Alt dette kunne du få

by Josefine Klougart, Jakob Sandvad (Editor), Hans Otto Jørgensen (Editor)

I "Alt dette kunne du få" tegner Josefine Klougart et generationsportræt af to kvinder, en mor og en datter, i 1980 og 2020. I 2020 rejser Barbara med sit nyfødte barn tværs gennem landet. Hendes far skal gennemgå en stor hjerteoperation, og hun søger trøst hos sin mor og søster. Faren bliver aldrig den samme efter operationen. Barbara begynder nu at reflektere over sin families historie - fra moderens fattige kår i Århus til hendes drømme om et frit liv i naturen, til søstrenes dybe relation og smertefulde konflikter og de fælles traumer og det usagte familien deler.

Genres: Fiction, Danish

325 pages, Paperback

First published October 28, 2021

Reviews

[Tsvetelina Mareva · Rating 5 out of 5]

Най-добрата книга за 2023 година за мен, нищо че предстоят да излизат доста заглавия до края на годината. Изключителна писателка е Йосефине Клоугарт!

[Mikkel · Rating 5 out of 5]

Kære Josefine.

Tusinde tak for Agri Bavnehøj, hvarren og den dræende rug. For den østjyske natur, som ikke blot er en smuk ramme, men er afgørende i sig selv for at forstå sig som menneske.
Som østjysk forbundsfælle med barndom i 80’erne og 90’erne er det også min natur du beskriver; det er også min familie, min udmattede far, der piller sig i øret, og min smukke mor, der holder sammen på familien. Og det mørke, der sænker sig på en særlig tung måde, har også været mine vintre.

Og tak for alt det nye, du giver mig et indblik i. Om at være datter, kvinde, menneske. Om at blive mor og blive forfatter. Om at se sin egen historie spejlet, forvrænget eller forlænget af fiktive værker og faktiske hændelser, der går forud.

Igen formår du at binde tråde mellem tid og rum, sind og fysisk væren, aldre og begivenheder. Det er en fornøjelse, og ikke overraskende er her mine varmeste anbefalinger af Alt dette kunne du få.

[Bookmaniac70 · Rating 5 out of 5]

Прекрасна книга!

[Joyce · Rating 4 out of 5]

Ik vond dit eigenlijk wel een verfrissend boek. Ik begon er redelijk neutraal aan, had wel wat goede recensies gelezen, maar ook wat weifelende. En dat snap ik wel: het boek vertelt niet echt een (chronologisch) verhaal, maar bestaat uit allemaal losse anekdotes uit het leven van dit gezin. Snippets bijna, ze duren meestal nog geen bladzijde. En toch, door al die anekdotes bij elkaar krijg je toch een heel mooi (tijds)beeld van het leven in Denemarken.

Ook heel belangrijk om te melden vind ik dat de vertaling volgens mij uitstekend is, want in tegenstelling tot veel andere vertalingen, heb ik nu geen enkele keer het gevoel gehad dat ik in een vertaald boek aan het lezen was, zo natuurlijk en vloeiend. Dus ik noem ook graag de naam van de vertaler even: goed gedaan, Michal van Zelm!

[Thomas Damholt · Rating 5 out of 5]

