Jenny er vokset op på Samsø. Hun bor hos sin mor, der er er tatovør, ligesom hendes onkel og hendes bedstefar. Jenny selv interesserer sig for botanik, for hendes oldefar var en berømt dansk botaniker, og hun har arvet hans store samling af sjældne og ikke mindst af giftige planter.
Det hele begynder den dag, en ung pige forsvinder sporløst, og alle på Samsø taler om det. Jennys elskede kusine Tessa var tæt på pigen, og en dag fortæller hun Jenny en ubærlig hemmelighed. For første gang nogen sinde har Jenny hemmeligheder for sin mor, men pludselig opdager hun, at hendes mor også har hemmeligheder. Og lyver. For politiet. Den australske mand, der bor hos dem, Jack, går ikke kun til hånde i haven. Jenny bliver elektrisk, når han ser på hende med sine blå, blå øjne.
Da Jenny skal på gymnasiet, flytter hun alene til Aarhus. Her opdager hun, at hun har arvet mere fra sin oldefar end et hebarium, for hun har talent for at tegne og får tegneopgaver fra Botanisk institut på Aarhus Universitet. Hun opdager også, at hun har arvet en kompromisløs retfærdighedssans og en uslukkelig hævntørst fra sin mor.
Klasszikus csepegtetős regény. Már az első fejezetben értesülünk róla, hogy Bettina eltűnt - hah, bűnügyi szál, végre nyomozni fogunk, élénkül fel az egyszeri olvasó, aki kicsit besokallt már a kortárs irodalomtól. Aztán oldalakon át meg se említődik szegény Bettina, tetoválóművészekről, botanikáról van szó, bonyolult családi kapcsolatok felvázolásával szöszmötölünk, a bűnügyet mintha befednék a mellékszálak rétegei, akár az őszi avar. Pedig ott van az, és minden, ami marginálisnak tűnik, magában hordozza annak lehetőségét, hogy később jelentőséget nyerjen. Ha például nagypapi előadást tart a csomorikáról, ami Dánia leghalálosabb virága, akkor élhetünk a gyanúperrel, hogy ezt nem azért teszi, mert szeret indifferens dolgokról pofázni - hanem bizony azzal a mérges csomorikával még céljai vannak az írónak. Na, ez a csepegtetés.
(Íme, a gyilkos: a gyilkos csomorika. Ne kötekedjetek vele.)
Sissel-Jo Gazan pedig eszményien csepegtet. Ahogy lassan kibomlik keze alatt az a kimondhatatlan bűnökkel és sérülésekkel terhes légkör, amiben szereplői létezni kénytelenek, az valóban példás. Érzékeny témával dolgozik, a gyermekbántalmazás és a pedofília tárgykörét próbálja körüljárni és irodalommá tenni, ilyen körülmények között pedig maga a tett felderítése másodlagossá válik - sokkal fontosabb az, ahogy ez az egész lecsapódik az áldozatokban. A feldolgozhatatlan és kibeszéletlen traumák lápvidékére vezet minket, ahol a bűnnel és bűnhődéssel kapcsolatos etikai kérdések átértékelődnek.
De az van, hogy ez a történet - amellett, hogy borzalmas - egyben borzalmasan szép is. Mert Gazan tud kontrapontozni. Az elviselhetetlenség mellett képes a megtartó kapcsolatokat, a támogató szeretetet is ábrázolni, azokat a struktúrákat, amelyek a traumák sivatagából zöld oázisokként bukkannak elő. Nem a démoni figurák, a rothadó lelkek miatt lesz ez egy emlékezetes könyv, hanem azok miatt a szereplők miatt, akikben van erő megmenteni magukat, megmenteni egymást.
I Goodreads book description er der fejl i navnene. Hovedpersonen hedder Jenny og hendes kusine hedder Tessa.
Det er for mig en helt særlig bog. Fortalt af en 14-årig, der går fra at være barn til ung kvinde.
