Anne erreicht Hrafnheim, eine ihr unbekannte Parallelwelt voller Götter, Halbgötter und Wesen. Dort wird sie von Soldaten der Herrscherin Ragnara aufgegriffen, doch ein abtrünniger Offizier der Armee, Rorik, befreit Anne. Gemeinsam machen sie sich auf den Weg, ihre von Ragnara gefangene Zwillingsschwester Serén zu befreien. Der Weg in die Hauptstadt Sént ist voller tödlicher Gefahren, und die Vision ihrer eigenen Ermordung plagt Anne unaufhörlich. Sie beginnt immer mehr zu begreifen, dass Ragnarök, der Untergang der Welt, unmittelbar mit ihrem eigenen Schicksal verknüpft ist …
Um ihre Schwester aus den Fängen von Ragnara zu befreien, macht sich Anne auf den Weg nach Hrafnheim. Hier warten viele Gefahren auf sie und sie wird direkt am Anfang von Ragnaras Soldaten gefangen genommen. Der abtrünnige Offizier Rorik befreit sie und gemeinsam machen sie sich auf die Suche nach ihrer Zwillingsschwester Serén.
Die Geschichte geht im 2. Teil nahtlos weiter und wird wieder aus der Sicht von Anne erzählt. Dieses Mal entführt die Autorin ihre Leser nach Hrafnheim und als Leser begleiten wir Anne auf ihrer Suche nach Serén.
Durch den Ortswechsel geht die Geschichte mehr in Richtung nordische Fantasy und weniger in die Richtung Urban Fantasy. Der Fantasy-Anteil ist sehr hoch und die Welt sehr faszinierend. Die Autorin taucht ganz tief in die nordische Mythologie ein, was mir unheimlich gut gefallen hat.
Auch der 2. Teil konnte mich von Anfang an fesseln. Die Geschichte ist dieses Mal doch recht brutal, aber auch humorvoll. Hier bedient sich die Autorin eines recht klassischen Elements der Fantasy, nämlich der Heldenreise. Anne muss ganz schön viel Durchmachen, der Spannungspegel bleibt durchweg sehr hoch.
Es gibt einen neuen Charakter, den ich sehr interessant fand, nämlich Rorik. Hier hat mich die Autorin doch sehr überrascht, ich fand ihn deutlich interessanter als Varnar. Natürlich sind auch wieder Luna und Mathias mit von der Partie, aber insgesamt eher im Hintergrund. Auch Elias
Auch der 2. Teil war für mich wieder ein Highlight und ich freue mich schon auf Teil 3, der bereits im August erscheinen wird. Von mir gibt es wieder die volle Punktzahl.
Ich würde gerne sechs Sterne geben! Ernsthaft. Erst dachte ich, Ansuz könnte nicht übertroffen werden. Malene Sølvsten hat es ohne Probleme geschafft! Wie immer versteht sie es, Nebensätze später auf einmal wichtig zu machen. Charaktere aus dem ersten Buch bekommen noch mehr Tiefe - und in Fehu kommen neue Charaktere dazu, die man lieben muss! Interessanterweise gibt es nicht nur schwarz und weiss. Selbst die "Bösen" haben gute Gründe und sind nachvollziehbar. Was mir besonders gut gefällt: die subtilen LGBTQ+ Repräsentationen auf unglaublich gute Art und Weise. Alles in allem: ich kann das dritte Buch kaum abwarten! Wer die Reihe noch nicht kennt, sollte unbedingt reinlesen!
Kann 'Ansuz' noch getoppt werden? Die Antwort ist ein klares: JA! Ein Ortswechsel sorgt für Spannung, ein neuer Charakter für gemische Gefühle. Alles garniert mit nordischer Mythologie. Einfach nur perfekt!
Denne anmeldelse blev udgivet på min blog i marts 2018.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har en forkærlighed for bøger, der er baseret på mytologi. Og næsten hvilken som helst mytologi. Men nordisk mytologi har en helt særlig plads i mit hjerte, jeg ved ikke om bare er fordi jeg er dansker, eller om det er fordi jeg også finder præcis de myter og sagn enormt spændende. Under alle omstændigheder var det i hvert fald det, der først ledte mig til Ravnenes hvisken og nu videre til bog to. Selv om den holder en høj standard og fortsætter den karakterfyldte og spændende historie fra den første bog, så er jeg på en eller anden måde alligevel ikke helt så glad for bog to, som jeg var for den første.
