Marie-Louise er flyttet fra Fyn og hele vejen over Storebælt til København. Alligevel synes hun at kunne høre sin fars stemme om natten, når hun ellers burde sove for at være frisk til at gå i gymnasiet og på arbejde.
Efter en begravelse finder hun dagbogen frem fra det år, hun fyldte tolv og endnu boede i det hus, hendes mor stadig insisterer på at kalde for hendes hjem. I dagbogen gemmer sig fortællingen om hendes familieliv og en aggressiv spiseforstyrrelse, man måske ikke længere kan se, men som hun hver dag stadigvæk mærker. Marie-Louise begynder på det arbejde, det er at læse sig selv og finder sig uløseligt forbundet med alt det, hun troede, hun bare kunne skride fra.