Bogen er en slow-burner, forstået på den måde, at den ikke skynder sig, den forlader sig ikke på cliffhangers, men den sniger sig ind på dig. Langsomt bliver du som læser trukket ind i et netværk af hemmeligheder, kriminalitet og fortidens skygger.
Vi følger Jennys hverdag på Samsø med hendes komplekse familieforhold, alt imens folk på øen forsvinder sporløst. Jenny er den dygtige dengsepige og hendes bedste veninde, kusinen Tessa, er en urolig ballademager. De er sammen hver dag, men kan de blive ved med at holde det tætte bånd, når konflikter opstår rundt om dem?
Fuldstændigt fantastisk roman, om familiebånd, skyld, hævn og selvtægt, tatoveringer og botanik. 14 årige Jenny er en god fortæller, der får bygget et tydeligt billede af Samsø i start 90erne op, med et levende persongalleri af svigtede børn, familiemedlemmer med ar på sjælen, og snuskede eksistenser. En gribende, spændende, oprørerende og rørende roman, som jeg ikke kan anbefale varmt nok.
Jeg har været svært begejstret for Gazan's tidligere bøger, og har virkelig glædet mig til at læse hendes seneste bog. Problemet når man har forfattere, som man har en særlig glæde ved, er at man ofte sætter forventningerne højt. Det er svært ikke at komme til at sammenligne bøger på tværs. Nogle gange er det mindre problematisk fx hvis vi taler en krimi-serie. Men selvom Gazan's bøger har visse ligheder, så synes jeg alligevel at hendes bøger ret alsidige - og det er på det grundlag de bør evalueres,hendes bøger.
Gazan's "Hvide Blomster", sætter tempoet helt ned. Til at starte med er det svært at acceptere tempoet og historiens lettere langsommelige udvikling, fordi bagsideteksten starter med "Den syttenårige Bettina er sporløst forsvundet, og hele Samsø taler om det". Specielt med tanke på tidligere bøger, forventer man en krimis tempo og udvikling.
Historien går en anden vej, og i mange sider diskuterer jeg med mig selv, om jeg kan acceptere den udvikling. Da jeg først lader mig omslutte af Gazan's lidt anderledes, og ellers godt sammenskruede historie, forsvinder jeg ind i fortællingen, og én side tager den næste og pludseligt forsvinder de hurtigere og hurtigere, siderne.
På et tidspunkt henimod slutningen skal jeg koncentrere mig en smule om at blive i Gazan's historiske univers, fordi begivenhedernes gang måske blive en smule ekstreme. Men det er et læservalg, at læne sig ind i det fiktive rum, for selve begivenhederne er mindre fiktive, det er blot historiens sammenfletning, der emmer af lidt for meget kreativitet. Men det er okay, det er en god fortællingen, og jeg er helt ked af, at jeg har vendt den sidste side.
Denne bog måtte gerne være dobbelt så lang! En udsøgt fornøjelse at være på Samsø med jeg-fortælleren Jenny og hendes brogede familie. Tidsbilledet, temaerne, fortællestilen, sproget... alt gik op i en højere enhed, og jeg var underholdt hele vejen igen. Hørte den som lydbog, og oplæseren Tammy Øst gjorde det bare så godt!
Nagyon fura regény, de pont ettől tetszett egyre jobban, ahogy haladtunk előre a történetben. A narrátor Jenny életkorából adódóan gyerekes, szinte meseszerű a hangvétele, de közben egyre jobban merülünk bele a borzalmasabbnál borzalmasabb sztorikba. Jenny családja egy nagyon fura család tele tetkóval, növényekkel és bűnökkel, mégis nagyon jó velük lenni, mert mind hatalmas karakterek. A legvégén az írónő az utószóban mindent szépen elmagyaráz, hogy ezek a fura dolgok hogyan jöttek össze ebben a történetben, amiért külön köszönet, nagyon érdekes és ötletes. Istentelenül hosszú, de szuper olvasmányélmény volt egy nagyon fontos témáról!
