What do you think?
Rate this book
Sowas wie Sommer, sowas wie Glück
Dieser Sommer könnte für Astrid der beste ihres Lebens werden. Mit ihrem Freund Jonas will sie auf Interrail-Reise gehen und die Welt entdecken. Und dann ist da noch Kristoffer, der Junge aus der Schule, der ihren Bauch kribbeln lässt und nichts lieber will, als sie glücklich zu machen. Alles könnte so perfekt sein, aber zu Hause wartet ihre ältere Schwester Cecilie. Sie hat eine Angststörung, unter der die ganze Familie leidet. Kann Astrid für sie da sein und trotzdem ihr eigenes Leben leben?
256 pages, Hardcover
First published May 20, 2020
10 people are currently reading
321 people want to read
About the author
Lise Villadsen
9 books55 followersJeg skriver til unge, da jeg selv husker hver eneste bog, jeg læste i den alder, som et stød i hjertet.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 100 reviews
June 10, 2020
Cecilie er 19 år, går i 3.g og har angst. Hendes lillesøster, Astrid, er 17 år og er pårørende.
Der findes rigtig mange (gode) bøger, der handler om Cecilie’erne. Og heldigvis for det, for de skal høres. Men man skal huske, at for én Cecilie, så findes der mindst en håndfuld Astrid’er. Jeg synes det er på tide, at det er Astrid der får taletid.
Syge mennesker er af og til egoistiske. Ikke bevidst, men fordi de simpelthen ikke kan rumme andet end sig selv og deres egen elendighed. Og så er det som oftest en usagt regel, at man som pårørende skal tage imod og klare alt, hvad den syge byder en. Denne bog sætter opmærksomhed på den taburiserede dårlige samvittighed, frustration og desperation man føler, når behovet for at sparke en der allerede ligger ned, af og til kan overskygge behovet for at give omsorg og kærlighed. Vreden når man overværer en man elsker forsvinde ind i sig selv og blive til ingenting, på trods af at man giver alt af sig selv for at hjælpe.
Det er første gang jeg læser noget af @lisevilladsen, men det er bestemt ikke den sidste. Det er sjældent jeg bliver sendt så meget tilbage i gamle følelser af en bog, som jeg gjorde af denne. Selvom jeg på mange måder var en Cecilie som 17-årig, så mærkede jeg dem begge og jeg følte med dem begge. Og jeg vil egentlig bare gerne have flere bøger skrevet af Lise, okay?
Ordineres til: ALLE. Ingen kontraindikationer. Hvis du er voksen, læs den for dig selv og dine børn. Hvis du er ung, læs den og lån den derefter til din bedste ven.
Der findes rigtig mange (gode) bøger, der handler om Cecilie’erne. Og heldigvis for det, for de skal høres. Men man skal huske, at for én Cecilie, så findes der mindst en håndfuld Astrid’er. Jeg synes det er på tide, at det er Astrid der får taletid.
Syge mennesker er af og til egoistiske. Ikke bevidst, men fordi de simpelthen ikke kan rumme andet end sig selv og deres egen elendighed. Og så er det som oftest en usagt regel, at man som pårørende skal tage imod og klare alt, hvad den syge byder en. Denne bog sætter opmærksomhed på den taburiserede dårlige samvittighed, frustration og desperation man føler, når behovet for at sparke en der allerede ligger ned, af og til kan overskygge behovet for at give omsorg og kærlighed. Vreden når man overværer en man elsker forsvinde ind i sig selv og blive til ingenting, på trods af at man giver alt af sig selv for at hjælpe.
Det er første gang jeg læser noget af @lisevilladsen, men det er bestemt ikke den sidste. Det er sjældent jeg bliver sendt så meget tilbage i gamle følelser af en bog, som jeg gjorde af denne. Selvom jeg på mange måder var en Cecilie som 17-årig, så mærkede jeg dem begge og jeg følte med dem begge. Og jeg vil egentlig bare gerne have flere bøger skrevet af Lise, okay?
Ordineres til: ALLE. Ingen kontraindikationer. Hvis du er voksen, læs den for dig selv og dine børn. Hvis du er ung, læs den og lån den derefter til din bedste ven.
February 5, 2025
Par atbildību, atbalstu un robežām
Visiem no Tevis kaut ko vajag – šur un tur, to un šito, atbalstīt, padot, iedot, būt. Bet kad Astridai vajadzēja kādu blakus, kur visi bija? Uz brītiņu, uz stundiņu – vienkārši būt, uzklausīt. Ir grūti novilkt robežu, kad tuvs cilvēks cieš, bet vēl grūtāk ir pieņemt, ka tas, kurš vienmēr bijis blakus citiem, pats netiek atbalstīts.
Vecāki – viņi dažreiz saprot, dažreiz tikai virspusēji uztver, dažreiz pat negrib saprast. Saspringtā atmosfēra un situācijas smagums izlaužas cauri grāmatām, cauri vārdos neizteiktajam. 😏
Cik daudz laika mēs veltām otram? Kad ir īstais brīdis pateikt "nē"? Un kur ir robeža starp "man vajag" un "es jūtos slikti"? Atbalsts… un tajā pašā laikā ,savtīgums.. Māsa atbalsta, bet māsu arī gandrīz vai izsmej...
Pieradums. Ģimene. Prasme būt kopā un vienlaikus – neizpratne, zaudējumi. Laulību nav iespējams glābt, ja nevar vienoties par palīdzību bērnam. Un tad nāk vainošana… kurš un pie kā vainīgs. Laiks ko varētu ieguldīt vērtīgāk...
Bet vai nav normāli vēlēties kaut nedaudz brīva laika arī sev? Kad mazā māsa kļūst par lielo māsu lielajai māsai, viss apgriežas kājām gaisā. Saprast otru cilvēku – it īpaši, ja viņš cieš no psiholoģiskiem traucējumiem – vienmēr ir izaicinājums.
