What do you think?
Rate this book
Den bedste start på livet
Intet har så afgørende betydning for børns udvikling og trivsel som den følelsesmæssige tilknytning til deres forældre. Det fastslår mere end 50 års forskning. Alligevel er denne viden aldrig blevet omsat til en konkret metode, man kan opdrage efter.
I ’Den bedste start på livet’ introducerer Sofie Münster som den første i Danmark den tilknytningsbaserede opdragelse. Gennem massevis af eksempler viser hun, hvordan vi forældre kan sætte grænser og møde vores små børns følelser på en måde, der skaber plads til både os og dem. Når vi for alvor forstår, at der altid er en grund til, at vores børn føler og handler, som de gør, kan vi opbygge den vigtige følelsesmæssige kontakt, der gør alle dagligdagens aktiviteter som måltider, putning og tandbørstning lettere og rarere for alle. Pludselig behøver vi ikke true, hæve stemmen, give børnene en timeout eller gentage os selv hundrede gange for at få børnene til at høre efter.
Når vi har fokus på tilknytningen, mens vi opdrager, bliver opdragelse til det, som det hele tiden burde have været: at lære børn at gøre det rigtige, uden at de føler sig forkerte undervejs.
”Det er både en dejlig bog i øjenhøjde med barnet og
en fantastisk hjælp for en opdrager – forældre eller
pædagoger – der vil stå på solidt opdateret
forskningsmæssigt grundlag.”
PER SCHULTZ JØRGENSEN
I ’Den bedste start på livet’ introducerer Sofie Münster som den første i Danmark den tilknytningsbaserede opdragelse. Gennem massevis af eksempler viser hun, hvordan vi forældre kan sætte grænser og møde vores små børns følelser på en måde, der skaber plads til både os og dem. Når vi for alvor forstår, at der altid er en grund til, at vores børn føler og handler, som de gør, kan vi opbygge den vigtige følelsesmæssige kontakt, der gør alle dagligdagens aktiviteter som måltider, putning og tandbørstning lettere og rarere for alle. Pludselig behøver vi ikke true, hæve stemmen, give børnene en timeout eller gentage os selv hundrede gange for at få børnene til at høre efter.
Når vi har fokus på tilknytningen, mens vi opdrager, bliver opdragelse til det, som det hele tiden burde have været: at lære børn at gøre det rigtige, uden at de føler sig forkerte undervejs.
”Det er både en dejlig bog i øjenhøjde med barnet og
en fantastisk hjælp for en opdrager – forældre eller
pædagoger – der vil stå på solidt opdateret
forskningsmæssigt grundlag.”
PER SCHULTZ JØRGENSEN
256 pages, Paperback
Published September 1, 2021
16 people are currently reading
37 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 4 of 4 reviews
January 2, 2022
Jeg er helt enig med Sofie Münster i, at tilknytning er så vigtigt i relationen mellem forældre og barn. Men der er nogle aspekter af bogen, hvor jeg alligevel sætter et spørgsmålstegn. Blandt andet om det overhovedet er muligt at være sig selv over for sine børn, når der er tale om en egentlig tilgang/metode. I det ord, ligger der implicit bestemte måder at gøre tingene på, hvilket i min optik, kan risikere at underkende forælderens eget naturlige jeg.
Derudover reagerede jeg på påstanden om, at børn udelukkende agerer ud fra deres lyster og ikke behov. Eller måske er det mere den teoretiske opdeling af lyster og behov, jeg reagerer på. Jeg tænker mere, at børn er behovsdrevet, men at en lyst kan være et udtryk for et behov, der ikke er dækket.
Derudover reagerede jeg på påstanden om, at børn udelukkende agerer ud fra deres lyster og ikke behov. Eller måske er det mere den teoretiske opdeling af lyster og behov, jeg reagerer på. Jeg tænker mere, at børn er behovsdrevet, men at en lyst kan være et udtryk for et behov, der ikke er dækket.