Der var mange nye ting i den første bog, selv om det er en fantasytrilogi var der også indblandet mordmysterier og andre elementer, der gjorde det samlede indtryk meget unikt og det vandt virkelig indpas hos mig. Desværre kan jeg ikke sige helt det samme om to’eren, der er lidt mere klassisk, eller strømlinet fantasy om man vil. Det er bestemt ikke dårligt og jeg er stor beundrer af fantasygenren, men for mig havde Ravnenes hvisken på en eller anden måde formået at have mere at byde på end det, uden at det blev for fladt.
Ikke forstået sådan, at jeg ikke kunne lide bogen. For det kunne jeg bestemt. Jeg synes, det var så fedt at tage med Anne til Hrafheim (det er i øvrigt vildt svært at stave til) og til en helt anden verden, end den hverdagsagtige i Nordjylland, som i den første bog. Alting bliver lige som vendt på hovedet, så i stedet for fantasy og mytologiske elementer i vores egen verden i en krog af Danmark og Anne, der forsøger at løse gåden om, hvem der slår de rødhårede piger ihjel – og hvorfor, så er det nu Anne og vores verden, der kommer til den mytologiens, til Hrafheim. Her forsøger Anne ikke at redde sig selv, men sin søster og tingene udvikler sig hurtigt.
Jeg kan vildt godt lide de personer, man møder i Hrafheim, de står tydeligt nok frem, men måske mest fordi jeg ikke følte den største forskel i omverdenen. Hrafheim føltes på lidt for mange måder som Midgård, men for flere hundrede år siden. Det ærgrerede mig lidt, for jeg havde lidt håbet på, at denne anden verden ville føles mere … mytologisk på en eller anden måde.
Men nu til noget, jeg vildt godt kunne lide – plottet. Den simple mission for at redde sin søsters liv fører Anne langt omkring i Hrafheim og hun lærer en del om både den verden og om, hvad der er sket siden Ragnara kom til magten. Og specielt de sidste 200 sider, hvor der kommer virkelig fart over feltet og en del overraskende afsløringer, der fik bogen hevet lidt op i niveau for mig. Desværre føler jeg ikke, at den er lige så god som den første bog og jeg tror, den lider en smule af at være den midterste bog, hvor der skal ske noget, der får historien fremad og opbygget til den store slutning, men uden at det løber løbsk. Jeg glæder mig til slutningen, for jeg ved, at Malene Sølvsten kan skrive bøger, der får mig til at knuge hårdt fast om siderne i tilbageholdt spænding over, hvad der sker næst.
Wenn man denkt, dass Ansuz nicht übertroffen werden kann, kommt Fehu daher und beweist das Gegenteil! Klare Empfehlung, lest es, erzählt Freunden davon!
Die unglaubliche nordische Fantasy Saga geht weiter, mit Ansuz könnte mich Malene Solvsten bereits total begeistern.
Anne erreicht Hrafnheim, eine Welt voller Götter, Halbgötter und Wesen. Dort wird sie von Soldaten der Herrscherin Ragnara aufgegriffen, doch ein abtrünniger Offizier der Armee, Rorik, befreit sie. Gemeinsam machen sie sich auf den Weg, ihre von Ragnara gefangene Zwillingsschwester Serén zu befreien. Der Weg in die Hauptstadt Sént ist voller tödlicher Gefahren, und die Vision ihrer eigenen Ermordung plagt Anne unaufhörlich. Sie begreift, dass Ragnarök unmittelbar mit ihrem eigenen Schicksal verknüpft ist …
Fehu knüpft dort an, wo wir Ansuz verlassen haben, allerdings wechselt Band zwei nun das Genre von Urban zu High Fantasy. Der Übergang gelingt der Autorin richtig gut, indem sie Elemente der nordischen Sagen zu einer interessanten und unheimlich gut durchdachten Fantasywelt zu verwebt.
