Hannah er i midten af trediverne og hun og kæresten Johan har i noget tid forsøgt at få et barn. De er ved at indse, at de nok har brug for hjælp, hvis det skal lykkes.
Der er i det hele taget ikke meget i livet der går, som Hannah havde forventet. Og da Mina i den røde jakke dukker op, bliver det hele kun mere forvirrende.
Marie Hougaard skriver med humor og ømhed om livet i midten af 30’erne. "Vi troede vi skulle" er hendes debutroman og handler om familierelationer, om venskaber i forandring og om de forventninger, vi har til hinanden og til livet. Forventninger som kan være svære at indfri, når det hele ikke går, som man troede det skulle.
5 ⭐️ This book gets your brain working and thoughts flowing. It is a lifelesson about love, friendship and lust. About finding out what you really want and separating societys standards, expectations and your own needs and dreams. About going back to the old way of thinking and appreciating what you have here and now. Being enough. Having enough. I really cared about Hannah throughout this story and it felt so real!
Bogens stemning ramme vældig godt ned i hverdagen, man kan stå i når det med børn ikke går helt af sig selv. Når man kommer til at tvivle på sig egen berettigelse og når det kan føles svært at leve op til andres forventninger om den slagne vej.
Jeg tror jeg ville have følt mig tættere på emnet for 10 år siden.
Thirty something Hannah was not entirely sure whether she wanted kids. All she knew from her surrounding (her sister, her friends) that having a kid is the natural life course, and that she would miss out something if she didn't.
Johan, the boyfriend, didn't make it any easier. The talk about making baby felt suffocating to Hannah, and when she didn't get pregnant right away, the pair got even more tense with each other.
I thought the book would end with more reasonable ending toward what's best for both of them, because clearly, their relationship wasn't working out as they should, and it's frustrating for me, as a childfree, to read this book, when people don't realise that they have a choice, which is not having kids. If you ain't sure, then don't do it.
If you're not sure about hopping off a cliff, don't do it. If you're not sure about jumping into water, don't do it. Since when this advice is not valid for having kids? People tend to hide the bad details of having kids, making the portrait is rosy red for everyone thinking about it. What if we start talking about the truth, how hard and how much responsible it is needed to have a kid and actually raising a person, not just popping out a baby.
Jeg er VILD med denne nye stemme i dansk litteratur! Marie Hougaard skriver med vid, bid og humor og der er lækre sætninger og betragtninger i hobevis i denne roman, som stilistisk kan minde lidt om Tine Høeg. Oven i købet har bogen været meget relaterbar for mig, da jeg var barnløs i knap 9 år, så de følelser Hannah har og de kommentarer og handlinger hun skal stå model til fra sine omgivelser, har jeg enten oplevet eller sagtens kunnet forstå (men heldigvis ikke oplevet!) Forholdene til søsteren, veninden og resten af familien er sublimt beskrevet og den tvivl, der opstår i hende om hun egentlig gerne VIL have et barn, synes jeg sagtens kan være foranlediget alene af dem og forholdet til Johan. Med andre ord har sidehistorien (hvis jeg må være så fræk at kalde den det) med Mina for mig virket ret unødvendig. Fascinationen og forelskelsen i Mina fremstår udelukkende som værende en slags katalysator for det Hannah har været træt af og ked af ved sit liv, ellers var hun vel ikke kommet så hurtigt videre efter at Mina og Tenna fandt sammen igen. Den hverdag, som Hannah er løbet lidt sur i, er simpelthen så fremragende beskrevet af Hougaard, at karakteren Mina slet ikke er nødvendig efter min mening. Ja, Mina lever det frie liv uden forpligtelser og det er dragende, men hvorfor Hannah nødvendigvis skal forelske sig i hende, synes jeg ikke er videre troværdigt. Dermed ikke sagt, at romanen burde være forkortet, jeg så hellere end gerne, at de resterende relationer (Johan, familien, veninden og kollegerne) havde fået endnu mere plads. Jeg glæder mig vanvittigt til flere bøger af Marie Hougard, der er heldigvis én i støbeskeen allerede.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Jeg troede den ville handle mere om fertilitetsbehandling og ikke kun om processen op til. Derudover kunne jeg slet ikke genkende mig selv i hovedpersonen, og de tanker hun har omkring barnløshed, så den fangede mig ikke rigtig.
Havde høje forventninger efter at have læst hendes anden bog, og den levede op til den. Fangende og med mange fine scener og bemærkninger, der beskrev kompleksiteten i følelsen af tvivl, letlæselig og underholdende
Et aktuelt emme, hvor man som læser mærker den besværlige proces, og hvor meget tankestof det sætter gang i. Dog er den meget langt beskrevet, hvilket desværre en meget langtrukken oplevelse af bogen.
Hougaard skriver råt og ærligt med en forfriskende ligefremhed, der straks fanger læserens opmærksomhed. Hendes stemme er både sårbar og stærk, og hun skyr ikke de svære emner. En modig og medrivende læseoplevelse.
Meget nem og rar at følge med i via lydbog. Har flere gange fået mig til at stoppe op, sætte bogmærke og skrive tanker og citater ned. Den bringer glæde, sorg og fortvivlelse frem i mig selv. Det føles rart at den foregår i jeg-fortæller. Lever mig mere ind i rollen, som om jeg bliver til Hannah.
Vi Troede Vi Skulle har i den grad også været informativ for mig og givet mig et nyt og frisk blik på livet som barnløs og holdningen til familie og venners forventninger til en.
Kunne godt finde på at læse den igen for fortællingens oplevelse! 💐