Anført af grisene gør dyrene på Grevefarmen oprør mod deres forsumpede herre og opretter et strengt socialistisk samfund. Det varer imidlertid ikke længe, før grisen Snowball må overlade magten til Napoleon, som indfører et terrorregime ved hjælp af sin hundelivvagt og gør grisene til den herskende overklasse.
Eric Arthur Blair was an English novelist, poet, essayist, journalist and critic who wrote under the pen name of George Orwell. His work is characterised by lucid prose, social criticism, opposition to all totalitarianism (both fascism and stalinism), and support of democratic socialism.
Orwell is best known for his allegorical novella Animal Farm (1945) and the dystopian novel Nineteen Eighty-Four (1949), although his works also encompass literary criticism, poetry, fiction and polemical journalism. His non-fiction works, including The Road to Wigan Pier (1937), documenting his experience of working-class life in the industrial north of England, and Homage to Catalonia (1938), an account of his experiences soldiering for the Republican faction of the Spanish Civil War (1936–1939), are as critically respected as his essays on politics, literature, language and culture.
Orwell's work remains influential in popular culture and in political culture, and the adjective "Orwellian"—describing totalitarian and authoritarian social practices—is part of the English language, like many of his neologisms, such as "Big Brother", "Thought Police", "Room 101", "Newspeak", "memory hole", "doublethink", and "thoughtcrime". In 2008, The Times named Orwell the second-greatest British writer since 1945.
Der er selvfølgelig mange ligheder mellem Kammerat Napoleon og den russiske revolution – med Marx, Lenin, Trotskij og Stalin som tydelige historiske paralleller – men jeg synes samtidig, at det er for snævert at læse bogen udelukkende i det lys. For mig handler Orwells allegori ikke blot om Sovjetunionens faldgruber, men om politik i det hele taget. Magtbegæret, propagandaen, korruptionen og den systematiske fordrejning af sandheden er ikke kun kendetegn ved totalitære regimer; de er mekanismer, der ligger indlejret i al politisk praksis, blot i mere eller mindre udtalt form.
Og her ser jeg en parallel til Machiavellis Fyrsten. Machiavelli skriver nøgternt om de strategier, en hersker må benytte for at fastholde magten: manipulation, frygt, løgne, alliancer og opportunisme. Orwell viser os de samme mekanismer – men i litterær og satirisk form. Når Napoleon udmanøvrerer Snowball og efterfølgende lader Squealer omskrive historien, ser vi i praksis Machiavellis råd omsat til fabel. Det er magtens spil afklædt og skildret i rå form.
Når jeg læser Kammerat Napoleon, bliver jeg derfor ikke kun mindet om Stalin eller Trotskij, men også om nutidige politikere – danske, amerikanske, britiske, franske. Politikere, der måske ikke i samme grad som Napoleon udfører machiavelliske rænkespil, men som alligevel minder om Squealer, når de fordrejer ord, eller når de påstår “det har jeg aldrig sagt!” til trods for videoklip, der viser det modsatte. Når de hæver deres egne lønninger eller pensioner, mens de argumenterer for nødvendigheden af nedskæringer på velfærd, eller når de pakker selvmodsigelser ind i teknokratiske forklaringer – ja, så minder det mig om parolen: “Alle dyr er lige. Men nogle dyr er mere lige end andre.”
På den måde forstår jeg Orwells bog ikke blot som en allegori over Sovjetunionen, men som en tidløs fortælling om magtdynamikker, grådighed og uretfærdig fordeling. Det er derfor, bogen stadig er så relevant i dag – og derfor, man kan læse den uden at have kendskab til den russiske revolution og alligevel få noget ud af læsningen, nemlig en indsigt i politik og magt.
Her er det, at Giuliano da Empolis Rovdyrenes tid bliver et vigtigt supplement i 2025. Da Empoli beskriver, hvordan vi i dag lever i en politisk epoke, hvor det ikke længere er idealister eller visionære, men rovdyr – kyniske magtspillere, oligarker, spindoktorer og techgiganter – der former virkeligheden. De udnytter frygt, data og fortællinger for at fastholde deres magt. I den forstand er Napoleons fordrejning af sproget og hans brug af frygt som styringsmiddel præcis det, Empoli advarer imod: vi lever omgivet af nutidens Squealere og Kammerat Napoleoner.
Samtidig er det vigtigt at understrege vigtigheden af Orwells valg af dyr som hovedpersoner. Det gør nemlig bogen tidløs. Ved ikke at kalde figurerne Stalin, Hitler eller Trump, men i stedet lade dem være grise, heste og får, trækker Orwell os væk fra de konkrete historiske personer (og bias) og frem mod magtens logik i en renere form. Dyrene bliver spejle for menneskelig adfærd, og netop fordi de ikke er bundet til en bestemt periode, kan vi genkende de samme mønstre i enhver tid – i Sovjetunionen, i det 20. århundredes diktaturer, og i dag, i rovdyrenes politiske epoke.
Ved at lade dyr være hovedpersoner rammer Orwell en særlig nerve: vi ser tydeligere, hvordan vi gradvist accepterer uretfærdighed, når den pakkes ind i de rette ord. Det er denne erkendelse, der gør Kammerat Napoleon til mere end en historisk allegori. Det er en kanonisk tekst om vigtigheden af kritisk tænkning og politisk bevidsthed – og en advarsel om, at vi må holde øjnene åbne, hver gang magt og sandhed bliver omformet til redskaber for dem, der vil herske.
Fin lille bog Øhhh lidt forvirrende og Tror ikke helt politisk sådan satire eventyr er min genre så meget som jeg vil have det skal være- men gav det et forsøg og det var ok! Forstår the George orwells hype
Spændende! Mange tanker bliver sat i gang, når man læser bogen. Helt vild samspil mellem samfund,tro, håb og magt. Nem at læse og man sidder med en følelse af at man kender slutningen og alligevel bliver man overrasket!
Dette er anden gang, jeg læser / lytter til Kammerat Napoleon, og bogen er bestemt kun blevet bedre af såvel anden læsning, som at jeg er blevet nogle år ældre.