Wauw! Dette er Sidsel Katrine Slejs absolut bedste bog. Jeg er blæst helt bagover af den. Hendes forfatterskab har uden tvivl nået nye højder. Jeg var fuldstændig suget ind i bogen, total opslugt og revet med fra start til slut. Forfatterens sprog stråler, står helt skarpt og hvert eneste ord er velvalgt. Forfatteren formår virkelig at fastholde sin læsers interesse i et jerngreb. Jeg kedede mig ikke i et sekund og trak næsten ikke vejret de første 100 sider af bare spænding. Handlingen er så nervepirrende, tempofyldt og uforudsigelig samt spækket med de mest overraskende plottwists, at jeg sad med hjertet oppe i halsen og ikke kunne undgå at udstøde høje gisp. Samtidig indeholder den også nogle af de mest vidunderlige, romantiske scener, jeg nogensinde har læst. Jeg blev helt fortryllet af omgivelserne, karakterernes ord, inderlighed, følelser, evne til at åbne sig samt deres handlinger. Det er en intens, velskrevet, hæsblæsende pageturner, hvor der virkelig er skruet op for spændingen. Universet er blevet udvidet med helt nye og interessante væsner og der er masser af mystik, skumle, lyssky planer og alliancer, dybe hemmeligheder og blodige kampe. Islilja kommer på sit livs hårdeste mission fyldt med overraskelser og udfordringer både fysisk og mentalt, som hun slet ikke havde forventet. Karaktererne emmer af personlighed og der er masser af underholdende og rørende ping pong spil og mærkbar dynamik imellem dem samt velskrevet og levende dialog. Karaktererne føles ægte, nuancerede og dybe. Ingen af dem er perfekte, men laver fejl, lærer og udvikler sig undervejs. Forfatteren har virkelig taget Handlingen til et helt nyt niveau af kompleksitet, hun har ikke blot formået at knytte de mest overraskende forbindelser mellem alle bøgerne og karaktererne, men også tilføjet meget spændende og inspirerende historiske elementer samt referencer til datidens virkelige verden og barske levevilkår for kvinder. Der er masser af lag, dybde og fokus på vigtige temaer. Det var enormt gribende og nervepirrende og giver masser af stof til eftertanke. En bog med sjæl og noget på hjertet. 6/6 stjerner
Wauw!
Denne bog har hele pakken på alle niveauer. Jeg er helt vild med den. Den er bare lige mig på alle måder
Der er så mange lag og forbindelser til de tidligere bøger i serien. Der bliver knyttet tråde, man slet ikke havde regnet med.
Jeg er helt vild med Islilja.
Lydbogen er supergod indlæst af Susanne Bonde.
Bogforsiden er så smuk .
Jeg glæder mig meget til at læse videre i serien
Denne bog har ligget på top 5 bedste danske fantasybøger på Mofibos liste . I dag var den på tredje pladsen ud af over 600 titler