Anmeldelse af Bogen der ikke ville læses, Bogen der virkelig ikke ville læses og Bogen der absolut ikke ville læses.
Tre skønne og vidunderlige højtlæsningsbøger til børn og barnlige sjæle.
Forestil dig en bog, der ikke vil læses. Den driller og laver narrestreger hele tiden, så det bliver helt umuligt at læse den. I hvert fald på den måde, vi er vant til at læse bøger.
Siderne indeholder krokodiller, der bider (haps, haps!), monstre, der skræmmer og ordskælv, der får alle bogstaverne til at hoppe rundt. Der er labyrinter, der skal løses, nøgler, der skal findes og sider, der skal drejes. Og så er der ord, der skal råbes, hviskes og gentages. Og som om det ikke er nok, er der bogstaver, der falder ud og bliver erstattet af andre bogstaver, så det bliver helt håbløst at læse ordene.
Bøgerne gør læsningen interaktiv, da den voksne og barnet skal hjælpe hinanden med at komme gennem dem og der kommer helt sikkert masser af grin fra alle undervejs.
Jeg tænker, de vil være et hit i alle børnehaver og børneværelser. Desværre er mine egne børn for gamle til, at de gider få dem læst højt. Jeg overvejer at låne nogle mindre børn, for at få glæde af de skønne bøger.
De tre bøger er meget ens, så man kan nøjes med at have en enkelt stående i reolen eller i børnehaven, men alle tre er også et hit.
Hurra for nytænkning i højtlæsningsbøger!