Ir jāspēlē vienā komandā. Bet kā to izdarīt, ja vecākiem ir pilnīgi atšķirīgas domas par psiholoģiskas saslimšanas ārstēšanu? Un kur robeža starp rūpēm un manipulāciju.
Grāmata ar vēstījumu. Šad tad ir Nepieciešams visus sapurināt ,pateikt skarbākus,bet patiesus vārdus un sākt pa gabaliņam visu vākt kopā(kopīgiem spēkiem)! Tas prasa laiku,spēku ,bet ja ģimenei ir viens mērķis,tad to ir iespējams izdarīt!
Līdz 5 zvaigznēm pietrūka kaut kas dziļāks,emocijām bagātāks. Brīžiem likās,kaut kur notikumi plūst virspusēji.
Un man patika grāmatas pēdējais teikums,ielikšu to arī šeit-Nothing happens until something moves🫶💕
Visiem no Tevis kaut ko vajag – šur un tur, to un šito, atbalstīt, padot, iedot, būt. Bet kad Astridai vajadzēja kādu blakus, kur visi bija? Uz brītiņu, uz stundiņu – vienkārši būt, uzklausīt. Ir grūti novilkt robežu, kad tuvs cilvēks cieš, bet vēl grūtāk ir pieņemt, ka tas, kurš vienmēr bijis blakus citiem, pats netiek atbalstīts.
Vecāki – viņi dažreiz saprot, dažreiz tikai virspusēji uztver, dažreiz pat negrib saprast. Saspringtā atmosfēra un situācijas smagums izlaužas cauri grāmatām, cauri vārdos neizteiktajam. 😏
Cik daudz laika mēs veltām otram? Kad ir īstais brīdis pateikt "nē"? Un kur ir robeža starp "man vajag" un "es jūtos slikti"? Atbalsts… un tajā pašā laikā ,savtīgums.. Māsa atbalsta, bet māsu arī gandrīz vai izsmej...
Pieradums. Ģimene. Prasme būt kopā un vienlaikus – neizpratne, zaudējumi. Laulību nav iespējams glābt, ja nevar vienoties par palīdzību bērnam. Un tad nāk vainošana… kurš un pie kā vainīgs. Laiks ko varētu ieguldīt vērtīgāk...
Bet vai nav normāli vēlēties kaut nedaudz brīva laika arī sev? Kad mazā māsa kļūst par lielo māsu lielajai māsai, viss apgriežas kājām gaisā. Saprast otru cilvēku – it īpaši, ja viņš cieš no psiholoģiskiem traucējumiem – vienmēr ir izaicinājums.
Ir jāspēlē vienā komandā. Bet kā to izdarīt, ja vecākiem ir pilnīgi atšķirīgas domas par psiholoģiskas saslimšanas ārstēšanu? Un kur robeža starp rūpēm un manipulāciju.
Grāmata ar vēstījumu. Šad tad ir Nepieciešams visus sapurināt ,pateikt skarbākus,bet patiesus vārdus un sākt pa gabaliņam visu vākt kopā(kopīgiem spēkiem)! Tas prasa laiku,spēku ,bet ja ģimenei ir viens mērķis,tad to ir iespējams izdarīt!
Līdz 5 zvaigznēm pietrūka kaut kas dziļāks,emocijām bagātāks. Brīžiem likās,kaut kur notikumi plūst virspusēji.
Un man patika grāmatas pēdējais teikums,ielikšu to arī šeit-Nothing happens until something moves🫶💕
May 23, 2020
Lige i hjertet endnu en gang. Stor ros til Lise for at skrive ægte mennesker og ikke bare klichéer.
June 20, 2020
Kvantespring takler det at have personer omkring sig med psykiske sygdomme og den skam og jalousi der kan følge med, når ens egne 'små' problemer ikke virker vigtige i sammenligning. Den ser på de svære beslutning folk bliver sat overfor, når de gerne vil hjælpe, men også bliver nødt til leve ens eget liv og acceptere at lige meget hvor gerne man vil hjælpe kan man sjældent fjerne andres problemer helt.
Jeg synes bogen kom smuk rundt om en masse nuance i disse relationer og formidlede det rigtig godt.
Historien var meget følelsesladet. Jeg tror alle det har søskende vil kunne genkende i hvert fald en lille del af det at føle sig i vejen eller overset når livet byder på perioder hvor ens forældre bliver nødt til at rette lidt mere fokus mod søskende end en selv.
Jeg er glad for jeg har læst den og ville klart anbefale at give den en chance hvis bagsideteksten interesserer dig!
***anmeldereksemplar modtaget fra forlaget
Jeg synes bogen kom smuk rundt om en masse nuance i disse relationer og formidlede det rigtig godt.
Historien var meget følelsesladet. Jeg tror alle det har søskende vil kunne genkende i hvert fald en lille del af det at føle sig i vejen eller overset når livet byder på perioder hvor ens forældre bliver nødt til at rette lidt mere fokus mod søskende end en selv.
Jeg er glad for jeg har læst den og ville klart anbefale at give den en chance hvis bagsideteksten interesserer dig!
***anmeldereksemplar modtaget fra forlaget
March 10, 2025
Ļoti īsta grāmata.
Risinājumus gan nepiedāvā (jo tie jāmeklē pašiem), bet empātiju (daudz empātijas!) gan.
Risinājumus gan nepiedāvā (jo tie jāmeklē pašiem), bet empātiju (daudz empātijas!) gan.
November 9, 2020
[bogen var en overraskelsespakke fra Gyldendal].
Dette er den første Lise Villadsen bog, jeg har læst. Jeg har fulgt med i hendes karriere lige siden hun blev udgivet, og har også været så heldig at møde hende. Hendes værker virker til at række ud til et bredt publikum, og hun tager ofte svære emner op, og “Kvantespring” er ingen undtagelse.