Die Geschichte bleibt spannend, actionreich und unvorhersehbar, denn eine Wendung jagt die Nächste. Immer wieder müssen schwere Entscheidungen getroffen werden, jedoch konnte ich nicht alle Entscheidungen die getroffen wurden nachvollziehen. Vor allem in Bezug auf die Liebesgeschichte, diese hätte ich so nicht unbedingt gebraucht. Was mir bei diesem Band aufgefallen ist, dass der Erzählstil sich geändert hat, hier hab ich anfangs ein wenig gebraucht, um mich daran zu gewöhnen. Ich gehe davon aus, dass das nicht an der Autorin liegt, sondern an den beiden neuen Übersetzerinnen, was ich etwas schade fand.
Dennoch bleibt die Reihe bisher ein absolutes Highlight im Fantasy Bereich. Auch wenn Band 2 minimal schwächer ist, liefert er eine fesselnde Geschichte in einem faszinierenden Setting. Ich bin gespannt auf das Finale der Reihe.
Marlene Sølvstens fortælling om seeren Anne fortsætter i Ravnenes Hvisken 2. Endnu en gang vækker Sølvsten de nordiske guder til live og lader dem vandre i vores kendte moderne verden. Anden del af trilogien giver dog også læseren lov til sammen med Anne og hendes venner at opleve en anden verden, som ikke ligner den, vi ellers kender. Her er tiden en anden, som den ofte er i forbindelse med fantasy. Samfundet minder mere om middelalderens, og samtidigt bliver det, vi kender som overtro, til virkelighed. Ragnara, som læseren mødte i den tidligere bog, hersker i denne verden, som kaldes Hrafnheim. Romanen starter, da Anne lige er kommet til verdenen for at befri sin søster fra Ragnaras fangekælder. Hun møder soldaten Rorik, som hjælper hende på hendes færd. Der er dog noget ved soldaten, som ikke helt stemmer. Han har en hemmelighed eller to, som han ikke ønsker at dele, - men det har Anne nu også.
Sammen rejser de igennem verdenen, og Sølvsten får på denne måde mulighed for at vise, hvordan hun kan få en verden til at fremstå klart for læseren. Oplevelsen af, at myter bliver virkelig for øjnene af Anne og hendes skepsis, fungerer rigtig godt, og man ser Sølvstens talent. Hun er dygtig til at skabe spændende fortællinger og verdener, man får lyst til at dykke ned i og besøge igen. Verdenens struktur i forhold til kønsnormer er også en fin detalje. Desuden kommer Sølvsten herved også med et bidrag til det fokus på køn, som er oppe i tiden. Dog er gør det, at fortællingen foregår i en anden verden, at blandingen af både overnaturlige og naturlige personer i den virkelige verden går tabt. Dette var ellers noget, som var godt lavet i bog nummer et, og jeg håber at se igen i nummer tre.
Anne bliver fortsat hjemsøgt af synet af sit eget mord, selvom hun troede, det var afværget. Ligeledes er der det faktum, at hendes søster har set Rorik blive dræbt, mens han forsøger at redde Anne. Syner om fremtiden hjælper en til at vide, hvad der kommer, men hvad gør man så for at afværge skæbnen? Samtidigt er der Guderne og andre væsner, som Anne skal forholde sig til, hvilket heller ikke er ligetil. De har alle hver deres dagsorden, og den er ikke lige til at gennemskue.
"Du kan ikke tvinge nogen til at tro" Dén kunne han ikke komme igen på, og han stirrede på mig, mens han skar tænder. "Jeg beder dig," hviskede han endelig. Ordene var blide, men hans stemme var truende. "Skænk mig din tro, og vi kan gøre fantastiske ting sammen. Du, din søster og jeg. I skal bare tilbede mig."
