“Tænk ikke på mig” er en tidskapsel fyldt med rå ærlighed, familiær sårbarhed og et drys af københavnerliv. Et vigtigt portræt af et enkelt frygteligt tilfælde, som vi dog alle kan lære noget af, der vil ruste os til fremtidige lignende – ikke så vi bliver usårlige, men så vi kan rumme dem, der bliver såret.
Til min overraskelse tog fortællerstemmen en med på en tidsrejse tilbage til den 13-årige Vilma, hvis sprog var tilsvarende alderen. Det skulle jeg lige vænne mig til og stoppe op ved ind imellem, fordi det på den ene side var som at læse en letvægtig YA. Men måske det faktisk netop var effektfuldt at læse om så grusomme oplevelser i et så uskyldigt og ungdommeligt sprog. Dog vil jeg give enkelte kritikere ret i, at sproget til gengæld var så gennemført, at de forskellige skift mellem fortid, nutid, dagbog, mor-bog og brev, kunne virke lidt overflødige, eftersom Vilmas stemme står stærkt i sig selv.
Det virkede på den anden side også vigtigt, at bogen har fået lov til at have den lidt uprætentiøse, eller næsten naive, form. Litterater kan mene nok så meget, men romanen skal ikke nødvendigvis ses ift. diverse kriterier og modeller. I hvert fald foretrækker jeg at se den som denne tidskapsel, man graver op ad jorden, hvori man finder en lille lomme af liv – for den var mere et indblik i et sådan et end retrospektive refleksioner over fortællingen.
Dertil skal tilføjes, at Vilma Sandnes Johansson leverer et utroligt fint indblik i et liv og afskeden med et, som fremstår på en gang troværdigt og fantastisk. Hun fortæller med rå ærlighed om alle sider af sorgen – også om lettelsen. Sidstnævnte er ved at vinde frem i sorglitteratur, men sjældent har afbildingen af den afdøde været så ærlig og nuanceret. Ofte pakker savnet beskrivelsen og minderne ind i idealiserede penselstrøg, når afdøde karakterer eller nærmeste portrætteres. Men her inddrages også skænderier, ting, man ikke skulle have sagt, og dem, man ikke fik sagt, uden videre retfærdiggørelse. Det giver følelsen af at få et utroligt ægte indblik i en ung piges sorg og liv.
Selvom det grundlæggende er utroligt tunge emner, virker bogens farverige ydre passende. Den er ikke mørk eller mere dyster end en svensk regnvejrsdag. Ind imellem alle sorgens byger lyser et underliggende strejf af københavnestemning, frihed, musik, farver og kærlighed. Sidstnævnte er den skrevet med og i på så overbevisende vis, at alt kan siges på siderne, uden læseren betvivler respekten karakterne imellem. Og er der en ting, bogen har lært mig, er det da vigtigheden af (som pårørende) at gøre plads til netop det: at alt kan siges højt.
“Nu hvor folk tør spørge mig, om jeg er okay, så er jeg faktisk nogenlunde okay. Det var jeg ikke før. Hvorfor var der så få, der spurgte dengang?”