Da jeg hørte Sissel-Jo Gazans nyeste, opdagede jeg samtidig, at hun havde udgivet en bog, jeg ikke havde læst. Og det var jo dejligt, for der var stadig noget tilbage af ferien!
Hvide blomster er noget ganske andet end serien af #universitets-krimier". Hovedpersonen er et gammelklogt barn med en langt over gennemsnittet speciel familie, og handlingen foregår næsten udelukkende på Samsø. To temaer dominerer: Overgreb på børn og selvtægt. Gazan mestrer det danske sprog, og hun mestrer også at beskrive vederstyggeligheder uden at gå i klamme detaljer.
Denne bogs videnskabelige omdrejningspunkt er (giftige) planter, men egentlig først og fremmest kærligheden til naturen. Hovedpersonens besynderlige familie er tatovører, og jeg skal love for, at Gazan har sat sig ind i dette for mig fuldstændig fremmede miljø. Dybt fascinerende.
Hun kaster et usentimentalt og nøgternt blik på nogle typer af mennesker, som det ellers er meget svært at forholde sig nøgternt til: pædofile, børnemishandlere og selvtægtsmennesker. Der er godt nok mere stof til eftertanke i denne "krimi", end i meget andet skønlitteratur.
En typisk Sissel-jo Gazan roman med en masse handling i miljøer som hun har researchet grundigt. I starten er den lidt svær at få styr på - der er mange personer - men efterhånden tager det hele form og man suges med af handlingen. Men der sker utrolig meget - hvert eneste kapitel har et plot. Det er en spændingsroman, mange mord og overgreb, mange af dem genkender man som noget man har læst og hørt om for år tilbage. Jeg blev også grebet af den botaniske del, og hele tatovørmiljøet er grundig beskrevet.
Wow for en gribende historie! Historien er fortalt af Jenny. I starten er hun 15 og på sidste side bliver hun 18 år. De første mange sider minder historien måske mest om Orla Frøsnapper med en mængde kækt tegnede mennesker og nogle lidt vilde historier. Der er kærligheden mellem Jenny og hendes kusine Tessa, den grove og søde bedstefar, en lidt hård men meget retfærdig mor og mange andre sprødt tegnede karakterer. Fra første sætning er der også et element af en kriminalhistorie. Krimien tager mere over og længe oplever vi, hvordan Jenny fanger forskellige spor. På det tidspunkt tror jeg, at historien er ved at udvikle sig til en slags De 5, hvor børnene skal opklare et mysterium. Jenny opklarer faktisk flere ting, og vi og Jenny finder ud af, hvordan tingene hænger sammen. Men historien udvikler sig meget anderledes end De 5. For gradvist bliver historien mørkere og mørkere. Rockerne kommer ind over og Jenny og hendes familie viser sig, at være en slags hævnende engle. Samtidig er familien også gode ved dem, der kan omvendes samt deres ofre. På dette tidspunkt er historien måske mest blevet til en slags superhelte-tegneserie eller en slags Stieg Larsson “Mænd der hader kvinder-historie”, hvor der foregår kampe mellem godt og ondt, som politiet og myndighederne blot er tilskuere til. I begyndelsen var jeg meget irriteret over fortællerens sprog. Fortælleren skulle ligne en 15-årig. Det blev fx illustreret med ord, som fortælleren - altså Jenny - ikke kunne forstå. Men samtidig så var fortællersproget tydeligvis ikke en 15-årigs sprog. Forfatteren evner altså ikke, at gennemføre illusionen om, at bogen er skrevet af en 15-årig. Men som jeg kom ind i bogen glemte jeg det problem. Det hænger nok sammen med, at bogen har så mange andre kvaliteter, at jeg ikke gad hænge mig i det med sproget. Men det hænger nok også sammen med, at Jenny bliver ældre, hvorfor sproget kommer til at passe bedre. En virkelig overraskende bog. Jeg anbefaler den på det varmeste.