Romanen rummer gensyn med mange af de kendte karakterer fra den tidligere roman i serien, men også mange nye kommer til. Alle karaktererne står klart for en, mens man læser, og har deres egen personlighed. Der er ikke tale om flade karakterer, selvom de måske kun spiller en lille rolle i det store billede. Særligt Elias finder jeg fascinerende. Han er bestemt ikke til at blive klog på. Noget af det, som irriterede mig var dog desværre hovedpersonen. Annes sprog og væremåde var lidt for meget. Hun bruger en del slang, virker barnlig og er virkelig øretæveindbydende. Øretæveindbydende er også det, hun skal være som karakter, men det er bare for meget. Desuden virker hun meget inspireret af Lisbeth Salander, hvilket er lidt synd, når nu Sølvsten godt selv kan finde på unikke karakterer. Blandt andet er der også en påsat brand i Annes fortid, som hun får skylden for, hvilket ligner hændelser fra Salanders fortid. Ligeledes er der det med, at alle mænd falder for hende trods hendes attitude. Det er lidt trættende, at heltinder altid skal være ombejlede. Jeg er måske bare ikke længere målgruppen for denne type romaner, hvor heltinden er atten. Så en yngre læser vil måske ikke irriteres af Anne.
Der er ikke nogen tvivl om, at Sølvsten og hendes romantrilogi kan noget. Det er også en roman og serie, jeg varmt kan anbefale. Dens kredsen om, hvad der er godt og ondt - og om sådanne begreber kan defineres - er virkelig godt inkorporeret. Den ses både i karaktererne og deres handlinger og i historiens gang. Mennesker viser sig både at kunne elske og have deres egen agenda, som måske er af selvisk og ikke kærlig art. Det sammen er tidskonceptet som omhandler Odin, Anne og hendes søster. Jeg skal helt sikkert læse den sidste roman. Det er noget af det bedste danske fantasy, jeg har læst i længe, og det bliver spændende at se, hvilken sløjfe Sølvsten binder på sin trilogi.
Romanen er givet af forlaget Carlsen til anmeldelse
"Jeg snurrede rundt. Nu fyldte duften alt, og den blandede sig med lugten af skov og frisk luft. Det gik op for mig, hvor jeg kendte den fra, og jeg troede, at mit hjerte ville briste."
Holy fuck! Må man sige det? Det må man sikkert godt, men det burde man nok ikke, men det gør jeg lige alligevel, for fuck, hvor var det en fuldstændig fed bog! Jeg var bidt, men ikke overvældet af den første bog i serien, så at blive så fuldkommen blæst bagover af denne kom som en enorm overraskelse og jeg er stadig helt ekstatisk over, den fænomenale læseoplevelse det var.
Rejsen Anne og hendes venner kommer på i denne, er af en hel anden verden (pun intended) og hvor hun irriterede mig i etteren, kunne jeg denne gang slet ikke få nok af hende. Ak, hun træf stadigvæk lidt småfjollede valg, men hvor ville spændingen egentligt være uden? Hun tog på sin egen måde sin krigerrolle til sig og jeg nød udviklingen der tydeligvis skete undervejs.
"Jeg vidste ikke, om jeg lå ned eller sad op. Det eneste, jeg mærkede, var et kradsende underlag, kolde fliser og metal, der gnavede i mine hænder. Døren peb igen, og der var velsignet tomt omkring mig. Så lød jeg mig igen opsluge af håbløsheden og mørke."
Bogen havde uden tvivl hele pakken - action og spænding, de der følelsesmæssige rutsjebaneture som forfattere er så glade for, at pine os læsere med og - naturligvis - et plottwist jeg havde set komme, men som alligevel føltes som et lille spark i maven og som efterlod mig med blandede følelser.
I starten var jeg lidt træt af mig selv, for ikke at have læst bogen noget før - nu er jeg dog nået frem til, at det måske er ret godt, for så er ventetiden til treeren lidt kortere (september(?) kom nuuu!).
For filan da, hvor er det godt. Vi bliver endnu en gang kastet til Nordjylland, hvor vi følger 18-årige Anne, som kan se fortiden. Hendes tvillingesøster, Serén, som kan se fremtiden, er fanget af Ragnaras folk i den paralelle verden Hrafnheim, og Anne beslutter sig derfor for at drage dertil uden videre forberedelse, for at redde sin søster og forsøge at stoppe Ragnarok. Vi følger Anne på hendes "road-trip" rundt i den mytologiske verden Hrafnheim, hvor Sølvsten udforsker fantasy-delen endnu mere end i første bog, hvor historien primært foregik i den lille by Ravnsted i Nordjylland. Og det fungerer super godt. I Hrafnhem lurer farer om hvert et hjørne, og efter endt læsning er det umuligt ikke at have været hele følelsesregistret igennem. Historien udvikler sig konstant, bliver bedre og bedre jo længere ind man kommer, og Sølvsten formår at putte plottwists ind over det hele, hvilket gør det umuligt at lægge bogen fra sig. Man skal lige have det næste med for at se, hvad der sker med Anne på hendes rejse, og om hun klarer opgaven, indtil et nyt plottwist kommer ind og truer Anne og hendes omgivelser og ens egen nattesøvn.
