”Der var engang, hvor jeg ønskede mig et forårsbarn. Så et sommerbarn. Og så bare et barn.”
Cathrine Wichmand møder Adam til en gallafest i 2. g. De bliver uadskillelige, kærester, flytter sammen, gift – og næsten forældre. Lige inden bryllupsrejsen beslutter parret sig for, at nu skal spørgsmålet ”skal I ikke snart ...” besvares med et jo.
Men snart er drømmen blevet til fertilitetsbehandling, sex til en pligt, og håbet til måske to streger. Hvis man altså holder testen op i lyset. Kan man være lidt gravid? Eller ”teknisk set gravid”, som en læge siger efter endt behandling? Og hvor langt skal man gå for drømmen?
Den 2. oktober 2018 føder Cathrine et hjertebarn. Dette er hendes historie om de følelser og frustrationer, som følger med fertilitetsbehandling. Men først og fremmest er det en historie om kærlighed.
Tusind tak til @forlagetgronningen1 og @cathrinewichmand for anmeldereksemplaret!
I dag udkommer “Hjertebarn” af Cathrine W. Wichmand.
Cathrine Wichmand møder Adam i 2. g, og de to bliver uadskillelige. På bryllupsrejsen til Bali beslutter de sig for, at de vil være forældre. Men Cathrine bliver ikke gravid. Og det gør hun heller ikke, da de kommer hjem igen. Faktisk er det overhovedet ikke sikkert, at Cathrine kan blive gravid. Men så i 2018, den 2. oktober føder Cathrine sit hjertebarn.
Dette er en fortælling om at kæmpe, om kærlighed, om ulykke og så kærlighed igen.
Dette er en bog fyldt med følelser. Både de gode, men også de triste og ulykkelige. Disse følelser beskrives på en super fin måde, og det er tydeligt at mærke dem gennem siderne.
Sproget er fint og enkelt og meget letlæseligt. Dette er en bog der rent sprogmæssigt er nemt at læse. Det er emnet og følelserne forbundet med beskrivelserne, der kan gøre bogen sværere og tungere at komme igennem.
I denne bog sætter Cathrine Wichmand ord på nogle svære følelser, og hun sætter fokus på et emne der kan være vigtigt at tale om. Og hun gør det hele på en super fin måde.
Omslaget fortjener også en kommentar, da det på mange måder er super smukt, enkelt og fyldt med power. Det fortæller utroligt meget om bogens indhold og er samtidig utroligt fint og enkelt. Det er i øvrigt lavet af dygtige @lene.gammelgaard og værket er af dygtige @karin_rytter_studio
“Hjertebarn” er en fortælling fra Cathrine Wichmands indre. En personlig, rørende og ærlig fortælling.
Helt fantastisk bog. Klart med til at sætte ord på følelser, der er så store og svære i en situation, som i forvejen er drænede og altafgørende. Dog anbefale at man tager sig tid, og har lommeletterne klar, for den kan sætte svære følelser i bevægelse (på den gode måde)
Spændende at komme med bag processen om at få hjælp til at få børn - både det tekniske, men især det følelsesmæssige. Hun er meget ærlig og selvom vi er forskellige og emnet måske ikke bliver brugbart for mig, var det stadig følelsesladet lytning.