Denne bog var desværre en smule intetsigende for mig. Det er den slags bog jeg hurtigt vil glemme alt fra, da intet i den virkelig satte sine spor på mig. Jeg har ikke selv angst, så jeg kan ikke snakke ud fra mine egne oplevelser, når det kommer til om repræsentationen er præcis/autentisk eller ej. Jeg ville ønske bogen havde været længere, og at Villadsen var gået mere i dybden med emnet end hun gjorde. For mig var det meget surfacelevel og der var mange steder, hvor hun kunne have gjort det endnu mere powerful ved at dvæle en smule mere ved situationerne, i stedet for at gå hurtigt videre. Bogens pacing var også en smule akavet, og tit stoppede scener meget brat, for der så blev startet et nyt kapitel på næste side. Der var klart en masse potentiale ved historien, men det blev desværre ikke bragt til sit fulde.
Den første halvdel af bogen var meget stærkere end den sidste. Det blev for mig meget gentagende ting, der blev beskrevet og der var ikke meget udvikling i handlingen. Jeg ville også gerne have set flere konsekvenser, og hvordan de blev udredet, da jeg synes det hele blev lidt for fastpaced hen mod slutningen. Der er nogle ting vi ikke får svar på, som sagtens kunne være nået at blive en større problemstilling og løst, hvis bare bogen havde været længere.
Jeg synes karaktererne var fine, dog ville jeg ønske der havde været lidt mere dybde i især Astrids venskab med Jonas, da han var min yndlings ud af dem alle. Vi får at vide at de er bedste venner, men jeg manglede et konkret bevis på hvor gode venner de var. Lidt mere indsigt i deres venskab, og flere scener af dem alene, eller måske mere detaljerede - eller bare længere - flashbacks til hvad, der bragte dem sammen, ville have hjulpet. Veronicas rolle i det hele, virkede også en smule ligegyldig, og jeg mener at Jonas sagtens kunne have udfyldt begge roller. Der er aldrig rigtig noget grundlag for at hade Veronica, det gør Astrid bare (selvfølgelig er det pga. jalousi, men det kunne der også godt være gået mere i detaljer med).
Kristoffer kunne jeg godt lide. Han var en smule kliche, men minder mig også en del om drenge jeg selv kender. På den måde er han meget autentisk og det var godt. Han reagerede meget realistisk på diverse ting, og han var nok den der virkede mest levende, af alle karaktererne. Jeg synes hans forhold med Astrid var lidt forceret, og klimakset i deres handling, var også meget forudsigelig og kom ud af ingenting. Konflikten var meget blown-up, og gjorde at jeg mistede alt for Astrid. Hun var alt for overdramatisk, og jeg havde mere sympati med Kristoffer dér, end jeg havde haft med Astrid igennem hele bogen. Det skete også alt for sent, hvilket resulterede i meget lidt indflydelse.
Der var nogle løse ender jeg ville ønske, der også var blevet gjort lidt mere ud af:
1. Hvad Cecilies angst kom af. Vi får aldrig en begrundelse for hvad der har triggered hende, eller hvordan det er trappet op med tiden. Vi bliver fortalt at det er opstået da hun var 15, men ikke hvad det kom af.
2. Fillip. Der bliver hintet til en samtale/sammenstød mellem Astrid og ham, men det bliver aldrig forklaret. Han siger han vil kaste hende i søen pga. hævn. Hævn over hvad?
3. Kristoffers rolle i Cecilies liv. Det er tydeligt at han har haft en form for indflydelse på hende. Det kunne have været spændende at have udforsket det.
Jeg tror lidt flere tidslinjer eller flere synsvinkler (hvis vi havde haft både Astrid og Cecilies eksempelvis), at bogen kunne have gjort et større indtryk, mens den også rammer lidt bredere rent fortælle mæssigt. Vi kunne have fået forståelse for Cecilies handlinger og hvad der trigger hende i hverdagen, og også hvad hun tænker om det hele. Det, sammen med lidt mere repræsentation inden for eksempelvis LGBT+ (en vinkel hvor eks. Jonas sætter spørgsmålstegn ved sin seksualitet kunne have været spændende), og måske 100 sider mere, kunne have gjort at det her blev en 5/5.
Dette er den første Lise Villadsen bog, jeg har læst. Jeg har fulgt med i hendes karriere lige siden hun blev udgivet, og har også været så heldig at møde hende. Hendes værker virker til at række ud til et bredt publikum, og hun tager ofte svære emner op, og “Kvantespring” er ingen undtagelse.
Denne bog var desværre en smule intetsigende for mig. Det er den slags bog jeg hurtigt vil glemme alt fra, da intet i den virkelig satte sine spor på mig. Jeg har ikke selv angst, så jeg kan ikke snakke ud fra mine egne oplevelser, når det kommer til om repræsentationen er præcis/autentisk eller ej. Jeg ville ønske bogen havde været længere, og at Villadsen var gået mere i dybden med emnet end hun gjorde. For mig var det meget surfacelevel og der var mange steder, hvor hun kunne have gjort det endnu mere powerful ved at dvæle en smule mere ved situationerne, i stedet for at gå hurtigt videre. Bogens pacing var også en smule akavet, og tit stoppede scener meget brat, for der så blev startet et nyt kapitel på næste side. Der var klart en masse potentiale ved historien, men det blev desværre ikke bragt til sit fulde.
Den første halvdel af bogen var meget stærkere end den sidste. Det blev for mig meget gentagende ting, der blev beskrevet og der var ikke meget udvikling i handlingen. Jeg ville også gerne have set flere konsekvenser, og hvordan de blev udredet, da jeg synes det hele blev lidt for fastpaced hen mod slutningen. Der er nogle ting vi ikke får svar på, som sagtens kunne være nået at blive en større problemstilling og løst, hvis bare bogen havde været længere.
