Indeholder anmeldereksemplar fra @hireaderdk
Jeg har haft en opfattelse af, at dystopi ikke er den genre, som fanger mig mest, men efter at have læst flere nyere danske bøger dystopier, så har jeg virkelig revideret denne opfattelse, og “Når stjerner falder” har cementeret dette for mig.
I en ikke så fjern fremtid, har menneskene udpint jorden, så den knap er beboelig, og i et forsøg på at finde deres redning, er der blevet sendt nødråb ud i rummet. Mod al forventning, kom der svar, og de seneste 10 år har Stjernerne levet på jorden, og hvert år testet menneskeheden for at se om de er værdige til at blive reddet. Grace har siden sin mors forsvinden taget sig af sin syge bror, Berlin, og da sygdommen forværres, vælger hun at tage chancen med Stjernerne og deltage i den sidste test i håb om at hun kan bevise sit værd, redde sin bror og sikre dem en bedre fremtid.
“Når stjerner falder” er en særdeles velskrevet dystopi, som formår at drage læseren helt ind i universet og falde fuldstændig for karaktererne. Jeg har tidligere læst en del dystopi, som virker en smule overfladisk, belærende og tankevækkende, men som lidt manglede en medrivende fortælling, hvilket langt fra er tilfældet med denne bog. Det er en fortælling som sætter nogle tanker i gang, men samtidig er det også bare en hæsblæsende fortælling, som fanger læseren fra første færd og drager en ind i et univers, som er helt unikt. Selvom præmissen for fortællingen, som sådan ikke er ny, så formår forfatteren alligevel at gøre det helt til sin eget, og jeg har ikke læst noget lignende før.
Jeg er vild med Grace og hendes ukuelige vilje til at kæmpe videre og selvom fortællingen er centreret omkring ganske få karakterer, så bliver jeg aldrig træt af dem. Jeg har tværtimod følelsen af, at der er en masse ting, jeg endnu ikke ved om karaktererne, og jeg får lyst til at lære dem endnu bedre at kende, og se hvor deres historie fører hen.
“Når stjerner falder” får den varmeste anbefaling med på vejen herfra, og jeg kan næsten ikke vente med at læse videre i “Stjerner lever ikke evigt”.