Kærlighedens år er en roman om længsel, lyst og frihed. Det er en rå og rørende fortælling om mødre og døtre og om kampen for frigørelse gennem tre generationer. Nanna er nyskilt og lige flyttet ind i en lejlighed i Sydhavnen med sine tre børn. Som podcaster og dokumentarist lever Nanna af at fortælle historier, og i forsøget på at forstå sin egen historie beslutter hun at lave en udsendelse om sin mor. Elisabeth var frontfigur for 1970’ernes Rødstrømpebevægelse, smuk og feteret i sin storhedstid. Men Nanna er vokset op med en helt anden udgave af moren, der, efter et brud med både kvindekampen og Nannas far, forskansede sig hos sine forældre med sin lille datter.
En skjult historie om kvinderne i familien træder frem. Den handler om Nannas mormor Rigmor, der drømmer om at blive læge, men bliver gravid, og om Elisabeth, der tror på feministisk forandring, men ikke tør stå ved sin forelskelse i en anden kvinde. Samtidig må Nanna, der prøver at få greb om sit nye liv, også stille spørgsmål til sig selv og sine idealer og valg. Hvad vil hun bruge sin frihed til?
Bogen handler om tre generationer af kvinder, som på hver sin måde kendetegner kvindeliv med kærlighed, uddannelse og børn. Kærlighedens år er en hurtiglæst bog om udvikling- og slægtshistorie.
Vi bliver først introduceret for Nanna på 44 år, der er nyligt fraskilt, med sine 3 børn. Bogen foregår i København, hvor Nannas liv er en blanding af pengemangel, delebørn, at finde sig selv, og udforske sine relationer mellem sin mor, Elisabeth, og hendes mormor, Rigmor.
Bogen foregår delvis i nutiden, og delvist i datiden, hvor vi får et glimt ind i Elisabeths liv, og tilmed Rigmors liv. Elisabeth bliver en del af rødstrømpebevægelsen i sin ungdom, mens Rigmor har en anden ungdom en både Elisabeth og Nanna. I bogen følger vi mest Nanna der vil lave en podcastudsendelse om sin bor, der var kendt inden for rødstrømpebevægelsen i 1970'erne. En blanding af Elisabeths liv, hendes kvindekamp, forelskelser, når hun får Nanna mv. Rigmors ungdom og alderdom skildres også.
De forskellige tidsperioder flettes godt sammen. Når man først er kommet ind i historien og karaktererne er bogen mere forståelig og letlæselig. Den bringer flere diskutable emner på bordet, men specielt for karakterne om at forstå sig selv.
Jeg ville ønske jeg kunne have elsket bogen mere. Jeg synes den var utrolig spændende, men den gav mig ikke 'mere', som jeg havde forventet. Henimod slutningen af bogen begyndte tingene at give mere mening, og det virkede som om der nu endelig ville ske noget banebrydende eller en forståelse eller en sammenfletning. Men der skulle mere til. På den måde synes jeg bogen var for lang, og der skete for 'lidt' gennem bogen.
Det var stadig en interessant bog at læse, men den levede ikke op til mine forventninger, og gav mig desværre ikke den følelse jeg troede den ville.
Fin fin bog. Jeg husker selv meget fra den tid dog ikke meget om kvindebevægelsen. Men min kone har engang besat et hus i Nr.Sundby, som Socialistiske Kvinder ville lave til kvindehus. De blev hentet af politiet og benådet af Marius Andersen. Jeg husker ligeledes en kvindefest hvor jeg forsøgte at komme ind med mine røde træsko og stribede klapbukser for være sammen med kæresten. To hærdebrede lesbiske kvinder kiggede på mig og spurgte om jeg var en kvinde. Idag ville jeg nok svare Ja, men det turde jeg ikke dengang, så jeg gik igen. Go bog, når jeg sådan får bragt mit eget liv i erindring. 😜
Den lettere forvirret Nanna, der er nyskilt, forsøger at finde sig tilrette i en lejlighed i Sydhavnen, med livet som enlig mor. Økonomien er presset, så må hun være kreativ.
Som freelance radiodokumentarist lever hun af at fortælle historier. Lidt i desperation, men samtidig for at forstå sin egen historie. Beslutter hun at lave historien, om hendes mor Elisabeth, som var frontkvinde i 1970’ernes rødstrømpebevægelse, smuk og feteret i sin storhedstid.
Samtidig med, at vi følger Nanna i sit nye liv, bliver det også fortællingen om 3 generation kvinder. Alt det der skiller dem og ikke mindst den røde tråd, der følger de 3 kvinder.
-----------------------------
Dette er en fuldstændig imponerende debutroman.
Med indsigt får vi som læser en fornemmelse af livet, som kvinde i 3 tidsperioder, der hver har deres at slås med. Fortællingen får lov at udvikle sig troværdig, i en frihedskamp mod den samtid, der leves. Det er stærke kvinder, der tør tage kampen op.
Psykologisk set er det genialt plot, da det ofte er de samme problematikker, der går igen i familier. Hvilket man må sige er gældende her.
Forfatteren skriver i et smukt og letlæseligt sprog. Temaer som håb, drømme, lyst, længsel, kærlighed, frigørelse, relationer og meget mere kommer i spil.
Denne slægtsroman får mine allerbedste anbefalinger og bør læses af alle.