En hæsblæsende og utroligt fængende bog, med masser af action, drama, mystik og kærlighed. Det er og forbliver en af de bedste danske fantasy-serier jeg har læst, og tiden kan ikke gå hurtig nok, før den næste bog udkommer (om et helt år......). Indtil da vil jeg prædike om serien til alle jeg kender, så så mange som muligt kan få den fantastiske oplevelse det er at læse Ravnenes Hvisken 1 og 2.
Hold nu op, sikke en tur igennem hele følelsesregisteret - tristhed, vrede, forbløffelse, glæde, håb i en stor blanding. Det er umuligt ikke at komme til at holde af Anne og hendes venner. Den her serie må aldrig slutte.
Jeg har stadig en svaghed for Monster, men Finn har altså også fået en favoritrolle. Desuden er det virkelig sjovt, at han hedder Finn, da Finn betyder smuk.
Anne bliver godt nok mere og mere omsværmet af mændene - jeg kan ikke finde ud af, hvem hun helst vil have. Eller hvem jeg synes, at hun skal have.
En korrekturlæsning ville være godt, inden den bliver spyttet på gaden i et nyt oplag.
Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive lige her. Jeg sidder tilbage med forvirring og fortvivlelse og glæde og tårer og ja alle de følelser et menneske nærmest kan opleve. Jeg forstår endeligt hvordan en bog kan trylle med et menneskes følelser, men jeg havde aldrig troet det var så kraftigt. Wow er det eneste jeg har at sige! Hrafnheim er et faretruende sted hvor alle de søde bor - please lad Anne finde kærligheden nuuuuu🙏🏻😭❤❤❤❤❤
Verdens bedste bog, som jeg fik af verdens bedste veninder.
Det er medrivende topunderholdning, hvor man blæses bagover af originaliten, spændingen, genialiteterne og forfatterens evne til at skabe en moderne historie, hvor nordiske guder flettes ind i handlingen som et naturligt element. Det er en kompleks historie, som er total gennemtænkt og gennemarbejdet ned til mindste detalje på alle niveauer. Man kan mærke, at der ligger en hel enorm research bag bogen, hvor alt er blevet undersøgt og dobbelttjekket, så alle tråde og referencer ( fx. Til Vølvens spådom) passer sammen på en hel genial måde. Man skal holde tungen lige i munden, hvis man skal have det hele med, men man beriges også i den grad, mens man læser med spændende viden om nordiske guder, oldnordisk tankegang og traditioner samt mytologiske væsener. Malene Sølvsten formår at livagtiggøre dette på den mest spændende måde og krydrer ligeledes historien med en masse dejlig humor af høj kvalitet.
Jeg er vild med Malene Sølvstens skildring af de forskellige guder og halvguder. De emmer af personlighed, humor, charme, karisma og har deres helt egen agenda, motiver og mål, som fører til interessante kompromisser og aftaler. Især Svidur er helt genial og passagerne med ham fremstår for mig som noget af det bedste i bogen. Malene Sølvsten har en helt unik evne til at skildre selv bikaraktererne, så tydeligt, levende og med deres helt egen unikke personlighed, at de også finder vejen til ens hjerte og rører en pga deres fortid, skæbne og historie fx den lille Harald, mandekvinden Gytha og den vansirede heks Vedis.
Helt ærligt var jeg lidt skuffet over Bog 2, især fordi den første bog var skrevet med en fantastisk stemme, og det var bare en virkeligt velskrevet historie. Men nu, da jeg var i gang med at læse den her bog, var det en udfordring for mig at forblive fokuseret. Jeg blev ved med at læse lidt og glemme om bogen i flere uger. Alt andet på min TBR liste viste sig til at være mere tillokkende.