September 15, 2022
Virkelig vigtig bog med for mig helt ny viden, f.eks.:
"Det handler altså ikke om at være permanent i sync, men om at komme i sync igen og igen og igen. Logikken vender dermed nærmest omvendt af, hvad man umiddelbart skulle tro. Vi stræber efter at være i sync hele tiden, men det er i sig selv ikke efterstræbelsesværdigt. Det er i stedet at komme ud af sync og derefter tilbage i sync, så børnene erfarer, at selv i de allervigtigste relationer kan tingene være svære, men blive gode igen."
"Det viser sig konkret ved, at børn hele tiden forsøger at balancere – eller finde et ligevægtspunkt – imellem følelsen af at høre til hos os og følelsen af at være nogen andre end os."
"I det perspektiv handler opdragelse altså ikke om at slibe kanter af børnene, men i stedet om at lære børnene to ting: at stole på de indtryk, som de får inden i sig selv, og at forstå, at andre ikke nødvendigvis har det på samme måde. Det er en tilstand af forbundethed."
Jeg synes dog, bogen er lidt uklar nogle gange. Jeg tror f.eks., at visse bedsteforældre kunne læse den og tænke "Jeps, det var da også lige præcis sådan, jeg var forælder", hvortil de voksne børn ville svare "Øh, nej!". Man skal altså ligesom have en stor forhåndsviden for at forstå bogen rigtigt.
Ting, jeg gerne vil huske:
"På et mere grundlæggende niveau handler det for barnet om at erfare, at uanset hvordan jeg opfører mig – uanset hvor umulig eller besværlig jeg er – så er jeg god nok til mine forældre. De forstår mine bevæggrunde for at opføre mig, som jeg gør, og jeg får stadig lov til at være tæt på dem."
"For ved at skjule, hvordan det rigtig har det kan det opretholde illusionen om at være tæt på os. Gennem vreden (...) kan det skabe en facade af uafhængighed. uafhængighed, ”jeg klarer mig selv og har ikke på brug for nogen”. På den måde beskytter barnet sig selv mod følelsen af afvisning. Og en afvisning er netop det, der fortæller barnet, at det er mindre tæt på sin mor eller far, end det foretrækker at være. Det er med andre ord bedre at være vred og utilnærmelig, end det er at blive afvist af dem, hvis beskyttelse man har allermest brug for.
Et barn vil strække sig meget langt for at undgå afvisningen, som jo – set med barnets øjne – er det ultimative bevis på, at det er alene og uden beskyttelse. Bliver et barn ofte afvist i sine følelser, vil barnet tro, at det er bedre at have det på en anden måde, end det har det. Og så undgår barnet simpelthen at give udtryk for alle de følelser, der signalerer sårbarhed, for dem har de voksne det ikke så godt med. Tilbage står barnet med vrede, som er den eneste følelse, der kan give afløb for alt det svære (som der er meget af, når man er et lille barn) og samtidig opnå målet om at signalere uafhængighed.
I det andet eksempel reagerer barnet, der pludselig ikke længere vil lege selv, ved at prøve at beskytte sin mor mod nogle svære følelser af bekymring og ængstelse. Det skyldes, at barnet automatisk afkoder morens uro som et bevis på, at hun nu er mindre i stand til at passe på det end ellers. Jo mere rolige og trygge vi forældre er, des bedre tror børn, at vi kan passe på dem (hvilket jo faktisk ikke er helt forkert). Derfor vil de gøre alt, hvad der står i deres magt, for at sikre, at de ikke er årsag til bekymring."
"Hvis ens toårige reagerer med skrig og skrål i BR, fordi man har sagt nej til et stykke legetøj, er det vigtigste, at man opfører sig, som man plejer. At man ser ud, som man plejer, at man taler, som man plejer. Det er forudsætningen for, at barnet kan forstå, at frustrationen er opstået i barnet selv. Kun derved bliver barnet i stand til at gøre impulsen eller følelsen til sin egen. Hvis vi omvendt reagerer pludseligt og uventet og måske råbende og skræmmende, vil barnet tro, at følelsen (frustrationen) kommer fra os – at den kommer udefra. Og så vil grundlaget for at lære at regulere følelsen naturligvis ikke være til stede. Det er i virkeligheden en lidt pudsig mekanik. Umiddelbart skulle man tro, at når vi forældre reagerer stærkt på vores børns adfærd, vil det få dem til at lære – at indse – at deres adfærd var forkert. Men sådan er det altså ikke for små børn."
