Vilma er lige fyldt 13 år. Krop og identitet er under forandring, og netop som veninder, kærester, fester og musik skal til at være livets nye omdrejningspunkt, får hendes mor konstateret uhelbredelig kræft. Lægerne giver hende 6-48 måneder at leve i. Sammen og hver for sig forsøger datter og mor at leve et så almindeligt liv som muligt, samtidig med at de, som årene går, begge prøver at forholde sig til at skulle miste og mistes.
"Tænk ikke på mig" er en autofiktiv roman om at være teenager, samtidig med, at ens mor konstant er ved at dø, men bliver ved med at være i live. En sand og livsbekræftende fortælling om kærlighed, latter, ensomhed og sorg. Og om følelsen af hverken at turde give eller bede om hjælp.
- Hvor mange tårer kan man nå at fælde på 252 sider? Rigtig mange og jeg har stortudet mig igennem siderne -
‘Tænk ikke på mig’ er en virkelig flot og vigtig romandebut. Det er autofiktion skrevet af den 22-årige Vilma, hvis mor fik uhelbredelig kræft.
Fra 2014 -2018 er Vi med på sidelinjen. Som 13-årige for Vilma beskeden, om hendes mors “dødsdom”. Igennem teenager årene, i medgang og modgang. Når det hele kom lidt på afstand og når hun stod i orkanens øje. At læse denne bog er som at sidde på første række, for Vi kommer helt tæt på en teenageres liv med en dødsyge mor.
Det er fint, barsk, rørende, smerteligt, medrivende, sørgeligt, frustrerende… Man rives rundt i følelserne. Men det er også kærlighed mellem mor og datter. En kærlighed, der alt for tidligt måtte have ord og hvor afskeden skulle tages. Det er vanvittig smukt, for på trods af presset og kampen, som tappede dem for energi, så var der plads til at folde tristheden ud. Men det er også dansen mellem ungdommens lethed og døden, der her får ord. Det er stærkt og levende, det er livsbekræftende i hele ordets omfang.
En del af denne bog har jeg lyttet til via mofibo, hvor det er forfatteren selv der læser op. Det kan på det kraftigste anbefales, for det gør læseoplevelsen ekstra stærk.
Kæmpe anbefaling! Læs, læs eller lyt, lyt!
Barsk realisme, der er rørende og samtidig enestående.
Da jeg lånte den her på biblioteket for nyligt tænkte jeg, at jeg var klar på det, nu nogle måneder efter det sidst var sket, at nogen jeg holder af er død. Begyndte at tage tilløb til bogen, samtidigt med at jeg så i sidste uge fik nyheden om, at det var sket igen. Så det er nok både et dårligt og et optimalt tidspunkt at få den læst. Og nu har jeg gjort det, jeg har grædt og smilet rigtigt meget.
Trafikscenen var så ægte, vitterligt som en samtale jeg har haft i løbet af den seneste uge. Logisk set ved man jo godt at der er så mange mennesker i ens liv som ikke bare kommer til at gå hen og dø, men nogle gange sker det ud af det blå, så det er svært ikke at være bange for det, når ens tab fylder meget i ens hoved og ens hjerte. Selv når man står i et lyskryds med sin kæreste. Uendelig mange stjerner herfra til Tænk ikke på mig.
In Danish as I don't think this has been translated into English (yet, but it certainly derserves to be).
Taenk at dette er skrevet af en ung pige paa 22 eller endda endnu yngre da hun skrev den. Jeg er fuld af beundring. Saadan et svaert emne at skrive om og hun mestrer de forskellige stemningsskift, den afgrundsdybe sorg og alle nuancerne indimellem til fulde.
Jeg laeste en anmeldelse, muligvis paa Litteratursiden, hvor anmelderen mente, at de forskellige spor (mor-dagbogen og optegnelserne fra hendes tidlige aar) var unoedvendige, og jeg er utotalt uenig, intet er unoedvendigt i denne bog, om noget er den naermere for kort.
Græd mig simpelthen igennem hele den her autofiktive bog om 13-18 årige Vilma, der skulle miste sin mor til kræft.
Var som læser fluen på væggen gennem morens brutale sygdomsforløb, der foregik parallelt med hele Vilmas teenageliv. En alvidende flue, vel at mærke, der også havde adgang til Vilmas indre følelsesliv. En stakkels flue, der frygter mere end noget andet at skulle miste sin egen mor en dag.
På trods af dens ellers ret underspillede observationer og samtaler, gjorde den ondt helt ind i maveknoglen at læse. Beskrivelserne var så nøgterne, reaktionerne så ægte, Vilmas indre følelsesliv så råt. Et realistisk estimat må være, at jeg gennem 70% af bogen enten græd grimt og højt eller flæbede lydløst. En fantastisk og fantastisk hård læseoplevelse.
Smuk og dybt rørende roman om at være ung og have en terminal kræftsyg mor. Det er barske sager, men Vilma Sandnes Johansson skriver det ærligt og nærværende i små kapitler, så man både forstår følelserne og alvoren i situationen.
Jeg hørte den som lydbog, hvor forfatteren selv var oplæser, hvilket også var en rigtig god oplevelse - selvom mit svenske ikke er helt bra.