Det var ikke en slem bog. Jeg kunne godt lide hvordan verden udvidede sig her, og hvordan vi lærte så meget mere om de parallelle universer, om forskellige magiske mennesker og væsner, samt om magien selv. Jeg kunne særligt godt lige at udforske hvordan titlen, hovedpersonen og den nordiske mytologi hænger sammen .
Det er bare at gnisten, som holdte mig engageret før, manglede i Bog 2. Måske var de karaktererne, som var problemet bag min manglende engagement. Jeg savnede de gamle veludviklede karakterer (Luna, Mathias, Varnar, Monster, Elias), som blev erstattet med nye karakterer, som var enten kedelige eller irriterende. Jeg gad bare ikke vide hvad der skete med dem eller hvad de havde at sige.
De sidste par kapitler var virkeligt gode, men det var for lidt og for sent.
Ravnenes Hvisken 2 af Malene Sølvsten var en fornøjelse at læse. Hvordan kan man bedst forklare det? Hm, man lader sig synke tilbage i stolen, bladrer et par sider og så bliver man opslugt i et andet univers, hvor det virker så ufatteligt levende – som om man stod der selv. Sådan er det at læse noget, der er skrevet af Malene Sølvsten.
Vi er tilbage i universet, som er præget af nordisk mytologi, farer, tvivl og mystik. Det er en roman, som præsenterer mange tematikker og elementer fra mange genrer, men formår stadig at være forståelig i udtrykket, selvom man måske (som mig selv) ikke har den største viden om nordisk mytologi. For mig var det engang imellem svært at samle enderne, men jeg var stadig utrolig fascineret over plottet, og hvordan det hele går op i en højere enhed.
I løbet af de mange sider, så blev jeg gang på gang overrasket, fascineret og fortryllet af hvor levende sproget er. Man mærker, når der er farer på færde, de smukke stunder, som rører én og når det er allersværest at trække vejret. Man føler det på egen krop, som om man selv var med i plottet. Bogen er 621 sider, hvilket er en ordentlig mundfuld at skulle læse sig igennem, men på intet tidspunkt blev det kedeligt at læse og være en del af historien.
Bogen er utrolig handlingspræget, uden at det på noget tidspunkt virker forhastet eller påtaget. Der sker meget, men samtidig foregår det i et letforståeligt sprog – selvom der naturligvis er kræset for sproget, særligt med stemnings- og sanselige beskrivelser. Springene mellem vores verden og den anden virker overskuelige og giver mening, selvom denne bog mest af alt foregår i den anden verden.
Selve plottet står stadig utrolig stærkt, samtidig med at verdenen og universet udvides. Vi følger de tidligere karakterer, samtidig med at der kommer nye til, f.eks. Finn, som har en helt særlig plads i mit hjerte. Der er action, spænding og samtidig også tid til eftertænksomme passager, en utrolig world-building og levende karakterer, som udvikler sig gennem historien.
Jeg synes, at Ravnenes Hvisken 2 var en rigtig god roman at læse. Den er lang, men man sluger den hurtigt. Det er episk læsning, når det er bedst. Igen må jeg nævne, hvor imponeret jeg er over Malene Sølvstens indlevelsesevne, de sproglige nuancer, den enorme viden og research, der ligger bag plottet, men samtidig også hvordan det hele passer sammen. Det virker så legende let for forfatteren, samtidig med at historien er original og noget helt særligt. Det er virkelig en stærk læseoplevelse, som er umulig at glemme.
Jeg kunne rigtig godt lide starten (ca. de første 100 sider) og slutningen på bogen (ca. de sidste 100 sider), men meget handling i midten blev for mig meget... tja... ligegyldigt?
Jeg synes, at bogen (ligesom 1'eren) er aaaaaaalt for lang, og handlingen var ofte langtrukken. Meget handling kunne være skåret fra uden, at det havde ødelagt noget. Ofte følte jeg, at siderne var meget repliktunge - heldigvis ikke så meget som 1'eren. Bog 2 er klart mere show it don't tell it - i modsætningen til bog 1.
MEN.... det med elverhøjen? Arrrrh come on. Det føltes simpelthen som en SHIT-vi-har-brug-for-at-tiden-skal-springe-løsning. Jeg oplevede desværre et par af sådanne greb, hvor handlingen faldt meget belejligt ud for vores heltinde (eller forfatter).