Problémád van valakivel? Mérgezd meg csomorikával, tuti hatás és az isten se jön rá. Wintheréknek bevált, nemzedékeken át ;) Valóban családi regény mérete öltött a könyv. Botanikus vonal, tetováló vonal, felnövéstörténet. És itt nem ér véget semmi, most indul csak be igazán. Pedofilokat kezelő szakember, szex-szekták, ahol 13 éveseket használnak, vagy ahol videóra veszik, ahogy kutyák hágnak meg kiskamaszokat. Aztán pedofil vonal, ami után nekem ne jöjjenek skandináv mintákkal és példaképekkel. Egyik nemzet se különb a másiknál, mindnek megvan a maga baja és sara. Hiszen ott is emberek élnek, és az ember gyarló. A Fehér Virágok üt, mégsem csak át zsigeri drámába, és sosem veszíti szem elől a remény fénysugarát. Főleg ebben erős, és emiatt tartja fenn végig az érdeklődést.
Jeg synes bogen er for lang - der er for mange fortællinger i fortællingen, der, i min optik, er irrelevante. Selve plottet er for vildt, og for søgt, for mig.
En spøjs sammenblanding af tatovering, botanik og børnemishandling. Det er ikke elendigt, men er det helt godt? Der foregår i hvert fald uhyrligt meget.
Rigtig god og vigtig fortælling om de mange byrdefulde liv. Jeg genoplevede mine egne spæde teenage år, og fandt en anden ro ved minderne, i selskab med bogens rå og ufiltrerede billeder af hvordan det kan opleves at være en ung pige i Danmark.
Sissel-Jo Gazans roman foregår i et landsbymiljø på Samsø befolket af mange mærkelige eksistenser hvor intet er som det på overfladen ser ud til…
De fleste i hovedpersonens familie ernærer sig som tatovører, et miljø der ikke umiddelbart fascinerede mig. Alligevel blev jeg hurtigt fanget ind tekstens univers. Det skyldtes især fortælleren Jenny hvis udvikling fra ung pige til voksen kvinde og hendes interaktion med omgivelserne blev romanens centrale omdrejningspunkt for mig. Hun er kvik, observant, sympatisk, trofast (ikke mindst over for sin lunefulde kusine Tessa) og ganske morsom. Det står hurtigt klart at omgivelserne skjuler meget for hende, og bogens fremdrift skyldes i høj grad hendes afdækning af hvad der er sket. Vi, læserne, ved jo ikke mere end hun gør.. – Samtidig følger vi som nævnt hendes udvikling fra barn til voksen kvinde med voksende bevidsthed om hvad hun vil med sit liv, spirende seksualitet mv.
Man kommer hurtigt til at holde af hende og får også forståelse for andre af personerne, især fik jeg et blødt punkt for "Bedstefar Palle"
Til gengæld opfattede jeg visse lange passager om eksempelvis tatovering og tørring, registrering af planter mm som irriterende i forhold til fremdriften. Undertiden havde jeg lidt fornemmelse af at træde vande... Først til sidst i romanen stod relevansen af den temmelig detaljerede gennemgang af planter klar for mig...
Mange mennesker dør i løbet af romanen, men man skal ikke se den som en kriminalroman. Politiet og efterforskningen står ikke centralt i forhold til afsløring af begivenhederne...
Temaerne er børn og børns udviklingsmuligheder i et miljø præget af omsorgssvigt, pædofili, druk, narko mv., og nogle af begivenhederne er næsten ikke til at bære at høre om... Som følge af de voldsomme begivenheder er skyld og straf - og ikke mindst hævn og selvtægt - temaer, men her står jeg af..
Bogen er skrevet i et nuanceret sprog. Undertiden forbavses man over fortællerens abstraktionsevne og præcise sprog og spørger sig selv om en 14-årig virkelig tænker så dybt og kan så mange ord. Måske er det den 18-årige Jenny der gennemretter sine gamle optegnelser?
Hvis man som læser kan holde til at der er mange bolde i luften at holde rede i, og at man undertiden har svært ved at se relevansen af visse passager, kan jeg klart anbefale læsning af bogen...