Tankevækkende, rørende og ikke mindst gribende, derfor 🤎🤎🤎🤎⬆️/5
Nanna på 44 år er nylig skilt, hun følges gennem et år, måned for måned, med sit liv med tre børnn: Karl, Niels og lille Riggi, opkaldt efter sin oldemor, Rigmor. Hendes liv med pengemangel, delebørn, relationen til moderen, mormor, ex. mand, kolleger og venner, hun går i byen med. Nanna vil som podcaster lave en udsendelse om sin mor, Elisabeth, der var en kendt rødstrømpe i 1970'erne. Elisabeths liv som ung, hendes kvindekamp, hendes forelskelse i Birgitte, men hun føler, at Birgitte svigter hende, senere Søren, som hun får barnet Nanna med, hendes forhold til forældrene Rigmor og Henning, som hun rejser tilbage til, da kollektivet vender hende ryggen. Også Rigmor som ung skildres, såvel som hendes liv som dement på plejehjemmet. Rigmor tilsidesætter sin drøm om at blive læge, for at Henning kan få sin karriere.
På en fin måde flettes de forskellige tidsperioder:50'erne (mormor Rigmors ungdom) med 70'erne, hvor Elisabeths kvindekamp beskrives, og hvor Nanna fødes ind i kollektivet, og frem til nutiden, 2019. Nanna har det svært med de mange fortielser, som moderen gemmer på, og Nanna prøver gennem interviews med moderen og mormoderen at forstå dit eget liv.
Denne bog falder desværre til kort for, hvad den kunne have været. Det ellers interessante koncept om tre meget forskellige generationer af kvinders overlappende historier lover både indsigt og dybde. Det får man også; men kun til en vis grad. Skildringen af kvinderne er overfladisk, og deres indre liv træder kun alt for svagt frem. Særligt Nanna (der som hovedperson fylder allermest) er en kedelig, tåkrummende og intetsigende fortæller og karakter. Overlapningen af de tre skæbner er ikke vellykket. Til tider forsøges den tvangsfodret, og til andre falder den til jorden, fordi pointen ikke hives ordenligt hjem. Sproget er egentlig okay, men intet der kan redde resten. En stjerne for udførelsen og en ekstra for idéen.
Nå, lad os da kaste Nanna ud i at grave dybt i hendes mors historie - men ikke bare en hvilken som helst historie, nemlig den historie, hvor hun er en fremtrædende person inden for rødstrømpebevægelsen. Nanna er en dygtig fortæller og researcher og bliver hurtigt overrasket, da hun møder hendes mors fortid. Hun mødes af hemmeligheder om både hendes mor og mormor, hvilket giver livet en anden farve. Eller en masse andre farver er nok mere passende at sige.
Den her historie virker som taget ud af en dagbog fra en af kvinderne i rødstrømpebevægelsen - som om den faktisk godt kunne foregå lige nu - dog med andre emner. Faktisk foregår historien lige nu, fokuspunkterne er bare lidt nogle andre end i 1970’erne. Historien er rørende og stærk - den rummer så mange følelser for så mange mennesker og det er utroligt, at der faktisk har været en tid som 1970’erne. Personerne i bogen er nogle meget intense og stærke - selvom Nanna ikke ser og skriver sin livshistorie med stærk energi- kvinder, som alle kæmper lidt med fortvivlelse.
Denne bog er en ekstremt stærk og omfavnende feministiske roman, som jeg vil anbefale til alle, der er glade for historier om stærke kvinder. Den er til alle, der er nysgerrige på andre kvinders hemmeligheder og ikke er bange for at blive forarget over, hvordan verden engang har været.Den er til dig som har lyst til at læse en stærk og rørende bog omkring kvinder, der kæmper for ligestilling. Til dig som gerne vil føle, at du er med i kvindernes kamp - for så meget rammer historien.
Hurtigt læst, plotdrevet, nem og underholdende. Handler om tre generationer af kvinder - den midterste tilhører rødstrømpegenerationen. Alle tres liv er kendetegnet af kamp for hele kvindeliv med både børn, kærlighed og uddannelse. Bogen foregår i København, hvor rødstrømpekulturen åbenbart savnede den jyske bevægelses sindighed, flid og måske dermed også mere stabile fællesskab? Der er noget københavnsk hedonisme og entitlement, men også sårbarhed og individualisme, i de to yngste generationer i romanen som jeg som jyde ikke helt genkender. Men godt trods alt at læse om vores vigtige bevægelse.
Fremragende velskrevet og totalt altopslugende roman, om Nanna og nylig skilsmisse, om at finde sig selv igen og finde sine rødder i sin mors og mormors historie. Om husmødre i 50’erne og rødstrømper i 70’erne. Om tre forskellige kvinder som måske egentlig er ret ens. Skøn læseoplevelse af sjælden kaliber. Kommer sådan til at savne at være med på sidelinjen i Nannas til tider lidt kaotiske liv.
En af de stærkeste kvindeskildringer, jeg længe har læst: Rigmor, Elisabeth og Nanna vokser ud af siderne med deres kærlighed, længsel, lyst og ambitioner - deres nederlag, sejre, hverdage og fester. Tilbage står et indfølt portræt af en families kvinder gennem tre generationer; et tidsbillede af kvindeliv og moderskab.
En virkelig god og genneført generationsroman om kvindekampen før og nu med nogle stærke kvindeportrætter. Anbefales til alle med interesse for kvindekamp i et bredt perspektiv.
Livet om kvinder fra tre forskellige familiegenerationer, som i virkeligheden minder mere om hinanden end de lige havde troet. Fin bog, har kun lyst til at læse den igen.