Og så har jeg bare et problem med hovedpersonen Anne.... jeg synes, at hun bliver alt for påtaget. Ja, jeg vil gå så langt som at sige, at hun irriterer mig. Jeg synes, hun er alt for frisk og selvfed. Det bliver - for mig - kunstigt og urealistisk, at man skulle finde på at sige og handle sådan osv. Og så blev det for meget for mig, at nærmest alle mandfolk som hun møder, synes hun er fantastisk og skøn.
Apropos karakterer var der for mig alt for mange. Igen føler jeg, at man sagtens kunne have undværet rigtig mange uden det havde ødelagt handlingen eller lignende.
Jeg tror virkelig, at hvis forfatter og redaktør nu havde arbejdet mere kritisk med teksten, så havde man fået en mere skarp handling :) - bare fordi en bog er lang, behøver den ikke nødvendigvis at være god ;)
Overordnet set er det en god fortsættelse og sproget er stadig super godt med fede beskrivelser af miljø osv. Jeg kunne klart bedre lide denne bog end 1'eren - og jeg skal da bestemt også have læst bog 3 på et tidspunkt.
Andet bind i Ravnenes Hvisken starter virkeligt godt ud - og helt frem til sidste akt, er det en virkelig god bog. Første bind var en af mine absolut favorit-bøger, men andet bind holder altså ikke takterne helt.
For det første, er det stavefejlene. Det kan hyle mig helt ud af den, når jeg pludselig falder over en fejl, og jeg fangede en del af dem. For det andet virker hele sidste akt som om, det er en eftertanke. Eller burde have været en hel bog. Som det er her i bogen, er intet detaljeret nok, og alting går bare virkeligt stærkt. Det lugter af en deadline, som Malene Sølvsten har været ved at overskride.
Når alt det så er sagt, så skriver Malene Sølvsten godt; og hun skriver også en god teenager. Ja, Anne tager mange dumme valg, og er stædig - men sådan er teenagere, jo. Jeg synes at Annes kærlighedsliv går lidt vildt for sig, her i anden bog, specielt taget i betragtning af, hvordan hun opførte sig i første bog. Men igen, måske er det bare sådan almindelige teenagere er? Uanset hvad synes jeg, at Malene Sølvsten skal passe på - Annes kærlighedsliv begynder at lugte en smule Mary Sue-agtigt.
Nå, men alt i alt var jeg altså rigtig glad, selvom jeg hakker lidt ned på bogen. Og jeg glæder mig til 3'eren (og novellesamlingen!), som er sat til at komme sent 2018. Men hold da op, hvor ville jeg ønske, at anden halvdel af bogen her var redigeret noget bedre.
Malene Sølvsten gør det igen! Ravnenes Hvisken er en af de bedste serier jeg nogensinde har læst. Uden tvivl! Jeg havde svært ved at tro at 2'eren kunne blive bedre en 1'eren, men er du vild hvor er 2'eren bare mega god! Jeg blev fanget af den fra side 1. Der skete hele tiden noget nye og spændende ting, og der skete twist og turns som jeg ikke havde regnet med. Ravnenes Hvisken 2 satte en masse følelser igang for mig. Det er længe siden at jeg har grædt så meget til en bog. Enten på grund af sorg eller overraskelse, men skam også af glæde. Det ville blive et alt for langt review, hvis jeg skulle remse alle de ting, som gør bogen mega god, op. Derfor siger jeg bare: Læs den. Læs den. LÆS DEN!
Alt det hype, der er om den passer. Den er SÅ fantastisk god, og jeg vil anbefale den til alle!
Og slutningen... Nejnejnej, jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre!
Warum? Band 1 war doch so verdammt stark, die Story ist vielversprechend, die Charaktere super. Nun... Fehu ist eins der besten Beispiele für eine schreckliche Übersetzung. Während der erste Teil noch genial umgesetzt war, hat man hier das Gefühl, man schwimmt als Leser in die schlimmste Phase der Pubertät und findet einfach keinen Ausweg mehr. Sehr schade und sehr nervig, denn die Story hat so viel Potential, doch mein Lesefluss war ständig gestört und das ist einfach schrecklich.