Hvid er uskyldens farve. Men det er også farven på de blomster, der er allermest giftige. På Samsø sker et mord af en ung pige og mens politiet varetager efterforskningen, udruller der sig den ene forfærdelige sag efter den anden på øen. Alle omhandler de på en eller anden måde seksuelle krænkelser. Men vi følger ikke politiet - vi følger Jenny - en 14-årig pige der bor sammen med sin mor der er tatovør, ligesom hendes morfar. Sammen med som elskede kusine Tessa, der kendte den dræbte pige godt, har hun en helt almindelig dagligdag på Samsø. Hun har en brændende interesse for botanik, og det har hun heller ikke fra fremmede, for hendes oldefar har efterladt hende er stort herbarium og det viser sig hurtigt, at hun er meget dygtig til at tegne botaniske illustrationer. Udover det, har hun en evne til at blive indædt indigneret på andre menneskers vegne og heraf affødt en umættelig hævntørst. Det har hendes mor også, for hun har et uofficielt bosted for unge med forskellige udfordringer, der kommer efter anbefaling af hendes veninde, psykiateren Terese.
Misbrug. seksuelle krænkelser og generel mistrivsel er meget tilstedeværende og virkelig i denne bog. Det er en befrielse at slippe for efterforskningsperspektivet som finde i en traditionel krimi og man diskutere om denne bog egentlig er en krimi, men måske mere en socialrealistisk slægtsroman og skildring af samfundets virkelig dystre sider. Det står aldrig helt klart hvem der har dræbt den stakkels pige, men til gengæld får vi svar på mange andre spørgsmål og Jo-Gazan trækker i vanlig sikker stil en linje fra det tætte og nære til det bredere billede. Man bliver skuffet hvis man forventer en krimi, men man får så meget mere og bedre! Det er en fremragende roman, som alle skylder sig selv at læse.
Virkelig dejlig bog med dybde, gode sidehistorier der forenes i en fantastisk mosaik. Er vild med genren hvor virkelighed og fantasi mødes. Forfatteren er så grundig i sin research og åbner et univers med hver af sine bøger, hvor man lærer og forundres. Balancen mellem virkelighed og fiktion er så godt skrevet så man fornemmer hvor man er. Elskede referencen til Blækhat:-)
It startet kind of in the middle of a story, and I was a bit confused in the beginning, but as soon as I got the hang of it I couldn't stop reading. I went through a roller-coaster of emotions, and I felt as if I was there, even as if it was me telling the story. I would definitely recommend this book.
Endnu en herlig Gazan vandmærket roman, som snor sig mellem skønlitteratur, krimi, naturvidenskab og Århus. Kan virkelig godt lide hendes fortællinger.
Sissel-Jo Gazans digre roman (godt 500 sider) udspiller sig på Samsø i 1990’erne. Her opviser et stort personregister forskellige variationer af fænomenet økuller. Dette fænomen handler om, at opholdet i et afsides beliggende lille øsamfund kan hensætte beboerne i en tilstand af uro og frustration, som kan føre til interne stridigheder og hærværk. Vi taler om forbrydelser og hævn/selvtægt og et register, der omfatter diverse former for misbrug, vold, voldtægt, pædofili, forgiftning og mordbrand med meget mere. Det er Jenny – som til en start er bare 14 år – der fortæller historien. Hun er meget bundet af sit venskab med sin jævnaldrende kusine, Tessa, hvilket ikke er uden problemer, for hvor Jenny personligt holder sig fri af diverse trakasserier på øen, så bliver Tessa indrulleret i det meste. Heraf følger også, at i skolesammenhæng er Jenny en såkaldt 12’er-pige, mens Tessa er en 12 divideret med 2.