"Når I kommer hjem fra vuggestuen kl. 16.45, og dit barn vil spille bold i haven, men du er dødtræt og vil sidde lidt, så sig det: ”Jeg har ikke lyst til at spille bold lige nu. Jeg er træt”. Punktum. Undlad den ekstra sætning, som man nemt får lyst til at sige: ”Du kan sagtens lege lidt selv, og så kan vi se, om vi kan nå at spille lidt bold efter aftensmaden"."
"Så barnet, der hyler, når det skal have børstet tænder, må gerne hyle, men skal have børstet tænder alligevel. Og barnet, der er bange for vand, må gerne være bange, men skal i bad alligevel. Det lyder hårdt. Men når vi forældre husker på, at relationen er asymmetrisk, og at vi skal være, som vi plejer, skaber det ikke uro hos barnet. Bare uenighed."
Alt, hvad man skal gøre er at have "forståelse for de biologiske behov for mad og søvn og følgende to trin:
•At børnene mærker, at de kan dele alle deres følelser med os
•At de får hjælp til at komme videre fra dem igen."
"Det at blive forælder vækker simpelthen det lille barn i os selv, og det kan få os til at opleve følelserne på en mere umoden måde, end vi hidtil har været vant til."
"Vi afkoder simpelthen barnets modstand som et vidnesbyrd om afstand og barnets velvilje som et tegn på nærhed. Men det er forkert. Når barnet er fortvivlet, viser det os, at noget er svært. Barnet bryder ikke kontakten. Og når barnet igen er roligt og tilfreds, betyder det ikke nødvendigvis, at kontakten er genskabt. Kontakt handler om at se hinanden – ikke om at synes det samme, om at være ens eller at være samme sted. Og vi ser ikke nødvendigvis hinanden, bare fordi vi er enige."
"Øvelsen består i, at vi ikke skal forfalde til at erstatte en lyst med en anden lyst eller møde en ulyst med en alternativ lyst. Det er ellers typisk det første, vi forældre selv får lyst til i forsøget på at gøre alting godt igen. Når vi forfalder til disse erstatninger, forbliver vi på ’lystniveauet’.
I disse hverdagseksempler illustrerer jeg, hvordan vi forældre nemt kommer til at blive hængende på ’lystniveauet’:
•Det toårige barn vil gerne nå at lege mere inden sengetid, men får ’nej’. Men i stedet for at holde fast i vores nej, møder vi barnets ulyst med en ny lyst ved at foreslå, at barnet kan få to godnathistorier i stedet for en, så det kan blive glad igen.
•Lillesøster er ked af det, fordi storebror har fødselsdag, og hun ikke får gaver, ligesom han gør. Denne ulyst erstattes med en ny lyst, hvor lillesøster får en lille trøstegave.
•Det fireårige barn spiller Memory og taber. Nederlaget gør barnet ked af det, og denne ulyst mødes straks af, at vi giver barnet nogle af fars eller mors stik, så alle har lige mange.
•Det treårige barn falder og slår sig. Det bløder ikke, men barnet får alligevel plaster på, for det har det lyst til (men ikke brug for).
•Det etårige barn er udkørt og overtræt. For at blive glad igen får barnet tilbudt en figenstang (lysten), så det kan stoppe med at græde.
•Det treårige barn er træt i benene, og i stedet for at tage en pause og vente, indtil barnet er klar igen, kommer barnet på armen og bliver båret.
(...) Barnet lærer, at det bliver kompenseret for det, der udfordrer det, frem for at lære at klare det. (...) De får altså en klar forståelse for forskellen på at blive elsket og at spise noget, de elsker. Det er ikke det samme. Det ene er vigtigere end det andet, men det kan barnet kun mærke, hvis det bliver mødt i sine behov og begrænset i sine lyster."
