Mødrenes hus er en stærk og uforglemmelig fødselsfortælling.
Det, der skulle være en helt almindelig, ukompliceret fødsel, udvikler sig til et mareridt på fem døgn for Rosa og hendes kæreste Gilbert. Nat og dag flyder sammen, og grænsen mellem drøm og virkelighed viskes ud. I morfintåger genforenes Rosa med sin døde bedstemor, og sammen begiver de sig ud på en farefuld vandring gennem skoven – for at nå frem til Mødrenes hus.
Mødrenes hus er en mørk og drømmende roman om fødsler og mødre. En historie om at vente – på livet, på døden, på en forløsning, som ikke vil komme. Det er også en roman om afsindig smerte, et forladt og fremmedgørende hospital og længslen efter fællesskab med andre mødre – både de levende og de døde.
En meget velskrevet bog med nogle interessante temaer, som desværre fokuserer alt for meget på gentagende eksempler på personalets inkompetence til det punkt hvor det både virker ekstremt urealistisk og kedeligt. Jeg var meget draget af bogen i starten, og hallucinationerne tilførte nogle interessante tanker om og billeder på moderskabet gennem generationer. Men hvert kapitel, eller afsnit, som beskriver fødslen har næsten de samme problemer og samme dialog som det forrige, og jeg nåede til et punkt, hvor jeg blev gevaldigt træt af karakterene, som syntes at blive mere og mere irriterende og urealistiske.
Rosa og Gilbert venter deres første barn, da fødsel går i gang er de klar og forventer at alting vil gå efter bogen, men..
Fra ønsket om at føde på klinikken til pludselig at være fanget i et fødselsforløb på et mørkt og forladt hospital sker på bare 4 minutter. Veerne er gået i stå og Rosa kan ikke længere mærke sin krop, så hun får en sprøjte med morfin. Et medikament hun desværre ikke tåler så i hendes morfintåger hallucinere hun, at hendes døde bedstemor kommer og tager hende i hånden, og de går sammen ind i skoven for at lede efter mødrenes hus.
Det er fem dages mareridt. Hvor nat og dag flyder sammen og grænsen mellem drøm og virkelighed viskes ud.
–
Mit første bekendtskab med forfatteren, men absolut ikke det sidste. Denne blanding af skræmmende kropslig indsigt, humor og tankevækkende moderskabslitteratur tryllebandt mig til siderne hele vejen igennem.
Det er tilbageblik, det er generationer af mødre med længsel efter samhørighed og solidaritet og ikke mindst drømmen om moderskabet, både før, under og efter man selv er kommet til det punkt i livet.
Vanvittig, lækker litteratur, der svinger svesken på disken. Det er opkast, kønsbehåring, sygeplejersker uden empati, mørklagte afdelinger, beskidte trusser og meget, meget. Vi skal have meget mere af dette. For selvom det er fiktion, så er jeg sikker på, alle der har været igennem en svær fødsel vil føle sig set med denne roman, men hey! Kæmpe anbefaling til alle.
En slem fødsel (bevares) gjort vanvittigt urealistisk og mareridtsagtig, af at samtlige mennesker omkring hovedpersonen er inkompetente og hensynsløse.
Kan vi få det til at fylde en hel bog? Næh, men så kan vi blande en flippet syredrøm om moderskabets byrde ind hist og her. Den bringer mig ikke tættere på at forstå, hvad forfatteren vil med denne bog, men den øger sidetallet.
De to stjerner er for den trods alt ganske fine (men for lange) efterskrift om alle de slags mødre, der findes.
As a mom who has given bith vaginally I must admit that I never quite understood the women who was sad about not having the opportunity for doing that. But now I get the feeling. I would love to have a mans take on this book. To know how a man reads the intimite feelings of giving birth. I am not sure how I feel about the last part of the book. I can only say that I really hope that there are no women who have had such an experience in Danish hospitals.
can‘t recommend this book to anyone who ever plans on being pregnant but at the same time i want to recommend it to everyone (my first danish book too :))