'Alt dette kunne du få' er Josefine Klougarts sjette og måske nemmest lettilgængelige roman.
Hun har fra starten af forfatterskabet været helt unik til at sanse og fange stemninger og erindringer om stemninger og beskrive dem med få, men ofte gentagne billeder. Det samme gør hun i 'Alt dette kunne du få' og igen, som i debuten 'Stigninger og fald', er de erindringer for en stor dels vedkommende fra hendes barndom.
Selvom hovedpersonen denne gang hedder Barbara og har kun én søster, så vokser Barbara, som Josefine Klougart også selv gør det, op på landet på Mols. Og hun har nu også en søn (og en bonusdatter), da romanen starter med at hendes far, Erik, der er blevet opereret i hjertet, vågner op efter operationen i en nærmest dement tilstand, der er meget sindsoprivende for de pårørende.
Herfra ser Barbara tilbage på sit liv og inddrager sine forældre og bedsteforældre og sin søster i en afsøgning af hvorfor hun er blevet den hun er. Undervejs er der også afstikkere, som fx til forfatteren Jørgen-Frantz Jacobsen, der jo skrev romanen 'Barbara', som hun er navngivet efter, og som hun også, fremdrages i romanen, på nogle måder deler stor grad af naturligt livsbegær med. Derudover fylder det tragiske forsøg på at bestige nordsiden af bjerget Eiger i 1936 en hel del i bogen. Bjerget er også det smukke motiv, som er uden på bogen.
'Alt dette kunne du få' er fremragende i sin essayistiske og poetiske dissektion af hvordan det er at være kvinde og moder og rundet af jordens muld og ja, nærmest det man kan kalde en slægtsroman. Selvom det ikke er en gængs slægtsroman, dertil er Josefine Klougarts prosa simpelthen for kunstneriske poetisk - og hvis man skal have det fulde udbytte af den, skal man være indstillet på at give sig tid til at være i de mange smukke, rammende ordbilleder.
Og her er ordet "ordbilleder" valgt med omhu, da forfatteren Barbara måske faktisk har udlevet sin fars drøm om at blive kunstner. Han følte han blev nødt til at have et mere stabilt erhverv som privatpraktiserende kiropraktor, for at betale for hus og familie, imens moren var hjemmegående, selvom hans helt store passion er at male.
Endelig vil jeg omkring denne roman, der indeholder så meget, der er så svært at sætte ord på i en kort anbefaling, lige nævne at titlen: 'Alt dette kunne du få' er en replik som Barbaras mor, Sonja, siger til som indramning af alt det han går glip af ved ikke at kunne følelsesmæssigt være nok til stede med hende og børnene.
Jeg har en fornemmelse af at denne, min første læste bog i 2022, kan ende med at være en af dem, der berører mig mest.

[Yoana Miteva · Rating 5 out of 5]

Един цитат от книгата, който много точно описва нея самата.
"Сцени, в които никой не би открил каквато и да било кулминация. Човек би могъл да възприеме такава книга непосредствено, изречение след изречение, и чак когато вдигне цялата тъкан пред очите си, да види някаква почти абстрактна, но блестяща картина, която разкрива живота в едни отношения. В идеалния случай в такава книга никоя сцена не трябва да излиза на преден план, нито да се издига до символ. Или ако това стане, символния превод трябва да е толкова многозначен, че да не позволява намирането на един-единствен превод за абстрактното понятие. Така на литературата ще и се даде възможност да наподоби живота. Тя пише в трето лице, но през цялото време се съмнява дали то е правилното. Така или иначе, струва й се, че не би могла да направи нищо друго. На фона на раздялата всичко изглежда като на картина. А всички картини сякаш са портрети на времето, а времето, като всичко останало, е организирано на принципа на спираловидните галактики и на къщичките на охлювите - черупка, която може да расте до безкрай, да побира все повече и повече неща, без да се счупи; методът на светлината, темата, която през целия живот изтъква все по-ясно и по-ясно."

[Mie Jonassen · Rating 2 out of 5]

Denne her bog var virkeligt ikke noget for mig og det var der mange forskellige grunde til:
Jeg bryder mig ikke rigtigt om Klougart’s sprog og måde at skrive på- det bliver simpelthen for intellektuelt for mig.
Jeg forstår at dette anses som meget ‘fin’ og poetisk litteratur, men det siger mig bare ikke det store.
Der er nærmest ingen dialog i hele bogen og det gør de 300 sider ekstra tunge.
Desuden er der små sidehistorier i bogen, som intet har med hovedfortællingen at gøre og det giver ikke rigtigt mening for historien (eller for mig) og er med til at give et rodet helhedsindtryk.
Dette var mit første møde med Klougart og formentligt også det sidste.

