INSTITUTIONALISERET er barske og kuldslåede digte om at bebo mange verdener samtidig – om både at være kriminel, bror og skoleelev. Fortællingen begynder den dag, jegets far kommer i fængsel, og slutter, da jeget selv sidder inde og afsoner en dom for forsøg på manddrab.
Haidar Ansari (f. 2001) tegner et portræt af ”kvarteret” på Amager, hvor et jeg vokser op, og af de institutioner og fængsler, som han ryger ind og ud af. Det er en fortælling om jegets vej ind i kriminaliteten og om alle de veje, han ikke tog, selv om han havde muligheden for det.
Ikke lige så god som hans anden (nyeste) digtsamling, og kunne ikke helt koncentrere mig om digtenes litterære værdi med alle de fucked up ting han har lavet og beskriver
Haidar Ansari har med Institutionaliseret demonstreret, hvordan resten af n-ordet og p-ordet skal staves. Han har vel nærmest haft en makro på begge ord, for det er halvdelen af anslagene i digtsamlingen.
Han er på ingen måde ligesom Yahya Hassan for han skrev alt med versaler. Ansari skriver kun med små bogstaver. Så… Det er altså overhovedet ikke det samme.
Meget er stoffet er godt nok det samme. Brutal kriminalitet, social kontrol, tæsk og tyverier. Det er hårdt stof, der virker mere fjernt end Månen for et kulturkonservativt priviligeret bløddyr som mig.
Men Yahya Hassan skrev simpelthen bare med mere digterisk finesse. Midt i afstumpetheden og volden i digtene var der en sproglig musikalitet og en begejstring ved det danske sprog, man ikke finder i Ansaris prosadigte.
Digtene er primært værdifulde for deres adgang til et svært tilgængeligt miljø. Drabsforsøgsdømte Ansari formår at gøre digtene til antropologiske aforismer og politisk prosa, men aldrig at afsløre en kærlighed til teksten og sproget.
Rigtigt god og meget barsk digtsamling, som giver indblik i et miljø man ellers normalt kun hører om fra andre end de involverede selv og som man derfor sjældent får indblik i.
‘Institutionaliseret’ er en stærk og på mange måder hårdtslående digtsamling. Den føles som at få en kold spand vand i ansigtet, der vasker ens syn klart og bryder ind gennem fordomme og manglen på samme.
Den er brutal og får væmmelsen til at vælde op i en, som jeg oplevede det i ‘A Clockwork Orange’, og alligevel er det det værre, fordi man ved, at det her er virkeligt. Man bliver nødt til at se i øjnene, at disse ting finder sted, disse miljøer findes.
Det har jeg haft en tendens til at underkende. Denne digtsamling blev en rå opvågnen om, at i mit forsøg på ikke at være fordomsfuld, i min farveblindhed, ligger der også en form for reproduktion af racisme – en manglende anerkendelse af og ageren på de forskelle, som rent faktisk findes.
Bogen river enhver politisk korrekthed fra hinanden og reducerer samtlige karakterer til deres etnicitet, hvilket strider imod hele mit menneskesyn. Men jeg læser jo netop for at låne andres. Og for at blive klogere. Begge dele sørger ‘Institutionaliseret’ for.
Ved første øjekast kan det virke som et ensidigt og særligt empatiforladt syn, man låner af fortælleren. Men egentlig ser jeg bogen som et relativistisk værk, der formår at sætte den kølige, detaljerige ondskab i perspektiv og afdække dens dynamikker. Selv når den går ud over uskyldige, fornemmer man de underliggende motiver bag, der ikke handler om ofrene, men ofte om frygten for at blive udskilt eller udskældt.
Der foregår så meget umenneskeligt i den bog, og alligevel lader den os forstå, at der er et helt menneske bag. Og den slags bøger er nu engang den bedste.
Den 20-årige forfatter Haidar Ansari afsoner lige nu en fem-årige fængselsdom for et voldsomt overfald. Og det er under hans ophold, at han har skrevet disse digte.
I kronologisk opbygning starter Vi, med at følge Haidar som en lille usynlig dreng, der ser sin far blive anholdt, hvilket bliver for alvor startskuddet til at påbegynde det småkriminelle liv, der er en del af ghettoen. Denne løbebane fortsætter og tager til i styrker som alderen tager til. I et forsøg sendes han på genopdragelseslejre et par gange, men tilbage i Danmark igen, vender han sig mod stofferne og ikke mindst kriminaliteten.
