Con 'Miti e leggende del Nord' (1927) Vilhelm Gronbech, l'eclettico e prolifico autore danese vissuto a cavallo tra Otto e Novecento, visceralmente legato alle sue terre d'origine, si propone di raccogliere e narrare in lingua moderna, ma secondo lo spirito dell'età leggendaria, la maggior parte dei miti e delle saghe dell'antica letteratura norrena. Il volume, articolato in due sezioni principali, si apre con la narrazione della genesi del mondo e prosegue con l'apparizione di tutti gli dèi dell'Olimpo vichingo (da Odino a Tor, a Tyr...) e la narrazione dei miti che li vedono protagonisti: dalle battaglie di Tor contro i Giganti alla lotta di Asi e Vani; dalla scommessa di Loki con i nani al rapimento della dea Idun; dal furto dell'idromele al rapimento di Balder e al conturbante racconto del tramonto degli dèi. Dopo l'intermezzo costituito dal capitolo "Cristo e le antiche divinità", che ricostruisce il drammatico passaggio, occorso intorno all'anno 1000, dalla religione pagana a quella cristiana, Gronbech ripercorre le cosiddette "saghe di famiglia", ove ritroviamo le più celebri leggende islandesi e norvegesi, come quella di Vatnsdal o quella dei Volsunghi, la storia di Amleto, la leggenda della spada Tyrfing, la lotta di Beowulf con il drago.Per Gronbech, teologo, filosofo, storico delle religioni, una delle figure più complesse e originali della storia danese del Novecento, l'epos e il mito costituiscono, oltre che un fatto storico-culturale da interpretare filologicamente, un documento "psicologico" che va attraversato mimeticamente. Al centro della sua riflessione sulla modernità sta la critica del dualismo di spirito e materia, anima e corpo, cuore e ragione, incompiutezza terrena e perfezione celeste: un dualismo che provoca nella moderna cultura europea una sorta di imputazione della realtà. È il contrario di quanto accade all'interno delle culture primitive, in particolare vichinghe e germaniche, dominate da una sorte di realismo della totalità [...]
Vilhelm Grønbech, 1873-1948, dansk religionshistoriker. Han var cand. mag. og organist, skrev i 1902 disputats om tyrkisk lydhistorie, blev docent i engelsk 1908-11 og var 1915-43 professor i religionshistorie ved Københavns Universitet. Religionshistoriens position i og betydning for dansk kultur skyldes i væsentlig grad Grønbechs indsats.
Grønbech var kendt for sin faglige bredde og sine inspirerende og velbesøgte forelæsninger. Med sin filologisk-historiske tilgang til religion hævdede Grønbech, at man gennem læsning af de religiøse tekster er i stand til at trænge ind i fremmede kulturer og sprog. Denne forståelse af det fremmede blev grundlaget for hans kulturkritik.
Grønbech var modstander af evolutionisternes ofte nedladende holdning til såkaldt primitive fremmede kulturer, og han ironiserede lystigt over den europæiske selvtilstrækkelighed. For Grønbech er videnskab en personlig sag, hvis resultater aldrig er definitive. Videnskab anså han for en nærmest digterisk (selv)erkendelsesproces, som er livsskabende og livsbefordrende, men som samtidig fastholder kravet om integritet og redelighed. Videnskab har ligeledes et klart ansvar over for samfundet, kulturen og medmennesket. S.m. Hal Koch udgav han 1946-48 det kulturkritiske tidsskrift Frie Ord, hvis hovedleverandør han blev. Digterkredsen omkring tidsskriftet Heretica fandt umiddelbart derefter inspiration i hans bøger og forelæsninger.
Grønbechs forfatterskab består af tre kategorier: Bredtanlagte værker om religion og kultur, fx Vor Folkeæt i Oldtiden (1-4, 1909-12), biografiske værker om mystikere og fremtrædende europæiske kulturpersonligheder, fx Mystikere i Europa og Indien (1-4, 1925-35) og William Blake (1933), samt værker om antikken, hellenisme og kristendom: Hellas (1-4, 1942-45), Hellenismen (1-2, 1940), som var en protest imod den europæiske kulturkrise, og trilogien Jesus Menneskesønnen (1935), Paulus (1940) og Kristus. Den opstandne Frelser (1941).