Seneca. Her får du cirka 150 siders ufortyndet lommefilosofi med et skævt røvslikkeri oven i bowlen. Seneca skriver til romerske kejsere og senatorer og deres egoer må blive helt blankpolerede af Senecas nubrede tunge.
Argumentation er lødig sine steder og det er lidt sjovt, når Seneca brokker sig over hvor dekadent det er at gå til frisør for ofte, men teksterne i denne opsamling er altså en rodet omgang skrevet med løs hånd. Det er ikke synderligt fokuseret, hvilket til gengæld gør det enormt nemt at cherrypicke fra, hvilket meget tåbelig selvhjælps- og ledelseslitteratur står i kø for at bekræfte.
Samtidig bærer denne udgave præg af Gyldendals lidt fortravlede tilgang til deres klassikere. De har klasket to tidligere Seneca-oversættelser sammen og ladet sidetallet løbe på tværs af de to bøger. Sidetalsangivelserne på noterne passer til gengæld til de gamle udgivelser. Det er overmåde sløset.
Hvordan bedømmer man visdom med 2.000 år på bagen? Hvordan går man til den viden?
Jeg valgte at læse denne fremragende bog 2 dage i træk. Ved første gennemlæsning søgte jeg at holde egen historie og blik for verden ude fra oplevelsen. Gjorde et forsøg på en nøgtern betragtning af bogen. Det gav en ret god og uventet følelse af balance, som når man har arbejdet med en større udfordring, og så falder tingene bare på plads. Uden man helt er klar over, hvad det faktisk var der skete.
Derfor læste jeg bogen igen. Dagen efter. Her tillod jeg mig, at sætte egen historie og virkelighed ind i samtlige betragtninger. En svær øvelse, da fortællinger fra det første århundre skal bringes ind i en nutidig og personlig kontekst. Jeg må dog erkende, at jeg her efter den anden gennemlæsning klart kan sætte 2 streger under de konklusioner jeg drog under første læsning. Der er noget her, og du har ubevidst gjort brug af det, i egne transformationer af virkeligheder til noget bedre.
'Om livets korthed' fortalte mig en del om misbruget af den eneste naturlige resurse: Tid. Om ligegyldigheden i besiddelser og status.
Følgende afsnit fra 'Om mildhed' gjorde også et større indtryk: Den vise vil altså ikke ynke, men hjælpe og gavne, født som han er til at virke for fælles hjælp og offentlig velfærd, hvoraf han vil give enhver sit; en rimelig del vil han også lade komme dem til gode, der har bragt sig i en ulykkelig situation, som nok kan bebrejdes dem, men også forbedres; desto villigere må han være til at bistå ulykkelig stedte, der lider uforskyldt. Når han kan, går han imellem, hvor nogen rammes af ulykke, thi hvor er hans midler og kræfter bedre anvendt end hvor noget kan rettes op, som tilfældet har styrtet omkuld.
Et afsnit fra 'Om sindsro' havde en lignende effekt: Dog er det vigtigt at undgå surmulerne, der jamrer over alt og finder grund til klage allevegne. En nok så trofast og velmenende ven, der altid er ude af sig selv og besværer sig over alt og alle, er en fjende af vores sindsro.
Fra samme kapitel referes Publilius: Hvad der kan ramme én, kan ramme hver og én.
Seneca's og stoicisternes tanker og filosofi har været en væsentlig del af udviklingen af både kristendommen og fremtidens Europa.
Viden fra denne bog i almindelighed og oldtiden i særdeles gør det uforståeligt, at man i det dannende almene gymnasium har reduceret faget 'Oldtidskundskab' til et C-niveau valgfag. Nutidens tematiker og udfordringer er blevet drøftet i århundrede/årtusinder, men vi kræver retten til at definere disse i vores nutid, og behandle disse med nye briller uden skelen til fortiden. Den vise - for at blive i Senecas univers - kender sin fortid, er nærværende i sin nutid og har tillid til sin fremtid.
Fantastisk indblik i den romerske magtelite under så rablende kejsere som Caligula og Nero. Derudover jo fyldt med stadigt gyldige stoiske betragtninger om livet. Jeg syntes bedst om Om vrede og Om sindsro.