“To uniformerede betjente i mørket, deres ansigter er oplyste af lampen over døren. Den ene betjent har fat j walkie-talkien ved brystet. Han trykker på den, og sens knitren ophører et øjeblik. Er du Anna Dyhr? Jeg nokker, messer. Nej nej nej. Er din mor Sanne Paulsen? Jeg nikker. Støvregnen krystalliserer, alt standser k evigheden. Den anden betjent træder duknakket frem. Vi har en sørgelig meddelelse, din mor er fundet død i sin lejlighed.”
Man forsvinder ikke bare er en fortættet fortælling fra dage med en kuglepen knyttet i hånden, en vanvidstekst der sanseligt blotlægger, hvordan komplekse relationer afføder kompleks sorg. Et vredesudbrud og en kærlighedserklæring - og et dybt håb om, at selvom man er barn af blokkene, kan mønstret brydes.
Sproget er så råt og ublufærdigt, at man mærker sorgen helt fysisk, når man læser om Anna, der har mistet sin mor. Det er ikke bare tabet, men måden hun døde på, og smerten fra en opvækst med psykisk sygdom. Anna bruger skriften i de to uger der går, fra hun får beskeden om at de har fundet hendes mor, livløs i sin lejlighed. Stærk roman!
Er skrevet på sorgens præmisser, hvor alt enten er associationer eller fysisk handling, der er ingen mening, man prøver at skabe det, men mistet tråden igen og igen. Man gentager sig selv, glemmer tiden, man forstår ikke helt, hvad der foregår. Den tåge er hele bogen skrevet i, og sådan er den også at læse.
Den er ikke nødvendigvis skarp og præcis, den er følende og flydende, som sorgbølgerne der hamrer ind mod en sagesløs krop igen og igen, indtil det ganske langsomt stilner af.