[Зорница Иванова · Rating 5 out of 5]

Как с тънки нишки се плете голямата история, която ни поглъща, а и ние нея. Езикът на Йосефине Клоугарт е вълшебен, дълбае дълбоко, оставя белези, от които сладко боли. Рана, която искаш да натиснеш.

Прочетете я.

[Mina Widding · Rating 4 out of 5]

En berättelse om familjedynamik. På många sätt inte så "svår" som jag upplevt det jag tidigare läst av henne, känner också igen vissa teman som här berörs mera tydligt och konkret, med känslan av att vara en skuggberättelse till hennes egen biografi. Några mer dokumentära spår bryter upp narrativet, och ärligt talat gör det mig mest förvirrad, även om bergsklättringspassagerna och reflektioner kring boken Barbara (som finns eller inte finns, har inte kollat upp), men störs lite av att inte få en brygga mellan. Varför finns de med? Man kan säkert dra slutsatser, men irriteras eftersom det tar mig ur det övriga narrativet som trots allt inte heller är helt osnårigt, med olika tidsplan.
Men älskar språket och stämningen.

[Reviews by Paula J Juul · Rating 4 out of 5]

En hyldest til livet og den ubetingede undren og kærlighed vi som børn føler for det - og måske altid ville føle en længsel efter, når vi har mistet; den fantastiske hvilen i tilværelsen.

Der er masser at kritisere og rose - sproget er smukt men også finurligt, kringlet og til tider elitært og intellektuelt på en måde så karaktererne ikke træder frem.

Men det er også historien om et liv, om skam; over det man er og det man kommer fra. At på en og samme tid længes væk og længes tilbage, efter noget nyt, noget bedre, det der var men aldrig mere kan blive og som man slet Ole vidste var der før det var væk.

Om nostalgi overfor barndom og at bekæmpe og afvise voksen livet. Om det smukke i de små øjeblikke og om at livet findes i nuet, for selv om det hele måske var smukkere engang, var det heller ikke smukt da, hvis ikke fordi det netop var nuet.

Det er det den er for mig.

[Julia Eriksson · Rating 5 out of 5]

Till en början upplever jag boken som något långsam och trevande, min läsning sker bitvis i små doser, men sedan händer något. Jag försvinner in i Klougarts ljuvliga språkvärld där varenda mening är genomtänkt, där orden och berättelsen flödar fram och griper tag. Det är smärtsamt vackert och samtidigt vardagligt. Livets alla små händelser helt varsamt skildrat. Jag tvekar mellan en fyra eller femma, men känner mig uppfylld och generös.

[clara · Rating 5 out of 5]

fantastisk udfoldelse af familierelationer og slægtsbilleder. simpelthen så smukt skrevet, altså virkelig!!

[Karoline · Rating 5 out of 5]

Af ren og skær tilfældighed ved en tur i boghandlen fandt jeg dette mesterværk. Ren poesi flyder fra siderne, det taler til mig, og på samme tid også til noget langt større. Hver side har jeg nydt - aldrig er det danske sprog blevet brugt bedre end her, vendinger og ord jeg aldrig har tænkt kunne lyde så smukke.

[Emma Widstrand]

Ej utläst!
Den började bra. Vackert språk och beskrivningar, men till sist var det bara beskrivningar... 2024 är året då vi inte tragglar oss igenom halvbra böcker bara för att.

[Hazel · Rating 2 out of 5]

Jeg begynder at blive lidt træt af dansk dagligdags realisme. Hvilket er trist fordi jeg ville virkelig gerne kunne lide denne bog - dens omslag er et af de flotteste, der findes. Jeg kom desværre ikke længere ind end side 24.

[Nele Verheye · Rating 5 out of 5]

Een roman die in zinderend, compromisloos proza ontzettend dicht komt bij het leven zelf.

