En kvinde vender tilbage til den by, hvor hun boede sammen med sin mand og sin datter. Hun har været længe væk, hun er blevet ældre, og måske også klogere, og i gensynet konfronteres hun med sine valg og med det fællesskab, hun aldrig rigtig blev en del af. Hun møder mennesker, som hun kendte engang, og der kommer nye til. Hun husker sin kamp for at finde plads i rollen som mor og som kone, for at leve op til kønnets og tidens konventioner.
Den kommer under huden på læseren. Den stille historie om den kvindelig hovedperson - lægen der er flyttet tilbage til begyndelsen. Der hvor hun engang boede med mand og barn. Historien udspiler sig over en dag hvor hovedpersonen observerer livet omkring hende nu og genoplever livet - fra forelskelsen til moderskabet, utroskabet og det der fulgte. Hun er en iagttager mere end en deltager i livet. Sproget er utrolig smukt og rammer fint den tristhed og sorg vores hovedperson rummer. Hun er tilskureren til livet, og deltager ikke. Hun siger ikke meget og spørger mindre. I bogen har hun intet navn. Det har hendes kæreste og mand heller ikke, men alle de øvrige personer har navne. Mon det er fordi det skal være lettere at identificerer sig med hende? Det gad jeg godt spørge forfatteren om. En dejlig bogoplevelse. Jeg hørte den som lydbog.
Nej hvor var den hård at læse, undertonerne af ensomhed, selvbebrejdelser og fortrydelse ligger som en mørk undertone gennem hele bogen. Så små handlinger der skal til for at ændre forholdet mellem mennesker og hvor meget skyld kan gøre ved et menneskes selvbillede. Men samtidig er der en virkelig flot bog som er vedkommende og dragende
Vi følger her en kvinde, som vender tilbage til den by, hvor hun boede sammen med sin mand og sin datter og i gensynet konfronteres hun med sin fortid, sine valg og det fælleskab, hun aldrig selv blev en del af. Vi følger kvinden i løbet af en dag og er med i hendes reflektion over et levet liv. Det er et portræt af en kvinde, der nærer en dyb og til tider besværet kærlighed til sin familie. Et tilbageblik på det som var.
En melankolsk stemning præger romanen. Den er langsom, nærmest poetisk. Jeg fik lidt samme følelse, som da jeg læste Stoner af John Williams. En stilfærdig fortælling uden den store handling og spændingskurve, men følelsen af tilbageblikket på det levede liv rørte også der noget i mig. Lotte Kirkeby skriver afdæmpet og smukt, men hun kræver også noget af sin læser. Det er sproget og følelserne, som fylder og jeg måtte, trods de kun 200 sider, tage den i bider, da det monotone fik mine tanker til at vandre og det til tider blev lidt tungt. Jeg sidder dog tilbage med en læseoplevelse, som har rørt noget i mig, og jeg tror, at den vil sidde i mig længe.
Jeg spår, at “Hvis man ikke vidste bedre” vil blive populær læsning i de mange læsekredse ude i det danske land. Helt berettiget.
Hun kan sagtens skrive, Kirkeby, og er også en fantastisk dygtig oversætter, men jeg er ikke helt fan af hendes stil. Jeg ville ønske, at hun bare kunne skrive lige ud af posen i stedet for al den insinueren, som hun af og til glemmer at følge op på. Mange spørgsmål, som har rejst sig i mig under læsningen, forbliver desværre ubesvaret. Jeg havde gerne set, at bogens handling var skrevet kronologisk - dog med en prolog og epilog med begravelsen - det havde i hvert fald hjulpet meget. Den måtte såmænd også gerne have været 100 sider længere, hvis det betød, at karakterne krøb lidt mere ind under huden på mig og hvis jeg havde fået svar på mine mange spørgsmål.
Antydningens kunst er også Lotte Kirkebys. Hun formår at ramme en tone af det usagte og alt, dét, der endnu mangler erkendelsens klarsyn og som måske aldrig indfinder sig, fordi sådan lever vi ikke og sådan forstår vi ikke det levede liv hverken for- eller baglæns. Man gribes ikke desto mindre af alt det underspillede og ugjorte. Af et forsøg på at knytte løse ender sammen selv om næppe nogen vil være forbundet hertil.
Helt low-key og underfortalt om at vende tilbage for at undersøge, om man nogensinde har været der. Om moderskab og om moderskabets udløb. Om at være udenfor i sit eget liv.
Hvis man ikke vidste bedre af Lotte Kirkeby er et stilfærdigt portræt af en kvinde, der i erindringens lys må erkende, at hun alt for ofte lod andre bestemme, hvem hun skulle være. Det er en fortælling fyldt med svære følelser, især afmagt og utilstrækkelighed, men også små lykkelige øjeblikke fyldt med kærlighed og glæden ved at gøre en forskel.
Ensomheden og følelsen af ikke at høre til nogen steder, selv ikke i familien, ægteskabet eller blandt vennerne, stråler ud mellem linjerne og rammer mig lige i hjertet.
Sprogligt er romanen en udsøgt nydelse, som her hvor kvinden tænker på sin datter:
Hun er der stadig, og minderne om hende sidder på alting som usynlige mærker, der bærer en fortælling ...
Gang på gang bliver jeg som her overrasket af nye vinkler på velkendte situationer og følelser. På overfladen sker der ikke det store, kvinden sidder i sin lejlighed og betragter verden, passer på ikke at involvere sig med andre mennesker, men i erindringen skjuler smerten sig i hverdagens små dramaer og konsekvenser af valg, der ikke kan gøres om.
Det er så fint fortalt, og jeg kan kun give romanen min bedste anbefaling.