Jeg synes karaktererne var fine, dog ville jeg ønske der havde været lidt mere dybde i især Astrids venskab med Jonas, da han var min yndlings ud af dem alle. Vi får at vide at de er bedste venner, men jeg manglede et konkret bevis på hvor gode venner de var. Lidt mere indsigt i deres venskab, og flere scener af dem alene, eller måske mere detaljerede - eller bare længere - flashbacks til hvad, der bragte dem sammen, ville have hjulpet. Veronicas rolle i det hele, virkede også en smule ligegyldig, og jeg mener at Jonas sagtens kunne have udfyldt begge roller. Der er aldrig rigtig noget grundlag for at hade Veronica, det gør Astrid bare (selvfølgelig er det pga. jalousi, men det kunne der også godt være gået mere i detaljer med).
Kristoffer kunne jeg godt lide. Han var en smule kliche, men minder mig også en del om drenge jeg selv kender. På den måde er han meget autentisk og det var godt. Han reagerede meget realistisk på diverse ting, og han var nok den der virkede mest levende, af alle karaktererne. Jeg synes hans forhold med Astrid var lidt forceret, og klimakset i deres handling, var også meget forudsigelig og kom ud af ingenting. Konflikten var meget blown-up, og gjorde at jeg mistede alt for Astrid. Hun var alt for overdramatisk, og jeg havde mere sympati med Kristoffer dér, end jeg havde haft med Astrid igennem hele bogen. Det skete også alt for sent, hvilket resulterede i meget lidt indflydelse.
Der var nogle løse ender jeg ville ønske, der også var blevet gjort lidt mere ud af:
1. Hvad Cecilies angst kom af. Vi får aldrig en begrundelse for hvad der har triggered hende, eller hvordan det er trappet op med tiden. Vi bliver fortalt at det er opstået da hun var 15, men ikke hvad det kom af.
2. Fillip. Der bliver hintet til en samtale/sammenstød mellem Astrid og ham, men det bliver aldrig forklaret. Han siger han vil kaste hende i søen pga. hævn. Hævn over hvad?
3. Kristoffers rolle i Cecilies liv. Det er tydeligt at han har haft en form for indflydelse på hende. Det kunne have været spændende at have udforsket det.
Jeg tror lidt flere tidslinjer eller flere synsvinkler (hvis vi havde haft både Astrid og Cecilies eksempelvis), at bogen kunne have gjort et større indtryk, mens den også rammer lidt bredere rent fortælle mæssigt. Vi kunne have fået forståelse for Cecilies handlinger og hvad der trigger hende i hverdagen, og også hvad hun tænker om det hele. Det, sammen med lidt mere repræsentation inden for eksempelvis LGBT+ (en vinkel hvor eks. Jonas sætter spørgsmålstegn ved sin seksualitet kunne have været spændende), og måske 100 sider mere, kunne have gjort at det her blev en 5/5.
February 9, 2025
Ļoti laba grāmata jauniešiem un arī pieaugušajiem. Galvenā tēma - dzīvošana līdzās cilvēkam ar nemitīgu trauksmes izjūtu. Priecājos, ka mūsdienās tiek arvien vairāk runāts par emocionālo veselību, jo tā ir tikpat nozīmīga kā fiziskā veselība.
Lai arī sākumā bija grūti lasīt, ar pirmajām lappusēm nepiesaistīja, kolīdz parādījās Kristofers stāsts kļuva daudz aizraujošāks. Man bija viegli identificēties ar galveno meiteni, es viņu izpratu un pilnībā atbalstīju viņas "kvanta lēcienu" savā jaunajā un priecīgajā dzīvē. Psiholoģiskās slimības saprašana noteikti nav viegla ne pašam, ne apkārtējiem. Vissliktākais, ka nezini, kā vispareizāk rīkoties un reaģēt, cik vispār daudz ir Tavās spējās palīdzēt un uzlabot situāciju, tajā pašā laikā nekļūstot līdzatkarīgam un neizdegot pašam. Tāpēc man ļoti patika grāmatas doma, ka šādā situācijā ģimenei jāmēģina būt vienotai komandai, jāmēģina katram izprast situāciju, jāizglītojas, nav jābaidās lūgt palīdzību ārpusē, pie speciālistiem. To nedrīkst uztvert kā vājumu, bet tieši pretēji - kā aktīvu vēlmi risināt problēmu un palīdzēt.
Man ļoti patika arī jauniešu iemīlēšanās stāsts. Piesaistīja arī draugu trijstūris. Grāmata par nepazaudēšanos citos, vēlmi palīdzēt un atbalstīt mīļos, neupurējot savu laimi. Tas ir veselīgi. Bija interesanti paralēli uzzināt, ka Dānijā jaunieši alkoholu drīkst iegādāties jau 16 gados, bet bārā to dzert 18 gadu vecumā. Šis jautājums mani ieinteresēja grāmatas sakarā. Interesanti arī ieskatīties dāņu izglītības sistēmā, kas ir atšķirīga. 🩵🩵🩵
Lai arī sākumā bija grūti lasīt, ar pirmajām lappusēm nepiesaistīja, kolīdz parādījās Kristofers stāsts kļuva daudz aizraujošāks. Man bija viegli identificēties ar galveno meiteni, es viņu izpratu un pilnībā atbalstīju viņas "kvanta lēcienu" savā jaunajā un priecīgajā dzīvē. Psiholoģiskās slimības saprašana noteikti nav viegla ne pašam, ne apkārtējiem. Vissliktākais, ka nezini, kā vispareizāk rīkoties un reaģēt, cik vispār daudz ir Tavās spējās palīdzēt un uzlabot situāciju, tajā pašā laikā nekļūstot līdzatkarīgam un neizdegot pašam. Tāpēc man ļoti patika grāmatas doma, ka šādā situācijā ģimenei jāmēģina būt vienotai komandai, jāmēģina katram izprast situāciju, jāizglītojas, nav jābaidās lūgt palīdzību ārpusē, pie speciālistiem. To nedrīkst uztvert kā vājumu, bet tieši pretēji - kā aktīvu vēlmi risināt problēmu un palīdzēt.
