Lea Marie Løppenthins "Livet går over sine bredder" handler om organisationen Cyklus, der har specialiseret sig i bæredygtige begravelser. Her bliver de afdøde på miljøvenlig vis komposteret til næringsrig muldjord, der anvendes i Cyklus’ havebrug i Maribo. Romanen udfolder de dilemmaer, som virksomheden står overfor i forhold til sorg, ritualer, lokalsamfund og klima. Vi møder også en gruppe golems, som er vokset frem af menneskeligenes jord og nu er ansatte som gartnere i Cyklus under stærkt prekære forhold. Særligt konfliktfyldt bliver det, da den administrerende direktør for Cyklus åbner en filial i Eleusis, Grækenland, i samarbejde med nogle guder fra et antikt dødsrige.
“Livet går over sine bredder” hedder bogen, som handler om, hvordan man (måske fremover) vil skaffe sig af med døde mennesker, nemlig i firmaet Cyklus, som nærmest komposterer lig på ca 4 uger, hvorefter de er omdannet til muldjord. Men bogen vil også alt muligt andet. Ikke mindst fylder det enormt meget at genfortælle adskillige myter fra antikkens Grækenland, men der er også et element af science fiction, når der af muldjorden opstår en slags mennesker uden hjerte og hjerne, og som indånder kuldioxid og udånder ilt! Bogen virker som et “tøm skrivebordsskuffen”-projekt, hvor revl og krat har fundet anvendelse. Mig fanger det slet ikke, fordi ingen af ideerne rigtigt udfoldes eller følges til dørs. Igen må jeg spørge: Hvor var der en redaktør?
3,5. Jeg er jo en sucker for naturmagi og mytologi, så store point for at lægge fortællerstemmen ind i jordfødte og græske guder. Af en eller anden grund ELSKEDE jeg den ikke, men jeg kunne godt lide den som venner.
En krævende bog, som bevæger sig ud ad en mærkværdig tangent, hvor en ny slags mennesker vokser frem og indleder et samarbejde med guder fra et dødsrige. Bogen er spændende, konstant overraskende læsning, men netop dette gør den røde tråd svær at finde, hvilket er både anstrengende og pirrende. Hvad meningen med galskaben er kræver nærmere analysearbejde.
Nok den underligste bog jeg har læst længe. Men jeg kunne li’ den. Det er en underlig science fiction kollektivroman, der egentlig starter meget normalt, og så bliver mere mystisk jo længere man kommer. Dejligt med en nonbinær karakter!
2.5 I didn't mind the weirdness and the sci-fi element, but it annoyed me that relationships at the end came out of the blue, and elements introduced in the beginning were never wrapped u. Also the Greece / hell bit didn't really work for me.
- Men hvor er Hygieia så nu? - Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke få fat i hende. Sabine og Pluto gider ikke snakke om det. Jeg tror ikke de har noget imod hende, jeg tror bare ikke de bryder sig om at indrømme, at hun overhovedet betyder noget.
Virkelig sin egen fortælling. Underholdt hele vejen igennem, men har svært ved at forklare, hvad der egentlig skete ? Blev Karen til en brombærbusk?????
The novel is deeply original and refreshingly unpredictable. It widens the scope of the intraspecific(!) core traits and shared conditions of the human(!) experience. It's intermittently compositionally messy but so creatively fecund that the occasional chaos doesn't sully the reading experience in any regard. It's the kind of novel I would recommend to anyone attempting to break a reading dry spell. The ingenuity demonstrated throughout the story will reignite your love of literature.