En skøn historie om at tilgive sin fortid, finde sin fremtid og blot nyde livet mens man har det.
Jeg kan godt lide Meja. Hun er en sød og mild person, men hun kunne godt trænge til et kærligt spark bagi. Et spark hvor der medfølger en vejledning til, at springe ud i de udfordringer hun møder på livets vej. Heldigvis skal det vise sig, at jobbet hos Inez hjælper hende på vej. Meja’s kæreste Johan synes nemlig, at Meja forandrer sig, mens hun arbejder hos Inez. Hun drikker vin på en hverdagsaften, er begyndt at læse, og stiller dybere spørgsmål. Spørgsmål til hverdagens gang og måske også til deres forhold, hvilket kan være det, der skræmmer ham.
Senere da Johan gør en ende på forholdet, og Meja pludselig er hjemløs, flytter hun ind hos Inez. Mens Inez skriver, passer Meja huset, og hun sørger for, at Inez får noget at spise. Inez går helt ind i selv under skriveprocessen, og får ikke meget mad og drikke, hvilket bekymrer Meja.
Jeg er vild med venskabet mellem de to kvinder, som gør dem begge godt. Især Meja lærer om livet, og bliver mere våget i sine handlinger. Hun bliver også venner med naboerne på begge sider af huset, og får øjnene op for fotografering. Hun får taget en masse billeder, og som tiden går, og andre ser og roser hendes motiver, indfinder interessen sig langsomt. Inez har været begravet i en puppe, og lukket helt af for omgivelserne. Hun finder også sin vej tilbage til omverdenen, og begynder at bevæge sig ud af huset og ind til byen igen, takket være Meja.
Igennem hele historien skriver Inez på en historie, som handler om den mystiske Mathilda. Hun skriver historien, fordi hun mener, at hun skylder hendes datter en forklaring. Søgningen efter Mathilda og fortællingen om hende, fortsætter igennem hele bogen. Først hører vi om den under skriveprocessen, og så fortsætter Meja søgningen, da hun bliver nysgerrig, og fordi hun gerne vil hjælpe Inez.
Og så slutter historier med et meget uventet twist.