"Så længe man tager vare på børnenes følelsesmæssige behov, kan man gå rigtig langt for også at prioritere sine egne."
"Forskere, der har observeret samvær mellem små børn og deres forældre, har dokumenteret, at der opstår milde til moderate uoverensstemmelser hvert tredje minut, og store sammenstød kan forekomme op til tre gange i timen."
"Dels er en kontrovers faktisk en tilstand, som små børn er programmeret til at klare. De evner at være i sync med forældrene og komme ud af sync og så i sync igen."
"Men selvom børns gråd er helt naturlig, og hver eneste forælder på kloden kender den, har vi på mange måder et unaturligt forhold til den. Vi bliver usikre, når vores barn græder. Vi føler os utilstrækkelige – særligt hvis vi står med vores første baby. Vi kan opleve, at gråden tolkes af andre som et vidnesbyrd om, at vi ikke ved, hvordan vi skal passe barnet, og at vi ikke har styr på vores barn."
"Det er os voksne, der bestemmer, om kontroverserne bliver til deciderede konflikter. Så enkelt er det. Det har ikke noget med børnene at gøre, selvom det føles sådan, når ens barn slår, sparker og på alle måder opfører sig urimeligt. Men relationens asymmetri betyder, at vi er nødt til at være i en mental tilstand, hvor vi bevarer evnen til at se både barnets og vores eget perspektiv på samme tid. Når vi reagerer automatisk, kan vi kun se vores eget og den allermest primitive del af det. Vi er i vores følelsers vold og ser ikke nuancer, årsager og forklaringer."
"Som sagt er vores børns kærlighed til os uopslidelig. Det er barnets kærlighed til sig selv, der er sårbar."
"Det handler altså ikke om at være permanent i sync, men om at komme i sync igen og igen og igen. Logikken vender dermed nærmest omvendt af, hvad man umiddelbart skulle tro. Vi stræber efter at være i sync hele tiden, men det er i sig selv ikke efterstræbelsesværdigt. Det er i stedet at komme ud af sync og derefter tilbage i sync, så børnene erfarer, at selv i de allervigtigste relationer kan tingene være svære, men blive gode igen."
"Det viser sig konkret ved, at børn hele tiden forsøger at balancere – eller finde et ligevægtspunkt – imellem følelsen af at høre til hos os og følelsen af at være nogen andre end os."
"I det perspektiv handler opdragelse altså ikke om at slibe kanter af børnene, men i stedet om at lære børnene to ting: at stole på de indtryk, som de får inden i sig selv, og at forstå, at andre ikke nødvendigvis har det på samme måde. Det er en tilstand af forbundethed."
Jeg synes dog, bogen er lidt uklar nogle gange. Jeg tror f.eks., at visse bedsteforældre kunne læse den og tænke "Jeps, det var da også lige præcis sådan, jeg var forælder", hvortil de voksne børn ville svare "Øh, nej!". Man skal altså ligesom have en stor forhåndsviden for at forstå bogen rigtigt.
Ting, jeg gerne vil huske:
"På et mere grundlæggende niveau handler det for barnet om at erfare, at uanset hvordan jeg opfører mig – uanset hvor umulig eller besværlig jeg er – så er jeg god nok til mine forældre. De forstår mine bevæggrunde for at opføre mig, som jeg gør, og jeg får stadig lov til at være tæt på dem."
"For ved at skjule, hvordan det rigtig har det kan det opretholde illusionen om at være tæt på os. Gennem vreden (...) kan det skabe en facade af uafhængighed. uafhængighed, ”jeg klarer mig selv og har ikke på brug for nogen”. På den måde beskytter barnet sig selv mod følelsen af afvisning. Og en afvisning er netop det, der fortæller barnet, at det er mindre tæt på sin mor eller far, end det foretrækker at være. Det er med andre ord bedre at være vred og utilnærmelig, end det er at blive afvist af dem, hvis beskyttelse man har allermest brug for.