[Anna Bie · Rating 5 out of 5]

Jeg kan varmt anbefale “alt dette kunne du få”.

[Lida Wengel]

Rørende, poetisk, sanselig, fin, stemningsfuld og velskrevet. ❤️

[Heidi Bobjerg · Rating 4 out of 5]

Alt dette kunne du få af Josefine Klougart er et fotoalbum med velkendte og dog så fremmede familiebilleder fra en barndom i Mols Bjerge og et voksenliv i København. Om en fraværende far og en mor i pagt med naturen og landlivet og naboerne og familielivet.

Barbara åbner dette imaginære fotoalbum, da hendes far gennemgår en hjerteoperation, som han ikke rigtig vil vågne fra. Det er en lang refleksion over liv og død, relationer og ophav. Over det materiale, som et menneske er gjort af. En collage, der også tager læseren med til en bjergbestigerulykke på Eiger Nordwand i Schweiz i 1936 samt til forfatteren Jørgen-Frantz Jacobsen og hans roman Barbara, fordi Barbara er opkaldt efter den vilde færøske hovedperson, som ingen rigtig forstår, men alle vil have en bid af.

Romanen veksler i stil mellem prosa, poesi og essay, og den er bestemt ikke lettilgængelig og for alle, men sproget og de krydsende fortællinger åbner en ekstra dør ind til et rum i min sjæl hvor drømmene og inspirationen bor. Det er smukt og tankevækkende, men til tider også forvirrende, når jeg taber tråden og ikke kan finde ud af,  hvilken fortælling jeg er midt i. 🤷

Det tager lidt tid at komme ind i romanen, men hen mod slutningen er jeg fyldt op af en lyst til at skrive videre, fortsætte i fortællingens spor, nu blot med mine egne billeder som referenceramme. Det sker ikke så ofte, en roman har den efterklang hos mig, og der er ingen tvivl om, at den kommer til at blive hængende et stykke tid. 👍😊

[Linda Vinding · Rating 5 out of 5]

Sikke hun kan skrive. Fra en baggrund i Mols Bjerge - som der er mange nedslag til i et ikke-lineært handlingsforløb - en baggrund der er meget anderledes end min. Og alligevel i sin universalitet med "genkendelige" erfaringer og formulerede sansninger. En sprogekvilibrist - og jeg lærte nye ord fra naturen. (Dog nogle generende stavefejl hist og her.)

[Karenina (Nina Ruthström) · Rating 2 out of 5]

Josefine Klougart är poet och kallas ibland ”Danmarks Virginia Woolf”. Jag älskar Woolf och jag förstår liknelsen, men jag fastnar inte alls för den här splittrade mosaikromanen. Det finns delar som imponerar men som helhet tråkar den ut mig.

”Barbara kan ta på sig fina kläder, men hon blir inte fin, hon blir pyntad.”

Det handlar främst om Barbara (född på åttiotalet, som jag och författaren), hennes familj och släkt. Mest är det kvinnliga erfarenheter av att vara människa, syster, dotter och mamma som undersöks. Konstigt nog hittar jag inte alls mycket som tangerar mina erfarenheter eller idéer om hur världen fungerar. Jag ser alla dessa ord och bilder som Klougart målar upp men jag kommer inte ner i undertexten. Det är medvetet splittrat och vagt, det förstår jag, men för vagt för min smak.

”Det är lätt att hänfalla åt tanken att en samling så olika idéer, scener utan yttre samband – det som inte är helgjutet utan uppenbart hopsatt av många små delar – är resultat av partikulära fallenheter, slarv och slump. […] Den helgjutna människan är att betrakta som en raritet, något som bara finns i litteraturen och som en reminiscens i folks medvetande. Den röda ankartrossen som förr skulle dras genom en karaktärs handlingar och tankar måste rullas samman och slängas i gräset.”