Genlæste bind et lige inden denne kom, og må sige at jeg virkeligt er på røven over denne serie! Denne foregår primært i en anden verden end vores, hvilket gør at den mister lidt af det der gør bind 1 helt unikt, og mere får det til at føles som en god fantasy - men det er spændende personer og en enormt spændende historie, og jeg kan ikke vente på bind tre!
Ich weiß wirklich nicht was ich sagen soll..Ich würde diesem Buch am liebsten einfach gleich 20 Sterne oder sogar noch mehr geben! Ansuz war ja schon der Knaller und ich dachte es kann nicht besser werden aber Marlene Sølvsten hat mich ABSOLUT vom gegenteil überzeugt!!! Einfach nur der WAHNSINN! ich bin richtig abgetaucht in dieses Buch und somit auch direkt in die Nordische Mythologie die ich so atemberaubend spannend und interessant finde! Ich saß einige Abende da, hab gelacht, geweint, mit gefiebert und war geschockt, einfach alles! Charaktere aus Ansuz haben einfach noch viel mehr tiefe bekommen und dazu sind in Fehu auch noch neue Charaktere dazu gekommen die man einfach lieben MUSS!! Was mir auch noch besonderst gut gefallen hat ist, dass es subtilen LGBTQ+ Inhalt hat und das auf unglaublich gute Art und Weiße. Das hat mich als Mitglied der LGBTQ+ Family sehr begeistert😊 Kurz Gesagt: Ich kann Band 3 kaum noch erwarten!💙 Wer diese Reihe noch nicht kennt, sollte ihr UNBEDINGT eine Chance geben! Erstrecht für Nordische Mythologie Fans seeehr zu empfehlen! Diese Reihe hat mein Herz erobert❤
Den har taget mig utrolig langt tid at læse, dog har bogen været god. Det var lowkey lidt svært at komme ind i rytmen med Hrafnheim.
Der var nogle syge plottwist. Rorik som åbenbart er Sverre. Han er lowkey sød og elsker Anne😱😮. Men de er ret søde sammen. Også Sverre som går mod sin mor🫨🫨🫨. Anne der dør og lever op igen. Chill girl. Og hendes far der også genoplives. Wtflop.
Tragisk at Hakim døde. Fældede et par tårer😢.
Hva flop sker der for Minna?? Hvilken rolle kommer hun til at spille i næste bog? Hun må næsten spille en rolle, hvorfor nævnes hun ellers🤔
Glæder mig at se hvad den næste bog byder på. Især med twistet om Elias der arbejder med Loke😱😱 not good. Håber også der kommer mere Sverre Anne action. Håber virkelig ikke at hun vælger Varnar - han giver mig lowkey ick.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Meget af det foregik med af de vandrede igennem rafenheim, og jeg havde egentligt tænkt at hele plottet med det var, at de skulle finde hendes søster, men så til sidst går det bare amok, og der sker en helt masse. Jeg synes at meget af tiden blev brugt på noget der egentligt ikke behøvede så mange sider. Dog var bogen stadig sygt god, elsker den her serie!
This entire review has been hidden because of spoilers.
Aargh! Jeg har lige vendt sidste side i den fremragende toer i serien Ravnenes Hvisken.
Malene Sølvsten er simpelthen et naturtalent. Jeg fatter ikke, hvordan man som nærmest nybegynder, kan skrive så overlegent og selvsikkert.
Det er en ret kompleks historie og jeg måtte også lige bruge nogle timer på at skimme den første bog igennem.
Sammenblandingen af den gode gamle nordiske mytologi og Sølvstens mageløse fantasi er en ren fryd.
Jeg føler mig virkelig godt tilpas i universet og det hele er meget troværdigt.
Anne er stadig lidt en stædig pain in the ass, men jeg har lært at holde af det særlige karaktertræk😊
Der sker en hulens masse i de her bøger og de er fyldt til randen med eventyr, kærlighed, en del voldsomheder og et skvæt humor.
Jeg er ikke så meget for kærlighedsdelen af historien, men man kan jo ikke få alt her i livet og det bliver fuldt ud opvejet af Sølvstens dystre og snørklede sind.
Det har været en stor stor fornøjelse at pløje igennem den her. Jeg har været fuldstændig opslugt og jeg glæder mig til sidste bind forhåbentligt snart kommer.