Et barn vil strække sig meget langt for at undgå afvisningen, som jo – set med barnets øjne – er det ultimative bevis på, at det er alene og uden beskyttelse. Bliver et barn ofte afvist i sine følelser, vil barnet tro, at det er bedre at have det på en anden måde, end det har det. Og så undgår barnet simpelthen at give udtryk for alle de følelser, der signalerer sårbarhed, for dem har de voksne det ikke så godt med. Tilbage står barnet med vrede, som er den eneste følelse, der kan give afløb for alt det svære (som der er meget af, når man er et lille barn) og samtidig opnå målet om at signalere uafhængighed.
I det andet eksempel reagerer barnet, der pludselig ikke længere vil lege selv, ved at prøve at beskytte sin mor mod nogle svære følelser af bekymring og ængstelse. Det skyldes, at barnet automatisk afkoder morens uro som et bevis på, at hun nu er mindre i stand til at passe på det end ellers. Jo mere rolige og trygge vi forældre er, des bedre tror børn, at vi kan passe på dem (hvilket jo faktisk ikke er helt forkert). Derfor vil de gøre alt, hvad der står i deres magt, for at sikre, at de ikke er årsag til bekymring."
"Hvis ens toårige reagerer med skrig og skrål i BR, fordi man har sagt nej til et stykke legetøj, er det vigtigste, at man opfører sig, som man plejer. At man ser ud, som man plejer, at man taler, som man plejer. Det er forudsætningen for, at barnet kan forstå, at frustrationen er opstået i barnet selv. Kun derved bliver barnet i stand til at gøre impulsen eller følelsen til sin egen. Hvis vi omvendt reagerer pludseligt og uventet og måske råbende og skræmmende, vil barnet tro, at følelsen (frustrationen) kommer fra os – at den kommer udefra. Og så vil grundlaget for at lære at regulere følelsen naturligvis ikke være til stede. Det er i virkeligheden en lidt pudsig mekanik. Umiddelbart skulle man tro, at når vi forældre reagerer stærkt på vores børns adfærd, vil det få dem til at lære – at indse – at deres adfærd var forkert. Men sådan er det altså ikke for små børn."
"Når I kommer hjem fra vuggestuen kl. 16.45, og dit barn vil spille bold i haven, men du er dødtræt og vil sidde lidt, så sig det: ”Jeg har ikke lyst til at spille bold lige nu. Jeg er træt”. Punktum. Undlad den ekstra sætning, som man nemt får lyst til at sige: ”Du kan sagtens lege lidt selv, og så kan vi se, om vi kan nå at spille lidt bold efter aftensmaden"."
"Så barnet, der hyler, når det skal have børstet tænder, må gerne hyle, men skal have børstet tænder alligevel. Og barnet, der er bange for vand, må gerne være bange, men skal i bad alligevel. Det lyder hårdt. Men når vi forældre husker på, at relationen er asymmetrisk, og at vi skal være, som vi plejer, skaber det ikke uro hos barnet. Bare uenighed."
Alt, hvad man skal gøre er at have "forståelse for de biologiske behov for mad og søvn og følgende to trin:
•At børnene mærker, at de kan dele alle deres følelser med os
•At de får hjælp til at komme videre fra dem igen."
"Det at blive forælder vækker simpelthen det lille barn i os selv, og det kan få os til at opleve følelserne på en mere umoden måde, end vi hidtil har været vant til."
"Vi afkoder simpelthen barnets modstand som et vidnesbyrd om afstand og barnets velvilje som et tegn på nærhed. Men det er forkert. Når barnet er fortvivlet, viser det os, at noget er svært. Barnet bryder ikke kontakten. Og når barnet igen er roligt og tilfreds, betyder det ikke nødvendigvis, at kontakten er genskabt. Kontakt handler om at se hinanden – ikke om at synes det samme, om at være ens eller at være samme sted. Og vi ser ikke nødvendigvis hinanden, bare fordi vi er enige."