Det er brutalitet, vold, sex/voldtægt, overlevelse, magt, detentioner, ghetto, institutioner og meget mere. I ord former han digtene med titler og barsk realisme fra hans verden, fra hans liv. Det er vanvittigt, gruopvækkende og en fuldstændig vild debut.
Kæmpe anbefaling til alle, der er interesseret i at blive klogere på det land Vi lever i og ikke mindst andre mennesketyper, som man måske ikke lige omgås. Denne digtsamling kan læses af alle.
En ung mand med ordet i sin magt, som ovenikøbet er villig til at lade os læse, hvad jeg’et så og følte,
Det er en lang beskrivelse. Hvor er poesien? Jeg bliver hverken ramt på ordene, følelserne eller rytmen.. Ja en forfærdelig historie han bærer. Vold. Men jeg mangler hans følelser. Reflektion. Et eller andet der kunne få mig til at relatere. Jeg sidder tilbage med en oplevelse af at have fået beskrevet et voldeligt og ødelagt menneske, som lige pludselig skriver digte.. hvorfor? Hvordan fik han den idé? Hvad gjorde at han pludselig ændrede sig? Det giver ingen mening. Jeg har været til en forfattertalk med Haidar og der fik jeg indtryk af at at dybt og reflekteret menneske. Den oplevelse havde jeg ikke her. Vakler mellem en og to stjerner.
Meget voldsom, heh, læste den ret sent om aftenen og var ret træt, så det var rimeligt voldsomme ting lige at sluge. Ret fantastisk, tror jeg? Der er et eller andet ved, at det virker som prosa og ikke lyrik, måske fordi de beskrevne begivenheder ikke normalvist bliver skrevet digte om. På den anden side tror jeg mere det er Haidars sprog, der gør det, og jeg kunne rigtigt godt lide det. Jeg slugte den hele på 45 minutter og kunne ikke slippe den, før jeg var færdig. Forløsende slutning
Barsk og hård digtsamling af Ansari, som beskriver en verden, der alt for sjældent får taletid. Selv hvis jeg ikke var blæst bagover rent sprogligt, så var det tankevækkende at sætte sig ind i Ansaris ungdom og voksenliv, splittelsen mellem at ville være den gode bror/søn/troende og være i et barskt miljø, der forventer du er kold i røven og ikke er svag. Generelt super lovende og håber at se mere fra Haidar Ansaris forfatterskab i fremtiden
Den vil nok noget, hvorfor ellers skrive? Men vil den egentlig røre nogen, eller er den lige så forrået og kold, som fortælleren, når han beretter om vold, tæsk og diverse stoffer, kriminalitet, onani og fængselsanstalter? Det er helt sikkert tarveligt at sammenligne med Yahya Hassan, men svært at lade være med det fælles stof - og så synes jeg desværre det her virker mere som forsøg på chokværdi end veltilrettlagte sproglige lussinger...
I starten føltes det som en Yahya Hassan efterligning - især hvis man som jeg vælger at lytte til lydbogen oplæst af forfatteren - men jo længere man kommer ind, jo mere mærker man at Haidar ingen wannabe er. Hårdt, ægte, modbydeligt og smukt skrevet.
Et inferno af vold, kaos og kontraster formidlet i en form, som afspejler masser af refleksion på bagkanten. Det er stærke sager, som kan anbefales læst i mindre bidder fremfor i ét stræk, som jeg gjorde(!)
En barsk debut om at vokse op i et kriminelt miljø på Amager, hvor det er en del af hverdagen at blive flyttet fra den ene institution til den anden. Tonen og indholdet minder meget om Yahya Hassan.
Barsk. Brutal. Blodig. Vild miljøbeskrivelse af underdanmark, og om hvordan det miljø man placeres i, og de mennesker man omgåes kan have kæmpe betydning for de livsvalg, man tager.
'Institutionaliseret' er ikke skrevet perfekt, men Haidar Ansari har talent for at formidle og bogen tegner et billede af et særligt miljø og er interessant læsning.
fra november 2024; læser denne for tredje gang for skal skrive eksamen om den, stadig en af mine yndlings og glæder mig meget til haidars næste
fra september 2022; denne digtsamling gav mig et indblik i en andens liv og verden så langt væk fra min. gør dig selv den tjeneste og læs den og vær nysgerrig på den verden vi lever i, men som du ikke ser. vildeste debut.