Man ļoti patika arī jauniešu iemīlēšanās stāsts. Piesaistīja arī draugu trijstūris. Grāmata par nepazaudēšanos citos, vēlmi palīdzēt un atbalstīt mīļos, neupurējot savu laimi. Tas ir veselīgi. Bija interesanti paralēli uzzināt, ka Dānijā jaunieši alkoholu drīkst iegādāties jau 16 gados, bet bārā to dzert 18 gadu vecumā. Šis jautājums mani ieinteresēja grāmatas sakarā. Interesanti arī ieskatīties dāņu izglītības sistēmā, kas ir atšķirīga. 🩵🩵🩵
August 3, 2024
⭐️3,5
July 21, 2020
Der findes efterhånden rigtig mange bøger, hvor hovedpersonen selv har en eller anden form for sygdom eller udfordring, som vedkommende slås med, hvor vi følger vedkommende i deres kamp for at håndtere dette og samtidig leve livet, med de ting der følger med.
Der er længere i mellem de bøger, hvor vi får historien fra de pårørendes synsvinkel. Derfor er Kvantespring vigtig og væsentlig.
Astrids storesøster går i 3.g og har angst, hvilket naturligvis besværliggør storesøsterens hverdag en del.
Men hvad mange omkring søstrene ikke bemærker er, hvor meget det påvirker Astrid, at hun hele tiden skal tage hensyn til sin storesøster, både derhjemme og på det gymnasium, hvor de begge går.
Astrid vil, som så mange andre, bare gerne passe ind og have lov til at være ung og nyde livet, men der er ikke plads til, at hun kan få lov til at udfolde sig, fordi hun føler at hun skal være ansvarlig for sin storesøster.
Det er frustrerende, uanset alder og relation til andre, hele tiden at skulle tilsidesætte sine egne behov for den eller dem, der er ramt af udfordringer, og ind i mellem kan det føles som om, man selv er på vej ned i et mørkt hul, hvor det kan være svært at få luft eller for den sags skyld at finde sig selv, - for når majoriteten af ens vågne timer går med at være der for andre gennem en længere periode, kan man så blive ved med at være sig selv? Er man den samme som før - og hvad skal definere én nu, ud over at være pårørende?
Det er store spørgsmål, som der ikke er et enkelt svar på. Især ikke, når man som Astrid er 17 år gammel, og burde nyde den frihed der følger med ungdomsårene.
Romanen er barsk læsning. Selvom Astrid ikke altid tager de mest fornuftige valg, er de begrundede, - de kommer et sted fra, og selvom det hun gør, ikke altid er fair over for hendes søster eller forældre, er der en forklaring på horfor hun skejer ud og reagerer. For det tærrer på én at skulle leve som Astrid gør det, og det er ubærligt for hende at blive ved med.
Vigtig - og læsbar allerede fra folkeskolens ældste klasser. Men også vigtig for forældrende, og en påmindelse om, at man skal huske hensynet til alle sine børn, - ikke kun de, der har synlige udfordringer at slås med.
Der er længere i mellem de bøger, hvor vi får historien fra de pårørendes synsvinkel. Derfor er Kvantespring vigtig og væsentlig.
Astrids storesøster går i 3.g og har angst, hvilket naturligvis besværliggør storesøsterens hverdag en del.
Men hvad mange omkring søstrene ikke bemærker er, hvor meget det påvirker Astrid, at hun hele tiden skal tage hensyn til sin storesøster, både derhjemme og på det gymnasium, hvor de begge går.
Astrid vil, som så mange andre, bare gerne passe ind og have lov til at være ung og nyde livet, men der er ikke plads til, at hun kan få lov til at udfolde sig, fordi hun føler at hun skal være ansvarlig for sin storesøster.
Det er frustrerende, uanset alder og relation til andre, hele tiden at skulle tilsidesætte sine egne behov for den eller dem, der er ramt af udfordringer, og ind i mellem kan det føles som om, man selv er på vej ned i et mørkt hul, hvor det kan være svært at få luft eller for den sags skyld at finde sig selv, - for når majoriteten af ens vågne timer går med at være der for andre gennem en længere periode, kan man så blive ved med at være sig selv? Er man den samme som før - og hvad skal definere én nu, ud over at være pårørende?
Det er store spørgsmål, som der ikke er et enkelt svar på. Især ikke, når man som Astrid er 17 år gammel, og burde nyde den frihed der følger med ungdomsårene.
Romanen er barsk læsning. Selvom Astrid ikke altid tager de mest fornuftige valg, er de begrundede, - de kommer et sted fra, og selvom det hun gør, ikke altid er fair over for hendes søster eller forældre, er der en forklaring på horfor hun skejer ud og reagerer. For det tærrer på én at skulle leve som Astrid gør det, og det er ubærligt for hende at blive ved med.
Vigtig - og læsbar allerede fra folkeskolens ældste klasser. Men også vigtig for forældrende, og en påmindelse om, at man skal huske hensynet til alle sine børn, - ikke kun de, der har synlige udfordringer at slås med.
December 16, 2025
⭐️⭐️⭐️⭐️ (4.3/5)
Jauniešu romāns | Mentālā veselība | Ģimene | Draudzība | Skola
Līses Villadsenas “Kvantu lēciens” ir Bērnu, jauniešu un vecāku žūrijas 2025 grāmata vecuma grupā 15+, un, manuprāt, ļoti atbilstoša šai auditorijai.
Šis ir stāsts par jaunieti un viņa iekšējo pasauli — par mentālo veselību, attiecībām ar ģimeni, draugiem un sevi pašu. Grāmatā skarti temati, kas pusaudžu vecumā ir īpaši aktuāli: skola, emocionālais spiediens, vēlme tikt saprastam, tuvība un attiecību sarežģītība.
Lasot, jutu, ka autore runā godīgi un cilvēcīgi — bez pamācīšanas, bet ar empātiju. Stāsts ļauj iejusties galvenās varones izjūtās un atgādina, cik svarīgi ir pamanīt, uzklausīt un nepieņemt, ka “viss jau pats no sevis nokārtosies”.