Social indignation spiller en rolle hos nogle af personerne, og det giver sig for eksempel udslag i, at bedstefar Palle – inspireret af den tyske digter Bertolt Brechts ’Laser og pjalter’ – har overtalt sin datter, Kisser, til at opkalde sit nyfødte barn efter Sørøver-Jenny i dette stykke. Forordet til Gazans roman er et lille uddrag af ’Laser og pjalter’, hvor vi hører, at et hotel på besynderlig vis står uberørt tilbage, mens resten af en by synker i grus i brandskærets lys. Beboerne kan nok regne ud, at hotellet beskyttes, fordi en vigtig person har taget ophold der, men når det afsløres, at det er Sørøver-Jenny, vil de nok undrende sige: ”Var det bare, var et bare hende der?”
Jennys mor Kisser har en tvillingebror, Jimmy, der er far til Tessa, heraf pigernes kusineskab. Men heraf følger også, at pigerne er fælles om bedstefar Palle, der er en berømt tatovør fra Mejlgade, Århus. Han har som sagt givet Jenny sin velsignelse ved navnemæssigt at knytte hende til Sørøver-Jenny, og endvidere lever bedstefar Palles elskede hustru, Oma Jutta, tendentielt videre i Jennys ansigt i form af nedarvede blå øjne og smilehuller. For at det ikke skal være løgn, bor Jenny og Kisser i bedstefar Palles barndomshjem, mens Tessa bor hos sin misbruger-mor i et lille hus, hvor hun er stuvet sammen med sine tre småkriminelle halv-storebrødre og to plejebørn. Det ene plejebarn er Bettina, som ved romanens start meldes forsvundet. Intet under, derfor, at Tessa føler sig forfordelt (i den oprindelige betydning af ordet) sammenlignet med Jenny.
Det er ikke bare bedstefar Palle, der er tatovør; det er Kisser og Jimmy også. Sidstnævnte dog ikke på noget vellykket niveau, hvilket skyldes, at han bruger megen energi på at slås med sine indre dæmoner. Endnu et dårligt sæt gener til Tessa! Jennys far, derimod, var ”en fremragende anklager”, altså jurist. Han er død nu, men mor Kisser forsømmer ikke nogen lejlighed til at holde ambitionerne i hævd: Jenny skal være akademiker. Dette rækker hendes intellekt såmænd også sagtens til, men denne kvindelige Aladdin(e) er gudhjælpemig også kreativt begavet. Oldefar Kresten Winther var botaniker på højt niveau. Hans tegninger har overlevet i et herbarium, der sammen med en frøsamling falder i Jennys turban. Hun er allerede som teenager en talentfuld tegner, ligesom hun har et enormt kendskab til floraen på Samsø. Det er hende, der over for Tessa udreder den sætning, der ender med at levere romanens titel: Ikke alle hvide blomster er giftige, men dem, der er giftige, er hvide. – En viden, som Jenny senere selv gør brug af.
I og med dette resume fremtræder karakteren Jenny nok en anelse urealistisk(!) I romanen får hun modspil af forskellige anløbne karakterer, som det er uoverskueligt at redegøre for her. Men der er mange sidespor i romanen. Alt for mange. Ét hovedspor er tatoveringens udvikling i Danmark, der listes ind via snakken om Bedstefar Palle. Et andet hovedspor er hårde børneskæbner, der listes ind via snakken om mor Kisser, som ud over at være tatovør fungerer som frelsende engel i forhold til sådanne skæbner. Hovedsporet, der sælger romanen som en krimi, er 17-årige Bettinas forsvinden. Beskrivelsen af Jennys og Tessas udvikling, fra de er 14, til de er 18, udgør sporet pubertet. Et sidste spor, der fylder rigtig meget, er Samsøs flora.
Der er alt for mange personer og intriger på spil til, at de kan blive andet end skitser. Jeg var ellers virkelig godt underholdt langt henad vejen – de fire stjerner var sikkert i hus. Men så filtrede de mange sidespor sig ind i hinanden på en ikke konstruktiv måde, og en ligegyldighed med de mange personer, der ikke havde fået rigtigt liv, meldte sig også. Derfor sluttelig tre stjerner.
'Hvide Blomster' is my fourth book by Gazan - and by far my best reading experience.