Ett tema som tycks intressera författaren är feminism och det faktum att vackra kvinnor använder sina kroppar för att förflytta sig i hierarkin. Barbaras mamma Sonja har arbetat som modell och barbröstad servitris och representerar på sätt och vis bimbons arketyp. Tanken är, tror jag, att Sonjas komplexa karaktär och författarens varma blick på henne ska utgöra ett försvar. Men jag tycker inte det fungerar helt eftersom författaren väljer att skriva ner feminister som ifrågasätter skönhetsideal istället för att angripa strukturer.

”Ett barn kommer aldrig att känna till den familj det föds in i, för vid sin ankomst förstör det oavsiktligt den ordning som funnits – det familjen var och som inte längre kan vara av något annat intresse än det nostalgiska. Och samtidigt kommer denna avlidna familj, som man anar den genom berättelser och fotografier och små oförklarliga drag, förbli ett mysterium för den senast anlända, den blir en skuggspels, som verkar både lockande och oroväckande, kanske för att själva insikten om att världen en gång fanns till utan en också rymmer erfarenheten av att man en dag kommer att lämna världen igen, att allt är till låns.”

Det känns som att den här ostyriga prosan som tycks vara baserad på fria associationer redan är glömd. Det enda jag tar med mig är att de använder Carmen Curlers (för att jag just nu ser serien).

[Esmee Aarbodem · Rating 3 out of 5]

Josefine Klougart's 'Dit zou allemaal van jou kunnen zijn' is a book that stands out for its poetic descriptions, beautiful sentences, and a fragmentary, time-transcending narrative style. The philosophical depth and slow pace are characteristic of Klougart’s writing style, elements that I usually greatly appreciate.

The book explores themes of family dynamics, life-defining events such as youth, life, death, abortion, and love, and balances between the external world and the inner world of experience. These subjects are addressed with profound poetry and detailed reflections, which simultaneously form the strength and pitfall of the book.

Although the themes are intriguing and well-developed, the story remained somewhat distant for me. The flat execution and the slow pace, normally aspects I appreciate in a book, worked counterproductively in this case. It resulted in a reading experience where I felt like I had to drag myself through the story.

In conclusion, 'This Could All Be Yours' is a book that deserves praise for its artistic approach as well as criticism for its execution in terms of engagement and pace.

------

Dit zou allemaal van jou kunnen zijn" van Josefine Klougart is een boek dat zich onderscheidt door zijn poëtische beschrijvingen, prachtige zinnen en een fragmentarische, tijdoverschrijdende vertelstijl. De filosofische diepgang en het trage tempo zijn kenmerkend voor Klougarts schrijfstijl, elementen die ik normaal gesproken zeer waardeer.

Het boek verkent thema's van gezinsdynamiek, levensbepalende gebeurtenissen zoals jeugd, leven, dood, abortus en liefde, en balanceert tussen de buitenwereld en de innerlijke belevingswereld. Deze onderwerpen worden behandeld met een diepgaande poëtische schrijfstijl en detaillistische bespiegelingen, wat tegelijkertijd de kracht en de valkuil van het boek vormt.

Hoewel de thematiek intrigerend en goed uitgewerkt is, bleef het verhaal voor mij enigszins op afstand. De vlakke uitwerking ervan en het langzame tempo, normaal gesproken aspecten die ik waardeer in een boek, werkten in dit geval averechts. Het resulteerde in een leeservaring waarbij ik het gevoel had me door het verhaal heen te moeten sleuren.

In conclusie, "Dit zou allemaal van jou kunnen zijn" is een boek dat zowel lof verdient voor zijn artistieke benadering als kritiek voor de uitvoering ervan ten aanzien van storende uitvoerigheid.