Kopumā — man šī grāmata ļoti patika. Tā ir klusa, bet spēcīga, un, manuprāt, noderīga gan jauniešiem, gan pieaugušajiem, kuri vēlas labāk saprast pusaudžu iekšējo pasauli.
📖 "Dažreiz man uznāk tādas domas par māsu, kas nešķiet pareizas. Dažreiz es šaubos, vai arī citi mēdz sajusties tāpat par kādu, kam tik ļoti vajadzīgas viņu rūpes. Vai citi arī jūt vēlmi stipri iespert kādam, kurš jau tāpat guļ zemē."
📖"Vajag paturēt prātā, ka cilvēkam jaunībā ir par kaut ko jādeg, citādi viņš vienkārši kļūs vecs un pilns ar nožēlu."
📖"Nothing happens until something moves."
Jauniešu romāns | Mentālā veselība | Ģimene | Draudzība | Skola
Līses Villadsenas “Kvantu lēciens” ir Bērnu, jauniešu un vecāku žūrijas 2025 grāmata vecuma grupā 15+, un, manuprāt, ļoti atbilstoša šai auditorijai.
Šis ir stāsts par jaunieti un viņa iekšējo pasauli — par mentālo veselību, attiecībām ar ģimeni, draugiem un sevi pašu. Grāmatā skarti temati, kas pusaudžu vecumā ir īpaši aktuāli: skola, emocionālais spiediens, vēlme tikt saprastam, tuvība un attiecību sarežģītība.
Lasot, jutu, ka autore runā godīgi un cilvēcīgi — bez pamācīšanas, bet ar empātiju. Stāsts ļauj iejusties galvenās varones izjūtās un atgādina, cik svarīgi ir pamanīt, uzklausīt un nepieņemt, ka “viss jau pats no sevis nokārtosies”.
Kopumā — man šī grāmata ļoti patika. Tā ir klusa, bet spēcīga, un, manuprāt, noderīga gan jauniešiem, gan pieaugušajiem, kuri vēlas labāk saprast pusaudžu iekšējo pasauli.
📖 "Dažreiz man uznāk tādas domas par māsu, kas nešķiet pareizas. Dažreiz es šaubos, vai arī citi mēdz sajusties tāpat par kādu, kam tik ļoti vajadzīgas viņu rūpes. Vai citi arī jūt vēlmi stipri iespert kādam, kurš jau tāpat guļ zemē."
📖"Vajag paturēt prātā, ka cilvēkam jaunībā ir par kaut ko jādeg, citādi viņš vienkārši kļūs vecs un pilns ar nožēlu."
📖"Nothing happens until something moves."
December 10, 2025
Roman o obiteljskim problemima, ispričan iz perspektive 17-godišnje Astrid, čija se starija sestra Cecilie bori s teškim napadajima panike i anksioznosti. Ovo bi trebao biti roman o tome kakve posljedice psihička bolest ostavlja na cijelu obitelj, i s te strane, tema je važna i značajna. Međutim, roman je napisan nevjerojatno plitko. Autorica je samo zagrebala temu po površini ispričavši priču iz života jednog kratkog perioda na kraju školske godine, o jednoj obitelji gdje otac bježi u posao, majka se ne snalazi sa situacijom, a od mlađe sestre se očekuje da hendla stariju. Odlazak psihijatru je gotovo tabu-tema, što mi je za okruženje u kojem se zbiva radnja (Danska) teško shvatljivo. Svakako postoje i bolja djela na tu temu - književna i filmska (i tu mi pada na pamet sjajan film "Nezahvalna bića" koji je ove godine prikazan na ZFF). Od svega je bilo najzanimljivije uočavati specifičnosti danskog školskog sustava (biranje predmeta za maturu, maturalni običaji, itd.).
A možda samo nisam ciljana publika za ovakvu knjigu - možda bi se nekom mlađem knjiga više svidjela?
Prijevod na hrvatski: Mišo Grundler, izdavač hrvatskog izdanja je Hena com.
A možda samo nisam ciljana publika za ovakvu knjigu - možda bi se nekom mlađem knjiga više svidjela?
Prijevod na hrvatski: Mišo Grundler, izdavač hrvatskog izdanja je Hena com.
June 5, 2020
Dette er uden tvivl en af de bedste bøger, som jeg har læst i 2020. Det har rent faktisk været rart med sådan en optur i en tid, hvor alt bare virker håbløst.
Jeg vil klart anbefale denne bog, hvis man er til YA-bøger.
Første halvdel tog jeg som lydbog, og var fanget lige fra start - hvilket ikke sker særlig ofte med lydbøger. Da jeg så fik købt mig en e-bogs Reader, slugte jeg den resterende halvdel på én aften.
Jeg vil klart anbefale denne bog, hvis man er til YA-bøger.
Første halvdel tog jeg som lydbog, og var fanget lige fra start - hvilket ikke sker særlig ofte med lydbøger. Da jeg så fik købt mig en e-bogs Reader, slugte jeg den resterende halvdel på én aften.
October 5, 2020
4,5 ud af 5 stjerner
March 1, 2021
Lise Villadsen skriver let og skarpt. Karakterne er levende. Selvom jeg ikke er målgruppen for denne YA, rammer den mig lige i hjertet.
January 29, 2022
Tenhle námět měl opravdový potenciál. Naplnil se? Bohužel ne. Psychická onemocnění jsou dnes velmi diskutovaným tématem a myslím, že se jejich problematika dala daleko lépe vykreslit tak, aby čtenář opravdu pochopil, o jakého prevíta v případě zrovna úzkostí jde. Takhle mi přišlo, že je Cecilie jen náladová pipina a naprosto jsem soucítila s Astrid, která se na sestru často zlobila (což byla jedna z mála dobře zachycených realit tohoto onemocnění, zrovna tak jako i ostatních).
