Works, such as the novels Crime and Punishment (1866), The Idiot (1869), and The Brothers Karamazov (1880), of Russian writer Feodor Mikhailovich Dostoyevsky or Dostoevski combine religious mysticism with profound psychological insight.
Fyodor Mikhailovich Dostoevsky composed short stories, essays, and journals. His literature explores humans in the troubled political, social, and spiritual atmospheres of 19th-century and engages with a variety of philosophies and themes. People most acclaimed his Demons(1872) .
Many literary critics rate him among the greatest authors of world literature and consider multiple books written by him to be highly influential masterpieces. They consider his Notes from Underground of the first existentialist literature. He is also well regarded as a philosopher and theologian.
Optegnelser fra et gement menneske - eller måske bare et menneske, der ikke kan finde ud af relationer, og som oplever vrede og ydmygelse i sårbarheden. Rent filosofisk en spændende tankeproces fra et menneske, som er bevidst om alle sine egne dårlige sider og deler dem på trods af tabu og skam.
Første del er en intellektuel smøre, fuld af selvmodsigelser og komplicerede “fraser”. Man skal holde tungen lige i munden, måske læse det to gange. Men lad dig ikke narre! Kældermennesket er et dybt begavet, ensomt og forfærdeligt menneske. Dog har jeg sjældent oplevet større ærlighed og selvransagelse. Hverken i det levede liv eller i en bog.
Anden del fortælles gennem beretninger, præcis som Dostojevskij gør bedst. Skarpt, fængslende og skræmmende afslørende skrevet!
Igen får jeg sat ord på tanker, ideer, følelser… som jeg aldrig selv bliver i stand til at formidle.
Kældermennesket påstår, at der ingen helt er i bogen. Og han har ret. Men hold nu fast… Der er en heltinde. Lisa.
Til dig, Lisa: Indtræd du trøstigt, ubekymret som herskerinde i mit hus!
Det her er en bog, som bliver ved med at åbne sig efter endt læsning. En utrolig analyse af kældermennesket, hovedpersonen, som fulstændig har overgivet sig til vreden, det irrationelle, det selvdestruktive, og ikke mindst, egocentriske. Første halvdel er en lang, psykotisk skriven om mennesket og hans fyrreårige selv, mens anden halvdel beskriver en hændelse i hans tyvere, hvor han med egen hjælp graver hullet han i forvejen er i, som deprimeret embedsmand, endnu dybere; han opgiver den mulige kærlighed og de mulige venskaber han kunne have tilbage, og dermed hans sidste broer.
Jeg begynder endelig at forstå, hvad det er så mange mener Dostojevskij kan. Dybsindig psykologisk, humoristisk og bare utrolig velskrevet. Tænk at den er skrevet i 1860erne - skal man forstå frustrerede, enlige mænd i dag (“incels”), tror jeg ikke man finder et bedre udgangspunkt end denne bog.
Ikke en let-læselig sommerbog, men ikke desto mindre underholdende, særligt på grund af dens underspillede humor. Hovedkarakteren er selvdestruktiv, utiltalende og giver til tider en smule pick-me energi - men formår alligevel at give et smil på læben.
“De råber til mig at ingen jo fratager mig min frie vilje, det eneste man har på hjerte er at lægge det sådan til rette at min vilje,” af sig selv, af egen fri vilje, svarer til mine naturlige interesser, til naturlovene og matematikken”
“to gange to er fire ganske uafhængigt af min vilje. Er det en fri vilje?
“Hvis man en skønne dag faktisk finder frem til formlen for alle vore ønsker og luner, dvs. hvad de afhænger af, efter hvilke love de opstår, hvordan de faktisk forløber, hvilke retninger de tager i de og de tilfælde osv.. altså en rigtigt matematisk formel. - da vil mennesket nok øjeblikkeligt ophøre med at ville noget, ja velsagtens helt sikkert ophøre dermed. Hvad fornøjelse er der ved at ville noget efter en tabel?”
“For hvad er mennesker uden stræben, uden vilje og uden ønsker andet end en stift på en valse i et spilleværk?”
“Myrene begyndte med myretuen og vil sikkert også ende med myreturen hvilket tjener deres ihærdighed og positivisme til stor ære. mennesket er imidlertidig et let og harmonisk væsen og bryder sig måske ligesom skakspilleren kun om selve processen at nå målet ikke om selve målet. hvem ved måske uden at kunne garantere består det mål menneskeheden søger efter her i verden udelukkende i selve denne evige proces at nå målet. med andre ord i selve livet egentlig ikke i målet som naturligvis ikke er andet end dette 2 × 2 af fire altså en formel og dette 2 × 2 er jo ikke livet, min herre, men begyndelsen til døden.”
“ et underligt udviklet og anstændigt menneske kan ikke være forfængelig uden at stille grænseløse krav til sig selv og samtidig i visse øjeblikkebetragte sig selv med en til had grænserne foragt”
An odd book and I'm not sure how I feel. One thing that is certain is that the writing is great. However, the character leaves me stumped. On the one hand, he shares a lot of characteristics with most of us, pride, vanity, grief, loathing, malice, and such. This is in combination with a large degree of self reflection. On the outset, this should be the basis for something incredible. However, the character has his traits turned up to 11 and also seems to lack any use of his self reflection, throwing himself into one stupid situation after another almost knowingly. Maybe it's just me, but I just wish that the character was closer to a nuanced reality, fighting his own traits through awareness, rather than this caricature. I don't really understand what the point is in hearing about this type of exagerated behavior? I mean, of course it does/would exist, but that really isn't something new, people squander their life daily. Isn't the interesting thing about life how we battle and toil with our inner demons? That is active action, this book is just a passive rollercoaster into the darkness, and what is there to learn from this, not to do the same?
I can't say that it is a bad book by any means, but the subject and point just eludes me.
Jeg syntes den var kedelig og ligegyldig for mig. Hovedkarakteren minder om min far og på den måde er den realistisk nok. Jeg kunne bare ikke selv få noget nyt ud af den.
Måske det er fordi jeg ikke forstod den tilstrækkeligt… Jeg foretog ikke nogle undersøgelse af bogens mening inden jeg læste den, men ej gjorde jeg med karamazov og fik massere ud af den… Jeg har egentlig også mest lyst til at læse den rå… hvis jeg ikke forstår den så genlæse den efter noget mere undersøgelse. Dog med denne bog har jeg ikke rigtig den lyst, men måske jeg gør det alligevel. Det kan jo være jeg har misset pointen.
Jeg synes den var svær at komme i gang med. Man skal have baggrunden for bogen, altså vide noget om de tanker og ideer, der var i den periode bogen blev skrevet. Jeg havde svært ved at holde fokus igennem de lange enetaler.
Lidt af en fætter at komme igennem, blev først for alvor hooked halvvejs inde, hvor den så til gengæld virkelig blev god! Jeg kan godt lide kældermenneskets arrogante og ret sølle udgangspunkt; “kan et erkendende menneske andet end at hade sig selv?”
Den første del af bogen bekymrede mig lidt, da den var præget af et virvar af tanker, men anden del var fantastisk; den gjorde bogen som helhed til en fornøjelse og til en ægte Dostojevskij-bog.