"Øvelsen består i, at vi ikke skal forfalde til at erstatte en lyst med en anden lyst eller møde en ulyst med en alternativ lyst. Det er ellers typisk det første, vi forældre selv får lyst til i forsøget på at gøre alting godt igen. Når vi forfalder til disse erstatninger, forbliver vi på ’lystniveauet’.
I disse hverdagseksempler illustrerer jeg, hvordan vi forældre nemt kommer til at blive hængende på ’lystniveauet’:
•Det toårige barn vil gerne nå at lege mere inden sengetid, men får ’nej’. Men i stedet for at holde fast i vores nej, møder vi barnets ulyst med en ny lyst ved at foreslå, at barnet kan få to godnathistorier i stedet for en, så det kan blive glad igen.
•Lillesøster er ked af det, fordi storebror har fødselsdag, og hun ikke får gaver, ligesom han gør. Denne ulyst erstattes med en ny lyst, hvor lillesøster får en lille trøstegave.
•Det fireårige barn spiller Memory og taber. Nederlaget gør barnet ked af det, og denne ulyst mødes straks af, at vi giver barnet nogle af fars eller mors stik, så alle har lige mange.
•Det treårige barn falder og slår sig. Det bløder ikke, men barnet får alligevel plaster på, for det har det lyst til (men ikke brug for).
•Det etårige barn er udkørt og overtræt. For at blive glad igen får barnet tilbudt en figenstang (lysten), så det kan stoppe med at græde.
•Det treårige barn er træt i benene, og i stedet for at tage en pause og vente, indtil barnet er klar igen, kommer barnet på armen og bliver båret.
(...) Barnet lærer, at det bliver kompenseret for det, der udfordrer det, frem for at lære at klare det. (...) De får altså en klar forståelse for forskellen på at blive elsket og at spise noget, de elsker. Det er ikke det samme. Det ene er vigtigere end det andet, men det kan barnet kun mærke, hvis det bliver mødt i sine behov og begrænset i sine lyster."
"Så længe man tager vare på børnenes følelsesmæssige behov, kan man gå rigtig langt for også at prioritere sine egne."
"Forskere, der har observeret samvær mellem små børn og deres forældre, har dokumenteret, at der opstår milde til moderate uoverensstemmelser hvert tredje minut, og store sammenstød kan forekomme op til tre gange i timen."
"Dels er en kontrovers faktisk en tilstand, som små børn er programmeret til at klare. De evner at være i sync med forældrene og komme ud af sync og så i sync igen."
"Men selvom børns gråd er helt naturlig, og hver eneste forælder på kloden kender den, har vi på mange måder et unaturligt forhold til den. Vi bliver usikre, når vores barn græder. Vi føler os utilstrækkelige – særligt hvis vi står med vores første baby. Vi kan opleve, at gråden tolkes af andre som et vidnesbyrd om, at vi ikke ved, hvordan vi skal passe barnet, og at vi ikke har styr på vores barn."
"Det er os voksne, der bestemmer, om kontroverserne bliver til deciderede konflikter. Så enkelt er det. Det har ikke noget med børnene at gøre, selvom det føles sådan, når ens barn slår, sparker og på alle måder opfører sig urimeligt. Men relationens asymmetri betyder, at vi er nødt til at være i en mental tilstand, hvor vi bevarer evnen til at se både barnets og vores eget perspektiv på samme tid. Når vi reagerer automatisk, kan vi kun se vores eget og den allermest primitive del af det. Vi er i vores følelsers vold og ser ikke nuancer, årsager og forklaringer."
"Som sagt er vores børns kærlighed til os uopslidelig. Det er barnets kærlighed til sig selv, der er sårbar."
June 7, 2024
Sammensurium af de andre bøger jeg har læst. Men fint inspirerende. Kam være jeg får mere ud af den næste gang jeg læser den
October 18, 2024
Nok den mest brugbare bog om opdragelse og børn som jeg har læst indtil nu. Var enig med det meste og fik virkelig mange hjælpsomme råd og eksempler.
Displaying 1 - 4 of 4 reviews