April 14, 2022
Wieder so ein berührendes und kurzweiliges Jugendbuch, das ich an einem Tag gelesen habe! 🌞🌊🇩🇰
Liebend gern wäre ich dabei wie Astrid, die Hauptfigur, am Hafen gewesen und hätte dabei meinen Cappuccino mit extra viel Hafermilch getrunken. 🌊 Die Atmosphäre im Buch und so auch die drei Handlungsorte - der Hafen, die Schule und Astrids Zuhause - haben mir sehr gut gefallen.
Auch den Schreibstil empfinde ich als ganz wunderbar - leicht, berührend und vor allem authentisch. Ich mochte die gezielt gesetzten Dialoge, um die Figuren besser kennen zu lernen. Inbesondere Astrid und ihre Schwester Cecile hatten sehr viel Tiefe. So auch ihre Eltern, ingesamt empfand ich die gesamte Familie sowie die Konflikte sehr authentisch. Nur über die Nebenfiguren Jonas und Viktoria hätte ich gern noch etwas mehr erfahren.
Anders als der kurze Klappentext vermuten lässt, steht nicht die Reise im Zentrum, sondern Cecile’s Krankheit. Genauso gut umgesetzt fand ich die Facetten von Cecile’s Krankheit und Astrids Gefühle dazu. Besonders das letzte Drittel fand ich sehr berührend sowie auch das Ende. Dennoch hätte ich gegen Ende gern noch mehr erfahren, zum Beispiel in einem Epilog oder sehr gern auch einem Sequel! 😍
Das Cover gefällt mir sehr, jedoch finde ich, dass es nicht unbedingt ideal zur Geschichte passt, da es den Eindruck eines leichten Sommerbuchs vermittelt, obwohl „Kvantespring“ (Originaltitel) so viel mehr als das ist. Ganz große Empfehlung! 🌊🌞💛
Liebend gern wäre ich dabei wie Astrid, die Hauptfigur, am Hafen gewesen und hätte dabei meinen Cappuccino mit extra viel Hafermilch getrunken. 🌊 Die Atmosphäre im Buch und so auch die drei Handlungsorte - der Hafen, die Schule und Astrids Zuhause - haben mir sehr gut gefallen.
Auch den Schreibstil empfinde ich als ganz wunderbar - leicht, berührend und vor allem authentisch. Ich mochte die gezielt gesetzten Dialoge, um die Figuren besser kennen zu lernen. Inbesondere Astrid und ihre Schwester Cecile hatten sehr viel Tiefe. So auch ihre Eltern, ingesamt empfand ich die gesamte Familie sowie die Konflikte sehr authentisch. Nur über die Nebenfiguren Jonas und Viktoria hätte ich gern noch etwas mehr erfahren.
Anders als der kurze Klappentext vermuten lässt, steht nicht die Reise im Zentrum, sondern Cecile’s Krankheit. Genauso gut umgesetzt fand ich die Facetten von Cecile’s Krankheit und Astrids Gefühle dazu. Besonders das letzte Drittel fand ich sehr berührend sowie auch das Ende. Dennoch hätte ich gegen Ende gern noch mehr erfahren, zum Beispiel in einem Epilog oder sehr gern auch einem Sequel! 😍
Das Cover gefällt mir sehr, jedoch finde ich, dass es nicht unbedingt ideal zur Geschichte passt, da es den Eindruck eines leichten Sommerbuchs vermittelt, obwohl „Kvantespring“ (Originaltitel) so viel mehr als das ist. Ganz große Empfehlung! 🌊🌞💛
August 15, 2025
Das war überraschend schön und vielschichtig! Ich kann sehr gut nachvollziehen, wie es ist, die Person zu sein auf die man wegen ihrer Psyche Rücksicht nehmen muss. Genau so gut kann ich nachvollziehen, was für ein Kraftakt es für die Familie ist, wenn es sich immer nur um eine Person dreht. Die Gefühle von Astrid waren extrem nachvollziehbar und valide! Die Sicht habe ich so auch noch nie in einem Buch gelesen. Hat mir sehr gut gefallen.
November 9, 2020
This would be a much better book if it weren't so short, and if Cecelia's problems were a bit more explained to the reader. To me, it pretty much lacked in every aspect.
January 3, 2025
there was just no ending or resolution. what happens. does everything become okay. like what happens!
February 19, 2025
Úgy álltam neki a könyvnek, hogy nem olvastam el a fülszöveget (csak nagyon tetszett a borító), szóval azt hittem, hogy egy sci-fi ifjúsági regényt fogok olvasni. Nagyon meglepődtem, amikor a szorongás, mint mentális betegség (bizonyos formái annak számítanak) került előtérbe. Iszonyú fontos téma, ami szerintem nem kap elég figyelmet a mindennapokban, pedig rengeteg ember küzd valamilyen formájával.
Viszont csavartak egyet a történeten, ugyanis nem a szorongó lány gondolatait láthattuk, hanem a húga mindennapjaiba tekinthettünk be. Azt követtük nyomon, hogy milyen olyan valakivel együtt élni, aki a szorongás nagyon erős formájával küzd. Fájt látni, hogy ilyen fiatalon mennyi mindent feladott azért, hogy a nővére támasza lehessen a mindennapokban. De ő is érzi, hogy ez nem folytatódhat így a végtelenségig, hiszen szeretne boldog lenni és élni a saját életét. Jajj és amikor leesett, hogy mit jelent a cím… Szeretem az ilyen megoldásokat, amikor csak olvasás közben/után érti meg az olvasó, hogy miért azt a címet kapta a regény, amit.
Rövid kis regény és egyszerűen nem tudtam letenni, mert tudnom kellett, hogy mi lesz a lezárás. És örülök a végének is, mert úgy érzem egy valódi, hihető „lezárást” kapunk mi olvasók, bár Astrid nehézségeinek közel sincs vége.