[Гергана Георгиева · Rating 2 out of 5]

Изключително нежната и елегантно изчистена корица в леки пастелни тонове на синьо и зелено до голяма степен ме накара да посегна към книгата, както и самото заглавие. Останах донякъде разочарована, защото не уцелих подходящия момент за прочита ѝ. Това е тиха, меланхолична, приглушена история за болката, неизказаното, за онова, което сме искали да бъде, и за онова, което е можело да бъде наше. История за загубата, старостта, смъртта и откровеността, която отказва да вирее в множество семейства.


Стилът и похватът на писане са интересни, но именно те са част от причината да не се спогодим напълно и поради които никога не се „обикнахме“ дълбоко с Георги Господинов, макар че има много какво да каже. Не харесвам накъсаните, прескачащи назад‑напред между минало, настояще, отново минало и бъдеще истории, фрагментирани до степен, в която затрудняват погледа към цялата картина.


Права е авторката, че това до голяма степен е метафора на модерния човек и неговия вечно несекващ поток от мисли, забързан все повече по вина на технологиите, несвършващите задачи, шума и алиенацията, която го превръща в мрачен и мълчалив зрител на безвъзвратно изтичащото време. И въпреки всичко това, място за цялата картина винаги има — достатъчно е човек да остане за пет минути насаме със себе си, в пълно мълчание, и да бъде откровен, за да осъзнае невидимите нишки, които предпазват парченцата от разпадане.


Със сигурност ще се върна да я препрочета в по‑подходящо време и сезон.

[Anne Servais · Rating 5 out of 5]

Hvor er det dog en helt igennem smuk roman, både udenpå og indeni.
Handlingen er egentligt ikke udover det sædvanlige:.
Faderen skal igennem en stor og alvorlig hjerteoperation og Barbara rejser gennem Danmark med sin lille baby for at være sammen med søsteren Sara og moren.
Operationen går godt, men faderen vågner bare ikke igen af narkosen.
I mens familien våger ved hans side, ser Barabara tilbage på sin barndom tæt forbundet med naturen og det er der at romanen bliver noget ud over det sædvanlige.
Der er så mange ubeskriveligt smukke og poetiske sansninger af naturen og livskloge betragtninger om meningen med vores korte liv her på jorden.
Romanen handler om den tid der er gået og ikke kommer igen, om barndommen, kærligheden til naturen og til familien, ja alt det der betyder noget i et menneskeliv

Jeg har i virkeligheden ikke ordene til at anmelde denne roman.
Derfor vil jeg give den fremragende forfatter ordet i stedet :

“Døden er i forestillingen henlagt til en fjern eftermiddag. Omgivet af familie.En tør hånd på dynen. Støv Gule nelliker i en blå vase, måske er det forår og et vindue står åbent. På den måde er døden forlægget for alt det i et liv, der ikke bliver som man havde forestillet sig det. En dyb glæde ved af tid gennemtrukne, mod vinter gående. Brat opvågnen til døden. Man lærer det måske til sidst.”

[Silvana Pellegrini Adam · Rating 4 out of 5]

Det er vinter, og Barbara rejser tværs gennem landet med sit spædbarn for at være sammen med sin mor og søster i dagene, hvor faren skal gennemgå en stor hjerteoperation.

Operationen går som planlagt, men da han slår øjnene op er det blik der møder Barbara tomt og helt uden tegn på genkendelse; det er som at se ind i øjnene på et menneske rømmet for sjæl. Et stort fald ud i et øde bagved. Hver dag i den følgende uge forsøger lægerne at vække ham fra narkosen, og hver dag sker det samme. Vi forstår det ikke, siger de, men der er jo nogen, som aldrig rigtig vågner.
Herfra ser Barbara tilbage på sin families historie. Fra moderens opvækst i et fattigt hjem i Århus til virkeliggørelsen af hendes vision om det frie liv i pagt med naturen i Mols Bjerge, hvor pigerne vokser op. Søstrenes forbundethed og konflikt; forældres længsler, fortidens traumer og fortielser.