I have always enjoyed her almost poetic writing style, and this book is filled with 'linguistic flowers'.
The book is set on a relatively small island in Denmark. There is no escape from the neighbour's ever-watching eye, and a bestial murder of a teenager really does something to a small town community. The protagonist is a (relatively) innocent and naive teenager who slowly learns way more than a teenager ever should - while also experiencing first loves, teenage drama and endless summer days. The result is a claustrophobic atmosphere where even the most innocent scenes felt like there was a deep, underlying terror waiting to happen.
Previously, my main critique of Gazan's stories has been that there were too many detours from the main plot and that these detours didn't significantly contribute to the story itself. In 'Hvide Blomster', however, I think that Gazan beautifully managed to connect all the dots and make the detours intriguing and relevant to the main plot.
I really enjoyed this book, and it was definitely made better by Tammi Øst's excellent performance.
Sissel-Jo Gazan: Hvide blomster en glimrende og frodig roman om liv og skæbner på Samsø i nutiden. Vi er hos de nederste i samfundet. Tatovører, mekanikere mm. Fortælleren Jenny, som vi møder som 13 årig og som er 18, da bogen slutte er også hovedperson. Og læseren glæder sig med hende over gå-på-modet, viljen og evnerne til at komme vurdere i livet. Det er ellers ikke let med en tatovørmor, der så også lige skal tage sig ødelagte børn. Og ødelagte børn vrimler bogen med. Børn, der har været anbragt, børn der oplevet grove overgreb og børn som bare ikke for omsorg og almindelig pleje nok. Jenny tager affære, kusine Tessa prøver og Betina forsvinder. Piger og andre dør, bliver slået ihjel, brændes inde. Dramatisk? Mon ikke. Læseren sidder tilbage med billeder af armod på den smukke ferieø Samsø, men også med stærke kvinder (piger), der nok skal vide at hævne de værste urimeligheder. Husk, at romanen hedder Hvide blomster og mange af dem er giftige og husk, at Jenny er en mester i at bruge giften. Det har hun fra oldefar. På trods af meget gråt i livet for mange af personerne i romanen sidder jeg med en fornemmelse af at have læst en bog, hvor de stærke vinder. Over de onde kriminelle.
This is the third of Sissel-Jo Gazan's mysteries that I have read for my Danish book club. I found that her writing (in Danish) has become very easy for me to follow, and the characters in this novel were both engaging and well developed. The combined focus on the tattoo world - which I knew little about - and botany (Gazan is both an author and scientist) worked well. I also enjoyed the fact that the book was set on Samsø and in Århus. It did seem to me that the point of view from the 14 year old narrator was unexpectedly precocious and sadly world-weary at times, but then I don't know any Danish girls that age. Since I don't read mysteries except for my book groups, I'm continuously shocked at how ready the people in these books are to commit murder - hopefully this is not really the case in Denmark, or anywhere else.
Please note that I don't use the star rating system, so this review should not be viewed as a zero.
Az egyik központi téma a gyerekek elleni (fizikai és szexuális) erőszak. A fülszövegből ez nekem nem derült ki, különben valószínűleg meg sem vettem volna. És menet közben is azt éreztem többször, hogy ez túl sok, öncélú, miért kell ennyiszer ennyi mindennek ennyi gyerekkel történnie. Aztán az utószóból kiderült, hogy rengeteg túlélővel beszélt a szerző, közte saját családtagjaival is, és hogy mindennek, amit leírt, van valamilyen valóságalapja. Na az eléggé letaglózott.
Szóval jó könyv, szépen megírva, érdekes is, de elég súlyos. Én szóltam.
Na még egy: hiányzik belőle annak kifejtése (vagy legalább megemlítése), hogy a gyerekek elleni szexuális erőszak elkövetői a legtöbb esetben nem pedofilok. Viszont plusz pont jár annak bemutatásáért, hogy a pedofilok is uralkodhatnak a hajlamaikon, ha ehhez támogatást kérnek és kapnak.