Viszont csavartak egyet a történeten, ugyanis nem a szorongó lány gondolatait láthattuk, hanem a húga mindennapjaiba tekinthettünk be. Azt követtük nyomon, hogy milyen olyan valakivel együtt élni, aki a szorongás nagyon erős formájával küzd. Fájt látni, hogy ilyen fiatalon mennyi mindent feladott azért, hogy a nővére támasza lehessen a mindennapokban. De ő is érzi, hogy ez nem folytatódhat így a végtelenségig, hiszen szeretne boldog lenni és élni a saját életét. Jajj és amikor leesett, hogy mit jelent a cím… Szeretem az ilyen megoldásokat, amikor csak olvasás közben/után érti meg az olvasó, hogy miért azt a címet kapta a regény, amit.
Rövid kis regény és egyszerűen nem tudtam letenni, mert tudnom kellett, hogy mi lesz a lezárás. És örülök a végének is, mert úgy érzem egy valódi, hihető „lezárást” kapunk mi olvasók, bár Astrid nehézségeinek közel sincs vége.
May 23, 2025
Grāmata aizrauj ar nemitīgām pārdomām par to, kas patiesībā notiek — vai tā ir manipulācija, vai kas daudz dziļāks. Māsas un viņu savstarpējās attiecības, kas šķiet tik pašsaprotamas, izrādās ārkārtīgi sarežģītas. Frāze "Tu vienkārši manipulē ar mani, jo negribi, lai es ietu un dzīvotu savu dzīvi" atbalsojas kā sāpīgs patiesības mirklis.
Lasīju ar aizrautību — tik daudz emociju, sevis iepazīšanas un ģimenes attiecību atainojuma. Kas īsti ir ģimene? Sižets notur uzmanību līdz pat pēdējai lappusei. Iesaku!
Lasīju ar aizrautību — tik daudz emociju, sevis iepazīšanas un ģimenes attiecību atainojuma. Kas īsti ir ģimene? Sižets notur uzmanību līdz pat pēdējai lappusei. Iesaku!
August 29, 2020
Bogen giver et virkelig fint (og skræmmende) indblik i, hvordan det er at være pårørende til en person med angst. Hvordan sygdommen bliver det altoverskyggende i hverdagen, og hvordan alle i familien må indordne sig efter den. Historien er supergodt formidlet i et let læst sprog. Man lever sig ind i situationerne, og man ville ønske, man kunne gøre noget for at hjælpe - ikke bare Cecilie, som kæmper med angsten - men hele familien, som lider i skyggen af sygdommen. ALLE bør læse den her bog!
July 23, 2020
Virkelig flot fortælling om presset ved at have en psykisk syg søskende. Skyld og skam og følelsen af ikke at gøre nok samtidig med en ulmende vrede over at blive overset og tvunget til at tage et ansvar, som et så meget større end ens jævnaldrendes.
Titlen er så utroligt velvalgt og giver virkelig meget mening, når man er færdig med at læse bogen.
Titlen er så utroligt velvalgt og giver virkelig meget mening, når man er færdig med at læse bogen.
July 23, 2020
En virkelig god bog.
Utroligt vigtigt emne! Jeg synes virkelig at forfatteren har skrevet bogen så fint. Man er helt inde under huden på hovedpersonen Astrid og mange af kapitlerne er genkendelige og tankevækkende fra egen ungdom.
Utroligt vigtigt emne! Jeg synes virkelig at forfatteren har skrevet bogen så fint. Man er helt inde under huden på hovedpersonen Astrid og mange af kapitlerne er genkendelige og tankevækkende fra egen ungdom.
December 17, 2020
Nereali knyga!
nors veiksmo nėra daug, bet seseriška draugystė ir palaikymas spaudžia ašaras.
Psichinė liga- nerimo sutrikimas paliečia šeimą ir serga ne tik sesė, bet ir visa šeima.
Ar pavyks įveikti ligą? Kaip šeimai seksis gyventi toliau? Ar tėtis supras, kad sesei išties sunku?
Daugybė klausimų, o atsakymai jūsų laukia šioje knygoje.
Patarimas: skaitykite lėtai ir pagalvokite, kaip elgtumėtės jūs.
nors veiksmo nėra daug, bet seseriška draugystė ir palaikymas spaudžia ašaras.
Psichinė liga- nerimo sutrikimas paliečia šeimą ir serga ne tik sesė, bet ir visa šeima.
Ar pavyks įveikti ligą? Kaip šeimai seksis gyventi toliau? Ar tėtis supras, kad sesei išties sunku?
Daugybė klausimų, o atsakymai jūsų laukia šioje knygoje.
Patarimas: skaitykite lėtai ir pagalvokite, kaip elgtumėtės jūs.
March 21, 2023
Jeg er ikke sikker på det var en bog jeg havde brug for at læse lige nu, men den er helt ærligt fantastisk. Jeg kunne genkende alt for meget af mig selv og nogle af mine nære i Cecilie og Astrids familie. Den relation hvor man går en hårfin balance mellem enabling og psykisk misbrug. Det er velment, men det er og bliver en bjørnetjeneste. Det er så absurd svært at se det udefra når man står der selv.
October 27, 2025
A realy good book. Would recomend to teens 14 -16 years olds.
April 5, 2025
Grūtais pieaugšanas posms... tā pāris vārdos varētu raksturot šo darbu, kur paralēli tiek risinātas divas jauniešiem būtiskas lietas - kā dzīvot pašam savu dzīvi, nejūtoties vainīgam un nekļūstot līdzatkarīgam, ja ģimenē ir cilvēks ar garīga rakstura traucējumiem, bet tās var būt arī atkarības (Astrida), un kā izkļūt no apburtā loka, kas rada trauksmi (Rute). Man tomēr trūka nobeiguma un bija daudz jautājumu par Rutes emocionālo stāvokli - kur tas ir ārējo apstākļu noteikts, kur, varbūt pat vairumā, pašas uzkurbulēts viņai vien zināmu apsvērumu dēļ. Kopumā darbs ir cienīgs būt jauniešu žūrijā. Skandināvi neliek vilties.
March 5, 2023
Rigtig fin ungdomsroman, som jeg har læst fordi jeg skal være SSO-vejleder på den.
Displaying 1 - 30 of 100 reviews