Alt dette kunne du få er et portræt af en familie og af tidens passage gennem os. Den handler om at være kvinde og mor i 1980 og i 2020. Om individets forankring i en tid og i et sted, i jorden. Den er en illumination af de forbindelser, der løber mellem alt levende – liv adskilt i tid og rum, men knyttet sammen af erindringer, myter, blod og længsler.

[Julie · Rating 4 out of 5]

Stærke og stemningsfyldte erindringsbilleder, som gjorde det nødvendigt at læse bogen i bidder, så indtrykkene kunne synke ind. Klougart og dermed Barbara og jeg tilhører samme generation. Desuden er jeg er kommet på Mols hele min barndom pga familiesommerhuse, hvilket gør erindringsbillederne særligt nærværende og genkendelige. Ved ikke, om det er bevidst, eller der er tale om (skønheds)fejl, men nogle få steder i relation til natur, skriver hun forkert. Fx veksler hun i en beskrivelse mellem at skrive bi og hveps. Senere i bogen skriver hun murebier frem for murbier eller murerbier (lidt uklart om det er den ene eller anden slags bier, der er tale om.) Men det skal ikke skille os ad. Det er den første bog af Klougart, jeg læser, men bestemt ikke den sidste.

[Rune Baastrup · Rating 5 out of 5]

Jeg føler ikke mine små ord slår til når jeg taler om denne bog med andre. Jeg kommer igen og igen til at tænke på de bedste passager hos Proust men finder Klougarts sansemættede tekst kommer til live for mig på en særegen måde, den synes at åbne verden på ny som kun dyb meditation eller genuine åbenbaringer.
Jeg er nu begyndt at læse den igen for anden eller tredje gang og finder igen og igen nye lag. Men først og fremmest finder jeg en dvælende ro når jeg læser, fordi hun formår at få verden til at gå i stå i de uendelige øjeblikke af dyb og konkret skønhed, umiddelbarhed og verdensdybde.
Bogen hjælper os til at genopdage jorden og livet som det finder lige dér, foran os, og ansporer os til at fordybe vores engagement i øjeblikket fremfor at jage afsted.

[Els · Rating 4 out of 5]

Hoe intens kun je je geven aan het leven of blijf je aan de zijlijn?
Het is geen eenvoudig boek om te lezen. Het is heel fragmentarisch geschreven en springt door de tijd en door de situatie. Het valt niet mee om de draad te vinden, laat staan om hem vast te houden. De schrijfster legt zeer persoonlijk accenten die zij uitgebreid beschrijft en andere onderwerpen diept ze juist helemaal niet uit . Zo laat zij je als lezer met vragen zitten. Mooie zinnen kan ze zeker schrijven en mooie citaten zijn er ook. De natuur met zijn geuren en kleuren speelt een grote rol en wordt heel beeldend beschreven.

[Birgitte · Rating 4 out of 5]

Inspirerende. Gode pointer om altings forbundethed på tværs af generationer og i naturen. Intense sansninger af det nære liv. Fine ekskurser til andre historier - fiktive og ikke-fiktive. Men også en fornemmelse af selvsmagen? Den smukke og super-sensitive som ikke behøver at stave korrekt ? Og som på den anden side er kikset og provinsiel ? Er jeg urimelig? Temaet med den hjemmegående mor der fylder for meget syntes jeg var spændende. Og noget vigtigt kan romanen helt sikkert, for jeg har skrevet mange referencer til vedkommende citater ned.

[Karin · Rating 4 out of 5]

Een boek waarmee ik heb geworsteld. Maar dat zegt allicht meer over mij dan over het boek...
Vier sterren voor de poëtische natuurbeelden, de filosofische beschouwingen over kindertijd en relaties, de rake inzichten over verlangens en wat je generaties lang kan meedragen.

"Je kennis van de wereld wordt nooit groter dan hij was in je kinderjaren, voor je de plek verliet waar je bent opgegroeid, voor je het gezin verliet, het kind dat je was."