Simpelthen så smuk, rørende og vigtig en bog! Er taknemmelig over, at få lov til at være med på sidelinjen i nogle vanvittigt hårde teenage år, hvor venner og løsrivelse burde fylde det meste, men hvor morens sygdom (og dødsdom) bliver den altoverskyggende faktor i Vilma's liv i flere år. Årene hvor moren bliver mere og mere syg, men alligevel med opblomstringer, som gør at døden lader vente på sig, sammenholdt med den ensomhed det er, at være teenager i denne vanvittige position og som lyser ud af hver eneste side, gør historien virkelig hjerteskærende. Som palliationssygeplejerske anser jeg det også som virkelig priviligeret, at få lov til, at komme med "bag kulissen". Bogen giver et virkeligt godt indblik i hvordan det (også) kan føles og opleves, at være barn/ ung og vokse op med en alvorligt syg forælder.
Sådan en bog der er lidt svær at komme igennem. Man ved ligesom godt hvordan den ender, da alle personer kan googles... Min yndlingsting ved den er dog det helt almindelige ungdomsliv- og sind som man lukkes ind i. Men det bliver alligevel ikke helt en ungdomsroman. Så fin bog.
Meget smuk og rørende fortælling om livet med døden. Vilma fortæller hudløst ærligt om de tanker og følelser der frit udspiller sig, når hendes mor gradvist går fra nærdød til fuldt levende. Bogen beskriver ærlige tanker om at være i ventesorg og efterlader læseren med blanke våde øjne.
er på en måde ik objektiv fordi vilma er min veninde, men på den anden side ville jeg så give den 7 stjerner, så her må jeg nøjes med 5 objektive stjerner fordi det seriøst bare er en fantaaaastisk bog og hård og sørgelig og vildt sjov og græd meget og smilte meget
Så fin og rørende. Jeg er så imponeret over unge Vilmas reflektionsevner og fortællekraft. Solveig var lyden til min gymnasietid, så det er lidt surrealistisk at være vidne til hendes sidste tid 💔
“Tænk ikke på mig” er en tidskapsel fyldt med rå ærlighed, familiær sårbarhed og et drys af københavnerliv. Et vigtigt portræt af et enkelt frygteligt tilfælde, som vi dog alle kan lære noget af, der vil ruste os til fremtidige lignende – ikke så vi bliver usårlige, men så vi kan rumme dem, der bliver såret.
Til min overraskelse tog fortællerstemmen en med på en tidsrejse tilbage til den 13-årige Vilma, hvis sprog var tilsvarende alderen. Det skulle jeg lige vænne mig til og stoppe op ved ind imellem, fordi det på den ene side var som at læse en letvægtig YA. Men måske det faktisk netop var effektfuldt at læse om så grusomme oplevelser i et så uskyldigt og ungdommeligt sprog. Dog vil jeg give enkelte kritikere ret i, at sproget til gengæld var så gennemført, at de forskellige skift mellem fortid, nutid, dagbog, mor-bog og brev, kunne virke lidt overflødige, eftersom Vilmas stemme står stærkt i sig selv.
Det virkede på den anden side også vigtigt, at bogen har fået lov til at have den lidt uprætentiøse, eller næsten naive, form. Litterater kan mene nok så meget, men romanen skal ikke nødvendigvis ses ift. diverse kriterier og modeller. I hvert fald foretrækker jeg at se den som denne tidskapsel, man graver op ad jorden, hvori man finder en lille lomme af liv – for den var mere et indblik i et sådan et end retrospektive refleksioner over fortællingen.
Dertil skal tilføjes, at Vilma Sandnes Johansson leverer et utroligt fint indblik i et liv og afskeden med et, som fremstår på en gang troværdigt og fantastisk. Hun fortæller med rå ærlighed om alle sider af sorgen – også om lettelsen. Sidstnævnte er ved at vinde frem i sorglitteratur, men sjældent har afbildingen af den afdøde været så ærlig og nuanceret. Ofte pakker savnet beskrivelsen og minderne ind i idealiserede penselstrøg, når afdøde karakterer eller nærmeste portrætteres. Men her inddrages også skænderier, ting, man ikke skulle have sagt, og dem, man ikke fik sagt, uden videre retfærdiggørelse. Det giver følelsen af at få et utroligt ægte indblik i en ung piges sorg og liv.
Selvom det grundlæggende er utroligt tunge emner, virker bogens farverige ydre passende. Den er ikke mørk eller mere dyster end en svensk regnvejrsdag. Ind imellem alle sorgens byger lyser et underliggende strejf af københavnestemning, frihed, musik, farver og kærlighed. Sidstnævnte er den skrevet med og i på så overbevisende vis, at alt kan siges på siderne, uden læseren betvivler respekten karakterne imellem. Og er der en ting, bogen har lært mig, er det da vigtigheden af (som pårørende) at gøre plads til netop det: at alt kan siges højt.
“Nu hvor folk tør spørge mig, om jeg er okay, så er jeg faktisk nogenlunde okay. Det var jeg ikke før. Hvorfor var der så få, der spurgte dengang?”