Inge Lehmann, 1888-1993, var geofysiker og var med til at grundlægge seismologien, en helt ny videnskab, i 1930’erne og årtierne derefter. En lidenskabelig trang til at blive til noget, havde fået hende til at overhøre alle de velmente råd fra sin familie, der på ingen måde syntes, hun skulle studere, og hun endte med at blive den første kvindelige seismolog i verden. I 1936 fremførte hun hypotesen, at Jorden har en fast indre kerne, hvilket skulle vise sig at være rigtigt. Hun trådte ind i en international forskerverden med imødekommende kollegaer, men hjemme i Danmark mødte hun akademisk snobberi, mandschauvinisme og vanetænkning.
Skyggezone, af biolog og forfatter Hanne Strager, er den første biografi skrevet om Inge Lehmann. Bogen er blevet til på baggrund af en lang række breve, dokumenter og videnskabelige artikler fra Rigsarkivet og personlige breve i familiens eje, som alt sammen er med til at tegne et nyt og nuanceret billede af vores store danske seismolog.
I am a biologist and science writer - and a passionate reader. After graduating from the Aarhus University, Denmark, I studied at the University of California, Santa Cruz, as a Fulbright Scholar.
Many years ago I cofounded a whale center in northern Norway and I remain involved in cetacean research and conservation. I have served as the director of exhibitions at the Natural History Museum of Denmark and has twenty years’ experience making science and natural history accessible to the general public.
I have been awarded the Copenhagen University Natural Sciences Faculty’s prize for science communication.
Biografien om verdens første kvindelige seismolog, der opdagede jordens inderste kerne, er et fint supplement til den autofiktive roman om Inge Lehmann. ‘Den inderste kerne’ af Lotte Kaa Andersen vakte for alvor min interesse for denne så bemærkelsesværdige kvinde, som ganske uretfærdigt ikke fik den anerkendelse i Danmark hun fortjeneste. Mestendels fordi hun var kvinde. Ligeledes interessant a læse om vores alle sammens nobelprismodtager Niels Bohrs andel heri. Man undgår næppe at blive lidt harm herover. I dag vil man nok sige, at det skyldtes akademisme og mandschauvinisme af værste skuffe. Pga af biografiens mange og tunge gennemgange af Inge Lehmanns forskningsfelt, vil jeg klart anbefale at læse ‘Den inderste kerne’ først. Og hvis man ligesom jeg bliver optaget af dette oversete kapitel i danmarkshistorien - derefter at gå videre med Skyggezone.
Bogen giver en fremragende indblik i Danmarks dannelseselite fra slutningen af 1800-tallet samt kvindernes muligheder og begrænsninger indefor det. Man får desuden en god fornemmelse af Inge Lehmanns personlighed. Forfatteren beskriver desuden forståeligt hvordan og omkring hvilke problemstillinger viden om jordens indre voksede (eller ej, hvis vi tænker på reaktionerne på Wegener). Vellykket er også beskrivelsen af relationer og frontlinier mellem seismologer på en internationalt plan.
Bogen har dog en svaghed. Inge Lehmanns egen videskabelig arbejde rundt omkring "skyggezonen" som har givet bogen navnet bliver kun meget kort omhandlet. Dette manko forhindrer mig i at give den højeste karakter. Men i det hele set vil jeg dog varmt anbefale denne bog.