Rebecca har længe ønsket at blive mor, men gang på gang mister hun barnet. Som et forsøg på at overleve tabet af sin dødfødte søn tager hun med sin mand til Gran Canaria. Allerede kort tid efter de er ankommet til øen, forsvinder han, og i Rebeccas søgen efter den mand, hun tror, hun kender og elsker, finder hun svar, der forandrer alt.
I det mørkeste, der findes er en roman om voldsomme tab, fortvivlelsen over ikke at kunne blive mor og om de moderroller, der former os på både godt og ondt.
Trine Lykke Loughran, f. 1978, debuterede i foråret 2021 med romanen Det utilgivelige, som blev nomineret til Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Hun arbejder ved siden af sit forfatterskab som jurist og bor på Nørrebro i København.
Hjerteskærende og voldsom historie, men også pragtfuld, da disse historier er uhyre vigtige fortællinger. Det var så stærk og inspirerende læsning, der gjorde mig både trist og rørt. Det er meget en person, skal udsættes for i et liv. Først en utrolig dårlig opvækst, så barnløsheden og tabet af flere fostre, og sidst men ikke mindst, en mand der kører på ens psyke.
Jeg kan slet ikke fatte, at nogle forældre ikke har forstået, hvad forældreskabet går ud på. Rebecca blev i sin barndom udsat for psykisk og fysisk vold af sin alkoholiske mor. Ofte var køleskabet tomt, så hun ikke fik noget at spise. Hendes negle blev klippet så langt ned, at hun fik betændelse, og havde ondt i flere dage. Og så sørgede moderen for, at det var Rebecca der følte skyld, selvom hun ikke var skyld i noget. Jeg får sådan lyst til at kramme mine egne børn lidt ekstra efter sådan en læseoplevelse.
Ægteskabet med Simon virker umiddelbart godt. Men i bund og grund bruger han hendes dårlig psyke, til at komme uden om sine egne løgne. Hvis man sætter spørgsmåltegn hele tiden, og hver gang får afvide, at man er psykisk ustabil, og vil ødelægge forholdet, vænner man sig til, at ens grænser overskrides. Barndommens dårlige oplevelser fortsætter desværre ind i Rebeccas voksenliv.
Jeg er helt vild med den måde Trine Loughran skriver på. Jeg læste den på en gang, fordi der står så meget på spil, at man er nødsaget til at finde ud af hvad der foregår. Fortællingen udfolder sig med stor voldsomhed og alt det som Rebecca har måtte gå igennem og stadig gør virker så ubærligt, og er en god forklaring på hvorfor hun også følger i nogle af sin mors dårlige fodspor. Heldigvis ender den med en form for håb og Rebecca finder igen en form for lys. Jeg står nok tilbage med nogle ubesvarede spørgsmål, men alt i alt en virkelig indfangende barsk, men stærk historie.