Caspar Erics Vi kan gøre meget er tolv digtsuiter fra og om en verden i undtagelsestilstand. En verden, hvor det unormale pludselig er blevet normalt. Hvor de globale kriser er rykket helt ind i parforholdet, i festerne med venner og i nattens drømme. Det er en digtsamling om at leve i en slags hverdagsdystopi, hvor døden er blevet en naturlig del af livet, og hvor afmagten og vreden og metaltrætheden har sat ind.
Det er digte, der forsøger at finde lys i sprækkerne og at grave en næstekærlighed frem fra det afbrudtes tid. Og det er en digtsamling, der tager os fra livet som andelsejer til minder om ferier, der pludselig virker skamfulde, til kærligheden mellem venner, der hopper op på bordene, til en strand hvor børnene synger i tågerne, til visionen om en fremtid af knækkede kroppe, til en bunker hvor håbet spirer i mørket, til gaderne hvor romerlysene spreder sig på ny, og tilbage til parforholdets boble, hvor der samles kræfter til at bevæge sig ud i en verden, der på en gang virker forandret og frosset fast.
Caspar Eric er født i 1987 og har læst Litteraturvidenskab på Københavns Universitet.
I 2014 debuterede Caspar Eric som forfatter med poesi-udgivelsen ”7/11”. Det var med Caspar Erics egne ord en bog om at være ung i 2014, om popsamfundet og angsten for at blive outdated. Men det var også en bog om København, om kærlighed, om det, der er og sker lige nu. Og jeget i bogen ligner i udpræget grad Caspar Eric selv. Caspar Eric modtog desuden debutantprisen Munch Kristensens Kulturlegat 2015 på 50.000 kr. for ”7/11”.
”7/11” er Caspar Erics forfatterdebut i Danmark, men han har tidligere udgivet en mindre dobbeltdigtsamling på det norske forlag AFV Press. På samme forlag er udkommet yderligere to digtsamlinger af Caspar Eric i august 2014.
Senest har Caspar Eric udgivet langdigtet Nike (2015). I denne bog tager Caspar Eric udgangspunkt i sin egen Cerebrale Parese (dvs. spastisk lammelse) i en refleksion over, hvilken betydning det har at leve med et handicap i et samfund som vores. Med sin konfrontation af samfundets problematiske italesættelse af personer med handikap vakte Caspar Erics ”Nike” stor debat og omtale i medierne.
De gode ratings overrasker mig - har vi læst de samme digte? Gennem 12 relativt uinspirerede suiter, med det må siges at være den dårligste digtning i hans forfatterskab so far, fremlægger Caspar Eric et budskab, der drukner i millennial-esque banalitetspoesi.
Mennesket er lol Mennesket er cringe" (s.78)
Sådan siger Caspar Eric, hvilket er en meget god parafrase af hvordan bogen kan opsummeres: Det er lol hvor cringe disse digte er.
Ydermere er det toppet med lidt middelmådig økodigtning (moderne!) for at understrege bogens pointe (som Ørntoft allerede fremlagde i 2014): At det moderne samfund er under afvikling, og vi må bygge noget nyt op.
Jeg håber bare ikke dette nye er hverken lol, cringe, eller jeg citerer "World war c02"...
Det er en ommer, forhåbentligvis bliver Eric bedre efter Corona, da det er rimeligt kedeligt at læse hans betragtninger omkring lige dette emne. En skam, for hans sprog emmer af potentiale, her er det desværre uforløst.
Igennem 12 digte beskriver Caspar Eric meget rammende og genkendeligt tilværelsen med Corona sidste år og frem til foråret i år, hvor samfundet langsom begynder at lukke op igen.
Udgangspunktet for digtene er Caspar Eric selv, samlivet med kæresten og hans venner. Der fortælles om småt og stort, om hverdagslivet og Corona som et begrænsende livsvilkår. Alt sammen genkendelige følelser og oplevelser, som vi kan spejle os i.
Det er en fremragende samling digte, som på fineste vis beskriver den tid, som vi alle har været igennem. Ung som gammel, så har vi alle en fælles erfaring, som Caspar Eric så præcist og vedkommende får skrevet frem i sine digte.
Caspar Eric bliver mere og mere genial for hvert værk han udgiver. Jeg er blæst bagover af de umildbare beskrivelser af hverdagens poesi, de skarpe iagttagelser som en verden vendt på hovedet, revolutionen som et pusterum. Wow, wow, wow, wow, wow.
Coronadigte fra en utroligt almindelig hverdag. Lidt smådeprimeret hverdag fra den 34-årige navle om mundbind og udsat klimaangst, om ikke at mene for meget og om genåbning på fodboldstadionet. Der er ingen umiddelbare tegn på humor og hans egen indlæsning er helt u-tro-ligt jambisk, så hvis der var en sproglig finesse at finde, så tabte jeg den i hvert fald i klap-på-hver-anden-stavelse-oplæsningen. Jeg fornemmer han har taget parnasset og Gyldendal med storm, men jeg føler det ikke.
Casper Erics digtsamling "Vi kan gøre meget" handler om følelsen af at være under corona-lockdown og tiden derefter (eller mellem flere lockdowns).
Digtsamlingen sætter ord på situationer, stemninger, dialoger og følelser. Digtene er strukturerede i kapitler, og de er desuden meget narrative og har et gennemgående persongalleri. Der er tale om en afart af autofiktion, som man ellers kender fra romangenren, men nu i en digtmæssig sammenhæng.
Dette autofiktionsmæssige lån fra romangenren er både digtenes styrke og svaghed. Styrke fordi digtenes aktualitet og bestræbelsen på at sætte ord på fænomener og stemninger, som mange af os har erfaret under corona-lockdown, gør digtsamlingen meget relevant. Men samtidig er det også en svaghed, at digtsamlingen mister karakter af at være digte - og flere steder kammer over i simpel autobiografisk narration, hvor det lyriske bliver suspenderet, og hvor digtsamlingen lige så godt kunne have haft en anden genrebetegnelse. Dette er navnlig tilfældet i digtsamlingens sidste halvdel.
Dejlige digte, der fanger den corona-melankoli, vi alle - i et eller andet omfang - lider af. Det ligefremme hverdagssprog og de genkendelige situationer gør digtene vedkommende og nærværende. Kronologien og sammenhængen i digtene virker på en måde, så man efter endt læsning føler, at man har læst en lille roman, hvor man selv har leveret en del af puslebrikkerne.
Ikke helt på samme niveau som “jeg vil ikke tilbage”. Men han rammer den stemning der eksisterede i vinteren 2021 og at sidde på en forårsdag post-corona i 2022 og læse og genvække de følelser, så kan jeg virkelig være glad for at vi er på den anden side. Elsker i øvrigt Britney referencerne. Aldrig har “my loneliness is killing me” ramt så præcist
Jeg synes den her var lidt svær. De var fin og havde mange relevante betragtninger men sproget var lidt neutralt og jeg manglede lidt personlighed i dens tilgang til emner der ellers er så spækkede med følelser. Dog letlæselig og fin ellers 💙 3/6
Kunne rigtig godt lide dele af digt samlingen, men har samtidigt ikke så meget tilovers for corona litteratur, så mange af digtene sagde mig ikke særligt meget.
Var skeptisk i starten, men blev virkelig positivt overrasket. Kan relatere til så meget af det, han skriver om under nedlukningen- synes virkelig det var godt