På forhånd frygtede han elektrochok som sit værste mareridt. Men behandlingen viste sig mirakuløs.
I januar 2018 blev Peter Øvig helbredt fra en svær psykotisk depression på Rigshospitalets lukkede afdeling. Først bagefter gik det op for ham, hvor store omkostninger sygdommen havde haft for ham selv og hans nærmeste. I en lang periode ville hans fjortenårige søn ikke se ham.
I de tre år siden helbredelsen har Peter Øvig gravet i, hvad depression og elektrochok har gjort ved ham. Undersøgelsen fører ham fra hans ungdoms antipsykiatri til tredivernes slagtehaller i Rom og videre over CIA’s eksperimenter med hjernevask frem til den nyeste forskning i erindring. Han opdager, at vi måske selv digter, hvad vi husker.
Under arbejdet med Jeg er hvad jeg husker må Peter Øvig ændre sit syn på ikke bare psykisk sygdom, men også sine nærmeste – og sig selv. ”Jeg er blevet en anden”, konstaterer han i bogen, ”og jeg kan bedre lide ham.”
Jeg er hvad jeg husker er en selvstændig fortsættelse af Min mor var besat.
Peter Øvig Knudsen (født 9. oktober 1961 i Holme) er en dansk journalist og forfatter. Han har kaldt sig selv dokumentarist og amatørhistoriker.[1]
Øvig Knudsen blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1987 og var som led sin i uddannelse i praktik på Ekstra Bladet. Senere har han arbejdet for pressebureauet Sidelinjen, månedsbladet Press, Information, Weekendavisen og DR, hvor han lavede programmet Marathon, der var 24 timers interview hjemme hos diverse kendte. Siden 2003 har han arbejdet som forfatter på fuld tid. I 2005 og 2006 har han modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstråd.
I 2003 instruerede han sammen med Morten Henriksen dokumentarfilmen Med ret til at dræbe, som var baseret på de to bøger om besættelsen, Efter drabet og Birkedal. Filmen vandt i januar 2004 en Robert for årets bedste lange dokumentarfilm. For bøgerne modtog Peter Øvig Knudsen i 2004 DR's Rosenkjærprisen. For Efter drabet fik han desuden Drassows hæderslegat i 2001, mens han modtog BG Bank-prisen Det Gyldne Bogmærke for Birkedal i 2006. Efter drabet og Birkedal solgte godt 20.000 eksemplarer.[1]
Den hidtil største salgssucces har Øvig Knudsens oplevet med bøgerne om Blekingegadebanden, der gav ham Cavlingprisen i 2007 og Den Berlingske Fonds Journalistpris i 2008. De to bind er solgt i mere end 200.000 eksemplarer.[1] I 2008 arbejdede han med sagen som konsulent på dokumentar- og drama tv-serie.[1]
Under sin tid som elev på Viby Amtsgymnasium var han medlem af en ungdomsorganisation under Kommunistisk Arbejderparti. Han meldte sig dog ud efter knap tre år efter egen udsagn fordi de ikke delte "samme værdier om demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed".[1]
Peter Øvig Knudsen er en populær foredragsholder, ligesom han har fungeret som underviser i journalistik.
Jeg kunne godt lide Øvig's "Min mor er besat" men opfølgeren "Jeg er hvad jeg husker" er endnu bedre synes jeg. Bogen er virkelig velresearchet og Øvig er en fantastisk formidler. Som tidligere ansat i psykiatrien synes jeg det er fantastisk endelig at kunne læse en bog, hvor både psykiatri og ECT som behandlingsform bliver beskrevet i positive vendinger. Øvig beskriver også hvordan ECT især er blevet beskrevet meget negativt i litteraturen og kulturen generelt gennem de sidste mange år. Bl.a. i filmen /bogen Gøgereden og senest i Linda Boström Knausgårds roman "Oktoberbarn". I sidstnævnte bog er Knausgård meget kritisk overfor på det psykiatriske system og især ECT og det blev meget ensidigt at læse. Ikke én eneste gang overvejer hun om hendes hukommelse problemer kan skyldes hendes depression og ikke én gang overvejer hun om de ansatte rent faktisk prøver, at hjælpe hende. Det der så gør Øvig's bog fantastisk det er, at han selvfølgelig fortæller sin historie og sin personlige version af mødet med psykiatrien og ECT som behandlingsform mod en psykotisk depression- men han er også fuldstændig åben overfor, at der er andre som har en anden oplevelse og dem lader han også komme til orde i sin bog. Det gør det både troværdigt, interessant og givende at læse. Jeg håber at bogen kan være medvirkende til at bryde tabuet omkring psykisk sygdom, men også at den kan være med til at rokke ved det negative billede, som der er blevet skabt af både psykiatri og ECT.
Utrolig stærk bog, som jeg virkelig nød at strække ud over adskillige uger. Jeg havde fornøjelsen af at lytte til bogen med Øvig Knudsen selv som oplæser, hvilket måske også gjorde oplevelsen mere intens.
Jeg har læst flere af Øvig Knudsens bøger, men dog ikke forgængeren til denne. Hans tidligere bøger har jeg oplevet som en smule til den tunge side, og med en tenderende oplevelse til at han havde svært ved at fravælge, hvad der ikke skulle med. Samtidig har jeg altid været begejstret for hans umættelig nysgerrighed.
Der var enkelte steder, hvor samme fornemmelse ramte mig i denne bog, at han måske havde svært ved at vælge fra. Men kort efter, oplevede jeg, at han i bogen gør et virkelig stort og flot stykke arbejde med at fortælle hvorfor netop denne brik var vigtig for det overordnede puslespil.
Det er en vigtig og meget nuanceret fortælling han har skabt, hvor jeg synes Øvig Knudsen har gjort et stærkt stykke arbejde for at afdække de forskellige nuancer, der er nødvendige for at kunne danne sig et overblik over det overordnede billede. Samtidig præsenterer han ikke bare de forskellige vinkler, men giver dem hver især en stemme, der gør det svært at afskrive de forskellige perspektiver som "usandbare".
Det har været en stærk oplevelse at lytte til bogen, der ikke bare har lært mig noget om ECT og om Peter Øvig Knudsen, men også om at skabe en god fortælling, om kompleksitet og nuancer, om historiens bånd og betydning for vores forståelse af virkeligheden, samt særligt en forkærlighed til at lade de enkelte fortællinger blomstre og flette sig ind i hinanden.
Fuldkommen og enorm respekt for den måde Peter Øvig bruger sig selv og sin egen historie på her. Eminent skruet sammen og fortalt. Uforbeholden anbefaling her fra. Den eneste grund til at jeg ikke kan give fem stjerner er, at han efter min smag, og ikke kun i denne bog, ofte lader sig gribe lige lovligt meget af anekdoterne. Der er jo ikke noget galt med indlevelse, men der skal jo også være mening i omfanget, og det kan jeg ikke altid se lige tydeligt. Og: Hvis man ikke har det godt med århusiansk, skal man nok holde sig fra lydbogsudgaven :-)
Rigtig god bog - meget velresearchet og levende. Tegner et nuanceret billede både historisk og nutidigt. Synes dog godt, den kunne have været kortet lidt af - noget bliver meget detaljeret og kører en anelse i ring. Men absolut værd at læse
Brutal, veldokumenteret, ærlig og meget velskrevet. God ide at inddrage Gøgereden, som sidder så hurtigt på nethinden som associationer til elektrochok. Fin, ærlig, dyb og rørende.